Om den kristelige Betragtning af Kvindens Frigjørelse

Et Foredrag holdt i "Dansk Kvindesamfund" d. 20 Januar 1885 af Pastor C. Hostrup.

Jeg vil i Aften prøve paa at se hvad vi nu kalde Kvindesagen fra den kristelige Tros Stade eller, ligesom det er anmeldt, tale om den kristelige Betragtning af Kvindens Frigjørelse, som et Forsøg paa om muligt, og hvis det ønskes_, at indlede en Forhandling derom. Naar jeg taler om den kristelige Betragtning af Kvindesagen, er det jo ikke, fordi jeg mener, at der findes én, som alle de Kristne er enige om, én, der er slaaet fast som den kristelige; thi saa kunde der jo vel ikke længer være synderlig Forhandling mellem de Kristne derom. Nej, jeg véd godt, at saaledes, som jeg ser derpaa, er der mange af mine Trosfæller, der ikke se paa den Sag. Saa vil jeg da prøve paa at vise, hvordan denne Sag hos mig hænger sammen med min Kristendom. Naar de, der staa paa den modsatte Side, som holder paa Kvindens Underordning under Manden, i alt Fald i visse Forhold, saa siger, at de har bygget dette paa den hellige Skrift, svarer jeg, at mit Stade i denne Sag er ikke bygget paa den hellige Skrift. Det er nemlig, efter min Opfattelse, ikke dertil, at den hellige Skrift er givet os, at vi skal bruge den som Overdomstol, der skal fælde Kjendelser om det rette Stade i Tidens brændende Spørgsmaal, som om Profeter og Apostler, eller Gud gjennem dem, forud, én Gang for alle, havde slaaet det fast. Derfor har jeg heller ikke været rigtig fornøjet med, naar vore Blade har anmeldt, at jeg vilde holde et Foredrag om Biblen og Kvindesagen, eller endogsaa har fortalt, at jeg skrev paa en Afhandling om det samme Æmne; jeg véd selv ikke det mindste om nogen af Delene, og det, jeg vilde tale om her, var netop ikke Biblen og Kvindesagen, det jeg vilde prøve paa var ikke ved Skriftsteder at begrunde, at jeg staar som jeg staar, eller at strides med andre derom ved Hjælp af Skriftsteder, som om min Betragtning kunde rokkes ved, at det saae ud, som om jeg havde et eller andet Skriftsted imod mig. Det kan den ikke, da den ikke hviler derpaa. Jeg véd nok, at man mange Gange har benyttet den hellige Skrift til saadant i Tidernes Løb; den er bleven brugt til at forsvare, at Jorden stod stille og Solen gik rundt om den, til at hævde det absolute Kongedømme som den eneste rette Regeringsform og til at bevise, at Negerslaveriet er i sin gode Orden. Men saa vist som vi alle nu indse, at det er galt at bruge Skriften som Lærebog i Astronomi, saaledes maa vi egentlig ogsaa føle, at det er en Forsyndelse ikke blot imod disse historiske Bøger, som ere skrevne i ganske andre Øjemed, men ogsaa mod selve Menneskeslægtens historiske Udvikling, om man fra dem vilde hente sociale eller politiske Kjendelser, der strax skulde stoppe de ny Spørgsmaal, der dukke frem i de forskjellige Tider, og kvæle den Forhandling om Sandheden, som hører til i Menneskelivet her paa Jorden, som er nødvendig, for at den i det enkelte kan klare sig bedre og bedre for os og komme os nærmere.

