Strindberg - Kvindesagen.

Bjørnson var den første af vore Nutidsdigtere, der (gjennem Valborg i "En Fallit") brød med den æstetiske Tids Kvindetype. Saa fik hurtig den ene efter den anden af dem Øjet op for, at der i det Opgjør, som staar paa mellem Kvinderne og Samfundet, ligger en Rigdom af Emner gjemt. Og heldigt var det for Sagen. Efter at f. Ex. Lie har skildret Kaptejnsfruen paa Gilje, vil de, der læse, ikke være uden Forklaring paa det Fænomen, at unge Kvinder, der give rige Løfter for Fremtiden, kunne forvandles til skrappe Husmødre, hvis Sans ikke rækker ud over Saltfjerdingerne og Bryggerset. Og hvor kraftig har ikke Fru Edgren ved sine tre gamle Frøkener, hvis Energi benyttes til at forbitre Livet for dem selv indbyrdes, medens de forgæves vente paa, at "Gusten får Pastoratet", belært os om, at Samfundet økonomiserer slet naar det opmuntrer ubegavede Ynglinge til at studere og derimod spærrer Vejen for kvindelig Virksomhed! Der er ganske vist endnu flere Strenge tilbage at anslaa, og kanske vil de, dersom man kan faa ret fat paa dem, klinge nok saa vemodig og smertelig som de, der hidtil have været berørte.

For Strindberg med hans varme Sympati for alt, hvad der lider og er undertrykt, laa det især nær at komme ind paa dette Spørgsmaal. At han ikke just vilde istemme den almindelige Koncert, kunde man nok tænke sig. Men at han i Stedet for blot at tage sit Stade yderligere end de fleste, der arbejde i Sagen, helt bryder Staven over "den moderne nordiske Kvindeemancipations Flikværk", det kom lidt overraskende. Alligevel, naar man har læst "Giftas" til Ende, har gyst, har ærgret sig, har let og, ærlig talt, grædt over den, saa forstaar jeg ikke, at man som N. N. - i Forbigaaende sagt et lidt ejendommeligt Mærke under en Artikel, hvori der ankes over en anden Forfatters Anonymitet - i "Kvinden og Samfundet" for Februar uden videre kan betragte Strindberg som en Modstander af Kvindesagen. Endnu mindre, at et andet æret Blad, "Tidskrift for Hemmet", i den kun kan se en "Gift", som Landets Kvinder maa advares imod.

At beraabe sig paa enkelte Ytringer af Strindberg selv for at bestemme hans Standpunkt kan nu kun lidt nytte; thi, som G. Brandes har paavist, hos ham er to forskjelligartede Tilskyndelser saa lidet arbejdede sammen, at helt modsatte Anskuelser kunne finde sig selv bekræftede i hans Bog. Spørgsmaalet er da heller ikke, om man fra Kvindefrigjørelsens Stade kan underskrive alt, hvad han siger det forbyder sig selv blandt andet af ovennævnte Grund - men om man kan lære noget af ham.

Siden Kvindesagen her til Lands blev rejst af Clara Raphael og taget op af Pauline Worm, er man gaaet frem i lige Linie i et af dem anviste Spor, om end med større eller mindre Fart. Det var dog tænkeligt, at man gjennem den ikke blot fordomsfri, men man kunde gjærne sige forudsætningsløse Maade, hvorpaa Strindberg behandler Sagen, kunde faa Øje paa visse Farer, der ellers undgaa ens Opmærksomhed.

Jeg skal strax her sige, at jeg ikke agter at udtale mig om Bogens Hovedfortælling, "Dydens Løn", idet jeg haaber, at den trøstesløse Livsanskuelse, som ligger til Grund for den, vil finde en kyndigere og grundigere Gjendrivelse, end jeg kunde give den. Jeg skal derfor holde mig til Forfatterens Forhold til selve Kvindespørgsmaalet.

Der er navnlig to Ting, som gjør ham mistænksom overfor den nuværende Kvindebevægelse. Han frygter for, at den skal trænge det moderlige Element hos Kvinden tilbage, og han ser i den en "Overklassebevægelse", i og for sig nok til at stille ham i Opposition til den.

