« Tilbage til søgeresultaterne

Styrelsesmøde 28. september 1924

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for D.K.s Fællesstyrelse.
Der afholdtes Møde i D.K.s Fællesstyrelse Søndag d. 28. Septbr. 1924, Kl. 10 i Kvindernes Køkken, Vimmelskaftet 38.
Til Stede var: E. Petersen,- K. Busk,- M. Egeberg,- Ch. Hansen,- Ingeborg Hansen,- I. Holck,- P. Holt,- M. Illum,- Petrine Jensen,- G. Lemche,- G. Mundt,- K. Nilsson,- Hulda Pedersen,-
Thora Pedersen,- H. Tardini og I. Tolderlund.- Suppleanterne I . Larsen,- (f. K. Johansen), D. Dederding,- H. Matthiesen,- A. Brochmann,- Chr. Møller.- Samt A. Koch Schiøler.

Dagsorden
1) Fællesstyrelsen konstituerer sig
2) Forretningsudvalget godkendes
3) Centralformændene udpeges
4) Udvalgene vælges
5) Valg af Repræsentanter til D.K.N. - Nordisk Kvindesagsnævn, Kvindernes Bygning, - og Nordisk Kvindesagsnævn
6) Natarbejdsforbudet - (Udvalg nedsættes) G. Lemche
7) Kvindernes Uddannelse og Erhvervsmuligheder ( Nedsættelse af Udvalg) (Karna Nilsson)
8) Legatet uddeles
9) Legatets Administration ( M. Illum )
10) Eventuelle Udvalgsberetninger
11) Redaktionen og Samarbejdet med Udvalgsformændene
12) Vore nye Love - Diskussion - Udvalg nedsættes
13) D.K. og Politik
14) Kvindernes Valgret og Fattighjælpen
13) D.K.s Repræsentant i det internationale Arbejde
16) Det nordiske Samarbejde (Gyrithe Lemche)
17) Vort Blads 40 Aars Jubilæum
18) Formandsmødet 1925
19) Fastsættelse af Tiden for Fællesmødet 1925
20) Eventuelt.
Thora Pedersen vælges til Dirigent for Formiddagen, Hulda Pedersen for Eftermiddagen.
Formanden byder velkommen, meddeler at siden sidste Flst.-møde er formanden for Præstø-Kredsen, Fanny Ridiger, afgaaet ved Døden; der blev sendt Krans fra D.K. og Formanden og Fru Charlotte Hansen havde overværet Begravelsen, dog ganske uofficielt.
Fra Bogense har Formanden faaet Meddelelse om, at den der nylig stiftede Kreds allerede er gaaet ind.- Distriktsformanden for Fyn bekræfter dette og mener ikke, der er noget at gøre.
I Anledning af de nylig stedfundne Landstingsvalg var der sendt en Skrivelse ud til Formændene i de Amter, hvor der skulde være Valg. Skrivelsen gik ud paa at vække Kvindernes Interesse for Valget og faa dem til - indenfor de politiske Partier - at virke for Opstilling af Kvinder paa Valgmandslisterne.- Noget synligt Resultat har denne Henvendelse dog ikke givet.
Torsdag d. 25. Septbr. var der sket Henvendelse til Kirkeministeren ang. Spørgsmaalet kvindelige Præster. For denne Sag vil paagældende Udvalgsformand gøre Rede; man havde ikke turdet afvente
Flst.-mødet.
P. Holt meddeler m. H. t. Valgmandsvalget, at af 671 Valgmænd i Amtet havde der kun været 28 kvindelige.

ad 1: Valg af Formand. E. Petersen ønskede sit Valg som Formand bekræftet ved skriftlig Afstemning. - E. Petersen blev énstemmig valgt.
Valg af Næstformand: G. Lemche blev enstemmig valgt ligeledes ved skriftlig Afstemning.
Valg af Kasserer: M. Illum valgtes ved Haandsoprækning.
Valg af Protokolfører: E. Petersen foreslaar, at man vælger en Protokolfører, som selv fører alle F.U.-mødernes Protokoller og at Kontorassistenten ved Flst.-møderne hjælper Protokolføreren ved
at føre Protokollen den halve Dag. - Den hidtidige Ordning, at Kontorassistenten førte Protokollen, var en midlertidig Ordning, som J. Arenholt havde truffet med R. Nielsen, saa længe J. A. var
Formand for F.U., og kan kun bibeholdes, saafremt R. Nielsen bliver Protokolfører under Formandens Ansvar.-
Efter nogen Diskussion, om hvorvidt Formanden eller Protokolføreren skal have Ansvaret for Protokollen, vedtages det at vælge en protokolfører, som selv har Ansvaret. I. Hansen,- H. Tardini og K. Nilsson foreslaaes. De to førstnævnte beder sig fritaget og K. Nilsson vælges til Protokolfører med 11 Stemmer.