Han, som vi Kristne kalde vor Herre og Frelser, afgav heller ikke den Slags Kjendelser, medens han vandrede synlig hernede, skjønt de nok vilde have ham dertil. Saaledes kom jo to politiske Partier til ham: Romervennerne, som Matthæus og Markus kalde Herodianerne, og de ivrig nationale Jøder, repræsenterede af Farisæerne, og æskede hans Kjendelse i et Stridsspørgsmaal, som var imellem dem, nemlig om det var tilladt at give Romerkejseren Skat eller ikke. Og skjønt vi ikke tvivle paa, at Vorherre betragtede det som en Ulykke, at Israel var kommen under romersk Herredømme, sagde han ikke til Regeringspartiet, til højre: I har Uret! og til Oppositionen, til venstre: I har Ret! eller noget saadant, nej, han svarede blot, som vi véd: Giv Kejseren hvad Kejserens er og Gud hvad Guds er! Og dermed henstillede han egentlig Sagens Afgjørelse til dem selv; hans Svar var blot, at det gjælder om at gjøre Ret, at give hver, hvad der tilkommer ham, Gud sit og Kejseren sit. Men hvad der er det rette Stade i det enkelte Tilfælde, maatte de saa selv afgjøre, naar de blot gav hver sin Ret. Og da de saa førte en Kvinde til ham, som var greben i Hor, og sagde til ham: Moses byder, at hun skal stenes, men hvad siger du? da var det en juridisk Kjendelse, de begjærede, som fra en højere Rets Stade end Moselovens, men Vorherre henviser dem blot til deres egen Samvittighed, han siger: den, som er ren iblandt eder, kaste den første Sten! Han minder dem ganske vist derved tillige om noget andet end den strænge Ret, om Menneskelighed; men det at gjøre Ret og vise Kjærlighed, det er det, det kommer an paa. Og da der kom en Mand til ham og bad ham om at faa hans Broder til at skifte Arv med ham, svarede han: er jeg sat til at dømme og skifte mellem eder? Det er nemlig Sagen, at han ikke vil ligefrem gribe ind i Menneskets fri Selvbestemmelse, vil ikke afgive en politisk, juridisk eller social Kjendelse, som skal forud afgjøre alle senere Stridigheder. Nej, gjør hvad der er Ret og hvad der er kjærligt! det var det, han havde at svare paa slige Spørgsmål.

Og naar nu jeg hævder Kvindens Ligeret med Manden som en ham fuldstændig sideordnet Skabning, ikke blot for Gud, men ogsaa her i Verden; naar jeg tror, at der lige til vore Dage er sket hende stor Uret, og hører til hendes Talsmænd, er det ikke paa Grund af et eller tyve Skriftsteder, nej saa er det, fordi jeg tror, det er Ret, og fordi jeg mener, at det er det, det kommer an paa: at gjøre Ret, og give hver sit, Manden sit og Kvinden sit. Ja jeg tvivler jo ikke om, at der ogsaa er aandelig Forskjel mellem Mand og Kvinde, at der kan være adskilligt, hvortil det ene Kjøn i Gjennemsnit egner sig bedre end det andet, men at de alle skal faa Lov til at bruges til alt, hvad de egne sig til, og staa ved Siden af hinanden baade i Familielivet og i det offenlige Liv, i Forhold til, hvad Plads de har Kald til at indtage, det tror jeg er Ret. Det synes mig er Menneskeret for begge Parter, og jeg holder paa det, fordi jeg overhovedet holder paa det menneskelige. Og naar man saa vil sige, at det ikke er den menneskelige eller den bedste menneskelige Betragtning af Kvindesagen, som jeg her skulde tale om, det er den kristelige, saa svarer jeg dertil, at vi som tro, at Mennesket er skabt i Guds Billede, og at Vorherre er kommen til Verden for at frelse Menneskelivet, netop alt det menneskelige, vi kan ikke være i Tvivl om, at den bedste menneskelige Betragtning af et saadant Spørgsmaal er netop den kristelige. Se derfor er jeg kommen til min ad menneskelig Vej og kan saa ikke tvivle paa, at den er i bedste Overensstemmelse med sand Kristendom og hænger paa