« Tilbage til søgeresultaterne

Særeje eller Sameje?

Af: Astrid Stampe

« Se emneord

Blandt de Forbedringer i Kvindens Stilling, som staa først paa Dagsordenen her hjemme, maa sikkert nævnes Hustruens Retsstilling. Det er det Punkt, hvor Uligheden og Uretfærdighed en er allermest iøjnefaldende. Ved alle Møder om Kvindesagen bliver derfor dette Punkt uvilkaarlig det, som først fremkalder Diskussion, og hvorom der er størst Enighed til Stede. I Norge er det Tanken herpaa, der har fremkaldt selve Stiftelsen af Kvindesagsforeningen, ja, de politiske Partier have dér endog optaget det paa deres Program.


At Udviklingen afgjort skrider frem mod Mands og Hustrus Ligestilling i Ægteskabet, tør næppe Sagens ivrigste Modstandere nægte, især nu, da et saa konservativt Land som England, et Land, hvis Vurdering af Hjemmets Betydning er saa høj, 5te Maj 1883 har vedtaget en Lov, som giver Hustruen fuldstændigt Særeje. - At dette skulde stride mod den kristne Opfattelse af Ægteskabet, som et af de norske politiske Partier vil paastaa, er ikke let at se, da Kirken aldrig har nægtet at indvie Ægteskaber, hvor Hustruen ved Ægtepagt har faaet Raadighed over sit. Et andet Spørgsmaal er, om Særejeprincipet faktisk vil gavne Hustruen, om der ikke kunde findes en Form, der stillede Mand og Kvinde mere lige i Ægteskabet. De fleste Jurister have hidtil ment nej; Hr. cand. jur. Zeuthen, som har holdt et Foredrag for „Dansk Kvindesamfund” derom, anser saaledes det gjennemførte Særejeprincip for det eneste praktisk udførlige*). Andre, som Hr. Overretssagfører Sv. Høgsbro, mener, at Retfærdighedens Krav bedre vil tilfredsstilles ved den af ham foreslaaede Ordning: Særeje for hvad der personlig tilføres Boet saa vel ved Giftermaal som ved Arv, Fællesraadighed over hvad der tilføres Boet under Ægteskabet med Adgang til Bodeling, og endelig Fællesraadighed over Børnene.


I Debatterne herom have Kvinderne - trods gjentagne Opfordringer netop fra Juristernes Side


- forholdt sig temmelig tavse. Nedenstaaende Indlæg fra en Kvinde haabe vi skal fremkalde flere Udtalelser fra Kvinder; den sundeste og naturligste Løsning af Opgaven findes utvivlsomt førstr naar Kvinderne selv danne sig en Mening om Sagen - og udtale den.


Fredag d: 7ende november 1884 afholdt "Dansk kvindesamfund" et offentligt møde her i København, hvor hr. overretssagfører Høgsbro indledede, et ordskifte om den gifte kvindes formueretlige stilling. Ingen modstandere af kvindesagen tog ordet, men hr. cand. juris Zeuthen var i et enkelt punkt uenig med hr. Høgsbro om det forslag, denne fremsatte til en mulig ny lovordning. Under ordskiftet blev det flere gange sagt, at de retskyndige ønskede at høre kvindernes mening om sagen, og jeg skal derfor tillade mig at fremføre mine grunde for, at jeg slutter mig til hr. Høgsbros forslag.


Denne fremstillede först, hvorledes den nugældende ægteskabslovgivning, hvad formuen angår, gør hustruen aldeles retsløs overfor manden, idet ægtefællerne i følge denne ganske vist har fælleseje, men hustruen er umyndig, og manden har enerådighed over denne såkaldte fællesejendom, så at fællesskabet først mærkes, når ægteskabet hæves, enten ved skilsmisse eller død, idet fællesboet da deles mellem ægtefællerne eller deres arvinger. Efter nærmere at have påvist den store uretfærdighed i den nugældende lovgivning, gik hr. Høgsbro over til at fremsætte sine tanker om, hvorledes en ny lov burde være. Hans forslag går ud på, at hver af ægtefællerne bør have ejendomsret til og rådighed over, hvad han eller hun ejer før ægteskabets indgåelse eller arver og får i Gave derefter (Særeje), at alt, hvad ægtefællerne hver for sig eller bægge i fællig erhverver under ægteskabet, bliver fælleseje over hvilket ingen af ægtefællerne kan råde uden den andens samtykke, (erhvervsfællesskab), samt at hver af ægtefællerne skal kunne kræve en "bodeling", d. v. s., af det fælles bo deles imellem dem, uden at ægteskabet derfor behøver at ophæves. - Hr. Zeuthen derimod fastholdt det forslag, han under en af ham indledet forhandling i fjor i april måned havde fremsat, og som kun afveg fra hr. Høgsbros deri, at hver af ægtefællerne derefter skulde have ejendomsret til og rådighed over det, han eller hun erhvervede under ægteskabet, så at det af hr. Høgsbro foreslåede erhvervsfællesskab ikke fandt sted. - Han var enig med hr. Høgsbro at hustruen burde være myndig og have ejendomsret til og rådighed over det, hun ejede før ægteskabet og arvede eller fik i gave under ægteskabet, men han påstod i at det af hr. Høgsbro foreslåede erhvervsfællesskab 1) var en umulighed, da manden ikke fra sit kontor kunde løbe ind i stuen eller ud i køkkenet for at


spørge sin hustru, om han måtte sælge det og det, og 2) ikke nødvendigt for at retfærdigheden kunde ske fyldest, ja, han brugte de ord: "Det synes mig, retfærdigheden sker fyldest, når hustruen går ind i ægteskabet med fuld myndighed, med ejendomsret og myndighed over det, hun ejer for ægteskabet eller arver og får til gave under det samt med usvækket erhvervsævne."


