« Tilbage til søgeresultaterne
Styrelsesmøde 14. september 1916
Afskrift af Protokollen for Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse. D.K.s Fællesstyrelse holdt Møde d. 14. September Kl. 1 paa Turisthotellet, København. Tilstede var Damerne Andersen, Blöndal, Carstensen, Clay-Pedersen, Hessel, Holt, Illum, Johansen (ved Olesen), Lemche, Moestrup, Elisa Petersen, Riising-Rasmussen (ved Bjerre), Stampe- Feddersen og Tolderlund. Desuden var Suppleanten Christine Møller samt Th. Daugaard tilstede. Meldt Forfald havde Damerne Arenholt, Olsen og Rickmann. Formanden aabner Mødet og meddeler, at den Fællesstyrelse, som sad inden Valget i Aarhus ved en Flertalsbeslutning bestemte, at den nye Fællesstyrelse ikke kunde konstituere sig i Aarhus, da alle Medlemmerne ikke kunde forventes at være tilstede, men at den gamle Fællesstyrelse skulde fungere videre indtil dette Fællesstyrelsesmøde i September.- Formanden meddeler, at dette Møde oprindelig var berammet til d. 24. Septbr., men at det paa Grund af udsigterne til politisk Valg er indkaldt 10 Dage før. Formanden meddeler, at L. Basse-Møller, som har faaet en Ansættelse i Stockholm, er udtraadt af Fællesstyrelsen og 1. Suppleant, Julie Arenholt, traadt ind. Formanden foreslaar Esther Carstensen til Dirigent. Vedtages enstemmig. Dagsorden. 1. Formand, Næstformand, Kasserer og Protokolfører vælges, 2. Forretningsudvalget anerkendes. 3. Fortolkning af Fælleslovenes § 1. 4. Øvrige Udvalg nedsættes. 5. D.K.s Henvendelse til Regeringen i Anledning af "Ø-Salget". 6. D.K. og Valget. 7. Ludvig Triers Legat under D.K.s Styrelse. 8. Nordisk Samarbejde. (Valg af Repr. til Møde i Stockholm i Novbr.) 9. Samarbejde mellem Distrikterne og Hovedkontoret. 10. Skrivelse fra "Afholdssamfundet"s Hovedstyrelse. 11. Skrivelse fra Dagmar Petersen, Fr.havn, ang. Kontingentforhøjelse. 12. Valg af Repræsentanter til Valgretsforbundet, 13. Nogle udtalelser fra Kredse i Nordjydske Distrikt ved Ingeborg Tolderlund, 14. Januarmødet, 15. Eventuelt. ad. 1. Til Formand og Næstformand genvælges skriftlig Astrid Stampe-Feddersen og Esther Carstensen med henholdsvis 13 og 12 Stemmer. Stampe-Feddersen foreslaar Björg Blöndal til Kasserer og meddeler, at en Forespørgsel derom er rettet til Blöndal, der har en Betingelse, som hun vil fremsætte her. Björg Blöndal gentager, at hun er villig til at paatage sig Hvervet, hvis en lønnet Hjælpekasserer maa blive ansat under hende. Gyrithe Lemche udtaler, at man sikkert maa komme dertil at lønne det voksende manuelle Kassererarbejde, og at dette Arbejde nødvendigvis maa udføres paa og lægges ind under Hovedkontorets Arbejde. Vil derfor foreslaa, at man forhøjer Lønnen for den for Tiden paa Konteret ansatte Assistent med 300 Kr. aarlig og overdrager hende Fuldmagten til at kvittere. Hun skal da føre Regnskabet under B. Blöndals jævnlige Overtilsyn og Revision. Paa denne Maade vil man: l/ forhøje en Gage, som Dansk Kvindesamfund kun vanskelig kan være bekendt at give (50 Kr. med en Arbejdstid fra 10 til 6) og 2/ skaffe Kassereren en lønnet Medhjælp, som vil kunne føre Regnskabet mere "regnskabsmæssigt” end det var rimeligt at forlange af den ulønnede Kasserer, for hvis Arbejde man kun har Grund til at være taknemmelig.