ad 2: Forretningsudvalget godkendes og det vedtages, at Elisa Petersen tiltræder F.U.

ad 3: For Central 1. vælges Hulda Pedersen, for Central 2. Thora Pedersen og for Central 3. G. Lemche.

ad 4: E. Petersen er af K. Nilsson bleven gjort opmærksom paa, at flere af Udvalgene godt kan slaaes sammen; da E. Petersen er enig med K. Nilsson heri, foreslaar hun, at 1. og 2. Særudvalg
( Undervisning i Barne - og Ungdomsskole ) under Central 1 slaaes sammen til 1. Særudvalg, endvidere 1. og 2. Særudvalg under Central 2 (Samme Arbejdsvilkaar og Kvinders Adgang til Embeder) til 1. Særudvalg, ligeledes 3. 4. og 5. under samme Central (Familieretslovgivning,- Hustruens Skat,- Gift Kvindes Nationalitet) ) til 2. Særudvalg og endelig 2. 3. 4. 5. Særudvalg under
Central 3 slaaes sammen til 2. Særudvalg og kaldes Børneforsorgsudvalget.- Vedtages.
M. Illum foreslaar i dette Aar at prøve med 3 Mands Udvalg.
G. Lemche mener, at selv om man siger, at Udvalgene kan suppleres, saa er Suppleanterne jo kun raadgivende og kan ikke afgive Stemme, vil derfor foreslaa at blive ved 5.
Ch. Hansen udtaler, at der er Udvalg, hvor man godt kan nøjes med at være 3, det er Udvalg, hvor man blot skal være vaagne og gribe ind i rette Øjeblik; men i et Udvalg som f. Eks. Kursusudvalget,
hvor der til Stadighed er meget at bestille, der maa man være flere, saa Arbejdet kan fordeles saaledes, at andre ved Sygdom og Fraværelse kan tage fat.
G. Lemche peger paa, at de to Medlemmer af Flst., som fratraadte i Sommer, ikke ønskede 3 Mands Udvalg; de holdt paa 1 højst 2 Medlemmer og 3 Mands Udvalgene var et Kompromisforslag fra den
øvrige Fællesstyrelse.
H. Tardini mener, at man i de smaa Udvalg ganske anderledes kan koncentrere sine Evner om de specielle Ting, som særlig har den enkeltes Interesse, end naar man skal være i saa mange Udvalg.
Der maa ogsaa tages Hensyn til Medlemmernes ringe Tid.
Ing. Hansen støtter H. Tardini, mener det er upraktisk med de store Udvalg.
Dirigenten sætter under Afstemning, hvorvidt man skal prøve med 3 Medlemmer i 1. Særudvalg
(Central 1).
Afstemningen gav Flertal for at prøve med et 3 Mands Udvalg.
Derefter nedsattes Udvalgene ( Se Listen sidst i Protokollen ).
Allerede under Besættelsen af 1. Udvalg viste Diskussionen, at det var vanskeligt med 3 Mands Udvalg, saaledes kom Th. Pedersen ikke med i dette Skoleudvalg; der blev sagt, at Udvalget kunde
supplere sig med hende, hvortil Th. Pedersen svarede, at naar man interesserede sig for en Sag, var det utilfredsstillende at sidde som Suppleant og ikke kunne stemme, ligesom Th. P. hævder, at Udvalgene ikke kan suppleres med Medlemmer af Flst.
M. Illum mener man som Suppleant indenfor Udvalget maa kunne gøre sin Indflydelse gældende og at det derfor synes ret ligegyldigt, om man kan stemme eller ikke.
Inden Børneforsorgsudvalget nedsættes, vil G. Lemche gerne have klaret, hvorledes vi staar overfor Nationalraadet. - Det blev i Fjor vedtaget, at det Forhold skulde ordenes og der blev nedsat et
Udvalg; men der blev vist kun holdt et Møde med D.K.N. og man kom ikke til noget Resultat.
Ch. Hansen peger paa det vanskelige i at sidde som D.K.s Repræsentant i et af Nationalraadets Udvalg. Vedkommende, der føler sig som Kvindesagens Repræsentant, sidder sammen med Repræsentanter fra forskellige af Nationalraadets - ikke kvindesaglige – Kvindeforeninger og risikerer let at blive overstemt af disse i et for Kvindesagen vigtigt Spørgsmaal.- Ser i D.K.N. egentlig kun et Kontor.
G. Lemche peger paa, at m. H. t. Børneudvalget er Forholdet lidt anderledes.- D.K.N. tog i sin Tid Initiativet til Arbejdet for Enkebørnsloven.- D.K.N. gik ind paa at opløse sit Børneudvalg mod at
skulle supplere D.K.s - Hvis vi opløser Samarbejdet med D.K.N., vil dette selv nedsætte et Børneudvalg ja maaske endog et Kvindesagsudvalg, fordi I. C. W. har begge disse Sager paa sit Program.- Men den nuværende Formand for D.K.N.-Henni Forchhammer- ser meget nødig, at D.K. trækker sig ud, idet D.K. i Virkeligheden er den betydeligste Forening indenfor D.K.N. - Af Hensyn til hele Børneforsorgsarbejdet vil G. L. derfor anbefale, at vi fortsætter Samarbejdet paa dette Omraade og saa nedsætte et Udvalg, som skal forsøge at faa Forholdet til Nationalraadet endelig ordnet; omtaler Frk. Forchhammer som meget forhandlingsvenlig.
E. Petersen støtter G. Lemche og foreslaar at lade Børneudvalget samarbejde som hidtil.- Vedtages.
M. H. t. Oktoberudvalget vil Ch. Hansen gerne vide, om Flst. med dette Udvalg mener, at der skal arbejdes i Anledning af Oktober-lovens Revision, eller om man - fordi J. Arenholt i sin ny Plan nævner "Dobbeltmoralens Afskaffelse" - virkelig tænker sig, at vi skal gøre et Arbejde for den Sag.
Flst. udtaler Ønsket om, at Udvalget videst muligt arbejder henimod det Maal.
M. H. t. det internationale Udvalg oplyser E. Petersen, at dette Udvalg er et Bindeled mellem I. W. S. A. og D.K. - Hertil vælges M. Illum og E. Petersen. - Senere skal der under Punkt 15 vælges
Repræsentanter til de internationale Komiteer.

