« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 21. maj 1930

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i D.K.s Fællesstyrelse.
F.U. holdt Møde Onsdag d. 21. Maj 1930 Kl. l8 ¼ paa Kontoret, Absalonsgade 3.III.

Til Stede var: Formanden, Elisa Petersen, - Andrea Brochmann,- Emilie Buchwald,- Dida Dederding,- Hedevig Matthiesen,-Eli Møller,- Dagmar Nielsen,- Camilla Perssen,- Redaktøren Anna Koch Schiøler.
(Fraværende: Kirsten Gloerfelt-Tarp,- Marie Hjelmer,- Edel Hougaard)

Dagsorden.
1) Meddelelser.
2) Fællesmødets Dagsorden fastlægges.
3) Fællesstyrelsesmødets Dagsorden.
4) Henvendelse til Justitsministeren.
5) Eventuelt.

ad 1. Formanden meddelte, at da Danske Kvinders Nationalraad ikke havde villet gaa ind paa den ændrede Form for Henvendelsen til Undervisningsministeren ang. Undervisning i seksuel Hygiejne paa Seminarierne, havde D.K. indsendt et Andragende for sig selv.
Til Ministeriet for offentlige Arbejder var sendt Andragende om Nedsættelse i Billetpriserne for Deltagere i Fællesmødet i Kolding, og der var bevilget den sædvanlige Nedsættelse.
Fru Astrid Stampe Feddersens Døtre havde sendt en Tak til D.K.
Bestyrelsen for de samvirkende Landboforeninger havde valgt Marie Illum til at medvirke ved Arrangeringen af en Husholdningsudstilling, der skal afholdes i Forbindelse med Jubilæumsdyrskuet; men da hun ikke kunde, var Formanden valgt til hendes Stedfortræder og
havde i den Anledning været til et Møde ang. Ordning af Arrangementet.
Fru Esther Carstensen, Viborg, henledte i et Brev Opmærksomheden paa Oprettelsen af et Husbygningsinstitut, idet hun foreslog, at Dansk Kvindesamfund skulde bestræbe sig for at faa en Kvinde med i dette Arbejde. - Det vedtoges at undersøge Sagen nærmere.
Sønderborg Kredsen forespurgte, om det ikke var muligt, at der kunde blive sendt nogle Frieksemplarer af "Kv.& S." til Sønderborg Bibliotek m.fl., i hvert Fald Aaret ud. - Dette blev bevilget.
Ribe Kvindeseminariums Forstanderinde, Frk. Mohr, havde meddelt, at hun i Løbet af et Par Maaneder vilde søge sin Afsked, og hun vilde meget gerne have, at det blev en Kvinde, der blev hendes Afløser.-

ad 2. Dagsordenen for Fællesmødet i Kolding d. 22.-24. Juni 1930 lagdes. - Se "Kvinden og Samfundet" Nr. 10. –

ad 3. Fællesstyrelsesmødets Dagsorden tilrettelagdes.

ad 4. Emilie Buchwald fremlagde Forslag til en Henvendelse til Justitsministeren ang. den tvungne Lægeundersøgelse ifølge Lov af 6/3 1906.
Man enedes om at indhente endnu nogle Oplysninger og atter tage Sagen frem ved næste Fællesstyrelsesmøde.

Mødet sluttet Kl. c. 19½.
Protokollen ført af Emilie Buchwald.