« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 24. februar 1914

« Se emneord

Fortrolig. Udsendt d. 18. Marts 1914.
Udskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse.

F.U. holdt Møde den 24. Febr. 1914 Kl. 7 ½.

Tilstede var: Damerne Berg, Berg-Nielsen, Carstensen, Lemche, Olsen og Stampe-Feddersen. Desuden var Th. Daugaard tilstede.

1. Udvalget ang. Kvinders Uddannelse til en Moders og Husmoders Gerning har forhandlet med Anna Hjorth angaaende Samarbejde med Hensyn til Læresteder for unge Piger. Fru Berg-Nielsen
foreslaar, at man indtil videre skal se bort fra dette Samarbejde og blot søge at faa Sagen i Gang og faa den nærmere forhandlet i Fællesstyrelsens Møde i April.

2. Der bevilges afholdt to Sykursus i Thisted og to i Marvede-Hyllinge-Kredsen.

3. Formanden og Næstformanden har talt med I. C. Christensen ang. Indlemmelse at Husvæsenet i et muligt Erhvervs Landsting. Han vil ikke selv optage det i sit Forslag, vil ikke stemme imod det, men vil dog ikke gøre det til et Princip Spørgsmaal. Man landede til, at man henvendte sig til Klaus Berntsen og hørte hans Mening. Dette vil ske førstkommende Fredag d. 27 ds., og man skal da i F.U. Mandag d. 2 Marts vedtage, om man skal gaa videre med Sagen.

4. Udv. ang. Ændringer i Fælleslovene har holdt Møde den 23. ds., hvor man enedes om at forelægge F.U. hoslagte Forslag, som F.U. efter en grundig Drøftelse vedtager at sende ud til
udenbys boende Medlemmer af Fællesstyrelsen og saasnart deres Afstemning foreligger da snarest muligt at udsende det med Motivering til hver enkelt Kredsformand, bede disse om at lade afholde et Medlemsmøde paa Spørgsmaalet og drøfte Sagen grundig inden Fællesmødet. - Damerne Lemche og Daugaard skal gøre Udkast til Motiveringen.

5. Udv. ang. Kvinders Adgang til Embeder har holdt Møde og dannet et Underudvalg bestaaende af A. Munch-Petersen, Niels Hjort og Meta Hansen, som vil gennemgaa Forslaget til Retspleje og dernæst gøre en Indstilling desangaaende til F.U.

6. Nordisk Møde: Det meddeles, at Københavns-Kredsen er villig til at danne en Fælleskasse for det nordiske Møde, og at den vil dele et muligt Underskud (eller Overskud) med Fælleskassen. Som Kasserer for den Kasse har Københavns Kredsen foreslaaet Frk. Bøttern paa Fæstekontoret. F.U. vil overveje Hensigtsmæssigheden ved dette Valg og andre Spørgsmaal. Fællesudvalget har vedtaget
at optage Th. Daugaard som Medlem af Fællesudvalget, men uden Stemmeret. Th. Daugaard er villig hertil under den Forudsætning, at hun har Forslagsret og Ret til at deltage i Forhandlingerne,
ligesom de øvrige Medlemmer, men af praktiske Grunde ingen Stemmeret.

7. Damerne Lemche og Daugaard har overrakt Andragendet ang. Husmandsloven til Landbrugsministeren og Formanden i det nedsatte Udvalg. Begge modtog Andragenderne overordentlig velvilligt.

8. Det vedtages, at der skal afholdes Møde i Fællesstyrelsen Tirsdag d. 31. Marts Kl. 10.
Mødet hæves Kl. 11 ¼..