ad 5: I Stedet for at vælge Repræsentanter nedsættes et Udvalg til at udarbejde Forslag til en eventuel Omordning af Samarbejde med Nationalraadet. Hertil vælges G. Lemche,- M. Illum og E. Petersen.
Til Repræsentant i "Kvindernes Bygning" genvælges K. Nilsson med M. Illum som Suppleant.
Til Repræsentanter i Nordisk Kvindesagsnævn vælges G. Lemche,- Th. Pedersen og A. Stampe Feddersen.

ad 6: G. Lemche minder om, at der nedsættes et Udvalg til at have sin Opmærksomhed henvendt paa den Sag, idet Socialministeren i et Interview har meddelt, at han vil fremkomme med Forslag ang. dette Spørgsmaal.- Dette bekræftes af A. Brochmann.
Det vedtages at lade Spørgsmaalet indgaa under 2. Central, 1. Særudvalg ( Samme Arbejdsvilkaar ).

ad 7: K. Nilssson fremlægger følgende Forslag:
"Det, jeg vil foreslaa, er ikke noget nyt - men et Arbejde D.K. tog op for mange Aar siden - men saa senere, jeg ved ikke af hvilken Grund, har ladet ligge.
Mit Forslag gaar ud paa, at Flst. nu i Dag nedsætter et Udvalg, hvis Opgave det bliver at samle et Materiale, der sætter D.K. i Stand til at give vejledende og oplysende Svar paa Henvendelser -
mundtlige eller skriftlige - fra unge Kvinder, der skal forberede sig til et Erhverv.
Forholdet er nemlig det, at de fleste Unge og deres Forældre ikke aner - dels hvilke Erhverv der giver de bedste Fremtidsmuligheder, og dels hvilke Fordringer der stilles til Udøveren.
Det er min Opfattelse, at D.K. kan komme til at yde stor praktisk Gavn paa dette Omraade,- en Opgave der er en naturlig Følge af vor § 1 - kun vil give nogle faa overskuelige Udgifter - men
selvfølgelig kræve et Arbejde af den eller de, der paatager sig Opgaven - men det er jo ogsaa derfor, vi sidder her - og nu ønsker jeg at høre, om Flst. giver sit Samtykke, saaledes at en fuldt udarbejdet
Plan kan ligge færdig til næste Flst.-møde."
A. Koch Schiøler gør opmærksom paa, at man i Fredrika Bremer-Förbundet er begyndt paa et Arbejde af lignende Art og udgivet en Bog "Flickornas Yrkesutbildning".
G. Lemche forespørger, hvorvidt der menes at give Oplysninger og Vejledning ang. de Arbejdsomraader, som findes for Kvinder, eller om der tillige er tænkt paa at finde nye Veje.- I Finland drøftedes nemlig dette Spørgsmaal paa Kongressen og G. L. oplæser en Resolution
gaaende ud paa at finde nye Arbejdsomraader og Erhvervsmuligheder tilpassede for Kvinder og at udsprede Kendskab til disse indenfor Kvindekredse.
K. Nilsson svarer G. Lemche, at hun har tænkt sig, at man søger Oplysninger - ogsaa fra Erhverv, der ikke for Tiden beskæftiger Kvinder. Der er meget Arbejde i de frie Erhverv, og ingen Lov forbyder Kvinder at tage det op.
H. Pedersen er glad for det nye Forslag. I Aarhus har man netop tænkt paa ved Forældremøder at diskutere Erhvervsmuligheder for de unge.
K. Busk gør opmærksom paa, at mange Slags Arbejder vilde egne sig lige saa godt for Kvinder som for Mænd, men Kvinderne mangler Redskaber, disse er fabrikeret for Mand og som Regel altfor svære og uhaandterlige for Kvinder.
H. Tardini peger paa, at Kvinderne er drevet ud af flere Erhverv: f. Eks. Mejerivæsenet, peger paa Erhverv som Hønseri, - Kaninavl, - Gedeavl o.s.v.
Dirigenten takker K. Nilsson, som sikkert har følt, at der er stor Interesse for, at det Arbejde bliver paabegyndt.
Til Udvalget vælges: K. Nilsson,- H. Matthiesen og K. Busk.

