Adda Ravnkilde

To Fortællinger.

Det er selvfølgelig atter med en Følelse af dyb og pinlig Beklaglelse, at man tager en Bog af Adda Ravnkilde i Hænde. Hvilket Tab har vi ikke Alle lidt, Mænd og Kvinder, men særlig vi Kvinder. Havde hendes Evner naaet til Modenhed, havde hun været selvskreven til at gaa i Spidsen, hendes Røst var blevet hørt, den havde havt den Myndighed, som maatte anerkendes. Hvor længe kan det ikke vare, førend der paany findes en saadan Begavelse iblandt os.

Disse to Fortællinger, skrevne i Forf.s 18de og I9de Aar er selvfølgelig naive, umodne, man kan næsten sige uliterære. Der er ikke megen Kunst i dem, kun paa faa Steder bryder det skønne, slaaende Udtryk frem, sjælden faar man et kraftigt levende Indtryk af Personerne, aldrig et udvortes tydeligt; Syn af dem. Meget, meget mere sysler disse to ungdommelige Fortællinger med Tanker end med Mennesker. Det er jo Begynderfejl. Men mange Begyndere møde med tamme, udvandede, hengemte Tanker. Adda Ravnkildes var friske, oprørske, dristige Tanker, tænkte ny af en Aand med uforfærdet Intelligens og et voldsomt, overvældende Følelsesliv. Hun har lidt uendeligt og hun har forstaaet sin Lidelse. Det læses ud af hver Linie i "Tantaluskvaler". Kvaler, i Sandhed. Og alt, hvad der er i den af Lidelse, det er ægte. Samtalerne ere uvirkelige, Greven digtet, Familien, den unge Pige bor hos, almindelig gjort, ikke et særligt Træk, der gør dem til Billeder for os; Konflikten mellem Konveniensen og det individuelle Krav ikke synderlig godt stillet op eller heldig løst; men Lidelsen, Lidelsen! Den er ægte. Den borer sig ind i os, som om vi havde levet den selv. Adda Ravnkilde burde have levet - for at skrive os Lidelsens Epos, for at lære de mange, der er ved at bukke under, at man kan lide og dog leve.

"En Pyrrhussejr" er ringere literært set. Der er stilistisk Synd i forbrugte Udtryk som "Sneens jomfruelige, Renhed"; "Træernes nøgne Arme". "Vinterens stivnende Haand". Rigtig nok ogsaa saa gode Ting som Skildringen af Præsten og saa mærkværdig modne Ting som Bemærkningen om Friluftsglæden: "Glæde uden Spænding, uden Forventninger" i Modsætning til Balglæden, Toiletglæden , den upersonlige Glæde i Modsætning til den personlige, af Andres Behag eller Mishag afhængige Glæde. Hvad Forf. kun ikke endnu har vidst, er at ikke Alle kan nyde Friluftsglæden: for mangt et Sind er Naturen i Stedet for Beroligelse kun en overmodig Haan, Solskinnet kun Billedet af en uforskammet Lykke. Men for Saadanne gives der en anden Hvile, en anden upersonlig Glæde: Arbejdet, den uforfængelige, hengivelsesfulde Tilfredsstillelse ved ud af sit Jeg at forme noget Andet, noget Fast, noget, der bliver staaende. Livets tryggeste Glæde er at frembringe.

Fortællingen "en Pyrrhussejr" er væsentlig Indignation over de Vanskeligheder, der spærre Kvinden Vejen naar hun vil naa et selvstændigt Maal. Eller rettere, det er ikke selve Vanskelighederne, Forf. beklager sig over; hun lader ikke sine Heltinder kæmpe med Fattigdom, Ensomhed, Undervurdering etc., nej de gifter sig begge to lige strax; Forf. bruger da sin Harme til at skildre deres Mænd. En attenaarig Pige har naturligvis ikke meget Skjøn over Ægteskaber. Skildringen af de to Ægteskabsforhold falder ogsaa barnlig nok ud; især det ene er ganske daarligt og utydeligt gjort. Denne Kvinde der har ægtet Skønaanden, Dilettanten, som fingererer med alt muligt og ikke duer til noget, denne dygtige, klare, bevidste Kvinde, som gennemskuer ham og som tilsidst endog ser ham blive utro, hun skulde vende tilbage til ham, fordi hun ikke kan faa Lov at boe hos Søsteren, af Naade faa sit Underhold. Gives der da intet saadant, som at en Kvinde kan leve ene og fortjene sit Livsophold? Det andet Ægteskab er imidlertid det, Fortællingen væsentlig handler om. Den unge Pige har giftet sig med den langt ældre Mand, giftet sig med ham, fordi han elskede hende, uagtet hun ikke kender det mindste til hans egentlige Væsen, hans Livsanskuelse, hans Principer. Hun nærer den Illusion, at hun som hans Hustru kan vedblive at være sig selv, arbejde paa sine egne Formaal. Han er af den gamle Skole, han mener, at hans Hustru er til udelukkende for ham, og han forbyder hende først at skrive, saa Fattigbesøg, saa at adoptere et Barn, endelig at tage Søsteren til sig og derved Støtte hende i hendes Oprør.

