« Tilbage til søgeresultaterne
Forretningsudvalgsmøde 4. maj 1916
Afskrift af Protokollen for Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse. F.U. holdt Møde Torsdag den 4. Maj Kl. 7 ½ paa D.K.’s Hovedkontor. Tilstede var Damerne Basse-Møller, Berg-Nielsen, Illum, Lemche og Olsen. Desuden var Th. Daugaard tilstede. Sygemeldt var Damerne Carstensen, Møller og Stampe-Feddersen. Dagsorden. Punkt 1: Fællesmødet i Aarhus 1916. " 2: Distriktsordningen. " 3: Eventuelt. ad. 1. Gyrithe Lemche oplæser en Skrivelse fra Esther Carstensen, hvori hun udtaler sine Betænkeligheder ved at afholde Fællesmødet i Aarhus i Juni Maaned og foreslaar at Aarhuskredsen forespørges, om der ikke er Mulighed for at udsætte Fællesmødet til August eller September Maaned paa Grund af Meningitis Epidemien. - Fra Aarhus Kredsens Formand, der er raadspurgt i Sagen, foreligger der Meddelelse om, at Amtslægen i Aarhus ikke mener, der er nogen Grund til af Hensyn til de forefaldene Meningitis Tilfælde at udsætte eller aflyse Fællesmødet. F.U. vedtager derefter, at man ikke paa nærværende Tidspunkt skal opgive Planerne om at afholde Fællesmødet i Aarhus d. 15.16. og 17. Juni d. A.- Ang. den af Fællesstyrelsen den 15. April d. A. tagne Beslutning at skaffe en Taler helst en Kvinde (en Nationaløkonom) til at belyse Spørgsmaalet ’’SAMME LØN FOR SAMME ARBEJDE’’ og indlede Forhandling om dette Emne meddeler Th. Daugaard, at hun har henvendt sig til Arbejdsløshedsinspektør Clara Black, der har megen Interesse for Spørgsmaalet og stor Lyst til at paatage sig Hvervet, men hun er bange for, at der er for kort Tid til, at hun vil kunne uddybe Emnet tilstrækkeligt. Th. Daugaard foreslaar da, at D.K. paa dette Fællesmøde nøjes med en første Behandling af Emnet, og at Medlemmerne saa til næste Fællesmøde kan overveje Spørgsmaalet og Behandlingen af Emnet fortsættes. I saa Fald er der Mulighed for at Clara Black vil paatage sig at tale paa dette Aars Fællesmøde, men hun har dog ikke givet noget endeligt Løfte. F.U. vedtager Th. Daugaards Forslag og vil afvente C.B.’s Svar. Lykkes det ikke at faa C.B. til at tale, vil denne muligvis kunne anbefale en anden Nationaløkonom, ellers vil F. J. henvende sig til cand. polit. Helge Schmidt. F.U. vedtager at opfordre Politimester Goll, Aarhus, til at indlede Forhandlingen om Retsreformen paa Fællesmødet. Som Talere ved det offentlige Friluftsmøde ved "Ørnereden" ønsker Aarhus Kredsen (om muligt) 4 Kvinder. F.U. vedtager at opfordre Eva Moltesen og Julie Arenholt til at holde Foredrag, Hovedkontoret skal forhandle med dem om Emner, samt Jutta Bojsen-Møller til at byde velkommen. ad. 2. Aalborg Kredsen meddeler Fællesstyrelsen, at den meget ønsker at høre under "Nordjydske Distrikt" i Stedet for som efter den nye Distriktsordning "Østjydske Distrikt". F.U. mener ikke at kunne anbefale Fællesstyrelsen at imødekomme dette ønske, da praktiske Grunde ikke taler herfor, men tværtimod taler for, at Aalborg bliver i det medlemsfattige "Østjydske Distrikt". Hovedkontoret skal svare Aalborg-Kredsen i Henhold hertil.- Paa Foranledning af den paa Fællesstyrelsesmødet den 15. April d. A. vedtagne Bestemmelse om, at Udv. ang. Distriktslovene skal i sit Forslag indlemme en Bestemmelse om, at fremtidige Medlemmer af Fællesstyrelsen og Distriktsstyrelserne ved Underskrift skal bekræfte, at de er i Overensstemmelse med D.K.’s § 1, udtaler Marie Illum, at hun tror D.K. skal være forsigtig med at foretage et saadant Skridt, og at D.K. ikke opnaar noget ved at binde Fællesstyrelses- og Distriktsstyrelsesmedlemmerne ved en saadan Underskrift, - at man ikke derigennem vil faa nogen Garanti, men kun vil opnaa, at de mere samvittighedsfulde Styrelsesemner, som ikke mener at kunne handle i fuld Overensstemmelse med § 1, samt at D.K. udsætter sig for Kritik udefra. Marie Illum ønsker disse Udtalelser tilført Protokollen, men da Sagen er afgjort ved Fællesstyrelsesmødet den 15.f.M, udsendes Forslaget til de nye Distriktslove med Optagelse af denne Bestemmelse, hvis Ordlyd har været forelagt det paagældende Udvalg paa 7 Fællesstyrelsesmedlemmer. ad. 3. I Tilslutning til Punkt 4 paa Dagsordenen for Fællesstyrelsesmødet den 15. April d. A. har Astrid Hostrup tilstillet F.U. en Skrivelse fra Th. Lang, hvori hun udtaler sine Betænkeligheder ved at paatage sig Hvervet som Distriktsformand og Fællesstyrelsesmedlem, da hun i hvert Fald det første Aar er ude af Stand til at udføre noget Arbejde udover det hendes Skole kræver. Th. Lang forespørger, om Astrid Hostrup vil være hendes Suppleant og altsaa det første Aar gøre Arbejdet. Da Th. Lang ikke giver et bestemt Afslag paa Valget til Distriktsformand og Fællesstyrelsesmedlem, vedtager F.U. at bede Astrid Hostrup oplyse Th. Lang om, at de nævnte Hverv kræver et stort Arbejde, og at dette ikke vil kunne begyndes ved Suppleant. Th. Daugaard meddeler, at Hyllinge Kredsen i sine Loves § 4 skriver: "Enligt stillede Kvinder kan, naar Bestyrelsen skønner det rimeligt, optages som Medlemmer med Aarsbidrag Kr.1,00, men modtager da ikke Bladet." F.U. beder Hovedkontoret tilskrive Hyllinge Kredsen, at dette er i Strid med Fælleslovene, efter hvilke alle Medlemmer skal modtage Bladet (med Undtagelse af "de til et allerede indmeldt Medlems Husstand hørende".) F. U. vedtager at bevilge Kr.10,00 til Distriktsmødet i Sydjydske Distrikt. Th. Daugaard oplæser en Tak fra Gina Krogh’s Broder for den Krans D.K. har sendt samt det Telegram D.K. i Forening med Nationalraadet og Valgretsforbundet har sendt (findes aftrykt i "Kvinden og Samfundet" No. 8 1916.) Th. Daugaard oplæser en Skrivelse fra Dyreværneforeningen "Svalen’’ der opfordrer D.K. til at tage Dyrebeskyttelsen paa sit Program.- F.U. vedtager at svare "Svalen", at D.K., tiltrods for sin store Sympati for Dyrebeskyttelsen ikke ser sig i Stand til at tage Spørgsmaalet paa sit Program. Mødet hævet Kl.10 ¼. L. Basse-Møller. Protokolfører. Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse. Ved Afskriften af Protokollen for F.U.s Møde d. 4. Maj 1916 er der beklageligvis indløbet en Fejl under Punkt 2, idet en Linje er faldet ud. I 2. Stk. 11, Linje efter § 1 indføjes: "holder sig tilbage, medens de mindre samvittighedsfulde Styrelsesemner underskriver en saadan Erklæring og desuagtet handler i Modstrid med denne." Marie Riising-Rasmussens Tilføjelse til Protokollen for F.U.s Møde den 4. Maj 1916. Punkt 2: l/ Jeg har paa Fællesstyrelsens Møde den l5/4-16 talt imod at D.K.s fremtidige Styrelsesmedlemmer bindes ved en "Haandfæstning,’’ for det første fordi saadanne skrevne Løfter ikke burde være nødvendige blandt Mennesker, der i Frihed kæmper sammen for en god Sag, for det andet fordi § 1 kan "fortolkes" paa forskellig Maade, og et Løfte desangaaende saaledes ikke giver nogen Garanti for "den rette Tro". 2/ Bestemmelsen blev vedtaget paa Fællesstyrelsens Møde d.15/4 og "Ordlyden " siden sendt til Distriktsudvalgets Medlemmer. Da denne Ordlyd var i Overensstemmelse med Fællesstyrelsens Beslutning var der ikke noget for Udvalgets Medlemmer at protestere imod. Men jeg personlig fralægger mig alt Ansvar og forbeholder mig min Stilling til dette Spørgsmaal.