det nøjeste sammen dermed, og hvis man for Ex. kunde vise mig eller bevise mig, at der var noget Skriftsted, som ikke agtede Menneskerettighederne, ikke holdt paa dem, saaledes som jeg efter min Samvittighed maa holde paa dem, kunde jeg ikke bruge dette Skriftsted i min Kristendom, før jeg fik en anden Forstaaelse deraf. Jeg stiller mig i saa Henseende ganske, som vi véd, at Dickens stillede sig, da han paa sin første Rejse til Nordamerika traf paa en Mand fra Sydstaterne, som holdt paa Negerslaveriet og støttede det paa den hellige Skrift. Denne Bevisførelse anfægtede ikke Dickens i mindste Maade, og da Manden saa udbrød: Tror De da ikke paa Biblen? svarede han blot: jo jeg gjør, men hvis De kan bevise mig, at Biblen holder paa Negerslaveriet, tror jeg ikke paa den. Saaledes staar jeg ogsaa. Hvis der var et enkelt Sted i den hellige Skrift, som stred imod, hvad jeg er sikker paa, som det rette menneskelige, vilde jeg ganske vist ikke af den Grund forkaste hele Skriften, som ikke er skreven paa én Gang og har meget forskjellige Forfattere, saa vilde jeg sige: det Sted forstaar jeg ikke, det kan jeg ikke indlade mig med, før det kommer til at staa anderledes for mig. Der er altfor meget i de hellige Skrifter, som jeg er sikker paa, som er mig helligt og uundværligt, til at jeg turde kaste dem bort, fordi der var enkelte Steder i dem, jeg ikke kunde bruge, men det, at jeg er bleven Kristen, hænger saa nøje sammen med mit Syn paa det menneskelige, saa naar man kunde bevise mig, at Kristendommen kom det menneskelige for nær, kunde jeg ikke være Kristen. Ja kunde man blot bevise, at Kristendommen ikke undte Mand og Kvinde lige Menneskeret, tror jeg heller ikke, at jeg kunde gaa ind derpaa, men det kan man ikke, fordi det er historisk vitterligt, at Kvindens Befrielse her paa Jorden netop er kommen med Kristendommen, ligesom det er den, der har bragt Frelsen for det hele Menneskeliv.

Ja, vi er jo Kristne, fordi vi elske vort Liv og føle, at det trænger til Frelse, og at vi ikke selv kan hjælpe det ud af det onde. Derfor har vi taget imod vor Herre og Frelser, fordi han elsker det menneskelige, og vil udfri det af alt det onde, som ikke hører det til, da det er skabt af en god Gud. Vi tro, at al dets Elendighed, al dets Adsplittelse og Taagethed, al Forrykkelse af dets Forhold, al dets Afmagt, al den Standsning, der er indtraadt i det, udspringer fra det store Syndefald, som skete i Tidernes Begyndelse, og som hører til Menneskeslægtens ældste Minder. Og dertil henfører jeg saaledes ogsaa det, at Kvindens Stilling ligeoverfor Manden ikke den Dag i Dag er, som den egentlig skulde være, og naar jeg gjør det, saa er det i god Overensstemmelse med den hellige Skrift. Der fortælles i første Mosebog i Historien om Skabelsen, at da Gud skred til at skabe Kvinden efter Manden, sagde han: Lad os give ham en Medhjælp til at være hos ham! Ja, der tales her ikke om nogen Underordning, ikke om en Herre og en Tjenerinde, der tales blot om en Medhjælp til at være hos ham, en blivende Medhjælp, en, der helt kan dele Livet med ham og hjælpe ham i alt. Og dertil synes mig maa den ligestillede være den bedste, ligesom ogsaa det aabenbart laa i Adams Ord, da han første Gang saa Kvinden, at her fandt han sin Lige, sin Mage. Der findes i alt Fald ikke her et eneste Ord om Kvindens Underordning under Manden, og ganske vist kommer det snart; men det er først efter Syndefaldet, der hvor Gud taler til Menneskene om den Nød, som nu kommer over deres Liv, hvor han forkynder, hvad der vil blive Syndens Følger og saa siger til Kvinden: Din Hu skal staa til din Mand, men han skal herske over dig.

