« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 5. januar 1921

« Se emneord

Afskrift af protokollen for Forretningsudvalget i Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse.
Der afholdtes Møde i F.U. Onsdag d. 5. Januar 1921 Kl. 8.
Mødte var: J. Arenholt,- Ch. Hansen,- M. Illum,- J. Jensen,- G. Lemche - A. Westergaard samt Suppleanteme E. Bang,- I. Hansen og C. Møller.

Dagsorden.
1/ Foraarsmødet.
2/ Anmodning fra Redaktøren af "Kv. og Samf." om Gageforhøjelse
3/ Eventuelt
a. Landsadresse,- b) Aktieloven,- c) Rigsdagsbilledet,- d) Fællesstyrelsesmødet d. 22. Jan.

ad. 1: Formanden meddeler, at Fællesstyrelsesmødet vil blive afholdt d. 22. og Formandsmødet d. 23. Jan. i K.F.U.K.’s Bygning og forespørger, om F.U. ønsker udsendt Indbydelse til 1 a 2 Repræsentanter for forskellige Kvindeorganisationer om at overvære nogle af Formandsmødets
Forhandlinger.- Det vedtages at spørge Formændene, om de for Fremtiden ønsker saadanne Indbydelser udstedt.
F.U. sanktionerer Dagsordenen for Formandsmødet.
F.U. vedtager under Udvalgsberetningerne at oplyse Formændene om, at de kan engagere Lærer Mønsted til at tale om Forsørgerspørgsmaalet.
Da det under Behandlingen af Formandsmødets Dagsordens Punkt e) af G. Lemche blev fremført, at der paa sidste Fællesmøde ikke havde været tilstrækkelig Lejlighed til at diskutere Regnskabet, som burde opstilles mere regnskabsmæssigt, ønskede Kassereren tilført Protokollen, at det skyldtes - en maaske overdreven - Beskedenhed fra hendes Side, naar Beretningen om Regnskabet var aflagt saa sent, at Diskussionen paa Grund af det fremrykkede Tidspunkt nødvendigvis maatte være begrænset, samt at Kassereren hidtil havde søgt at opstille Regnskabet saaledes, at det var let forstaaeligt for de af Medlemmerne som ikke var regnskabskyndige, men fremtidig skulde hun gerne omstille det mere forretningsmæssigt.
I anledning af at Ch. Hansen tvivlede om, at hun var den rette til at holde Foredrag om Sædelighedssagen, ønskede A. Westergaard ført til Protokols, at F.U. var henrykt over Ch. Hansens paatænkte Foredrag.

ad. 2: For at imødekomme Redaktørens Anmodning om en Gageforhøjelse paa Kr. 300,00 aarlig stemte J. Arenholt,- M. Illum,- Ch. Hansen,- G. Lemche og A. Westergaard.- E. Bang og J. Jensen
stemte ikke.
Sagens Afgørelse henvistes til Fællesstyrelsesmødet d. 22. Jan. A. Westergaard ønskede tilført Protokollen, at det var et Aars Tid siden, hun ophørte med at være Redaktørens Medarbejder.

ad. 3: a) Fra Hulda Pedersen og A. Hostrup oplæstes følgende Brev:
"Vi undertegnede tillader os hermed at henstille til Forretningsudvalget at udsætte Færdigbehandlingen af den eventuelle Landsadresse ang. strengere Straf for Sædelighedsforbrydelser mod Børn til det kommende Fællesstyrelsesmøde". - F.U. udtaler, at Udkastet til Landsadresser selvfølgelig bør forelægges det kommende Fællesstyrelsesmøde.
b) Thyra Dyekjær, Grenaa skriver, at hun er blevet indvalgt i Udvalget for Djurslands konservative Presse, men hun har fra ”Aktieselskabsregisteret” modtaget Meddelelse on, at Valget af hende er
ugyldigt, fordi hun ikke var raadig over sit Bo. (Aktielovens § 29) Fru Dyekjær anmoder D.K. om eventuelt at tage sig af Sagen. – I. Hansen paatager sig at undersøge Sagen, efter at F.U. enstemmigt har udtalt sin Forbavselse over denne Fortolkning af Aktielovens § 29.
c) Julie Laurberg har opfordret Kassereren til at indbetale Restgælden ca. 600 Kr. for Rigsdagsbilledet. Det vedtages at forsøge at skaffe Penge ved Bortlodning af 2 Sølvskeer og en Brosche, som J. Arenholt vil skænke til dette Øjemed.
d) F.U. sanktionerer den foreløbige Dagsorden for Fællesstyrelsesmødet d. 22. Jan.
Mødet hæves Kl. 11 3/4.
Johanne Jensen
Protokolfører.
d. 10/1-1921.