- Taleren er klar over, at Kassen naturligvis ikke paa dette vanskelige Tidspunkt, hvor man ved, at Underskuddet var stort ifjor (paa Grund af de vanskelige Forhold for Bladet), kan binde sig til en saadan Udgift for det kommende Aar. Hun har derfor ad Frivillighedens Vej rejst de 300 Kr. til det første Aar, nemlig fra Januar 1917 til Januar 1918. Anna Olsen har lovet at fungere dette Aar ud og gøre dette Aars Regnskab op. I de følgende Aar maa man da haabe, at Fælleskassen og Bladets Kasse kan tage sin Andel i Forhøjelsen af Assistentens Gage. Karen Hessel og (senere) Marie Illum stemmer imod, at man tager mod dette Tilbud, da det er knyttet til to bestemte Personers Valg og Ansættelse. Fraraader paa det indstændigste, at Fællesstyrelsen paa denne Maade kommer under Indflydelse udefra. Gyrithe Lemche meddeler, at det er Medlemmer af Fællesstyrelsen, der har stillet dette Beløb til Raadighed. De har bestemt ønsket ikke at blive nævnt. De har ønsket at medvirke til, at man gled over i lønnet system og har tillige ønsket at ophjælpe den nuværende Assistents Gage. Hun er flink og anbefales af G. Lemche og Th. Daugaard, der begge i de halvandet Aar, hun har været ansat paa Hovedkontoret har haft rig Lejlighed til at følge hendes Arbejde. Johanne Andersen spørger, om ingen af Fællesstyrelsens Medlemmer vil paatage sig Arbejdet uden lønnet Medhjælp. Helen Clay-Pedersen foreslaar M. Illum, der udtaler, at hun vil paatage sig Hvervet uden lønnet Medhjælp, og at hun ikke ønsker, at Fællesstyrelsen skal tage mod Tilbuddet om de 300 Kr. i den Form, det har. Gyrithe Lemche synes ikke det er heldigt, at Kassereren for Københavns Kredsens Kasse (M. Illum) og for Fælleskassen er en og samme Person. I denne Udtalelse ligger ingen Mistro til nogen, men man ved af Erfaring, hvor ofte de to Kasserere ved Samarbejde mellem Københavnskredsen og Fællesstyrelsen skal se Sagen hver fra sit Standpunkt. Synes i det Hele taget ikke, at Fællesstyrelsen skal knytte Københavnskredsen stærkere til sig end alle andre Kredse. Anbefaler B. Blöndals Valg. A. Stampe-Feddersen, G. Lemche og Daugaard nævner forskellige Tilfælde i tidligere Tid, hvor der indenfor D.K.s Fællesstyrelse har været givet anonymt til et bestemt Formaal og til Bibeholdelse af bestemte Personer indenfor det lønnede Arbejde. Anbefaler Blöndals Valg. Karen Hessel og Marie Illum udtaler, at de gærne vil drøfte, om Fælleskassen har Raad til at lønne. De henstiller, at de Medlemmer af Fællesstyrelsen, som har stillet de 300 Kr. til Disposition, giver dem til Fælleskassen "til Administration", og at Fællesstyrelsen da selv frit raader over deres Anvendelse. Marie Illum mener, at det jo ikke er sikkert, at den nuværende Assistent egner sig til Kassererposten; synes f. Eks. at hendes Haandskrift kunde være bedre. Synes ikke man skal lade sig binde af, hvorledes der før i Tiden er optraadt overfor et Tilbud som det foreliggende. Karen Hessel tilføjer, at det jo kun er en Formsag. I Realiteten synes man jo at være enige. Th. Daugaard tør ikke paastaa, at det ikke kan være sket, at et enkelt Brevkort kan have været mindre akkurat skrevet, men tør som Helhed anbefale den nuværende Assistent. Gyrithe Lemche gentager, at de 300 Kr. er stillet til Raadighed for at gøre den Assistent, der nu er ansat paa Kontoret til Hjælpekasserer for B. Blöndal. Man kan ikke nu gaa til Giverne med en Anmodning om, at de vil give Pengene til et ubestemt Formaal indenfor Administrationen. - Synes ikke man kan sige, man er enige om Realiteten.- Det vedtages derefter ved skriftlig Afstemning med 6 Stemmer mod 5 (3 Stemmesedler var blanke), at der skal antages lønnet Medhjælp til Kassereren. Paa Dirigentens Forespørgsel om M. Illum efter at "lønnet Hjælp" er vedtaget og Grundlaget for hendes Løfte om at tage Kassererposten saaledes er borte, vil stille sig til Valg, svarer M. Illum, at det har hun "ikke noget imod". Ved skriftlig Afstemning om Kassererposten faar M. Illum og B. Blöndal hver 6 Stemmer, medens to Stemmesedler var blanke. Ved Omvalget vælges M. Illum til Kasserer med 7 Stemmer. B. Blöndal faar 6 Stemmer. En Stemmeseddel var blank. Til Protokolfører vælges Julie Arenholt med 8 Stemmer. Derefter faar Hessel 4 St. og Blöndal 1 St. ad. 2. Det fastslaas i Henhold til Fælleslovenes § 3 at følgende er Medlemmer af Forretningsudvalget: Arenholt, Blöndal, Carstensen, Hessel, Illum, Lemche og Stampe-Feddersen. ad. 3. Der er til Medlemmerne omsendt et af G. Lemche affattet Forhandlingsgrundlag til Fællesstyrelsens Fortolkning af Fælleslovenes § 1 (Kopi henlagt i ”Rundskrivelser"). G. Lemche fremlægger det og foreslaar, at det optages i Bladet som en Udtalelse fra Fællesstyrelsen. Karen Hessel og Marie Illum finder en saadan Fortolkning overflødig og førstnævnte tilføjer, at det kun er D.K.s Fællesmøde der er kompetent til at fremkomne med en saadan. Denne Udtalelse imødegaas af Lemche, Andersen, Holt og fl. a. Øvrige Medlemmer udtaler sig i Tilslutning til, at en saadan Fortolkning Fremkommer i Bladet særlig nu, da Fællesstyrelsen er helt nyvalgt, og det vedtages med 12 Ja (Andersen, Blöndal, Carstensen, Clay-Pedersen, Holt, Olesen, Lemche, Moestrup, Elisa Petersen, Bjerre, Stampe-Feddersen og Tolderlund) mod 2 Nej (Hessel og Illum) med nogle faa Ændringer at aftrykke Fortolkningen i "Kv. og Samf” No.16. I Overskriften benyttes Ordene: "Retningslinier’’ og "udarbejdet af Fællesstyrelsen". Underskriften skal være: Fællesstyrelsen. (Ang. Fortolkningens endelige Ordlyd henvises til "Kv. og Samf." No. 16.) ad. 4. De for Udvalgene gældende Regler oplæses og godkendes. Følgende Udvalg nedsættes: Legatudv: Andersen, Carstensen, Clay-Pedersen, Moestrup, Olsen, Riising-Rasmussen og Tolderlund. Udv. ang. Kv. Adgang til Emb.: Arenholt, Blöndal, Carstensen, Illum og Rickmann. Udv. ang. Børneforsorg: Carstensen, Lemche, Elisa Petersen og Riising-Rasmussen. Udv. ang. ensartet skandinavisk Familieret: Andersen, Arenholt, Hostrup, Blöndal, Holt, Illum, Rickmann, Riising-Rasmussen og Stampe-Feddersen. Udv. til at arb. for, at der oprettes Kursus i Samfundslære: Clay-Pedersen, Johansen, Lemche, Riising-Rasmussen og Stampe-Feddersen. Udv. til at arb. for at finde Læresteder til unge Pigers Uddannelse i husl. Arbejde: Andersen, Holt og Tolderlund. Udv. til at arb. for, at Hustruen Betaler sin Skat uafhængig af Manden: Arenholt, Hessel, Illum og Rickmann. Udv. ang. Dansk Navneskik: Blöndal og Stampe-Feddersen. Udv. ang. Oprettelse af Kvindestatsseminarier: Hessel, Johansen, Olsen og Elisa Petersen. Udv. til at arb. for at kvind. Synsmaader repr. paa Rigsdagen: Hessel, Lemche, og Elisa Petersen. Udv. for: Samme Løn for samme Arbejde: Arenholt, Carstensen, Hessel og Illum. Udv. ang. Nordisk Samarbejde: Blöndal, Carstensen, Lemche og Stampe-Feddersen. Man vedtager, at Udv. til at overveje Forbedring af det husl. Arbejde, og Agitationsudvalget skal gaa ind. Endvidere skal Sangbogsudvalget hvile foreløbig. Udv. ang. de prak. Kursus skal gaa ind. Tvivlsspørgsmaal skal forelægges F.U. Arbejdet ledes iøvrigt fra Hovedkontoret. ad. 5. Det i "Kv. og Samf." No. 15 aftrykte indsendte Andragende oplæses. Det er af et stort Flertal (M. Riising-Rasmussen og M. Illum stemte imod) vedtaget, at indsende dette Andragende. Aabybro Kredsen beklager ved sin Distriktsrepræsentant (Ingeborg Tolderlund), at en saadan Henvendelse er sket, da den kun kan forhale et vigtigt Spørgsmaal, som efter Kredsens Mening snarest burde afgøres. Det fremhæves stærkt af Formanden og G. Lemche, at D.K.s Pligt til at kræve alle vigtige Spørgsmaal udsatte til den nye Grundlovs Ikrafttræden er uomtvistelig og bør iagttages uden Hensyn til nogen Imødekommen eller Modarbejden af partipolitiske