For Strindberg er Kvinden først og fremmest Moder, og selv i Ægteskabet er det hendes moderlige Instinkter, som gjør hende stærk og Manden lykkelig. I alle Bogens tolv Ægteskabshistorier finder man kun en dybere gaaende Skildring af et virkeligt Forhold mellem Mand og Hustru, og den er meget betegnende for Forfatterens Standpunkt. Det er i "Slitningar". Efter at have prøvet Livet en Tid sammen med en Hustru, der ikke kunde dele hans Interesser, finder Baronen en Aandsfrænde, med hvem han indgaar "et aandeligt Ægteskab". Hun er imidlertid ogsaa "skøn", og han opdager derfor, at han kun bedrager sin Hustru ved at leve længer sammen med hende, lader sig derfor skille fra hende og ægter den anden. Forholdet udvikler sig nu paa en ret interessant og, i Følge Forfatteren, typisk Maade. Hun prøver at optræde literært, men føler snart, at det er ikke ved at kappes med Manden, hun kan hævde sig overfor ham. Hun kan ikke skrive Bøger og løse Problemer saa godt som han. De ophøre med at vexle Tanker; men "den naturkraft, som kvinnan fått, bröt nu fram. Den föll som varmen från en qvälsbrasa öfver barnen, som solsken öfver mannen och som friden ofver hemmet. Han undrade öfver, at han icke saknade denna kamrat, som han förr kunde tala med om allt, han upptäckte, att hans tankar vunnit i styrka sedan han upphört at genast prata fram dem; och han tyckte sig ha vunnit mer i det tysta bifallet, den vänliga nicken, den deltagande handtryckningen. Han kände sig starkare än förr och friare från kontroll på sina meningar; han var ensam nu, men mera ensam förr, ty då rönte han stundom motsägelser, som bara väckte tvifvel."

De blive imidlertid ikke overladte til sig selv. "Societeten" falder over dem, dels fordi de har vovet at indrette deres Liv efter en af samme Samfund sanktioneret Lov, dels ogsaa fordi Baronen, nu selv sat udenfor, ved nærmere Undersøgelse finder, at denne hykkelske societet selv er i højeste Grad brøstholden og siger dette rent ud. Han er nær ved at bukke under for det Skrig, der rejser sig imod ham, men da viser det moderlige hos Hustruen sig ret i sin Styrke, og hos hende finder han Trøst og Husvalelse i sin bitre Strid. - Et andet Exempel paa, hvad der for Strindberg staar som det egentlig kvindelige; det er i Fågel Fenix. Ægteskabet er her en Skuffelse; thi det var ikke det friske, blomstrende Pigebarn, Studenten havde forlovet sig med, som Manden ægtede, men en efter den lange Forlovelse noget visnet Kvinde, som vel bliver en opofrende Hustru og Moder, men aldrig kan gjenvinde sin oprindelige Plads i hans Hjærte. I sin første Datter ser han hendes Afbillede; men hun dør fra ham. Efter Hustruens Død ægter han en attenaarig Pige, som i sit Ydre minder ham om den ungdomselskede. Han opdager dog snart, at han har gjort en Dumhed. "Han blef utpinad. Två gånger hade han trott sig se fågel Fenix flyga upp ur den fjortonårigas aska, först i dottern, sedan i den andra hustrun, men i hans minne lefde nu bara den första, den lilla i prestgården, vid smultrontiden under linden, i skogen, henne som han aldrig fick; men nu, när det led mot hans sols nedgang och dagarne blefvo korta, nu såg han aldrig i sina mörka stunder annat än bilden af "gamla mamma", som var snäll mot honom och hans barn, som aldrig grälade, som var ful, som stod i köket, som lagade gossarnes skinnbyxor och flickornas kjolar; och när hans segerrus var öfver, och hans öga såg klart, så undrade han, om icke "gamla mamma" ändock var den rätta Fågel Fenix, som steg så vacker och så lugn ur den fjortonåriga guldfågelns aska, sedan hon lagt sina ägg och plockat dunet ur bröstet at ungarne och närt dem med sit blod, tilis hon dog!

