« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 24. januar 1928

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i D.K .s Fællesstyrelse.
Der afholdtes Møde i F.U. Tirsdag d. 24. Jan. 1928 Kl. 7.
Til Stede var: G. Lemche,- M. Illum ,- A. Brochmann,- D. Dederding,- D. Nielsen,- Suppleanterne H. Matthiesen,- K. Nilsson, - C. Perssen,- I. Schleiss. Samt Redaktøren A. Koch Schiøler.

Dagsorden
1) Meddelelser
2) Husholdningssagen
3) Lærlingeloven
4) Kvinder og Mænds lige Adgang til offentlige Embeder og Stillinger
5) Eventuelt.

ad 1: M. Illum: Fra Basel, hvor man vil oprette et Bureau-s.k. Eheberatungsstelle- hvor Kvinder kan søge juridisk og hygiejnisk Oplysning særlig ved Ægteskabsindgaaelse, er der rettet Forespørgsel
til D.K., om der findes noget lignende her, da man ønskede at høre om de Erfaringer, man i saa Fald havde gjort.
G. Lemche havde ved denne Henvendelse faaet den Ide, at det vilde være godt, om vi ogsaa her havde et Sted, hvor Kvinder kunde vejledes i alle Slags ægteskabelige Spørgsmaal f. Eks. her paa Kontoret.
M. Illum mener, vi skal tænke nøje over det og tage Sagen op igen til næste Møde. - Til Md. Gigon i Basel kan vi kun svare, at vi har Retshjælpen og Sygekasserne.

ad. 2: K. Nilsson henvender sig som Formand for Kvindernes Handels og Kontoristforening til D.K. for at bede D.K. støtte et Andragende til det af Landstinget nedsatte Udvalg ang. Revision af Lærlingeloven. I Andragendet udtales og motiveres Ønsket om at bevare den gennemførte
Ensartethed for Mænd og Kvinder, som findes i den nuværende Lov. Man frygter nemlig, at der paa Opfordring af Principalerne skal blive indført forringende Særbestemmelser for kvindelige Lærlinge. - F.U. vedtog at tiltræde en saadan Henvendelse.

ad. 3: G. Lemche meddeler - i Fortsættelse a f Punkt 2, i sidste F.U.s Møde Protokol, Side 76, - at M. Illum og hun havde - som vedtaget deltaget i det omtalte Møde d. 24. Januar. Mødet havde haft stærk Tilslutning baade af Repræsentanter for Foreninger og enkelte Personer - Fru la Cour Madsen havde indledet med et Foredrag:"Arbejdsopgaver og Arbejdslinier i Husholdningsoplysningsvirksomheden" med Diskussion.- Derefter Foredrag af Dr. Richard Ege om Mælkeprodukternes Betydning i Ernæringen, og af Fru Andrea Lindkvist om Husholdningskonsulenter, hvorledes vi faar ansat dem, og hvorledes vi drager bedst Nytte af deres Virksomhed. (Diskussion) - Til Slut forespurgte Dirigenten de indbudte Foreninger, om de saa kunde tænke sig at tiltræde et Udvalg, hvis Formaal skulde være en Gang aarlig at samles for som i Dag at forhandle om fælles Interesser. Hertil svarede:
De samvirkende danske Husholdningsforeninger, repr. v. Fru Lindquist Ja!
De samvirkende danske Landboforeningers Husholdningsudvalg, repr. v. Proprietær Tvedegaard Ja!
De samvirkende danske Husmandsforeningers Husholdningsudvalg, repr. v. Herr Niels Larsen Ja!
Foreningen af Husholdningslærerinder og -Lærere, repr. v. frk. Westergaard, Sorø Ja!
De danske Husmoderforeninger, repr. v. Fru Carla Meyer Ja!
Pædagogisk forening for Husholdnings-og Skolekøkkenlærerinder repr. v. Frk. Thyra Hansen Ja!
Foreningen Hjemmets Tarv repr. v. Frk. Caroline Larsen vilde give skriftligt Svar.
Dansk Aftenskoleforening, havde ikke sendt Repræsentant
Arbejdernes Oplysningsforbund, havde ikke sendt Repræsentant
Dansk Kvindesamfund, vilde give skriftligt Svar
Selskabet for huslig Økonomi, repr. v. Fru Karen Hessel, Ja!
F.U. vedtager at udpege et Medlem af Fællesstyrelsen til at tiltræde ovennævnte Udvalg.