Standpunkter. Karen Hessel foreslaar, at man senere indsender en i almindelige udtryk holdt Protest imod, at noget stort Spørgsmaal tages op, inden Kvinderne kan gøre deres Indflydelse gældende. Man kan da i givet Tilfælde henvise til en saadan Protest og behøver ikke at frygte for at blive taget til Indtægt af noget politisk Parti. Dette skal overvejes i F.U. ad. 6. Til Medlemmerne er omsendt Udkast til Interpellationer og Motivering (Kopier henlagt i "Rundskrivelser"). Begge Dele behandles og vedtages med faa uvæsentlige Ændringer. G. Lemche skal udarbejde Interpellationer om: Gift Kvindes Ret til at faa Statens Husmandslodder, til at søge Næringsbevis og til at sidde i Skolekommissioner.- Th. Daugaard meddeler, at man fra Hovedkontoret til hver Kreds har udsendt en Liste over de i betræffende Amt eksisterende Sognekommuner og bedt Kredsen opgive, om dens Medlemmer ikke i nogle af de Kommuner, hvor der ikke er Kredse, kender Kvinder, som kan tænkes at ville interpellere for D.K. ved Valgene. - 41 Kredse har foreløbig svaret og opgivet 347 Emner. Det er Hovedkontorets Hensigt ogsaa at søge at danne nye Kredse ved disse Emners Hjælp. Det vedtages, at Interpellanterne kan vælge frit mellem Spørgsmaalene og ikke er forpligtede til at interpellere om alle Spørgsmaalene, fordi de tager et af disse. "Kv. og Samf."s Redaktion har paatænkt at sende Interpellationerne til hver Kandidat og bede om hans skriftlige Svar til Brug for Optagelse i Bladet, naar Valget har fundet Sted. Fællesstyrelsen finder denne Plan god. Distriktsrepræsentanterne paatager sig at meddele Hovedkontoret, hvem der opstilles i de under deres Distrikt hørende Valgkredse. Det vedtages, at Kredsene skal opfordres til at henvende sig til de stedlige politiske Organisationer med Anmodning om, at disse vil opstille Kvinder til Valget. ad. 7. Triers Mindelegat paa Kr. 13.469,80 er den 1, September 1916 udbetalt til D.K.s Fællesstyrelse. Hvad der iøvrigt skal foretages overdrages til Legatudvalget. (Iøvrigt henvises til Artikel i "Kv. og Samf." No. 13). ad. 8. Til et Møde i Stockholm d. 10. og 11. November vælges Astrid Stampe-Feddersen som Repræsentant med Esther Carstensen som "Adjudant". D.K. skal i Forening mod Danske Kvinders Nationalraad udpege 2 Talere til nærmere opgivne Spørgsmaal, som skal forhandles paa Stockholmermødet. Dette overlades F.U. til Overvejelse. ad. 9. Der drøftes forskellige Forhold indenfor Distrikterne. Man har imidlertid ikke endnu faaet afholdt Styrelsesmøde i Distrikterne og kan derfor ikke udtale sig om Vinterens Planer. Th. Daugaard henstiller, at hver Suppleant baade for Distriktsrepræsentanterne, F.U.s Medlemmer og for de løse Mandater skal foruden at modtage Protokoludskrifter tilsiges til hvert Møde i henholdsvis Fællesstyrelse og F.U. De skal kunne overvære Forhandlingerne, men har hverken Forhandlings- eller Stemmeret. De maa selv afholde de med deres Rejse forbundne udgifter, naar de ikke møder som Suppleant for en Distriktsrepræsentant. Vedtages. Paa Forespørgsel af Th. Daugaard om Distriktsrepræsentanternes Suppleanter ogsaa skal have Kopi af den Korrespondance, der føres mellem Repræsentanterne og Hovedkontoret, svarer Fællesstyrelsen benægtende. Iøvrigt synes man at finde det vanskeligt at anslaa fastere Linier for Samarbejdet, dog er man klar over, at til Distriktsformændenes Arbejde hører Planlæggelse af Kursus og Foredragsrækker. Man vil foretrække at prøve sig frem i det kommende Aar. Ad. 10. Fra ”Afholdssamfundet”s Hovedbestyrelse foreligger Meddelelse om, at ”Afholdssamfundet”s Aarsmøle i Odense i Juni Maaned har vedtaget en Resolution, hvori Dansk Kvindesamfund