« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 27. oktober 1913

« Se emneord

Fortrolig! Udsendt den 1. November 1913. Udskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse. Der afholdtes Møde i F.U. den 27. Okt. 1913 Kl. 3 ½. Tilstede var: Damerne Berg-Nielsen, Carstensen, Knudsen, Lemche, Olsen og Stampe-Feddersen. Tillige var Fru Tolderlund og Th. Daugaard tilstede. 1. Fagskole for Kvinder: Til dette Punkt var Dr. Estrid Hein og Forstander Soffy Christensen mødt. Dr. Hein udtalte, at hendes Tanke var en Fagskole med en rationel Uddannelse til navnlig Syfaget, f.Eks. Kjolesyning, Linnedsyning, Direktricer og maaske ogsaa Væversker, medens Soffy Christensens Tanke nærmest var at fremelske en national Haandgerningskunst, hvorved man vilde forbedre Smagen i den nuværende Haandarbejdsgerning og tillige gøre Haandarbejdet til en Indtægt for Udøverne. Der er i Fællesstyrelsen absolut overvejende Tilbøjelighed til kun at holde sig til den grundige Faguddannelse, der vil gøre Fagene til et virkeligt Erhverv for Kvinder. Da Soffy Christensen er Medlem af Dansk Husflidsselskabs Bestyrelse, mener hun herigennem at kunne interessere denne Forening for Spørgsmaalet. Foreningen raader over betydelige Midler, som, efter hendes Mening, ikke tilstrækkeligt kommer Kvinderne tilgode. Hvis hun skal foretage sig noget i denne Sag, beder hun om en skriftlig Henvendelse fra D.K., der vil gaa ud paa at opfordre Dansk Husflidsselskab til at 1) opdrage Lærerinder til at undervise i Haandarbejde og 2) uddanne Kvinder fagligt i ovennævnte Retninger. Det vedtages, at der til hver Kredsformand skal sendes en Skrivelse, hvori man anmoder dem om at udtale sig om Husflidsselskabets Arbejde paa deres Egn. Damerne Berg-Nielsen og Knudsen vil foretage nærmere Oplysninger om de nuværende Vilkaar for Kvinders Uddannelse til Herreskræddere. Naar dette Materiale er samlet, skal Sagen igen for i et F.U.s Møde, inden man foretager nogen Henvendelse til Husflidsselskabet. 2. Kvindernes Bygning: Paa en Forespørgsel, der er rettet til D.K., skal svares, at Hovedkontoret om nogle Aar i en mulig "Kvindernes Bygning" antagelig vil kunne bruge ca. 250 Kvadrat Alen og give en Husleje af fra 800 til 1000 Kr. om Aaret. Man tror ikke, det kan lade sig gøre, at Københavnskredsen og Hovedkontoret faar Lokale paa samme Sal, da Københavnskredsens Fæstekontor jo ikke maa bo højere end 2. Sal og Huslejen her vil blive for høj for Hovedkontoret. 3. Medlemsmærket: Astrid Paludan-Müller beder i Brev af 26/10 om at maatte "foranledige Formandsmærket overrakt D.K. som Gave". Det vedtages, at man med Tak tager herimod, og at Astrid Paludan-Müller skal anmodes om at tiltræde Udvalget, der snarest skal sammenkaldes, da Medlemsmærket jo skal forhandles paa Formandsmødet i Januar. 4. Samfundskursus paa Højskoler: Et Forslag fra Formanden om, at D.K. søger Samarbejde med "Landsforbundet" for at afholde Samfundskursus paa Højskoler, nedstemtes. 5. Nationalraadet: Formanden har haft en Samtale med Formanden for Nationalraadet, der hævder, at D.K. ikke vil blive generet af nydannede Foreninger ude i Kredsene. Hun har henvendt sig til D.K.s Formand i Aarhus, Horsens og Fredericia og søgt at faa dem til at danne Lokalraad med de filantropiske og faglige Kvindeforeninger, der findes i disse Byer. F.U. udtaler sin Forundring over, at Nationalraadets Formand har foretaget denne Henvendelse uden først at have søgt Fællesstyrelsen gennem de to Repræsentanter, som D.K. har i Nationalraadet, og at man endvidere bestemt maa hævde, at enhver Nydannelse af Kvindeforeninger kun vil sprede Kræfterne, ikke samle dem. Spørgsmaalet skal forelægges af Formanden paa Formandsmødet, (x) og Sagen allerede nu forelægges skriftlig for Formændene. - Man skal søge at faa Fru Carstensen ind som Repræsentant i D.K.N. i Stedet for Fru Ragna Schou, der yderst sjældent møder og som staar D.K. fjærnt. Man skal derefter søge at faa Fru C. ind i Nationalraadets Forretningsudvalg. 