Han undrade länge öfver det, och när han ändtligen lade sit trötta hufvud ner på kuddarne för att aldrig stiga upp mer, då var han viss på det!"

Forfatteren er ikke ganske fri for Mariadyrkelse. Kvinden som Moder, det er et Ideal, som altid har haft Magt til at inspirere Digterne. Skade, at de aldrig falde i Begejstring over Manden som Fader. Thi han trænger dog ulige mere til Forbilleder i saa Henseende end Kvinden. De aller fleste Kvinder føle overfor Børn paa samme Maade, som hin gamle Jomfru, der fra Dybet af sit Hjærte sukkede: "Havde man blot et lille Barn, saa kunde det være det samme med Skammen!" Men dølges skal det dog ikke, at Kærnen i Spørgsmaalet er Kvindens Trang til at være noget andet end et blot Gjennemgangsled for Slægten. Ægteskabets "evige Mening" er ikke væsentlig Børnene, men Menneskets "evige" Længsel efter at finde sin inderste Stræben bekræftet hos en anden. Et barnløst Ægteskab vil maaske altid have noget ufuldstændigt, men det vil en uharmonisk Forbindelse endnu mere, om Børneflokken bliver aldrig saa stor. Man kan ikke til evige Tider trøste sig med, at "Harald kan skrive Afhandlingen", saaledes som Herredshøvdingen i "Ersättning" gjør, da hans mangelfulde Ægteskab tilintetgjør hans Evne til selv at producere noget. Hvad skulde da Enden blive, og naar skulde Kvinden komme frem med, hvad hun har at yde!

Thi Grunden til, at det er Overklassens eller rettere Mellemklassens Kvinder, som have rejst Bevægelsen i Norden og andet Steds, er virkelig ikke den, at de, som Strindberg mener, længtes efter Titler, Rang og Ære; det er fordi de tidligere og mere end de Kvinder, som ere nødte til at arbejde, af Samfundsforholdene blev satte uden for Livet. "Liv er det ikke," siger en af dem, "saa lidt som Kjærets gyngende Vande ligner Havets Bryden mod vexlende Strande!" "Da ens Aand savner den naturlige, kraftige Føde," hedder det hos Fru Collett, "kaster den sig paa Personalkritiken og frister Livet ved den. Vi opæde saa at sige hinanden, ganske som Mariehønerne gjøre, naar der er Mangel paa den Larve, de egentlig skulde nære sig af." Ogsaa G. Manicus fremsatte, om jeg ikke husker fejl, for nogle Aar siden den Mening, at Bevægelsen vilde holde sig inden for den Samfundsklasse, hvor den først var rejst. Hvis det var Tilfældet, vilde den derfor ikke være mindre berettiget; thi ogsaa Mellemklassens Kvinder ere Mennesker; men den vilde selvfølgelig tabe overordentlig meget i Betydning. Men hvor kan nogen tænke, at et Spørgsmaal, der vedrører noget saa fundamentalt som Mands og Kvindes Forhold til hinanden og noget saa omfattende som Kvindens Indflydelse paa Samfundslivet, ret længe kan begrænses inden for en enkelt Samfundsklasse? Interessen for Sagen er ogsaa for længe siden trængt baade opad og nedad. Paa Landet lide Bøndernes Døtre for Tiden netop af den selv samme Mangel paa aandelig Sysselsættelse, som langt mere end fysiske Aarsager en Tid lang har taget Humør og Helbred fra den "dannede" kvindelige Ungdom, derfor finde Kvindesagens Talsmænd ogsaa aabent Øre hos dem. Og Arbejdsklassens Kvinder! Ja der gives maaske ikke paa den vide Jord nogen, der lider under et større Tryk end disse Kvinder. Thi det er baade Fattigdommen og Kvindens almindelige Mangel paa Selvstændighed, de maa kæmpe imod. Ingen af Delene vil man vel længer prøve paa at bortforklare. Nej, Kvindesagen er netop i høj Grad, hvad Pauline Worm kaldte den: en Folkesag.