Det er disse 2 sidste ord, jeg vil stanse ved, for de er knudepunktet i hele uenigheden.


Det er netop det ejendommelige ved ægteskabet, at hustruen, ved at træde ind i det, mister sin erhvervsævne; for den, der skal føde børn og passe dem, kan umulig erhverve, eller om hun, dreven af nødvendigheden, dog forsøger derpå vil hun aldrig kunne kappes med manden. Derfor bliver den ordning, hr. Z. foreslår, i de allerfleste tilfælde uretfærdig. Forslaget giver hustruen rådighed over hendes særlige formue - men som oftest har hun ingen formue; det giver hende rådighed over det, hun erhverver - men det er hende umuligt at erhverve. Hvad kan så den myndighed, man vil tillægge hende, gavne hende?


Hvad er det, som sker, når to mennesker gifter sig? De to slår de ævner og kræfter, de er i besiddelse af, sammen, for at danne et fælles hjem; hustruen sætter den kapital, som hendes erhvervsævne udgör, ind i det fælles bo; for at tydeliggöre min tanke vil jeg bruge et i ægteskabelige forhold uskönt udtryk: hun sælger sin erhvervsævne. Skal hun intet have for den? To mennesker, som bægge intet ejer, men bægge hidtil har ernæret sig af sit eget arbejde, gifter sig. Hustruen får snart börn og må derfor ophøre med sit erhverv. Hun ejede intet i forvejen og har nu intet at råde over. Hendes moderpligter binder hende til hjemmet, og det forlanges af hende, at hun skal bære hele byrden af den huslige gerning. Hun bruger al sm tid til börnenes pleje og det indre husvæsen; men hun lever fuldstændig af mandens nåde; han kan sige det bekendte; "jeg vil være herre i mit hus", han kan nægte hende de nødvendigste ting, hun har ikke et ord at sige til sit forsvar.


Et det Retfærdigt?


Jeg kender en kone her i byen, som er gift med en kusk. Hun tjener ved at gå ud og stryge for folk langt mere, end han som kusk, og så længe de ikke har börn, vilde hun altså efter hr. Z.s lov fuldstændig være mandens ligestillede; men den dag, hun fik et barn, måtte hun holde op at stryge og leve af mandens nåde. Det vil altså sige, at det at opfylde sine moderpligter skal göre de gifte kvinder, der ingen formue har i forvejen, til en ejendomsløs klasse!


Men skal det være således, kan den kapital, vi lægger i det fælles hjæm i form af alle vore kræfter, ikke komme os til gode som rettighed til medråden over det fælles hjæm og den fælles ejendom, så siger jeg: nuvel, vil I skælne mellem mit og dit, så gør vi kvinder også vor ret gældende: vi føder vore børn med smerte, vi ernærer dem ofte på bekostning af vore legemlige kræfter det første år af


deres liv, vi passer dem og ofrer os for dem dag og nat; dem er det, der er skyld i, at vi ikke kan kappes med manden i pengeerhvervet; kort sagt, de og det fælles hjæm sluger al vor erhvervsævne! Kan det ikke give os medejendomsret til hjæmmet, så kræver vi enerådighed over börnene, som vi har født og ofret alt for! Dette er en fuldstændig retfærdig og naturlig følge af, at manden vil göre sin særejendomsret over sit arbejdes frugt gældende. Vi vil ikke gå ind på, at han skal have særejendomsret over frugten af sit livs arbejde, mens frugten af vore kræfter og vort arbejde skal gå ind i hans særejendom, som vi ingen rådighed har over! - For at tydeliggöre det, jeg siger, at frugten af den gifte kvindes arbejde går ind under mandens særeje, vil jeg give et eksempel: börnene skal have nye klæder; der købes da for de penge, manden erhverver, tøj til klæderne, og hustruen syr dem. Men klæderne er ifølge hr. Z.s lov ligefuldt mandens særeje, for de er købte for hans penge. Hvad får så hustruen for sit arbejde?


Sig nu endelig ikke, at jeg har foreslået, at manden skulde råde over pengene, hustruen over börnene. Intet er fjærnere fra min tanke! Jeg har kun villet vise, hvortil det føre med denne udskillen af mit og dit i et forhold, der er og altid må blive det fuldstændigste fællesskab, og jeg kan og vil ikke tro, at det, som ægteskabet er og bör være - fællesskab i ét og alt - ikke Skulde kunne finde sit udtryk, sin form i det borgerlige samfunds love, og vi kvinder agter ikke at slå os til ro, för de sagkyndige finder en form for en lov, der svarer til det virkelige forhold!