Først saa begynder efter første Mosebog Kvindens Underordning, før Faldet er der ikke Tale om Mandens Herskerstilling lige overfor hende, men kun lige overfor Dyrene. Og vil man saa mene, at selv om det ikke var det oprindelige Forhold mellem de to Kjøn, saa maa vi dog finde os i, at det bliver saadan for Fremtiden, naar Gud udtrykkelig har sagt, at fra nu af skal det være saaledes, saa maa jeg minde om, at med det samme Gud Herren taler saadan om Kvindens Underordning og om alle de andre Følger, Syndefaldet bragte med sig, taler han ogsaa om Frelseren, som skulde raade Bod derpaa og bringe alt det i Lave, som Synden havde forrykket. Og saa véd alle Kristne, at det at tro paa denne Frelser er uadskilleligt fra at stille sig ved hans Side i Kampen mod alle Syndens Følger for ved hans Kraft at faa Menneskelivet rejst fra Fornedrelsen. Kvindens Underordning blev ganske vist strax efter Faldet forudsagt af Gud, ligesom han senere gjennem Noah forudsagde Negrenes Trældom; men er det ugudeligt og umenneskeligt paa den sidste Forudsigelse at bygge den Paastand, at Negrene altid skal og maa blive de hvides Trælle her paa Jorden, saa er det det vel ogsaa, naar vi Mænd paa den første vilde bygge vor blivende Ret til at holde Kvinderne nede. Kvindens Fornedrelse viste sig snart efter Faldet; den traadte aabenbart frem i Flerkoneriet, der gaar gjennem hele Oldtiden, og er netop Udtrykket for, at den oprindelige Ligestilling mellem Kjønnene er forsvunden, saa nu skal der flere Kvinder til at opveje én Mand. Ja selv hos Israels Folk taaltes der Medhustruer; efter Moselov var det endnu Ret. Og naar man saa vil sige, at var det Ret den Gang, maa det være Ret endnu, saa nægter jeg heller ikke, at det, der virkelig én Gang i dybeste Forstand har været Ret, det bliver ved at være det, men deraf følger dog ikke, at det, der til en vis Tid gjaldt for Ret, ogsaa bliver ved at gjælde derfor. Et Folks Lovgivning maa nødvendig rette sig efter Folkets Retsbevidsthed, hvad det er kommet til at kjende som Retfærdighed, og først naar det faar Øjet bedre op, kan dets Love komme Retfærdigheden nærmere.

Men saa kom Vorherre til Verden, født af en Kvinde, og naar man nu vil gjennemgaa, hvad han har talt her nede paa Jorden, som det er optegnet af de fire Evangelister, skal man ikke finde et eneste Ord, hvor han i nogen Maade stiller Kvinden under Manden Vi se overalt, at for ham var de lige, han modtog dem lige godt, gav dem Hjælp og Trøst uden Forskjel, fulgtes af Mænd og Kvinder lige til sit Kors, og da han opstod fra de døde, var en Kvinde den første, han aabenbarede sig for. Ja Vorherres første Disciple, som, da han forlod Jorden, sad inde med Arven efter ham, det var ikke som Sokrates Disciple, en Flok unge Mænd, det var Mænd og Kvinder mellem hverandre, og naar hans Apostle var lutter Mænd, saa behøver der slet ikke at ligge andet deri, end at disse var de bedst skikkede, den Gang i alt Fald, til at bære Evangeliet ud i den store Verden. Jeg tvivler nemlig ikke paa, at der er en Naturforskjel mellem de to Kjøn, som altid vil bevirke, at Arbejdet ude i den store Verden fortrinsvis vil blive besørget af Mænd, ogsaa af den Grund, at Flertallet af Kvinderne er uundværlige i Hjemmet. Men alligevel hører det til Kristendommens store Opgaver her i Verden, ligefra den begyndte hernede, at ophæve al den gamle Uret i Samfundslivet og saaledes ogsaa at stille de to Kjøn lige igjen. Det er jo et stort Stykke af dens sociale Program, Paulus fremførte, da han skrev i Galaterbrevet: Her er ikke Jøde eller Græker, her er ikke Træl eller fri, her er ikke Mand eller Kvinde, men de er alle