6. Husholdningskursus. Der bevilges afholdt 4 Kursus Kolding i Henhold til de indsendte Papirer. Hjørring ønsker ikke at udbetale den vedtagne Lønforhøjelse til Lærerinder, da den blev vedtaget 2 Dage efter at deres Kursus var bevilget. 7. Skilt: Skiltefabrikant H. Brechs Tilbud paa et Træskilt malet paa lyst med sorte Bogstaver og Teksten: "Dansk Kvindesamfunds Hovedkontor" 12 ½ Alen x 1 Alen indbefattet Opsætning til Kr. 96 antages. 8. Banneret: Anna E. Munch udtaler i et Brev, at den omtalte Gengivelse af Banneret vil være meget uheldig. Man vedtager derfor at henstille til Formandsmødet i Januar, at Distrikterne anskaffer sig et almindeligt Dannebrog (Splitflag) og heri anbringer det oprindelige Banner som et lille Mærke. Fru Knudsen paatager sig at forhøre, for hvilken Pris saadanne Splitflag lader sig udføre. 9. Kvindeligt Politi paa Frederiksberg: Karen Ankersted har henvendt sig til Kassereren og bedt om, at man i F.U. vil udpege nogle Emner til kvindeligt Politi paa Frederiksberg. Man lover at tænke herover, men fastholder som tidligere vedtaget, at D.K. ikke kan beskæftige sig med at udpege enkelte Personer til de forskellige Embeder, som D.K. søger aabnet for Kvinder. 10. Distriktsordningen. Det vedtages, at man skal søge fraværende Fællesstyrelsesmedlemmers Tilladelse til, at denne Sag i sin Helhed tages op paa Formandsmødet og ikke blot det enkelte Punkt "Distriktsformandens Stilling ved Fællesmøderne", saaledes som man har vedtaget paa Fællesstyrelsens Møde i September. Gyrithe Lemche vil til F.U., senere til hele Fællesstyrelsen fremkomme med Forslag, og disse skal da mulig drøftes paa Formandsmødet, saaledes at man i Sommeren 1914 mulig kan faa Distriktsordningen lovfæstet gennem en Vedtagelse paa Fællesmødet. Man har i høj Grad Følelsen af, at Distrikterne trænger til en Revision og trænger til at knyttes fastere til Fællesstyrelsens Arbejde. 11. Dansk Navneskik: Formanden vilde meget gerne have denne Sag frem paa Formandsmødet. Hendes Foredrag herom, som senere kommer i "Kvinden og Samfundet", skal sendes i Korrektur til Fællesstyrelsens Medlemmer, som da maa stemme om, hvorvidt Spørgsmaalet er saa meget i Forbindelse med Kvindesagen, at det er berettiget til en Plads paa Dagsordenen paa Formandsmødet. - 12. Det nordiske Møde: Formanden for Fællesudvalget meddeler, at der endnu ikke er kommet flere end to Svar fra Sverig og Norge paa vor Henvendelse angaaende Tiden for Mødets Afholdelse og Rammerne i det store og hele. De to Svar, der er komne, gaar ud paa, at man gerne vil have tilføjet "Kvinders Natarbejde" til Dagsordenen. Desværre har Th. Daugaard ved dette Punkt glemt at meddele, at Hr. Munch-Petersen en Dag telefonisk omtalte, at D.K. snarest burde søge en Statsunderstøttelse paa ca. Kr. 2000 til Mødets Afholdelse, hvilket altsaa herved bringes til vedk. Udvalgsmedlemmers Kundskab. 13. Udv. ang. Familieretten: Dette Udvalg har en Særstilling indenfor D.K. Det er nedsat af F.U. og dets Arbejde, der foregaar i "Fortrolighed" med Kommissionen, kan ikke blive fremlagt for D.K.s Fællesmøde. Man maa derfor hævde, at den Anskuelse, som fremgaar af Udvalgets Betænkning i det fremkomne Udkast til Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Ophævelse, ikke kan betragtes som nogen Flertalsmening indenfor D.K. Det er muligt, at den er det, men man maa stadig holde sig for øje, at man intet bestemt ved herom. - Man er klar over, at dette Udvalgs Arbejdsmaade ikke kan være anderledes, men at man ved Lejlighed maa slaa dette Forhold fast for Klarheds Skyld. - 14. Brevpapir: Det vedtages, at Dr. Margrethe fjernes paa Brevpapiret og erstattes med en Tegning af Banneret. Ordene, der staar rundt om Dr. Margrethe: "Som Nutids Kvinde - saa Fremtids Slægt", skal trykkes paa Brevpapiret som Motto. F.U. vedtager, at overalt, hvor Hovedkontoret ikke véd, om Modtageren af Breve o.l. er gift eller ugift, skal det skrive Fru. - 15. Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder: I Skrivelse af 13/10 meddeler Dr. Jacoby, at "Sagen vil blive taget op til fornyet Overvejelse i et Bestyrelsesmøde i November Maaned". 16. Formandsmødet: Den foreløbige Dagsorden for Forhandlingsmødet d. 24. Januar 1914 bliver: 1. Distriktsordningen, 2. Det nordiske Møde, 3. Medlemsmærket, 4. Anvendelsen af D.K.s Navn (Indleder Fru Carstensen), 5. Ungdomsudvalget aflægger Beretning, 6. Nationalraadets Arbejde for at stifte nye Foreninger i Provinserne. Det offentlige Møde, der afholdes d. 24. om Aftenen, har man vedtaget særlig at lægge an efter at trække Ungdommen til, og man havde derfor ventet, at Ungdomsudvalget, der lige har haft Møde, havde haft nogle Forslag i den Retning, men da Helene Berg, som er Fællesstyrelsens indenbys Repræsentant i dette Udvalg, ikke er mødt, kan F.U. altsaa ikke faa Støtte herfra. Man vedtager derefter: at anmode Pastor Ricard om at tale om: "Den unge kristne Kvindes Stilling til Kvindesagen" og Helene Berg om at tale om: "Er Kvindesagen Ungdommens Sag?". Gyrithe Lemche vil derefter tale om: "Hvad er D.K.?". Betty Hennings vil man opfordre om til Slut at oplæse noget, der har Tilknytning til Kvindesagen. Hver af Talerne taler i 20-25 Minutter. Formanden vil henvende sig til Pastor Ricard og Fru Hennings. Planen skal forelægges Københavns-Kredsen. Kursus i Sundhedslære til Formandsmødet. Udvalget har tænkt sig, at disse Kursus skal finde Sted d. 25. og 26. Januar med følgende Foredrag: Dr. Hedvig Reinhard (Kønssygdomme), Dr. Eli Møller (Menstruation, Svangerskab, Fødsel og Barselleje), Dr. Estrid Hein (øjensygdomme), Dr. Jørgen Møller (Sygdomme i Næse og Svælg), Dr. Vilhelm Jensen (Smitte og Smitteveje); denne Plan skal ogsaa forelægges Københavns-Kredsen, hvis Medlemmer skulde have Adgang til disse Kursus og Foredrag. Det er Tanken at udgive Foredragene som Smaaskrifter bagefter og sælge dem i Kredsene. 17. Pastor Døcher: Hovedkontoret henvendte sig i sin Tid til Pastor Døcher, Vejstrup, om at faa ham som Foredragsholder navnlig til Torsted-Ølsted, hvor Stedets Præst havde optraadt antikvindesags. - Pastor Døcher opgav en bestemt Tid, indenfor hvilken han kunde rejse, og blev derefter foreslaaet til Horsens, Fredericia og Kolding Distrikt. Man ønskede ham kun ét Sted, nemlig det før omtalte, og meddelte ham dette. Han sendte imidlertid Afbud om Morgenen, som Mødet var averteret til om Aftenen. Den nye Kreds føler sig meget forurettet. Fru Lemche, som skal tale i Odense i November, er villig til ogsaa at tale i Torsted-Ølsted paa samme Vilkaar som Pastor Døcher, hvilket skal meddeles Kredsen. - 18. Adoptionsmødet i November: Man beklager, at dette Punkt, paa Grund af Helene Bergs Fraværelse, maa udgaa af Dagsordenen, da man meget gerne havde ønsket at faa noget nærmere at vide. Tiden er jo nu meget fremrykket, og man savner navnlig Oplysninger om, hvorledes Resolutionen ved dette Møde er tænkt at skulle lyde. - Sæbykredsen anmoder om at maatte faa sit Foredrag i Agitationsugen for 8 Kr. i Stedet for l6. Kan ikke bevilges. Foredraget er ikke lovet dem gennem Hovedkontoret, men er aftalt direkte med Foredragsholderen. Flere Punkter maa udgaa af Dagsordenen, dels fordi de Medlemmer, der skulde fremlægge dem, ikke er mødt, dels fordi Klokken er bleven halv elleve. Mødet hæves. Fortrolig! Udsendt d. 21 November 1913. Udskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse. Tilføjelse til Protokollen for den 27. Oktober. Formandsmødet. Da Datoen blev fastsat, havde F.U. ingen Almanak for 1914. Det viser sig nu, at Formandsmødet, der skal afholdes den næstsidste Onsdag, den 4. Onsdag i Januar, falder paa Onsdag den 21. Jan., ikke den 24. Jan., hvilket Medlemmerne i Fællesstyrelsen venligst bede mærke sig.