opfordres til at rette en indtrængende Henstilling til sine Kredsafdelinger om ved enhver mulig Lejlighed at søge Samarbejde med de Lokale Afholdsforeninger. Fællesstyrelsen udtaler, at den ikke ønsker at rette nogen særlig Henstilling til Kredsene om i særlig Grad at kaste sig over et saadant Samarbejde. Fællesstyrelsen ser som altid med overordentlig stor Forstaaelse og Interesse paa Arbejdet for Ædruelighedens Fremme, men maa som saa ofte før advare imod, at D.K. under nogen Form, hverken gennem sin Fællesstyrelse eller endnu mindre gennem de lokale Kredse, binder sig gennem afholds-politisk Holdning eller afholds-politiske Udtalelser. Fællesstyrelsen anbefaler derimod varmt et saadant Samarbejde, som har Oplysning til Formaal og anmoder Hovedkontoret om at besvare denne Henvendelse i Overensstemmelse med det her udtalte. ad. 11. Gennem Distriktsrepræsentanten for Nordjydske Distrikt (Ingeborg Tolderlund) foreslaar Dagmar Petersen, Fr.havn, at Kontingentet saavel i Kredsene som til Fælleskassen forhøjes.-Fællesstyrelsen sætter Pris paa den ved dette Forslag udviste Anerkendelse af saavel Foreningens,som Fællesstyrelsens og Bladets Arbejde men mener ikke Tidspunktet er inde til at gaa til en Kontingentforhøjelse, i hvor høj Grad end en saadan var ønskelig og fremfor alt rimelig.- ad. 12. Til Valgretsforbundet vælges som Medlemmer af Styrelsen: Damerne Lemche, Stampe-Feddersen og Daugaard. Til Repræsentanter vælges: Damerne Arenholt, Blöndal, Carstensen, Hessel, Illum, Elisa Petersen og Rickmann. ad. 13. De fleste af disse Udtalelser er fremført under Forhandlingerne.- Nr. Sundby-Kredsen og flere Kredse i Distriktet beder indstændigt om Foredragsholdere. Fællesstyrelsens Medlemmer opfordres til, hvis de kan tage ud at tale, da til Hovedkontoret snarest at opgive: Emne, Tid og Betingelser. ad. 14. Det vedtages, at Januar-Mødet skal afholdes i Dagene mellem d. 10. og 20. Januar. Mødet maa ikke være en Mandag, ikke en Torsdag og ikke en Søndag. Fællesstyrelsesmøderne skal herefter begynde fra Morgenstunden, saaledes at Aftenen bliver fri. Det i Forbindelse med Fællesstyrelsesmødet afholdte Formandsmøde skal ikke efterfølges af noget offentligt Møde. F.U. skal derimod finde en Form for et tvangfrit Samvær om Aftenen mellem Formændene og Fællesstyrelsen. ad. 15. a. Redaktøren meddeler, at der er Udsigt til, at "Kv. og Samf." muligvis paa Grund af de atter forhøjede Papirpriser dog alligevel maa udkomme i halvt Format, saaledes som den gamle Fællesstyrelse har vedtaget maatte ske, naar dette af økonomiske Hensyn var nødvendigt. Man haaber dog, at den frivillige Indsamling, i hvilken der i Øjeblikket synes at være Stilstand (der er indkommet ca. 700 Kr. (se Kvitteringen i Bladet), vil kunne forhindre dette. b. her oplæses (og godkendes) et Andragende til Prisreguleringskommissionen. Andragendet er udarbejdet af Udv. ang. Kvinders Adgang til Embeder. Det skal indsendes til Indenrigsministeren. Det er en Følge af den paa Mødet i Aarhus vedtagne Resolution. (Se iøvrig "Kv. og Samf.” No. 16.) Mødet hæves Kl. 10 ½ Th. Daugaard Protokolfører. Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse. Tilføjelse til Protokollen for Fællesstyrelsesmødet d. 14. Septbr. 1916. Til Punkt.1 ønsker Karen Hessel tilføjet: "Karen Hessel kan ikke tro, at Giverne vil modsætte sig at lade Gaven gaa ind i Kassen paa sædvanlig Vis, især da Forhandlingen jo giver Sikkerhed for, at Fællesstyrelsen vil anvende den efter Ønske. Det modsatte vilde jo indeholde en Mistillid og Mistro til alle deres øvrige Kolleger i Fællesstyrelsen, som hun dybt vilde beklage, da den jo kun vil kunne skade det gode Samarbejde."