ét i Kristus Jesus; især naar vi sammenligne det med, hvad der staar i Kolossenserbrevet, hvor Apostlen taler om det ny Menneskeliv, som Vorherre vil fremkalde, som han vil oprejse efter Syndefaldet, og hvor det saa hedder, at der er ikke Forskjel paa Jøde og Græker, Skythe og Barbar, Træl eller fri, men Kristus er alt i alle. Der er Mand og Kvinde ikke taget med, skjønt de aabenbart hører hjemme her, ligesom paa det andet Sted, thi Meningen er jo tydelig nok den, at det er de uretfærdige Forskjelle mellem Folkene ("Jøde og Græker"), mellem Stænderne ("Træl og fri"), og mellem Kjønnene ("Mand og Kvinde"), som Kristendommen vil hæve, fordi de er Syndens Følger. Kristendommen har paa alle disse Punkter i Tidernes Løb udrettet store Ting, men der er endnu meget tilbage. De forskjellige Folkefærd ser nu, hvor Kristendommen er naaet hen, ganske anderledes paa hverandre, end de gjorde i Oldtiden, da de betragtede hverandre som Barbarer og ikke agtede hverandres Ejendommelighed. Kristendommen har udviklet en almen Menneskefølelse, der drager Folkene sammen og har begyndt at hjælpe dem til indbyrdes Forstaaelse; men endnu kriges de dog, og det ene Folk arbejder paa at fortrænge det andets Sprog og udslette dets Nationalitet. Inden for de enkelte Samfund har Kristendommen faaet Bugt med det egentlige Slaveri, efter at Negerslaveriet er afskaffet er der ingen Trælle længer i den saakaldte kristne Verden; men endnu er Uligheden mellem Samfundsklasserne stor, der er hele Afdelinger af Folkene, som staa i Skygge og bære de tungeste Byrder, og andre, som i Sammenligning med dem slippe altfor let, og Kristenheden maa endnu betragte det som en af sine største historiske Opgaver at være med til saa vidt muligt at udjævne denne Forskjel. Ja den maa ikke paa nogen Maade staa tilbage i Kampen mod, hvad der er Syndens Følger, og derfor maa den i mine Tanker ogsaa være med i Kvindesagen. Thi ogsaa med Hensyn til Forholdet mellem de to Kjøn har Kristendommen sin Mission, som det ligger i det Ord af Paulus, jeg nævnede, og hvor meget den allerede har udrettet, ses bedst, naar vi sammenligne Kvindens Stilling hos os med den, som Oldtiden indrømmede hende. Hvad der er vundet, træder klart frem deri, at Flerkoneriet er fordømt. Men det er det dog kun halvt, saa længe en Stat, som kalder sig kristelig, taaler, hvad man kalder den offentlige Prostitution, som er maskeret Flerkoneri, saa længe den ligefrem letter Manden Adgang til Usædelighed og tillader Kvindens Nedværdigelse dertil. Mand og Kvinde staa ikke lige, saa længe den gifte Kvinde er borgerlig umyndig, saa længe hun kun har raadgivende Stemme med Hensyn til sine egne Børn, saa længe hun ikke, naar Døden opløser Ægteskabet, har samme Ret som Manden til at sidde i uskiftet Bo. Mand og Kvinde staa ikke lige, naar de sammen har begaaet en Forsyndelse, hvorfor han som oftest bærer Hovedskylden, men den fælles Skam og Skade er saa ulige fordelt, saa hun maa bære den hele Skam, og den langt overvejende Del af Skaden: Mand og Kvinde staa ikke lige, saa længe hun ikke har lige Adgang til alt hvad hun kan bruges til og faar lige saa stor Løn for det Arbejde, som hun gjør lige saa godt som han; hun har ikke lige Ret med ham, naar hendes Stemme ikke faar Lov til at høres og gjælde i alle Samfundets Anliggender lige saa fuldt som hans. Gud har ganske vist givet dem forskjellige Evner, og jeg vil jo ikke have, at de skal bruges til hvad de ikke kan bruges til, men det er kun Synden, der har fordelt Retten ulige mellem dem, og det er Vorherres Regel, at vi skal give hver sit, alt som vi voxe op til at se, hvad Retfærdigheden kræver.

