« Tilbage til søgeresultaterne
Forretningsudvalgsmøde 4. december 1916
Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse. Der afholdtes Møde i F.U. Mandag d. 4. Decbr. 1916 Kl.10. Mødet begyndte, da følgende var kommen tilstede: Arenholt, Hessel, Lemche og Stampe-Feddersen. Senere kom Blöndal, Carstensen og Illum. Under Punkt 1 var endvidere B. Berg-Nielsen tilstede. Desuden var Th. Daugaard tilstede. Dagsorden. 1. Studieafdeling for Husholdningsstuderende paa Landbohøjskolen. 2. Børneudvalget. 3. Forslag til Lov om ¼ Aars Efterindtægt for Tjenestemænds Efterladte. ad. 1. Udkast til Andragende sammen med Undervisningsplan har været omsendt til Medlemmerne. Andragendet gennemgaas, Ændringsforslag stilles og Sagen vises derefter over til Udv. igen, som skal udarbejde det endelige Andragende og Undervisningsplan. Til Udarbejdelsen af Undervisningsplanen kan Udv. antage lønnet Hjælp. Alt skal trykkes og sendes til hver Minister og hver Rigsdagsmand, samt til Direktøren for Landbohøjskolen, ligeledes skal det, samtidig med at det sendes til Ministeriet, sendes til Formanden i Finansudvalget. ad. 2. Paa Forespørgsel erklærer Københavns-Kredsens Formand, at det i sidste Protokol omtalte Andragende er udarbejdet og omsendt til Styrelsens Medlemmer. - Endnu foreligger intet Svar. Det fremhæves af flere Tilstedeværende (Daugaard, Hessel og Lemche), hvor brændende dette Spørgsmaal om Plejehjem er, og det henstilles til Kbbvns.Kredsen at indgive Andragendet i saa god Tid, at det kan aftrykkes i "Kvinden og Samfundet" for 15. December. ad. 3. Det overdrages Damerne Blöndal og Hessel at udarbejde et Andragende, hvori man ansøger om, at ogsaa Enkers Efterladte i denne Lov bliver stillede paa samme Maade som Enkemænds. Andragendet skal udarbejdes snarest muligt og omsendes til Medlemmerne i F.U. Staten som "Husmoder”. B. Berg-Nielsen fremførte, inden hun forlod Mødet, det Spørgsmaal, om D.K. vil tage et Arbejde op for ad statistisk Vej, at faa undersøgt, hvorledes Staten er som "Husmoder" overfor de Mennesker den direkte bespiser (i Fængsler, Hospitaler, Fattiganstalter o.s.v.). Dette Arbejde skulde tjene til at kaste Lys over Statens økonomiske Interesser paa dette Omraade og til at klare, hvorvidt Princippet: Bortlicitering er heldigt. Mødet hævedes Kl. 12 ½ . Th. Daugaard Protokolfører.