Dette er overdrevent. En Mand, selv af den gamle Skole, veed sikkert, at man ikke kan byde en Hustrus Kjærlighed Alt, og den vil han jo beholde; han er ikke raa, ikke brutal, han elsker og, vil elskes; og saa urokkelig sikker er vel Ingen, der elsker, at han aldrig skulde ofre en Smule af sin Vilje for den Elskedes Skyld. Og især en Læge. Læger maa i Følge deres Studium og deres Erfaring fremfor Alle vide, at ikke Alt passer for Alle, at hver Individualitet har sine særegne Krav, at Menneskeliv ikke lader sig gøre til Regnestykke, ikke lader sig passe ind i Skemaer. Men i sin ungdommelige Harme gør Forf. ham blind og dum, uden Forstaaelse, uden Hjærte i Livet.

Harme? Det er netop det Urimelige, det Umodne. Vi, som har levet et langt Liv, vi veed, at der er mange Mennesker, mange Ægtemænd, der vil gjøre ligesaa stærk Modstand mod deres Hustruers Selvstændighed som Lægen i Adda Ravnkildes Fortælling, og gøre det med vægtigere Grunde; og vi finde det ligesaa naturligt som at det er Vinter før det kan blive Foraar. Den Unge ser Alting forudsætningsløst, enkeltstaaende, karakteriserer Alting som godt eller slet; den Ældre ser Alt relativt, ser Udviklingsgangen, forstaar hvorfor det blev saaledes og Berettigelsen, der ligger i dette hvorfor. -

Naturligvis har den Aarhundreder gamle Tradition, at Hustruen udelukkende var til for Familien, slaaet dybt Rod hos Mændene; og naturligvis er den ikke fra Begyndelsen af opstaaet af Ingenting. Lad være, den er opstaaet noget af den Stærkeres Hovmod, af den Svageres Underdanighed; den har ogsaa i Meget været betinget af fysiske Forhold, som ikke lod sig rokke. I sin Bog "Giftas" kommer Strindberg idelig og idelig tilbage til det Spørgsmaal, hvorledes Kvinden, med sin i Forvejen svagere Konstitution, skal kunne udrette dobbelt saa meget som Manden: baade leve et selvstændigt Liv som han og tillige leve som sine Børns Moder. Han har Ret i, at det er saare, saare vanskeligt. Jeg tvivler ikke paa, at Vanskeligheden en Gang vil løses, thi Kravet er saa stort, Trangen og Haabet saa mægtige, at Bevægelsen ikke kan slaas tilbage; den vil sikkert sejre, overvinde alle Vanskeligheder. Men der maa opdrages en anden Race Kvinder dertil end dem, vi kender. Legemsstærke, villiestærke, nervestærke maa de være, hvem det skal lykkes. Haabet ligger ude i Fremtiden, det er ikke til at gribe med Hænder af os. Derfor kan man ikke undres over, at mange Mænd af vor Generation har saa vanskeligt ved at se Spørgsmaalet som vi. Derfor kan det heller ikke nytte at harmes, at tro sig berettiget til at tale om bevidst ond Villie, bevidst Uretfærdighed osv. Lad os se Tingen, som den er: et Produkt af en ældgammel Udvikling. Men at denne Udvikling nu har levet sin længste Tid, at den trænger til at erstattes - ja derom kan vi Alle være enige, og vi kan slutte os sammen til at arbejde derpaa. Kun maa det ske med Læmpe, med Udholdenhed, med sejgt, stille Arbejde uden vilde Fagter og Deklamation. Det spilder kun Kræfter til ingen Nytte og gør den store Skade, at de Tilbageholdne, de, der fremfor Alt fordrer virkelige Resultater og frygter Ord, trækker paa Skuldrene og vender sig bort. Og selv den bedste Sag fældes derved. Dog de Unge har selvfølgelig Ret til at storme noget hovedkulds frem. Ud fra sine 18 Aar ser Adda Ravnkilde hver Fejl som en Synd, og en Synd, det er efter hendes Mening den bevidste Overtræden af de absolutte Regler, der maa staa klare for Enhver. Retfærdighed er til for Alle, siger hun. Har man levet længe, veed man, at Retfærdighed i og for sig, den lige Fordeling efter det absolutte Krav, er et Mundsvejr. Forlang ikke noget, før I har Kraft og Magt til at tage det, ellers haaner man Eder kun. Opgiv at reformere Mændene: reformer Kvinderne. Duer en Kvinde Noget, føler hun at hun er en Kraft, en Evne, en Dygtighed, saa kan hun forlange Respekt, og hun vil faa den. Og ved de mange Enkelte, der tiltvinger sig Respekt, vil der voxe op Respekt for det hele Køn, Der er jo begyndt en saadan Bestræbelse hos de Unge. Lad da os Ældre støtte dem af al Magt, hjælpe dem frem efter Evne, ogsaa ved at holde igen paa Ungdommens fantastiske Drømme - og lad os saa haabe, at vi i den unge Slægt maa finde en anden Adda Ravnkilde, som vi kan hilse som den rigt udstyrede, overlegne Natur, der har Pligten og Evnen til at føre vor Sag.