ad 8: M. Illum oplyser, at Renterne fra 1. Febr. beløber sig til Kr. 3965; der kan i Aar uddeles til 13 Ansøgere, 125 har søgt. Portionerne skal ifølge Fundatsen være paa mindst 300 Kr. Udvalget
indstiller følgende Legatansøgere:
Marie Charlotte Milling, Faaborg - Arkitekt
Agnes Margr. Larsen Bjarup, Morsø - Gartner
Ingeborg H. Jensen Rud, Viby J. - Husholdningslærerinde
Ellen Louise Buhl, København - Læge
Esther Trier Mørch, Nykøbing Sj. - Masseuse
Agnes Birgitte West, Frederiksberg- Fresco- Mosaik & Glasmaler
Lisbet Juel, København - Decorations & Kostumetegner
Caroline E. Solvejg Wagner, Grønland - Koncertsanger & Sangpædagog
Birthe Due-Boje, Lyngby - Koncertsangerinde
Augusta Margr. Friis, Sønderjylland - cand. mag ( Sprog )
Berit Ch. Asmund, Helsingør - cand. mag ( Naturhist. og Geografi)
Gyda Sophie Kirk, Aalborg - cand. mag. ( Dansk )
Irmgard Louise Jensen, Hamborg (dansk Indfødsret)- Tandlæge.
Fællesstyrelsen tiltræder denne Indstilling.
M. Illum meddeler, at Legatudvalget har overvejet Betimeligheden af Tidspunktet for Legaternes Uddeling og er kommen til det Resultat, at det vil være det heldigste at uddele de mindre Legater som sædvanlig i April og det store Legat om Efteraaret, vil derfor foreslaa Flst. dette.
H. Tardini vil støtte Legatudvalget; mener netop Efteraarsuddelingen vil have saa meget at sige for dem, der begynder om Efteraaret.
K. Nilsson vil fraraade det, mener det er en upraktisk Ordning med dobbelt Arbejde, og en Efteraarsuddeling kommer sent for de, der skal bestemme sig til Uddannelse efter Sommerferien. Ligeledes vil disse to Uddelinger forvirre Ansøgerne.
Det vedtages med 11 Stemmer for, 1 imod at have Legatuddeling to Gange aarlig.
ad 10: M. Illum vil paa Kursusudvalgets Vegne foreslaa at forsøge paa et en Dags Kursus for Husmødre med Undervisning i Diætmad om Form. og Foredrag om Vitaminer om Eftm. - Tiltrædes.
G. Lemche gør Rede for det paatænkte Instruktionskursus i Samfundslære med Lektor Iversen og cand. polit Helge Smith som Ledere.
Ch. Hansen fremlægger Planen for Kursus i Moderkundskab m.m. ( se Kv. og Samf. No. 16- 24 ).
Ch. Hansen oplyser, at der paa forskellig Maade er sket Henvendelse til D.K. om at optage en lignende Undervisning i seksuel Hygiejne for Mænd som den Undervisning, D.K. har optaget for Kvinder.
Flst. udtaler sin Sympathi for Sagen og anmoder Udvalget om at overveje nøjere og fremsætte Forslag paa det kommende Formandsmøde.
Ch. Hansen meddeler, at Undervisningsministeren allerede nu har anmodet Seminarierne om i hvert Skoleaar at afholde nogle oplysende Foredrag om seksuel Hygiejne - speciel Kønssygdommene - for Seminariernes mandlige og kvindelige Elever ved henholdsvis mandlige og kvindelige Læger.- Vort indragende om saadan Undervisning paa Seminarierne blev indsendt til Undervisningsministeren d. 19. Juni d. A. - Femmers Kvindeseminarium har allerede paahegyndt en saadan Undervisning for ældste Hold med Dr. Eli Møller som Leder.
Ch. Hansen aflægger derefter Beretning for Udv. ang. kvindelige Præster: Paa Flst.s Vegne er der den 25. ds. indsendt til Kirkeministeren et af Formanden underskrevet Andragende om i den kommende Rigsdagssamling at fremsætte Forslag til en Lov, hvorved Kvinder erholde samme Adgang som Mænd til de Embeder, hvortil der kræves Præstevielse.- Andragendet blev overrakt Ministeren af G. Lemche og Ch. Hansen. - Ministeren stillede sig velvillig og forstaaende overfor
Andragendet.
A. Koch Schiøler gør opmærksom paa, at det ikke er af Mangel paa Viden, der staar saa lidt om dette Spørgsmaal i "Kv. og Samf." men af Hensyn til de kvindelige Teologer, der har ønsket, at Indsendelsen af deres Andragende skulde foregaa saa stilfærdigt som muligt.-
E. Petersen skal fra A. Stampe Feddersen opfordre Familieretsudvalget til i god Tid at indgive et Andragende om, at Hustruen skal have Ret men ikke Pligt til at tage sin Mands Navn; derved vil noget af Brodden tages af § § 49 og 74.
I. Tolderlund meddeler, at Sangbogsudvalget har afsluttet sit Arbejde. Der bliver 85 Sange, de indbindes i grønt Bind med Guldtryk og en Lyre og vil kunne sælges for 75 øre pr. Stk. - Spørger om Flst. ønsker et Oplag paa 2000 eller 3000 Eksemplarer - det sidste vedtages.