"Her er ikke Mand eller Kvinde" siger Paulus fra Stadet i Vorherres Menighed, og det samme gjør jeg, saa jeg kan godt i denne Sag beraabe mig paa ham og paa den hellige Skrift i det hele, skjønt jeg slet ikke bruger den som Lovbog, og mit Syn paa Kvindens rette Stilling ikke er bygget paa den. Men det er hos mig i bedste Overensstemmelse med min Tro paa Vorherre som Menneskelivets Frelser fra alt det onde, der er kommet ind i det, og naar man saa vil paastaa, at det forslaar ikke til at kalde min Betragtning deraf kristelig, fordi der ogsaa findes Skriftsteder, som ikke indrømme Kvinden Ligeret med Manden, saa svarer jeg, at man gjør Uret mod den hellige Skrifts Forfattere ved at kræve af dem, at de i hvert enkelt af deres Udtalelser, ogsaa om sociale Spørgsmaal, skulde være helt frigjorte fra deres egen Tids Begrænsning. I alt Fald kan de enkelte Steder i Skriften, som jeg ikke kan bringe til at stemme med min Stilling til Kvindesagen, ikke rokke den det mindste, fordi den hviler paa et Grundsyn, en Betragtning af Menneskelivet og Kristendommen, som er den bedste, jeg kjender, og i mine Tanker stemmer saa godt med den hellige Skrift i det hele, som nogen, der kalder sig kristelig. Naar jeg nu vil nævne nogle af de Skriftsteder, hvorpaa man støtter Kvindens Underordning, vil jeg efter hvad jeg allerede har sagt om Moseloven, ikke gaa til det gamle Testamente, men blot holde mig til den Apostel, som jeg nylig har beraabt mig paa for Kvindens Ligestilling, thi det er især ham, som ogsaa tages til Indtægt for det modsatte. Jeg skal nævne et Par Steder hos Paulus med den Bemærkning, at der er kun ét af dem, som synes mig at have synderlig Vægt. Det er bekjendt, at Paulus har skrevet, at Kvinden maa ikke tale i Forsamlingen. Naar man deraf har villet slutte, at det er hans Mening, at Kvinden ikke maa deltage i det offentlige Liv, véd vi, at ogsaa de Kristne har fundet sig i, at denne Regel bliver brudt, saa sandt de har taalt regerende Dronninger, og det almindelig antages, at den eneste, vi har haft af den Slags, fyldte sin Plads lige saa godt, som mange Konger. Nej enten man vil anvende det paa hele det offentlige Liv, eller kun derpaa, at Kvinden ikke maa fremtræde i Menighedens Forsamling, ikke maa prædike der, saa kan vi vel nok blive enige om, at hvor et godt Ord skal siges, hvor der trænges til det, er det bedre, at en Kvinde siger det, end at det slet ikke bliver sagt, og at naar det bliver godt sagt af hende, er det bedre, end om det bliver daarlig sagt af en Mand. Vi finder endvidere hos Paulus det bekjendte Ord, at Manden er Kvindens Hoved, ligesom Kristus er Menighedens Hoved. Det hører til dem, som jeg ikke kan klare, jeg har hidtil ikke hørt nogen Forklaring deraf, som jeg forstod. Men naar Paulus saa i I. Kor. II. benytter det til at minde om, at det ikke gaar an, at Kvinden beder eller profeterer, som han kalder det, med ubedækket Hoved, at hun klipper sit Haar eller gaar uden Slør, saa siger jeg, at alle slige Regler hører som Smagssager saa aabenbart en bestemt Tid til, at vi ikke nu kunde falde paa at gjøre en guddommelig Lov deraf. Nej, Paulus skriver ogsaa selv med det samme: dersom nogen har Lyst til at trættes derom, saa har vi ikke saadan Skik og Guds Menigheder heller ikke. Det er altsaa blot Skik og Brug, der her tales om. Men der er et andet Sted hos Paulus, som aabenbart har mere Vægt, og det er det, som man bestandig beraaber sig paa i vore Dage for at modsætte sig Kvindens Ligestilling med Manden i Ægteskabet, det bekjendte Sted i Epheserbrevet, hvor Apostlen sammenligner Mandens og Hustruens Stilling til hinanden