« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 16. marts 1928

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for D.K.s Forretningsudvalg.
Der afholdtes Møde i F.U. Fredag d. 16. Marts 1928 Kl. 7½

Dagsorden
1) Meddelelser
2) Fællesstyrelsesmødet
3) Filmsudvalget
4) Kvindernes Lytterforening
5) Eventuelt.
Til Stede var: G. Lemche,- M. Illum, D. Dederding,- desuden Suppleanterne: Karna Nilsson,- Hedevig Matthiesen,- Camilla Perssen,- Ida Schleiss og Redaktøren A. Koch Schiøler.

ad 1: a) M. Illum meddeler, at der er kommet Tilbud fra De forenede Vagtselskaber om at beskytte vore Ejendele for Kr, 8,93 pr. Maaned. F.U, mener, det er unødvendigt.
b) K.F.U.M, og Husassistenternes Fagskole har sendt os Reklamehefter med Tilbud om Udlejning af deres Lokaler,- Tages til Efterretning.
c) Danske Ædruelighedsvenners Fællesudvalg indbyder til Sammenkomst paa Hotel d’Angleterre, hvor der skal tales om Folkenes Forbund og Afholdsspørgsmaalet af Dr. Hercor. Tages til Efterretning.
d) Fællesraadet for Folkeopdragelse afholder Plenarmøde d. 14. April med fornyet Behandling af følgende Punkter:
1) Hovedsagen ved en Nyordning af Nationalmuseet er efter Fællesraadets Opfattelse den, at Museet under de nye Forhold indrettes paa fuldtud moderne anskuelig Maade, og at der til Museet knyttes en Stab af Instruktører, der levende kan vejlede Offentligheden og Interessere den for de nationale Samlinger.
2) at gøre Offentligheden opmærksom paa, at kun 20 % af Danmarks Industriarbejdere har fastlagt Sommerferie, og at samtlige Lærlinge i Landet overhovedet ikke har nogen lovfæstet Ferie.

ad 2: Fællesstyrelsesmødets Dagsorden lægges og drøftes.

ad 3: M. Illum meddeler, at ca. 20 under Nationalraadet staaende Foreninger sammen med D.K. har dannet et "Films-Udvalg", hvori ogsaa D.K.N.s Bestyrelse blev repræsenteret ved Fru Raaschou (se
Side 83). Marie Illum – D.K.s Repræsentant - valgtes til Formand, Lykke Sørensen - Repræsentant for Kbhvn.s Kommunelærerindeforening - til Næstformand og Nationalraadets Repræsentant Fru Raaschou til Sekretær.- Formand,- Næstformand og Sekretær danner tillige Forretnings- og Arbejdsudvalg.

ad 5: A. Koch Schiøler meddeler i Anledning af en Forespørgsel fra det kgl. svenske Bibliotek, at D.K. har heftede Aargange af "Kvinden og Samfundet" fra Aar 1915 og foreslaar at tilbyde Biblioteket disse 13 Aargange á Kr. 3,00 pr. Stk. samt herefter at sende Bladet gratis til Biblioteket.- F.U. vedtager at tilbyde de l3 heftede Aargange til Kr. 4,00 pr. Aargang og fremtidig "Kvinden og Samfundet" gratis.
Kvinders Adgang til Embeder. G. Lemche beretter om sit og Dagmar Nielsens Besøg hos Statsministeren i Anledning af Kvinders Ansættelse i Centraladministrationens Tjeneste. –Ministeren var meget forekommende og svarede, at han havde fulgt hele Korrepondancen med Krabbe og var enig med D.K. i Fortolkningen af Loven 4. Marts 1921; han mente dog, der var nogen Begrænsning for Kvinder, idet han f . Eks. ikke kunde tænke sig Kvindeligt Politi sendt ud til Opløsningen af "Hjemløses Tog" i Vejle. D.K.s Repræsentanter svarede, at man netop kunde tænke sig, at det var muligt for Kvinder at standse et saadant Tog, ikke - ifølge deres legemlige Kraft men ifølge deres mange psykiske Egenskaber. - Ministeren mente dog ikke det vilde være nødvendigt at udsende Cirkulærer til Embedsmændene for yderligere at indskærpe Loven.

Mødet sluttede Kl. 9½

Ida Schleiss
Protokolfører.