ad 11: A. Koch Schiøler mener, Udvalgene benytter sig for lidt af Bladet og udtaler Ønske om, at alle Udvalg vil drage Nytte af Bladet, saaledes som det har været Tilfældet med Kursusudvalget.
G. Lemche vil ikke som Udvalgsformand kunne overkomme selv at skrive til Bladet og mener, det maa være Redaktørens Sag.
A. Koch Schiøler mener heller ikke Udvalgsformændene selv behøver at skrive, hvad der skal i Bladet, men at det maa være Udvalgenes Sag at give Redaktøren Meddelelse om, naar og hvad man ønsker, der skal skrives, mener der paa den Maade vilde komme mere Liv i Bladet og om Udvalgenes Arbejde. - Denne Opfattelse deles af Flst. [kan ikke læses]

ad 12: Elisa Petersen meddeler ang. Distriktslovene at Fællesmødets Vedtagelse af de nye Distriktslove, hvorefter en ny Distriktsformand - straks efter sit Valg - indtræder i Fællesstyrelsen,
har været forhastet og ikke nok gennemtænkt. Praktiseringen af den Vedtagelse vilde f. Eks. have til Følge, at E. Petersen ved sin Afgang til Foraaret som Distriktsformand ikke længere er Medlem
af Flst. og følgelig derefter ikke kan være Flst.s Formand,- men da det ikke vil være til Gavn for D.K. at skifte Formand efter 9 Maaneders Forløb, vil E. Petersen anbefale, at Flst. tager
Ansvaret for at sidde Fællesmødet overhørig.
Diskussionen viste, at det var et Tilfælde, man ikke havde haft tilstrækkelig Opmærksomhed henvendt paa. Aarsagen til den Vedtagelse paa Fællesmødet var det Tilfælde, der var indtraadt ved
Fru Marie Riising-Rasmussens Død - saaledes at Situationen blev den, at én var Formand i Distriktet og gerne vilde deltage i Flst.mødet med Henblik paa det kommende Arbejde og den afgaaede Distriktsformands Stedfortræder følte sig forpligtiget til at deltage i de afsluttende Møder inden Arbejdsresultaternes Overgivelse til Fællesmødet.
Ch. Hansen mener, at den nye Distriktsformand vil komme til at fungere straks i de indre Anliggender, medens den gamle repræsenterer Distriktet i Fællesstyrelsen til efter Fællesmødet, hvorefter den nye Distriktsformand indtræder.
Det vedtages at slutte sig til Elisa Petersens Forslag, om at Flst. tager Ansvaret for at sidde Fællesmødet overhørig, og saa overlade Lovudvalget at udarbejde Forslag om dette Punkt til Distriktslovene.
Elisa Petersen: Med Hensyn til Fælleslovene blev det paa Fællesmødet vedtaget, at Flst. skulde nedsætte et Udvalg – suppleret med to Medlemmer udenfor Flst. - til at udarbejde Forslag til
nye Fælleslove og Forretningsorden; dette Udvalgs Arbejde maa være færdigt saa tidligt, at Flst. kan færdigbehandle Forslaget paa sit Møde i April, hvorefter det kan komme til Behandling
paa Distriktsmøderne inden Fællesmødet.
Naar jeg har sat Spørgsmaalet paa denne Dagsorden, er det for at Forslaget kan faa en kort Behandling her til Orientering for Udvalget.
Det blev foreslaaet - for at lægge Magten ud i Flst. igen, som det hed - at vi herefter skulde have 3 Flst.-møder om Aaret, deraf skulde dog det ene være et Møde, der skulde afholdes umiddelbart
efter Fællesmødet.
Et saadant Møde vil ingen Betydning faa, det vil altid blive et Møde i Huj og Hast, hvor der kun kan være tale om, at det vedtages, at de gamle Udvalg fungerer videre til næste Møde; der er Grænser for, hvorlænge man kan holde Flst.s Medlemmer samlede, vi har jo dog hver for sig en Gerning at passe. Endelig kan det ske, at nye Medlemmer indvælges i Fællesstyrelsen, disse kan i saa
Tilfælde ikke engang indkaldes til Mødet - og saa tvivler jeg om, at man lovligt kan vælge Formand, nedsætte Udvalg o.s.v. – Endvidere blev det foreslaaet, at F.U. herefter kun skulde bestaa af 3 Medlemmer, Formand - Næstformand - samt endnu et Medlem – efter min Opfattelse skal man betænke sig mere end een Gang, inden vi altfor meget forandrer det bestaaende.