Men om den altsaa ikke kan reduceres til at være en blot og bar "Overklassebevægelse," saa kan det ikke nægtes, at den jo bærer Mærker af sin Oprindelse. Fordringsfuldhed, Pyntesyge, Overforfinelse ere Egenskaber, der staa daarlig sammen med Forlangendet om Selvstændighed og Ligestilling. Det tager sig lidt ejendommelig ud, naar Beretningen om et Kvindemøde i amerikanske Kvindetidsskrifter indledes med en Beskrivelse af, hvad Susan B. Anthony, Elisabeth C. Stanton og andre af disse fremragende kvindelige Talere vare iførte. Og der er Grund til alvorlig Eftertanke for amerikanske Nationaløkonomer, naar det viser sig, at den indfødte Befolkning tiltager efter en Maalestok, der er næsten fire Gange mindre end Tilvæxten hos de indvandrede evropæiske Familier.1) Da Amerika er Kvindefrigjørelsens forjættede Land, kunne vi ikke helt bortvise de alvorlige Beskyldninger, der i Anledning af slige Oplysninger rejses mod Bevægelsen. Ogsaa vore egne Forhold kunne give sociale Reformatorer som Strindberg Anledning til at vise hen til Samfundsklasser, hvor f. Ex. det at blive Moder er en langt mere simpel og naturlig Sag end for vore fine Damer. Men Grunden til Ondet maa dog sikkert langt snarere søges i Overcivilisation i Almindelighed end i Kvindens voxende Selvstændighed. De mindst emanciperede Kvinder i Evropa ere Damerne paa den pyrenæiske Halvø. I Portugal er man endog saa bange for Kvindens offentlige Optræden, at man ved Lov har forbudt hende at sende noget i Trykken uden hendes Ægtemands Tilladelse. Om disse Kvinder hedder det i Th. Stantons Bog om Kvindesagen i Evropa: "Hustruer og Mødre, der ikke kunne finde Tid til at opdrage deres Børn, til at passe deres Husholdning og hjælpe deres Mand, arbejde ofte i timevis til Skade for deres Lunger og Øjne for at kunne klæde sig efter nyeste Mode. Bøndernes Hustruer kjøbe Juveler i stor Maalestok. I Hovedstaden fremkalder denne usunde og smagløse Lidenskab for ydre Pragt den største fysiske og moralske Fordærvelse." I Spanien staar det ikke bedre til. Herfra skriver den udmærkede Forfatterinde Concepcion Arenal i samme Bog: "Pyntesygen er en sand Ødelæggelse for vore Kvinder, den forstyrrer Huslivet, den nedbryder Æresfølelsen, den bereder Vejen for Prostitution. Den finder Indgang i de fattigste Hjem. Denne Svaghed lader sig let forklare ud fra vore Kvinders daarlige Stilling, men den er en lige stor Ulykke for dem selv og for Fædrelandet." Og: "Jeg skammer mig ved at tilstaa det, en Mængde af vore Kvinder overvære Tyrefægtningerne; men de høre alle til de lavere Klasser og til Aristokratiet - deriblandt den kongelige Families Damer." Det er derimod i Spanien som andet Steds Mellemklassens Kvinder, som gaa i Spidsen for Arbejdet paa Oplysning og sociale Reformer blandt Kvinderne.

Englands og Amerikas Kvinder ere naaet videst i Selvstændighed. De ere ikke fri for Tilbøjelighed til Luxus, men det er dog ogsaa i disse Lande, der arbejdes ivrigst for en Reform i Klædedragten og for den sunde legemlige Udvikling hos Kvinden. I et amerikansk Blad kunde man for nylig læse om en ung Dame, der havde tilbagelagt Vejen fra Stillehavet til Michigansøen til Hest. Og stort var det personlige Mod og den fysiske Udholdenhed, de amerikanske Kvinder lagde for Dagen under Krigen med Sydstaterne.