ad. 4: Fra Charlottenlund-Kredsen er der kommet en Skrivelse, hvori D.K. gennem Fællesstyrelsen opfordres til at rette en Henvendelse til Ministeriet om at søge Loven af 4. Marts 1921 om lige Adgang for Kvinder og Mænd til Tjenestestillinger og Hverv - respekteret. - Aarsagen hertil er en Artikel i Berlingske Tidende 9/l2 -27, hvori Professor Krabbe oplyser, at en i enhver Henseende kvalificeret kvindelig juridisk Kandidat søgte en Stilling i Centraladministrationen, men fik sin Ansøgning afslaaet af vedkommende Departementschef med den Motivering "at han ikke havde taget principiel Stilling til Spørgsmaalet om, hvorvidt Kvinder overhovedet kunde opnaa Ansættelse som Sekretærer i Departementet".
G. Lemche mener, at man maa undersøge Grundlaget for Klagen, inden vi foretager os noget i Sagen. - Skrivelsen overgives til D. Nielsen, som Formand for Udv. ang. Kv. Adg. til Emb. Still. og Hverv.

ad 5: Internationalt Samarbejde. M. Illum: The Joint Standing Committee er dannet af følgende internationale Organisationer: I.C.W.- I.W.S.A. - Kvindernes internationale Liga for Fred og
Frihed,- Det internationale K.F.U.K. ,- Det internationale Sygeplejerraad, - Det internationale hvide Baand, - Det internationale kvindelige Akademikeres Forbund samt The World Union of Women for international Concord, og Komiteens Sekretær er Miss Zammern, 117,Victoria Street, London, Et Hovedformaal for denne Komité er at foreslaa Navne paa egnede Kvinder til forskellige Hverv indenfor Folkenes Forbund, og de Foreninger, der i de forskellige Lande repræsenterer disse internationale Organisationer, ventes at indsende Lister af der til egnede Kvinder fra deres egne Lande til deres Hovedstyrelser; men da man mener, at det vilde være ønskeligt, om man i Stedet for at indsende Seperatlister fra de forskellige her i Landet repræsenterede Foreninger kunde enes om en Fællesliste, vil M. Illum bede F.U. om at komme med Forslag. Ved et Møde af Repræsentanter for ovennævnte Foreninger i Decbr. - 27, foresloges: Sygeplejerske Frk. Cecilie Lütken,-
Sekretær i det internationale Sygeplejeraad i Genf, Frk. Reimann,- Landsretssagfører Frk. Ingeborg Hansen og Frk. Fanny Ulfbeck fra K. F.U.K. - F.U. kunde ogsaa anbefale ovennævnte med Undtagelse af Frk. Ulfbeck og ønskede desuden Forstanderinde Frk. Charlotte Munck bragt i Forslag.

Fællesstyrelsesmødet. G. Lemche meddeler, at Fru Holt Indbyder Fællesstyrelsen til at komme til Aalborg og der afholde Fællesstyrelsesmøde samtidig med at fejre Kredsens 25 Aars Jubilæum d. 21. Marts. Kan dette ikke lade sig gøre, beder hun M. Illum og G. Lemche komme derop.
Da man kan indse, at det dels vil blive umuligt at samle hele Fællesstyrelsen i Aalborg paa den Tid og dels at det vil blive for dyrt, vedtages det med Tak at afslaa Indbydelsen, men at G. Lemche og
muligvis M. Illum vil tage derop til Jubilæet.
Fællesstyrelsen indkaldes til d. 25. Marts, da der er Flertal for denne Dag.

Udv. ang. lige Adgang til Embeder. D. Nielsen meddeler, at hun har faaet Brev fra Hulda Pedersen, hvori hun skriver, at man i Aarhus er i Færd med at omdanne et Lærerindeembede til et Lærerembede.
Thora Pedersen har ogsaa i Brev til hende bedt D.K. henvende sig til Myndighederne derom - vil muligvis gerne selv gaa med, da hun kommer herover. Senere har Thora Pedersen imidlertid skrevet og bedt om foreløbig at stille Sagen i Bero.
Radio: Fra Fru Mary Atlung har D.K. modtaget et Brev, hvori hun foreslaar ved D.K.s Hjælp at danne en Danske Kvinders Lytterforening og derigennem muligvis faa en Repræsentant ind i Radioraadet. D.K. vil tage Sagen under Overvejelse og derefter sætte sig i Forbindelse med Fru Atlung.
Fredericia-Kredsen: G. Lemche har faaet Meddelelse fra Kredsens Formand, at den atter staar paa meget svage Fødder - de mangler Penge - men vil se at komme over Generalforsamlingen.- Jubilæumsfonden har tilbudt at betale en Foredragsholder - ikke Sal og Annoncer.- Dagmar Nielsen, der skal paa en Foredragstourne, lover paa Gennemrejsen at gøre Ophold i Fredericia og tale med Kredsens Styrelse .
Annoncerne: M. Illum foreslaar- paa Bladudvalgets Vegne- F.U. at modtage Annoncefirmaet Bratvold & Petersens Forslag til Ændring i Kontrakten om en aarlig Minimumsafgift af Kr. 1500 - 22 Annoncesider i Stedet for den nuværende aarlige Minimumsafgift af Kr. 3000 = 44 Annoncesider.- Bladudvalgets Forslag vedtages.

Mødet sluttes Kl. 10.
Ida Schleiss
Protokolfører.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Perioder