Selv om vi holder et Flst.-møde aarligt mere end før, vil der sikkert blive mere til Forretningsudvalget end Indkaldelser af Flst.- Udarbejdelse af Dagsordener og mindre løbende Forretninger. F.U. havde taget Magten i de sidste Aar, det maa vi bort fra - F.U. maa kun være et Udvalg under Flst. som andre Udvalg -: men det har i mange Tilfælde gjort et godt Arbejde ved i Ro og Mag at gennemgaa og forberede forskellige Sager, som Flst. som oftest vil være nødt til at give en flygtig Gennemgang - endvidere vil der altid komme Spørgsmaal uden om Udvalgene - Een Ting til - det lille F.U. har Chancen for at kunne blive en endnu større Enevoldshersker, end det store F.U.
Det er heldigt, at F.U. mødes een Gang om Maaneden for at tale om D.K.s Sager, hver ser noget paa sit Omraade, naar vi mødes, kommer det frem. Skal vi gaa bort fra det store F.U., maa vi i Vintermaanederne holde Møde i Flst. hver Maaned - og det anser jeg for udlukket - Saa er der en Ting til, for mig staar F.U. som den store Opdrager for de nye Kræfter til Flst., ved at have det større og ved at give Suppleanterne Lejlighed til at deltage i Arbejdet skærpes ubetinget Interessen for D.K., for det er jo saadan, at jo stærkere man er i Brug jo mere vækkes Ens Interesse, jeg synes ikke vi har Raad til at se bort fra det Forhold.
Efter at der nu er talt saa meget om, at der skal vælges 4 uden Hensyn til Bosted, synes jeg ikke, vi kan gaa fra det, men jeg vil foreslaa, at det lovfæstes, at 5 skal bo i København eller nærmeste
Omegn at disse 5 danner Forretningsudvalget, samt at Suppleanterne deltager i Møderne.
Kan en Sag saa ikke vente til Flst.-mødet, maa den fremmes af Udvalget i Forbindelse med F.U. - men kan Udvalget ikke faa Flertallet her med sig, saa tvivler jeg egentlig ogsaa om, at Sagen bør
fremmes uden om Fællesstyrelsen.
Maaske bliver vi ikke saa hurtige i Vendingen - jeg ved det ikke; men naar vi tidligere ofte fik saa lang og besværlig Vej frem, var det jo bl. a. ogsaa, fordi vi fandt os i, at F.U. Gang efter Gang
kasserede en Udvalgsindstilling og ganske rolig sendte den tilbage til Udvalget - det maa vi bort fra - Udvalgsarbejdet skal kun gennem F.U., hvis det ikke kan afvente et Flst.-møde.
Th. Pedersen anbefaler, at F.U. dannes af Formand, Næstformand og de 3 Centralformænd.
M. Illum mener, vi kan stryge Flst.-mødet forud for Fællesmødet og saa holde det nuværende Aprilmøde noget senere.
G. Lemche regner det for et Misgreb af F.U. at ændre paa Udvalgsarbejdet. - Støtter E. Petersen i hendes Opfattelse af den Værdi, der tilføres D.K. ved at lade Suppleanterne tage Del i Arbejdet. Synes ikke det er nødvendigt at have Centralformændene i F.U., der vil saagodt som altid være Forretningsudvalgsmedlemmer i de forskellige Udvalg.
I. Tolderlund: Vi har ude i Landet altid set paa F.U. med meget anerkendende Blikke, holder paa det gamle F.U., har Tillid til det.
Th. Pedersen: Hvis F. U. kun skal varetage de løbende Forretninger, saa maa det være saa lille som muligt.
H. Tardini: F.U. er et Omsvøbsdepardement; hvad er det Fru Lemche mener, de nye skal lære i F.U., naar Arbejdet ikke skal ligge der?
Ing. Hansen holder paa F.U. med Brug af Suppleanterne.
M. Egeberg foreslaar, at Flst. afholder 4 Møder, dertil kommer jo ogsaa Udvalgsmøder.
M. Illum staar noget uforstaaende overfor Landets Opfattelse af disse Flst.-møder, - nu er det Landet, der gaar imod den røde Traad i de nye Love - nemlig flere Flst.-møder og færre F.U.-møder.
E. Petersen anbefaler Novembermøde med Formandsmøde. Tilslutning!
Ordstyreren fastslaar, at Lovudvalget efter denne orienterende Diskussion maa kunne begynde Arbejdet med enkelte faste Holdepunkter - en Afstemning viste flertal for et F.U. paa 5 Medlemmer, een stemte imod.
Til Lovudvalget valgtes: E. Petersen,- I. Hansen,- G. Lemche,- Ch. Hansen,- og P. Holt, desuden vil man forsøge at supplere Udv. med: Joh. Andersen, Mosegaard og Th. Skakke udenfor Flst.

