Fra Tilhørerkredsen.
Til "Dansk Kvindesamfunds" Forhandlingsmøde d. 20de Januar, som indlededes med ovenstaaende Foredrag af Pastor Hostrup, havde Styrelsen indbudt alle Københavns Præster, de theologiske og philosophiske Professorer o. fl.; af alle disse gjorde dog kun Hr. Prof. theol. Dr. Henrik Scharling Samfundet den Ære at deltage i Forhandlingerne. Idet vi iøvrigt henvise til Bladenes Gjengivelse af de faldne Udtalelser, skal vi blot her minde om, at Hr. Prof. Scharling lagde Vægt paa, at man ikke saa let kunde gaa hen over Pauli Udtalelser angaaende Hustruens "Underdanighed", da disse stemmede overens ikke blot med hinanden indbyrdes men ogsaa med Peters Ord i hans 1ste Brev, 3. Kap. I. V. I Anledning af disse Professorens Ord og Frk. Falbe-Hansens derpaa følgende Spørgsmaal: om Kirken, hvis denne Tolkning af Apostlenes Ord var rigtig, da maatte forlange af Statsmagten, at den ved Hjælp af Lovene fremtvang denne Underdanighed, hvilket Professoren erklærede for vanskeligt at svare paa - have vi modtaget følgende to Smaastykker, det første fra en kvindelig det andet fra en mandlig Tilhører.
I.
I Pet. 3. 1. Desligeste skal kvinderne være deres mænd underdanige.
Mon det ikke er falsk af disse ord at udlede nogen forskrift om kvindernes stilling i ægteskabet? Derpå har Peter vistnok slet ikke tænkt. Ordene indeholde efter min opfattelse en formaning til de gifte koner blandt apostlenes tilhørere. Når sådanne sluttede sig til det ny samfund uden at deres mænd vare med, opstod der fare for, at ægteskaberne kunde blive forstyrrede. Det er denne fare, jeg tror Peter advarer imod. Det kan ikke gå an, siger han, at konerne således hengive sig i de nyvakte stemninger og slutte sig til de ny lærere, som om de vare fri og ganske uafhængige. Ved ægteskabet ere de knyttede til deres mand og have påtaget sig de deraf flydende forpligtelser og bånd. Det kan være rimeligt, at en kvinde føler trang til at støtte sig ved og slutte sig til en mand, men hun skal slutte sig til sin egen mand, ikke med forbigåelse af ham til fremmede, der foreløbig have vakt hendes interesse. Ægteskabet var hos jøderne unægtelig et autoritetsforhold, i hvilket manden var den repræsenterende og konen også for så vidt ham underordnet; men ordet "underdanig" i den danske oversættelse er stærkere end det græske, der betegner undergiven, hengiven under, udtryk, der hos os også kunde bruges om dronningen i forhold til kongen, hvormed man næppe vilde sige, at dronningen skal være kongen underdanig. Det græske ord antyder underordning, hvor der ellers væsentlig er ligestilling. At det ord, der i den danske oversættelse gjengives ved underdanig, ikke har denne betydning i Peters tankegang, fremgår utvivlsomt af brevets 5te kap. 5te vers, hvor han siger: værer alle hverandre underdanige. Her er det da tydeligt nok, at det, han opfordrer til, er ikke underdanighed, men den stemning, der indeholder som sine momenter: ydmyghed, anerkjendelse og hengivenhed. Om det ægteskabelige forhold overhovedet har Peter vistnok ikke villet sige noget på dette sted. Han fremhæver udtrykkelig, at det er deres egne mænd, kvinderne skulle holde sig til, og henviser hermed til de ægteskabelige forpligtelser, som de nu vare i det land og på den tid. Men er ikke hensigten med denne opfordring angiven aldeles klart og tydeligt? De skulle forblive i det sande ægteskabelige forhold for således at kunne ikke alene selv hengive sig trygt til det ny, men tillige vinde manden for det. Mændene, som måske ikke have kunnet vindes ved ord, skulle vindes ved konernes omgængelse uden ord. Det er den sande og dybe opfattelse af kvindens magt og særegne stilling i det ægteskabelige forhold, en magt, hvorved manden væsentlig bliver hende underdanig. Hvori den består, kan ikke betegnes bedre end ved Peters uforlignelige ord: "hjærtets skjulte menneske i en sagtmodig og stille ånds uforkrænkelige væsen, som er meget kosteligt for gud". Således viser Peter her hen til det ægteskabelige forhold, ikke for at give forskrift om det, men for at vise, hvorledes det skal benyttes til at vinde sjæle for Guds rige.
M.
II.
Det Paalæg, som Apostlene give de troende Kvinder, bleve givne paa en Tid, da den kristne Menighed kun var en meget lille Brøk af Befolkningen i det store romerske Rige, og da intet dødeligt Menneske kunde forudse, at Kristendommen i Løbet af et Par hundrede Aar skulde brede sig over hele Riget og endelig blive ophøiet til Statsreligion. Det er altsaa givet uden Hensyn til de tilstedeværende Forhold i Stat og Samfund, og det kan derfor ikke med Rette paakaldes som Grundlag for verdslig Lovgivning af en Stat, der ellers ikke er saa overmaade ivrig for at hævde hverken de gamle 10 Bud (Frøken Falbe-Hansen henviste under Forhandlingerne til det 6te, jeg vil minde om Statens Stilling til det 3dje) eller Kristuss egne Bud, Forbud mod Skilsmisse, Forbud mod Ed. - Da Paalæget kun er givet de troende Kvinder, maa i hvert Fald alle de Hustruer, der ikke henregne sig dertil, være sig Jøder eller Grækere (d. v. s. Fritænkere), være fritagne derfor, og paa den anden Side maa Budet være gyldigt for hver troende Kvinde uden Hensyn til, hvad den verdslige Lovgivning maatte fastsætte. Tænkte man sig nu, at Staten gav Hustruen Særeje eller Samraadighed over Formuen eller - til Afvexling - Eneraadighed over Formuen, maatte Budet alligevel være gyldigt for de troende Kvinder, og derfor ligger det nær at antage, at det græske Ord, som i vor Bibeloversættelse oversættes med det heltydske "underdanig", langt snarere skal fortaas, som Pastor Hostrup mener, end som sigtende til en ydre retlig Stilling. Da Professor Scharling var enig i, at dette Hustruens formentlig rette Forhold til Ægtemanden ikke kunde fremtvinges ved Lov, har "Dansk Kvindesamfund" al Grund til at være tilfreds med Forhandlingen.