« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 28. februar 1929

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i D.K.s Fællesstyrelse.
Der afholdtes Møde i F.U. Torsdag d. 28. Februar Kl. 4 Eftm. paa D.K.s Kontor, Absalonsgade 3.
Til Stede var: Elisa Petersen,- Marie Illum ,- Eli Møller,- Dagmar Nielsen ,- Hedevig Matthiesen,- Andrea Brochmann. Desuden Suppleanterne K. Gloerfeldt Tarp,- C. Perssen og I. Schleiss.

Dagsorden
1) Meddelelser
2) Fællesmødet 1929
3) Fællesstyrelsens Møde
4) Valg af Korrespondent til Jus Suffragii
5) Kongressen 1929
6) Eventuelt.

Rettelse til Protokol Side 3 ad 5: Udv. ang. Biografvæsenet "Danske Kvinders Filmsudvalg" bestaaende af Repræsentanter for 17 under Nationalraadet staaende Kvindeforeninger deriblandt D.K. - Formanden - Fru M. Illum - havde sammen med Sekretæren – Fru Raaschou - været hos det Folketingsudvalg, der arbejder med denne Sag.- Man havde takket de forskellige Ordførere for deres Udtalelser i Folketinget ang. Kvinder i Censuren og foreslaaet, at det udtrykkelig udtales i Loven, at Kvinder skal optages i Censuren.
M. Illum.

ad l: a) Elisa Petersen: Der er stiftet en ny Kreds i Hemmeshøj ved Slagelse af Fru Dagmar Nielsen - desværre maa jeg samtidig meddele, at Nykøbing Sj.- Kredsen paa en Generalforsamling har opløst sig.- De vil alle huske, at Kredsen ogsaa sidste Aar vilde gaa ind af Mangel paa Formandsemne.- Fru Thora Hansen, den tidligere Formand – paatog sig imidlertid Arbejdet for et Aar - nu skal hun rejse fra Byen og vi staar der igen. - Fru Dagmar Nielsen har nu gjort Kredsen
opmærksom paa, at der ifølge Lovene skal afholdes 2 Generalforsamlinger og har samtidig talt med Fru Hostrup, der er Medlem af Kredsen, men bor i Rørvig, om Muligheden for at hun tog Formandsposten. Fru D.Nielsen vil nu tage derop til den sidste Generalforsamling.
b) Saa har jeg dernæst en beklagelig Meddelelse. Jeg meddelte Dem jo sidst, at Fru Lemche bad sig fritaget for alt Udvalgsarbejde og at Fru Lemche til Sommer vilde nedlægge sin Post som Suppleant. - Efter at Fru Koch Schiøler imidlertid i sidste Nummer af Bladet havde skrevet en Artikel ang. Fru Lemche og "Kvindernes Bygning" har jeg modtaget et Brev, hvori Fru Lemche meddeler, at hun nu officielt i en Artikel i det kommende Nummer af "Kvinden og Samf." vil nedlægge sit Mandat - "det Blad - skriver Fru Lemche - der har handlet saa ilde med mit Navn." Jeg kan ikke sige, hvor jeg er ked af alt dette - og hvor lidt jeg forstaar Fru Lemche.
Fru Lemche har udtalt sig skarpt i et Blad, brugt Udtrykket "halvbefaren Lods" om Kvinder i Forhold til "Kv. Bygning"- jeg antager Artiklen er kendt - er der da saa, noget at sige til, at vor Redaktør imødegaar en saadan offentlig Udtalelse - ja - kunde "Kvinden og Samfundet"s Redaktør
undlade at imødegaa slig Artikel? Forøvrigt staar var Redaktør ifølge vore Love frit. - For mig er det en Sag, en forskellig Opfattelse her er Tale om - det er og har ikke været Fru Lemches Person, vi ønskede fjernet. Hvorfor skal man da være Uvenner, fordi man har forskellig Opfattelse af en Sag - men foreløbig tror jeg jo ikke, der er noget at gøre.
c) Fra Fru Ingerslev, Saxkøbing har jeg faaet Meddelelse om, at den "Kvinden og Samfundet" tilfaldende Arv efter Frk. Laura Møller nu er til Udbetaling - den kommer een af Dagene.
d) Fra 8 navngivne Damer har jeg faaet en Henvendelse, hvori de anmoder F.U. om endnu en Gang at tage Spørgsmaalet ang. Frk. Rosa Nielsens Afskedigelse op til Drøftelse. Denne Sag er jo afgjort allerede 19/12-28 saa jeg ser ikke, der er andet at gøre end at tage Henvendelsen til Efterretning.- Skrivelsen oplæses.
F.U. beklager meget, at Fru Lemche vil gaa - Dagmar Nielsen og Hedevig Matthiesen vil forsøge en personlig Samtale med Fru Lemche.
Dagmar Nielsen mener ikke, at Sagen ang. Rosa Nielsen kan lægges hen - saa maa den tages op af Fællesstyrelsen.
H. Matthiasen tiltræder, at F.U. lægger Sagen hen, da vi ikke godt her, hvor vi har vedtaget Afskedigelsen, kan begynde denne Sag forfra.- F.U. vedtager dette.

ad 2: E. Petersen: Ved forrige Møde vedtog vi, før videre foretoges, at spørge Kolding-Kredsen, om den vilde indbyde. Det ønsker den imidlertid ikke, bl.a. af den Grund at den til næste Aar har Jubilæum. Der er da ikke andet for end at tage Planen om Fanø op igen. Formanden har talt med Direktøren for Kurhotellet. Betalingen er her 24 Kr. pr. Deltager. Vi har ogsaa bedt ham forhandle med Missionskurstedet, om Resten af Deltagerne kunde bo der - Prisen er antagelig 22 Kr.; det er jo lidt dyrere end "Nyborg Strand" men forhaabentlig saa ogsaa bedre. I Prisen er indbefattet Befordring til Stranden fra Nordby og retur.
Formanden beder om Bemyndigelse til at maatte slutte med Direktøren og foreslaar saa, at vi sætter 3 Priser: Enkeltværelse paa Kurhotellet,- Dobbeltværelse do. - Dobbeltværelse paa Missionshotellet.
Samtidig er der korresponderet med Esbjerg-Kredsen om Muligheden af Afholdelsen af offentligt Møde der. Kan det ikke lade sig arrangere, maa vi se at faa Esbjerg-Kredsen over til Fanø.
Derefter drøftes Tiden for Fællesmødet - om det skal være Dagene omkring Grundlovsdag - 4. 5. og 6. Juni eller 8.-9. -10. Juni og endelig omkring Valdemarsdagen -14.-15. og 16. Juni - men da Kongressen i Berlin, hvori antagelig flere af Fællesstyrelsens Medlemmer vil deltage, begynder 17. Juni, passer disse sidstnævnte Dage mindre godt. - F.U. vedtager at lægge Fællesmødet d. 8.-9. og 10. Juni.

ad 3: Ang. Datoen for Fællesstyrelsesmødet meddeler E. Petersen, at der er Tilslutning til, at det afholdes d. 21. April- Udvalgsmøder d. 20. - Dette vedtages.

ad 4: E. Petersen: Vor Korrespondent til "Jus Suffragii"- Frk. Louise Neergaard er rejst til Paris, og jeg foreslaar Fru Hjelmer i hendes Sted, om hun vil. - Vedtages.

ad 5: E. Petersen meddeler med Hensyn til Kongressen, at der i vort Blad efterhaanden vil fremkomme Dagsorden og hvad der har Interesse. Den finder Sted fra 17.- 22 Juni. Sammen med Kongressen afholdes et Ungdomsmøde - en speciel Komite ordner Turen for de Unge - et foreløbigt Program foreligger. Sluttelig samles alle Kongressens Deltagere til en Midsommerfest.
I vort Blad vil der ogsaa fremkomme en Henvendelse om at yde Bidrag til Kongressen, og vi beder om, at den maa blive modtaget med Velvilje. Sidste Gang indsamlede vi 300 Kr. - mindre kan vi
ikke godt sende.

ad 6: a) E. Petersen: Fra en Hr. Stockholm har vi faaet en Henvendelse om sammen med andre Kvindeforeninger at rejse en Margrethe - Statue - vi sympatiserer med Tanken, men har ikke gode Erfaringer, vil vi svare.
b) F.U. vedtager enstemmigt at vi foreslaar, at Fru Kirsten Gloerfeldt Tarp vælges som Udsending til den internationale Arbejdskonference i Geneve for Fredsligaen og D.K.
c) E. Petersen: Fra Husmoderforeningen har vi faaet Henvendelse om en Udsending ang. Gennemgang af Lovforslaget om Revision af Levnedsmidler. - F.U. vedtager at bede Dagmar Nielsen derom.
Mødet sluttede Kl. 6.
Ida Schleiss
Protokolfører.