med Vorherres og Menighedens indbyrdes Forhold og siger: "I Mænd, elsker eders Hustruer, ligesom Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den", og dernæst: "I Kvinder, værer eders egne Mænd underdanige som Herren; ligesom Menigheden er Kristus underdanig, saaledes skal og Kvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting". Paulus kalder ved samme Lejlighed denne Sammenligning mellem et jordisk Ægteskab og Vorherres og hans Menigheds indbyrdes Forhold for en stor Hemmelighed, og saa har vi vel ogsaa Lov til at sige, at vi ikke kan forklare den. Men vi kan godt føle, at en Kvinde kan ikke se saadan op til eller bøje sig saa dybt for sin syndige Mand, som vi Kristne bøjer os for Vorherre, og, at hvis dette Ord derfor er et Udtryk for det rette Forhold i Ægteskabet, saa maa vi tænke os Menigheden ganske anderledes ligestillet med Vorherre, end den er nu, tænke os den, som den en Gang skal blive, naar al dens Synd er udryddet og den har lært at elske Herren, som han elsker den. Ja naar Bruden en Gang svarer til Brudgommen, saa staar Kongesønnens Bryllup, som Vorherre selv har omtalt, men endnu ligger Brudelignelsen os for højt, og man misbruger den ved at trække den ned til denne Jord og paalægge et syndigt Menneskes Hustru den Underdanighed overfor sin Mand, som vi nu viser Vorherre. Det er en hel anden Underdanighed, han vil faa af os, naar vi en Gang bliver ham nær, end den, man sædvanlig vil udlede af dette paulinske Ord. Naar jeg, som ogsaa gjerne vilde tilegne mig dette Ord, fordi det er et Ord af Paulus, spørger mig selv, hvad det vel er for en Underdanighed, som en fribaaren, højsindet Mand, der elsker sin Hustru, kan sætte Pris paa hos hende, saa er det ikke en befalet, tvungen Lydighed, nej kun en frivillig Hengivelse i Kjærlighed. Saadan er det jo med Kjærligheden, at den har en særegen Magt til at gjøre det ene Menneske til det andets Tjener, saa man ofrer sig for den, man elsker, og derfor var det, at Paulus i det samme Brev, lige forud, skriver til de Kristne, baade Mænd og Kvinder: "værer hverandre underdanige i Kristi Frygt!" Ikke den befalede og tvungne, men den frivillige Hengivelse hører hjemme i ethvert Kjærlighedsforhold, og naar da Apostlen paa dette Sted netop henvender Ordet herom til Kvinden, saa kan det ligge deri, at hun, ligesom af Naturen, har den bedste Forstaaelse deraf og staar det nærmest, at hun netop er Manden overlegen i det Stykke. Ja den samme Apostel, som har skrevet om Vorherre selv, at han fornedrede sig af Kjærlighed til os, at han tog en Tjeners Skikkelse paa sig for vor Skyld, han nedsætter ikke Kvinden ved at vente noget lignende af hende ligeoverfor den Mand, hun elsker. Nej han ophøjer hende ved at vente det af hende, thi det, der giver hendes Underdanighed Værd, ligger i Frivilligheden, at det sker af Kjærlighed, og hvis man vil gjøre dette Ord, som taler saa højt om Ægteskabet, saa det sammenligner det med det højeste af alle Forhold, vi kan tænke os, til et Lovbud om, at Kvinden skal være Nr. 2 i Ægteskabet, er sat til at være sin Mands Undersaat - thi det ligger i Ordet underdanig - sin Mands tvungne Undersaat, at hun er født og baaren dertil ved Ægteskabet, saa nedsætter man det Ord, gjør det til et fladere og ubetydeligere Ord, end man har Ret til at gjøre, saa nedsætter man Ægteskabet - det véd vi godt, som kjender et bedre Ægteskab end det, der bestaar i, at Kvinden er sin Mand lydig, at hun er hans Tjenerinde - og saa nedsætter man Apostlen Paulus, idet man forudsætter, at han har saa lave Tanker om Kjærligheden og saa lidt Forstand paa, hvad der egentlig er Kjærlighedens