Hr. Z indvendte imod hr. H.s forslag om erhvervsfællesskab også dette, at det intet vilde gavne hustruen, idet manden, så snart Hustruens medrådighed var ham til besvær, kunde "ryste den af sig" ved at kræve bodeling og derved unddrage sig hende sit erhverv. Men meningen med bodeling kan dog sikkert kun være den, at når én af ægtefællerne fordrer boet delt, skal det bo, der i tidens løb er samlet for bægges erhverv, deles; vedbliver ægtefællerne efter bodelingen at leve sammen, bör den ene ikke vilkaarlig kunne unddrage den anden udbyttet af sin erhvervsævne. Sålænge hustruen vedbliver at passe de fælles børn og lave den mad, de bægge spiser o. s. v., og således bruger sin erhvervsævne til det fælles bedste, sålænge bör manden ikke vilkårlig kunne unddrage hustruen andel i sit erhverv. -


Dette var, hvad jeg havde at sige med hensyn til retfærdigheden af hr. Z.s forslag. Med hensyn til muligheden af hr. Høgsbros, da er der et par bemærkninger, jeg vil gøre om de indvendinger, der er rejst mod dette. - Det er mig ikke muligt at se, at ikke alle de vanskeligheder, som indtræder ved fælleseje med samråde, også må kunne indtræde under særeje- og særrådigheds-systemet. Når to mennesker gifter sig, som hver har en kapital, over hvilken de beholder særrådighed efter ægteskabet, og de beslutter at slå pengene sammen og f. eks. købe et hus for dem eller sætte dem i en forretning, så synes mig, at denne forretning eller dette hus må blive fællesrådighed undergiven, og akkurat de samme vanskeligheder indtræde der som ved fælleseje, der er frugten af erhverv. Thi det er vel ikke meningen, at ægtefællerne ikke må slå sine penge sammen og sætte dem i en forretning? Og mon ikke vanskelighederne overvurderes, fordi forslaget er noget nyt, og man altid ser store farer og vanskeligheder ved det nye? Hr. Z. siger, at manden kan ikke fra sit kontor løbe ud i køkkenet og ind i stuen og bede om konens samtykke til det og det. Hertil kunde svares, at hustruen nu egentlig hvert øjeblik burde løbe fra sit køkken ind i mandens kontor for at bede om hans samtykke til dette og hint. Men i virkeligheden er tilstanden den, at skjønt hustruen er umyndig og aldeles ikke har lov at stifte gæld, så stifter dog så at sige enhver hustru daglig gæld, uden at have manden med til at give sit samtykke, og der er dog ingen, som betænker sig på at give gifte kvinder kredit. Lad os tænke os, at samråde var den gældende lov og nogen ønskede at indføre enerådighed for manden. Mon der så ikke netop vilde blive brugt modgrunde som hr. Z.s: at konen kunde jo ikke have manden med sig alle vegne, når hun skulde afslutte en retshandel o. s. v.


Dette om hr. Z.s og hr. H s foredrag. Så vil jeg endnu kun tilføje, at jeg går langt videre end hr. H., idet jeg finder, at alt, hvad der ejes for ægteskabet og erhverves på en hvilken som helst måde under dette, bör være fælleseje med samrådighed for ægtefællerne. Ægteskabet er og bör være et fællesskab, fordi der kommer börn, som har krav på, at faderens og moderens interesser ikke kan komme i strid, så det går ud over dem. Det er börnene, som gör ægteskabet til noget helt andet end ethvert andet forhold, Det bör ikke kunne være muligt, at den ene af ægtefællerne unddrager det fælles hjæm og börnene nytten af sit særeje. Folk må så vide, at de giver alt hen til det fælles hjæms bedste, når de gifter sig. -


Hr. H. indvender herimod, at en mand ikke bör kunne gifte sig penge til. Dette har efter min mening ikke stort at sige, da det kan være ligeså fristende at gifte sig brugen af penge til. Der er vist ingen tvivl om, at under vor nuværende lovgivning, er der ligeså mange kvinder som mænd der gifter sig for pengene. Den fare at blive "taget for pengenes skyld", udsætter enhver rig mand og kvinde sig for ved at gifte sig. Mod den kan ingen lov i verden beskytte én; det kan man kun selv. Lad ægteskabslovgivningen gå ud fra, at ægteskabet bör være - hvad det i de bedste ægteskaber er - et fuldstændigt fællesskab mellem to ligestillede og ligeberettigede mennesker, så behøves der ingen særlige beskyttelseslove for hustruen, men hun har de rette våben i hænde til selv at beskytte sig. -


*) Hr. Zeuthens Foredrag vil i Begyndelsen af Aaret blive trykt og komme i Boghandelen; ethvert af „Dansk Kvindesamfund”s Medlemmer vil faa et Exemplar gratis tilstillet.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner