« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 10. januar 1917

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse.

Der afholdtes Møde i F.U. Onsdag d. 10. Januar 1917 Kl. 9 ½.

Mødet begyndte, da Damerne: Arenholt, Carstensen, Hessel, Illum, Lemche og Møller (Suppl.) var kommen tilstede. Senere kom Damerne: Blöndal og Stampe-Feddersen samt Æresformanden; desuden var Th. Daugaard tilstede.

Dagsorden.
1. Fællesstyrelsesmødet.
2. Formandsmødet.
3. Praktiske Kursus.
4. Bladet.
5. Kredse, der er gaaet ind til 1917.
6. Grenaa-Kredsens Medlemsbidrag.
7. Andragende indsendt til Finansministeren.
8. Forespørgsel til "Kv. og Samf." fra den danske Sektion af den internationale Kvindekomite for varig Fred.
9. Love for nordisk Samarbejde.
10. § l. i Fælleslovene er tvungen for alle Kredsene.
11. Fællesmødet 1917.
12. Husmandsloven.
13. Udlejning af Valgretsfilmen.
14. Udv. ang. Lige Løn for lige Arbejde.

ad. 1. Det vedtages at Fællesstyrelsesmødet d. 20. Jan. skal indkaldes til at begynde Kl. 9 ½ Form. Det vedtages, at de Udvalg, der ønsker det, skal omtale deres Arbejde paa Fællesstyrelsesmødet.

ad. 2. Dagsordenen lægges. (Den er den 13. Jan. udsendt til samtlige Kredsformænd, Medlemmer af Fællesstyrelsen, Distriktsformændene og Distriktsrepræsentanternes Suppleanter. Kopi af den findes i Rundskrivelser. Th. D.)

ad. 3. Det meddeles, at Formanden for F.U. har bevilget Kr. 100 og Kr. 45 i Stedet for som hidtil Kr. 60 og Kr. 30 henholdsvis til to aarligt tilbagevendende Husholdningskursus i Næstved. Stigningen maa søges i Dyrtiden og andre Forhold, som Kredsen ikke har været Herre over.
Der er antaget en ny Lærerinde til Sykursus (Mathilde Jakobsen, anbefalet af Kirstine Olsen). Sykursus er med 3 Lærerinder planlagt fra 8. Jan. til Pinse.
Lærerinden i Sundhedskursus skal fra 15. Jan. begynde at arbejde igen i Kolding og er optaget der en Maaned, maaske længere.
Med Hensyn til Husholdningskursus, da har Sagen ikke forandret sig. Th. Daugaard vil udsende Forslag til en Omordning, som hun mener er nødvendig under de nu under Krigen herskende Forhold.
B. Berg-Nielsen har meddelt, at hun ikke kan paatage sig at være sagkyndig Raadgiver for de praktiske Kursus.

ad. 4. Det meddeles, at Redaktionen, paa Grund af de stadig stigende Papirpriser, har været nødt til at slutte Kontrakt med trykkeriet for hele det kommende Aars Papirforbrug. Den samlede Aars-Udgift hertil vil blive Kr. 3742.20, der skal betales med 1. Halvdel den 1. Febr. og 2. Halvdel den l. Marts 1917. (Siden Kontraktens Indgaaelse er Papirprisen yderligere steget 5 øre pr. Kilo = ca. Kr. 350 for Bladets Aarsforbrug.)

ad. 5. Assens- Kredsen staar i Opløsningens Tegn. Der læses nogle Skrivelser, som i den Anledning er vekslet mellem Th. Daugaard og Bertha Jørgensen, Assens. Man haaber at kunne holde Liv i Kredsen. Man vil i det hele taget forhandle med Distriktsformændene, naar de kommer herind til Møderne, om de Kredse i deres Distrikt, der har udmeldt sig til 1. Jan.

ad. 6. Da Grenaa-Kredsens Forhold synes meget vanskelige i økonomisk Henseende bevilger F.U., at Kredsen kan nøjes med at betale Halvdelen (hvilket bliver Kr. 18) af sit Aarsbidrag for 1916 i Betragtning af, at det er en ny Kreds, der lader til at arbejde godt i andre Retninger.

ad. 7. Andragende indsendt til Finansministeren (med dennes Svar) om ¼ Aars Efterindtægt for Tjenestemænds Efterladte, passerer Protokollen. Kopi henlægges i Korrespondancen. Andragendet har været trykt i ”Kv. og Samf." No. 22-1916.

ad. 8. Fra den danske Sektion af "Den internationale Kvindekomite for varig Fred" har Redaktionen modtaget Forespørgsel om, hvorvidt Redaktionen vilde overlade Sektionen 1 Side i "Kv. og Samf”,
hvor Sektionen hver Gang maatte fremkomme med Meddelelser om det Arbejde, der udrettes gennem "Danske Kvinders Fredskæde’’ og om Kvinders Arbejde for Verdensfreden i Ind- og Udland. - Sektionen vil herfor kunne betale Kr. 300 om Aaret.
Det vedtages, at en saadan Ordning ikke skal gennemføres, saafremt der er nogen i F.U., der stemmer imod. Da Damerne Carstensen, Illum og Hessel har store Betænkeligheder og sidstnævnte
absolut og afgjort vil stemme imod, vedtager man at meddele Sektionen, at man ikke kan gaa ind paa en saadan Ordning; idet "Kv. og Samf." vil Indskrænke sit Samarbejde med andre Foreninger paa dette Omraade til kun at omfatte faglige Foreninger og ikke saglige.
Det fremhæves, at Betænkelighederne ikke bunder i manglende Fredsinteresse, men fordi man er bange for, at Kredse i Landet skal kunne misforstaa et saadant Samarbejde og tro, at D.K. som
saadan har taget Fredssagen paa sit Program og derfor er forpligtet til at optræde som Organisation paa denne Sags Vegne.

ad. 9. I Henhold til derom udtalt ønske i F.U. fremlægges de nordiske Love i Oversættelse sammen med et Eks. af den svenske Original. Det nordiske Udv. indstiller Oversættelsen til Godkendelse af F.U. Lovene skal til endelig Sanktion paa Formandsmødet.

ad. 10. Hovedkontoret har anmodet Kredsene om at indsende et Eks. af Kredslovene efter at Kravet om den politiske Valgret er fjærnet. Fra Marvede-Kredsen foreligger et Eks., hvori Stk. c. i Fælleslovenes § 1. mangler. Kredsen hævder, at den ikke kan arbejde direkte for dette Formaal ("at forbedre Kvinders og Børns Kaar særlig ad Lovgivningens Vej"), og mener sig derfor berettiget til ikke at optage det i sine Love.
Det vedtages, at det paa Formandsmødet skal siges, at § 1 i Fælleslovene er - som hidtil - tvungen for alle Kredse.

ad. 11. Fra Løkken foreligger Indbydelse til at modtage D.K.s aarlige Fællesmøde ved en mulig Udflugt til Løkken fra Aalborg. Spørgsmaalet skal igen optages paa Fællesstyrelsesmødet d. 20. Jan.
Det vedtages, at man paa Fællesstyrelsesmødet skal forhandle om, hvorvidt det vil være heldigt, at Fællesstyrelsen fremkommer med Forslag om, at Tillidsmændenes Antal indskrænkes.
Formanden skal i saa Fald indlede dette Spørgsmaal paa Formandsmødet.

ad. 12. Andragende ang. Husmandsloven er indsendt af F.U.s Formand, det passerer herved Protokollen og henlægges i Korrespondancen. Det findes optrykt i "Kv. og Samf" No.1-1917.

ad. 13. Det vedtages, at man efter Anmodning vil udleje Valgretsfilmen til ”Kvindernes Handels og Kontoristforening" til Fremvisning i Koncertpalæet. Prisen herfor skal være Kr. 30, idet den skal sættes noget højere for andre Foreninger end for D.K.s Kredse.

Ad. 14. F.U. anerkender, at Udv. ønsker at supplere sig med cand. polit. Helge Smith.

Mødet sluttede Kl. l ½.
Th. Daugaard
Protokolfører.