« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 12. januar 1914

« Se emneord

Fortrolig. Udsendt d. 15/1 1914.
Udskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse.
Rettelse til Protokollen for 5. Januar. -
Punkt 1: Der skal selvfølgelig staa Kr. 230,00 pr. Nummer for 9000 Expl. (ikke Kr. 2.30).


Den 12/1 1914 holdt F.U. Møde.

Tilstede var: Damerne Berg, Carstensen, Olsen og Stampe-Feddersen samt Hr. Munch-
Petersen. (Damerne Berg-Nielsen, Knudsen og Lemche var ved Sygdom forhindrede, ligesom Hr. Jørgen Berthelsen havde sendt Afbud). Desuden var Th. Daugaard tilstede.

1. Fra Amts- og Herredsudstillingen Fjerritslev 1914 foreligger Anmodning om i Tilknytning til denne at faa en "Afdeling fra Dansk Kvindesamfund". En Misforstaaelse maa her være tilstede, da vi jo ikke har nogen Vandreudstilling. Sagen skal overdrages Ingeborg Tolderlund, der - som Medlem af Fællesstyrelsen og som Distriktsformand - kan give Fjerritslev de ønskede Oplysninger og mulig hjælpe dem med Raad og Daad.

2. Fra Ranum Seminarium foreligger en Redegørelse over Forholdene der med Hensyn til Kvinders Adgang. Det vedtages, at Fællesstyrelsen skal indgive et Andragende om at faa Statens 4 Seminarier aabnede for Kvinder. Dette skal man meddele de 4 Statsseminarieforstandere og samtidig bede dem (inden Andragendet indsendes) fremkomme med deres Syn paa Sagen.
Skrivelsen skal udarbejdes af Hovedkontoret og fremlægges paa F.U. Møde d. 17 ds.

3. Nordisk Møde: Formanden og Næstformanden har haft Foretræde hos Folketingets Formand, der erklærede, at han intet saa til Hinder for, at D.K.s Fællesmøde og det nordiske Møde blev afholdt i Folketingets Sal. Udvalgsværelserne staar ogsaa til vor Raadighed, og om vi ønsker det, kan vi ligeledes benytte Restaurationen.

4. Det vedtages, at der skal afholdes Møde i F.U. Lørdag d. 17 ds. Kl. 3, da Mandag d. 19. er optaget af Udvalgsmøder forud for Fællesstyrelsesmødet.

5. Formandsmødet:
a. Da Thora Knudsen er syg og Gyrithe Lemche ligeledes er optaget af Sygdom i sit Hjem, udser man Astrid Hostrup til ved Fællesmaaltidet d. 21. ds. at tale for Professor Wilh. Johannsen, idet man mener, at en af de mange fra Landet bør gøre dette. G. Lemche skal afløses i Udvalget ang. Formandsmødet af E. Carstensen.
b. Det vedtages, at Hovedkontoret skal søge at skaffe Formændene Adgang til at bese "Sundholm" den 22. ds. om Morgenen.
Det vedtages, at de Distriktsformænd, der ikke tillige er Kredsformænd (Damerne Ankjær, Pjedsted og Bodil Buch Jepsen, Horsens) skal indbydes til at komme til Formandsmødet.
c. Ved en beklagelig Forglemmelse er Punktet Nationalraadet ikke kommen med paa Formandsmødets Dagsorden. Det vedtages, at man kort skal gøre Rede for det under det Forslag til Lovændring, der skal frem og hvor en Bestemmelse om, at Kredsene ikke kan træde ind i andre Sammenslutninger, forekommer.
d. Frokosten paa Grundtvigs Hus (Smørrebrød, The og Kaffe) vil koste 1 Kr. pr. Deltager. Vil Deltagerne have Øl, maa dette betales af dem selv. - Der skal kun gives Frokostbilletter til en Repræsentant fra hver Kreds og ikke som sidste Aar til enhver, der har givet Møde.

6. Krigsenkerne: Næstformanden har søgt Oplysninger, og efter disse synes det muligt, at Sagen kan ordnes alene mellem Ministeriet og Finansudvalget, uden at nogen Lovændring er
nødvendig. Vi afventer en Skrivelse fra Finansministeriet med Oplysninger om, hvor mange Enker det kan dreje sig om. Sagen skal da for paa næste F.U. Møde.

7. Præstenøden: Embedsudvalget har holdt Møde og kan ikke foreslaa Henvendelse til Regeringen om særlig at aabne Præsteembedet for Kvinder, idet Udvalget jo med hele D.K. i Ryggen har forlangt, at alle Embeder aabnes og derfor mener, at en særlig Henvendelse for disse Embeder mulig kan svække dette Krav. Udvalget henstiller derimod til F.U., at dette henvender sig til Københavnskredsen og opfordrer den til at lade afholde et Møde, hvor Taleren (f.Eks. Biskop Ostenfeldt o.a.) skal slaa til Lyd for det urimelige i, at Kvinder ikke kan blive Præster. F.U. vedtager at lade denne Henvendelse til Københavnskredsen ske.

8. Der bevilges afholdt Sykursus i Vestermark Skole.

9. Gift Kvindes Skat: Dr. Eli Møller er tilstede ved dette Punkt, og følgende Slagplan lægges: Hun skal forsøge at samle en Del gifte selverhvervende Kvinder (eller Kvinder med Særeje), som vil være villig til at lade sig pante for Kommuneskat, og naar Stemningen efter dette er bragt i Vejret, skal man lade afholde et stort Demonstrationsmøde imod den Bestemmelse, at Manden skal betale gift Kvindes Skat. Man er klar over, at der skal en Lovændring til, men mener at fremskynde den ved et saadant Møde. Et vigtigt Moment i Sagen er jo ogsaa det, at Manden (ved at undlade at betale Skat) kan gøre Konen ude af Stand til at vælge (og vælges) ved kom. Valg.

Mødet hæves Kl. 6.