Ad 13: E. Petersen omtaler Behandlingen af Spørgsmaalet: "D.K. og Politik" paa Fællesmødet og det Svar, man der havde givet Fru Christensen, Fr. havn, samt opkaster Spørgsmaalet om at faa Talere uden politisk Farve til at rejse ud i Kredsene og give oplysende Foredrag om Politik.
A Brochmann: Naar jeg ikke var Valgmand nu til Landstingsvalgene, var det min egen Skyld. Mener ikke det vil være muligt at faa politisk oplyste Kvinder frem, uden at disse har taget Parti.
I. Holck omtaler det Forhold, at Mændene er Medlemmer af politiske Partier og saa tror Kvinderne, det er unødvendigt, at de ogsaa melder sig ind, de gaar jo med deres Mænd til Vælgermøder. Vi maa faa dem til at forstaa, at vil de gøre sig gældende som Vælger, maa de ogsaa melde sig ind i et politisk Parti, hvilket især er nemt for dem, der har en politisk Overbevisning.
Th. Pedersen: Kvinderne gør sig ikke nok gældende i de politiske Partier.
P. Holt anbefaler cand. polit Helge Smith til at rejse ud for os.
E. Petersen anbefaler Hulda Pedersen.- Omtaler det Arbejde, der for Tiden gøres i Norge for at vække Kvinderne til politisk Forstaaelse og redegør for "Enhedsfronten", der dog viser, at de deroppe er langt tilbage for os, idet de først skal til at have det paa Programmerne som vi for længst har haft.
A. Koch Schiøler: Der er to Kvindeforeninger i Norge, der staar meget skarpt overfor hinanden,
"Nylænde" har end ikke omtalt ''Enhedsfronten", har det Indtryk, at Fredssagen der har fortrængt Kvindesagen.
Th. Pedersen omtaler Forholdene i Sverige, hvor de frisindede Kvinders Medborgeres Forbund forsøger, at faa Kvinderne i de politiske Partier til at slaa sig sammen.