Væsen og Ægteskabets Herlighed. Nej, der har været Tusinder af Ægteskaber, hvori Kvinderne har været lydige Tjenerinder, hvor de saa op til deres Mænd som Halvguder, beundrede dem og aldrig havde en anden Mening end den, de fik fra Manden, og Mændene syntes maaske, de vare deres gode Medhjælp, men det var kun i det smaa, aldrig i det største, det, som giver Menneskelivet sin Betydning, og dertil skulde de dog først og fremmest bruges. Derfor har jeg ingen Tvivl om, at der bliver drevet Misbrug med dette Ord, naar man hos os skal nævne det ved Brudevielse som Udtryk for, at et fribaarent Menneske fra nu af skal være sin nærmestes Undersaat, saa at hun ikke en Gang ligelig maa dele hans Raadighed over de Børn, hun føder ham. Saa vist som det gjælder i alle Kjærlighedsforhold, at der hører den tvungne Lydighed slet ikke hjemme, det er kun den frivillige Underdanighed, som der har Værdi, saavist tror jeg ogsaa, at det i Grunden maa være den, Paulus her tænker paa. Men saa er det jo omtrent det samme, han siger til Mand og Hustru, naar han skriver: "I Mænd, elsker eders Hustruer, som Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den", og: "I Kvinder, værer Eders egne Mænd underdanige, ligesom Menigheden er Herren underdanig"; thi det er Kjærlighed, det gjælder om i Ægteskabet, og den viser sig altid i at give sig hen og tjene hinanden. Og naar Apostlen særlig har fremhævet det tjenende i Tiltalen til Kvinderne, ligger det, som jeg allerede har antydet, maaske deri, at der venter han den bedste Forstaaelse deraf, at Kvinderne i det hele er mere skikkede til at lære Mændene, hvad Kjærlighed er, end omvendt. I alt Fald ligger der i denne Opfordring til frivillig at blive Tjener for den, man elsker, ingen Nedsættelse, nej snarere det modsatte, saa vist som den, der frit fornedrer sig, godt kan staa højt over den, som han fornedrer sig for. Og saa mener jeg da, at selv det Skriftsted, som man lige til vore Dage bestandig kaster Kvinden i Ansigtet, hvoraf man vil faa ud, at hun er Nr. 2 og maa finde sig i at være borgerlig umyndig, naar hun bliver gift - at selv dette Skriftsted, jo dybere det forstaas, desto klarere vidner om Kvindens Ligestilling. Ja det er den, jeg paastaar det er Ret at kræve fra et kristeligt Stade, i Troen paa, at Vorherre er kommen for at hæve al den Forrykkelse af de naturlige Forhold, som er kommen ind med Synden, og at Forholdet imellem Mand og Kvinde langt fra endnu er blevet, som det skulde være.

Se det er egentlig, hvad jeg vilde sige om den kristelige Betragtning af denne Sag, eller om hvorledes jeg ser derpaa i god Overensstemmelse med min kristne Tro og i den Overbevisning, at dette Syn derpaa er det rette. Derfor siger jeg med Paulus: Her, paa Kristentroens Grund, skal der ikke være Forskjel paa Mand og Kvinde, hverken indenfor Familiens Vægge eller udenfor dem i det større Samfund; begge Steder skal de have lige Ret ved Siden af hinanden efter deres forskjellige Natur, og skjønt jeg, fordi der er en naturlig Forskjel paa dem, fordi det lille Samfund i Husene ikke kan undvære Kvinderne som Hustruer og Mødre, ganske vist tror, at det altid vil blive den mindste Del af dem, som træder frem i det offentlige Liv, holder jeg dog paa, at de skal have Lov dertil, at deres Stemme ogsaa der skal have Ret til at lyde; og naar de faa lige Ret ved Siden af Mændene til alt, hvad de kan bruges til, til at fylde alle de Pladser, de kan fylde, tror jeg ikke blot, at det vil være til Gavn for dem, som hidtil har været de forurettede, men ogsaa for dem, der har nægtet dem deres Ret.

(Efter stenografisk Referat ved Svend Høgsbro.)