« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 24. juni 1915

« Se emneord

Fortrolig. Udsendt d. 28/7 1915. Udskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse. D. K.’s Forretningsudvalg afholdt Møde Lørdag den 24 Juni 1915 Kl. 7 ½ paa Hovedkontoret. Tilstede vare Basse-Møller, Illum, Lemche og Olsen, samt Daugaard. Punkt I: Fællesstyrelsesmøde i September Maaned. Der fastsættes Fællesstyrelsesmøde den 21. September 1915 Kl. 1 paa Turisthotellet med Udvalgsmøder den 20 Septbr. Punkt II: Rejsning af Mindesmærke for Dronning Margrethe i Anledning af Kvindernes Valgret. Svarene paa de 2 fra Hovedkontoret udsendte Spørgsmaal om Fællesstyrelsen ønsker 1) at D.K. stiller sig i Spidsen for Rejsningen af et saadant Mindesmærke? 2) at Mindesmærket skal være en Rytterstatue af Dronning Margrethe? lyder: ad 1: 1 stemmer nej, 11 stemmer ja, 3 uvisse, ad 2: 1 stemmer nej, 9 stemmer ja, 5 uvisse. - Det vedtages at indkalde Fru Balslev, Borup, samt Repræsentanter for Danske Kvinders Nationalraad, Danske Kvinders Forsvarsforening, Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret, Kristelig Forening for unge Kvinder og Dansk Kvindesamfund til et Møde Torsdag Aften den 29 Juli 1915 paa D.K.’s Hovedkontor. Ved dette Møde stiller D.K. Forslag om Rejsning af en Rytterstatue af Dronning Margrethe. Punkt III: Fru Marianne Marstrand, Odense ønsker optaget en Annonce i Kvinden og Samfundet angaaende Foredrag. Det vedtages at Bladet ikke maa optage Annoncer om Foredragsholdere som Hovedkontoret ikke kender og derfor ikke kan anbefale. Punkt IV: Islandske Kvinders Valgret. Det vedtages at sende en Hilsen til de islandske Kvinder i Anledning af deres Valgret, naar denne om 12 Uger træder i Kraft. Punkt V: Odense Kredsen takker Fællesstyrelsen og Hovedkontoret for godt Samarbejde ved Fællesmødet i Odense. Punkt VI: Der bevilliges Frederikssund Kredsen et 3 Ugers Sykursus. Punkt VII: Dannelse af Kredse. B. Berg-Nielsen har dannet Kreds i Fjerritslev. I Klim er Kreds under Dannelse, ligeledes i Roskilde, Horbelev, Brenderup og Køge. Kreds er dannet i Vignæs, eventuelt dog en Udskillelse i Sakskøbing. Mødet sluttede Kl. 9 ¾.