ad 14. E. Petersen omtaler den Sag, en Kvinde fornylig har anlagt mod Kbhvn.s Kommune, fordi Mandens Forsømmelse af at betale hende det ham ved Separation paalignede Beløb havde bevirket, at hun var slettet af Valglisten, idet det offentlige havde maattet betale for ham, hvilket er Fattighjælp for ham, man synes, det er uretfærdigt, at det ogsaa skal virke som Fattighjælp for hende, der maaske ellers klarer sig ved eget Arbejde.- E. Petersen foreslaar, at vi arbejder
paa at faa dette Forhold ændret saaledes, at Kvinden kommer til at staa som selvstændig Vælger.
A. Brochmann: Der kommer et Lovforslag til Vinter, der drejer sig om dette Forhold, lad os have Opmærksomheden henvendt der paa.
Ch. Hansen: Den nuværende Ægteskabslov omfatter økonomisk Fællesskab, det centrale i vort Arbejde maa føres hen paa den økonomiske Frigørelse i Ægteskabet.
E. Petersen har hele Tiden været klar over, at det er der, vi særlig skal gribe ind, - beder Ing. Hansen - A. Brochamnn og H. Tardini holde særlig godt Øje med, hvad der sker vedrørende Kvinders Valgret og Fattighjælpen.

ad 15: Til Repræsentanter i de internationale Udvalg vælges:
Lige Løn og Ret til Arbejde: Thora Pedersen
Lige Moral: Charlotte Hansen
Gift Kvindes Nationalitet: Ingeborg Hansen
Familieforsørgere - Udenfor Ægteskab fødte Børn: Gyrithe Lemche.

ad 16: G. Lemche omtaler det nordiske Kvindesagsmøde i Helsingfors og meddeler, at det vilde være formaalstjenligt, om der blev givet mere Tid til Forhandlingerne. Efter Mødet var Talerne blevet samlet og trykt som en Beretning. G. Lemche anbefaler at vore Kredse køber den; i Vedtægterne for Mødet er det bestemt, at de deltagende Lande skal være med i Udgifterne ved den trykte Beretning. Det blev fastslaaet, at Møderne skal holdes hvert fjerde Aar.
M. Illum spørger, om det nordiske Samarbejde er af nogen Betydning.
G. Lemche: I 1914 havde vi et godt Samarbejde mod Forbud mod Kvinders Natarbejde, har ogsaa samarbejdet paa Reglementeringens Afskaffelse og for Fælleslovgivning i de nordiske Lande.
M. Illum: Fælleslovgivning er ikke noget nyt, for det arbejder baade Handelsorganisationerne og Foreningen "Norden".
Ch. Hansen: Det har meget at betyde, at vi kan arbejde om en fælles Sag.

ad 17. A. Koch Schiøler spørger, om vi - i Lighed med hvad der finder Sted ved de fleste andre Blade - vil foretage os noget i Anledning af, at Bladet ved Aarets Udgang har eksisteret i 40 Aar?
Det overlades til Redaktøren i Forbindelse med F.U. at træffe Bestemmelse om, hvad der skal gøres, og Fru Lemche foreslaar, at Tidspunktet bliver lagt sammen med Formandsmødet.

ad 18: Det vedtages at lægge Formandsmødet til den 25. Januar.

ad 19: Det vedtages at fastsætte Fællesmødet til d. 14 - 15. Juni, ( Valdemarsdagen ).- Ingrid Larsen takker, fordi man ved at vælge dette Tidspunkt har taget Hensyn til de paa Fællesmødet fremkomne
Ønsker.

ad 20: Eventuelt a) Fra flere Sider lyses der efter en Form, hvorved man kunde komme i Besiddelse af de Artikler i Provinspressen, der vilde være af Interesse for vort Arbejde. - Efter nogen Diskussion anmodes Redaktøren om gennem "Kv. og Samf." at rette Henvendelse til vore Medlemmer om endelig at klippe saadanne Artikler og Notitser ud og sende dem til Udvalgene, D.K.s Medlemmer vil være mere vaagne overfor saadanne Indlæg end tilfældige Avisudklippere paa et Kontor, den sidste Form er ogsaa meget kostbar.
M. Illum: Der blev i Sommer bevilget 400 Kr. af Tagea Rovsings Legat til Mødet i Helsingfors; da de Penge ikke blev brugt, vil jeg forespørge, om Flst. vil overlade til F.U. at træffe Bestemmelse om
disse Penges Anvendelse, hvis der skulde vise sig Brug for dem inden næste Flst.-møde.- Vedtages.
c) H. Tardini: Fru Lemche havde savnet Akademikere i Helsingfors som Repræsentanter for Danmark, synes derfor vi skal søge at drage de unge Akademikere til os og foreslaar, at vi hvert Aar skaffer os Navn og Adresse paa de Kvinder, der slutter deres Studium ved Universitetet og sender dem vort Agitationsskrift samt Henstilling til dem om at indmelde sig i D.K.
Mødet hæves Kl. 8 ½
Karna Nilsson
Protokolfører.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Professioner

Perioder