Lad os se Sagen i Øjnene. Lad os indrømme, at der selv i vore mere tarvelige og beskedne Forhold kan være Ofre, der bør gjøres, Vaner, der bør lægges af, kort en Del kvindelig Overforfinelse, som der maa brydes med, naar vi ville vinde det større Gode, en fri og selvstændig Stilling. Men ikke, som Strindberg forlanger, at Arbejdet paa Kvindens Frigjørelse bør skydes til Side for at fremme Løsningen af det store sociale Spørgsmaal. Det vilde være ganske uhensigtsmæssigt, blandt andet af den Grund, at dette Spørgsmaal ikke kan løses uden Kvindens Medvirkning. Hvorledes skal Arbejdsklassen kunne frigjøres, saa længe Kvinderne staa paa et Standpunkt som det ovenfor skildrede i Spanien og Portugal? ElIer som i Orienten, hvor Kvinderne blive Mødre, inden de endnu ere aandelig og legemlig udviklede og derfor ere lige saa udygtige til at bringe en sund Slægt til Verden som til at opdrage den. "Sæt ikke Splid mellem Kønnene," siger Strindberg, "thi da ødelægger vi vort eneste Haab, den kommende Slægt, thi i Had avles ingen Børn." I Had burde ingen Børn avles, skulde han hellere sige. Hadet og Bitterheden er der, ofte vistnok ubevidst, maaske stærkest hos de Hustruer, der bedst forstaa at indbilde sig selv og andre, at de "tjene" deres Mand; nogen Mistro til Mændene er der maaske ogsaa som en naturlig og ubønhørlig Konsekvens af Undertrykkelsen. Det eneste Middel herimod er Retfærdighed mod Kvinderne, som mest af alt vil blive til Gavn for den kommende Slægt. Skulde et af de to Spørgsmaal gaa forud maatte det være Kvindespørgsmaalet, netop fordi Kvinden er Slægtens Moder; det naturlige er vel, at der, saaledes som det nu sker, arbejdes Haand i Haand paa begges Løsning. At det sociale Spørgsmaal i sig selv heller ikke er saa enkelt, som Strindberg synes at mene, ved ingen bedre end Over- og Mellemklassens Kvinder. Thi dem har man jo givet baade "Mad" og Adspredelser oven i Kjøbet, og dog have de følt sig som i Fængsel. Rettest vilde det vel være at sige, at det saavel for Underklassens som for hele Kvindekønnets Vedkommende er et Spørgsmaal om Midlerne til Udvikling.

Strindbergs Forfatterfysionomi har som ovenfor omtalt to Sider. Med det ene ser han langt, langt ud i Fremtiden, og øjner da en radikal Omændring af alle Samfundsforhold, ogsaa Kvindens Stilling; med det andet ser han tilbage og sukker efter mere naturlige og primitive Tilstande. Han har ikke ganske Uret heri. Der har været Tider, hvor Arbejdets Deling ikke var saa gjennemført som nu, og hvor Kløften mellem Mand og Kvinde derfor var mindre. Den politiske Frihed, tildelt det ene Kjøn, nægtet det andet, har nærmest uddybet Kløften, uagtet dens Virkninger ogsaa er kommen Kvinden til Gode. Men Udviklingen gaar ikke baglængs, og kunne vi end lægge nogle af Civilisationens Unoder af, maa det, vi skal arbejde os hen imod, dog ved Siden at den tilbagelagte Udviklings Resultater ogsaa, indeholde ny Momenter i sig.

Jeg tror ikke, den af Strindberg antydede socialistiske Løsning af Kvindespørgsmaalet vil være tilfredsstillende. I Byen Guise i Frankrig er der gjort et Forsøg i den Retning. Forstanderen for det socialistiske "Palads", M. Godin, skildrer dette som følger. 2) "Det er især for Kvinder og Børn, at vort Familisterium har vist sig vellykket. Vor Association er, tror jeg, til Dato den eneste Institution, der i Praxis har hævdet Kvindernes Rettigheder og stillet dem lige med Mændene udadtil. Tanken om Kvindernes Ligestilling har vi laant hos Fourier. Familisteriet kunde ikke forandre det franske Samfunds Love; men indenfor Associationen nyde Kvinderne samme Rettigheder som Mændene. De ere Vælgere og valgbare, de kunne faa Sæde i Udvalg og Raad, de udfylde deres Pladser meget samvittighedsfuldt og have vist sig utilgængelige for Kabale, hvilket ikke altid kan siges om Mændene.

Saa længe hele Omsorgen for Familien hviler paa Forældrene, vil Kvindens Frigjørelse kun være en Kimære. Familisteriet har løst dette Problem ved lige fra Fødselen af at overtage Børnenes Opdragelse, saa at Moderen kun skal give dem sin Mælk og sine Kjærtegn, og Familien skal yde dem sin Ømhed og Hengivenhed. Men Børnene bliver derfor ikke forsømte. De blive behandlede med den største Omhu. De ere delte i ni Afdelinger i ni forskjellige Værelser; til hvert hører der Plejersker og Lærere, der give Børnene den Undervisning, de kunne tage imod. Paa denne Maade kan Forældrene skaffe Børnene alle Familielivets Glæder, uden at de komme til at lide under dets Mangler. Associationen har overtaget Omsorgen for Børnene - som ellers burde tilfalde begge Køn - og Moderen kan hellige sig til andre Beskæftigelser. Kun paa denne Maade er det muligt for Kvinderne at forene Omsorgen for Hus og Familie med Udøvelsen af politiske og borgerlige Rettigheder og med deres Deltagelse i Forretningslivet".

Saa let løses Spørgsmaalet dog vist ikke. Experimentet er gjort i en lille Kreds og i St. Simons og Fouriers Fædreland. Iblandt germanske Nationer vil denne Løsning næppe finde megen Sympati. Dertil er Kvinderne for meget Mødre. De ville ikke afgive deres smaa Børn til de ni Kamre. De ville ikke tro, at Mælk og Kjærtegn udgjøre hele Familielivets Lykke. Ogsaa Bankene og Taarerne og Studiet af Børnenes Karakter og de personlige Opofrelser, som Strindberg saa godt forstaar at vurdere, høre med. Og Samlivet mellem Søskende, der lægger Grunden til et Venskab, saa langtrækkende og overbærende som intet andet, hvor bliver det af under en saadan stor Fællesopdragelse? Men man kan vel ogsaa tænke sig andre om end mindre radikale Løsninger. Man kan tænke sig Arbejdets Deling ført endnu videre end for Tiden, - kun uden Hensyn til Køn - saa at endnu flere huslige Arbejder udføres udenfor Hjemmet, medens paa den anden Side det nødvendige Arbejde i Hjemmet, som Strindberg ogsaa foreslaar, mere deles mellem Mand og Hustru. Man kan tænke sig, at naar Kvinderne faa Stemmeret, ville dog kun enkelte tage aktiv Del i det offentlige Liv. - saaledes er det jo hidtil gaaet, hvor man har forsøgt det - og de fleste ville kun træde frem, naar deres egne eller deres Børns Interesser ere paa Spil. Man kan tænke sig, at selv om en Kvinde udfylder en eller anden vigtig Plads i Samfundslivet, vil hun for en Tid kunne trække sig tilbage og ofre sig for Hjemmet og Børnene, men vil dog senere kunne gjenoptage sine mere omfattende Interesser, maaske distanceret noget i faglig Dygtighed, men saa til Gjengjæld beriget med større Indsigt i sit eget og andre Menneskers Sjæleliv. Paa lignende Maade er det, at saavel de nordiske som de engelske og amerikanske Forkæmpere have tænkt sig Kvindernes Indflydelse gjort gjældende i Samfundslivet. For dem er nemlig "en Stat og en Kirke, der udelukker Kvinden af sit Raad, som en Familie uden Moder". "Vort Samfundsliv", hedder det hos Fru Collett, 3) "gaar i mer end en Forstand sin ægte Skildpaddegang og bliver tilsidst saa tørt og kjedsommeligt, at det ikke bliver til at holde ud". Hun søger Grunden væsentlig deri, at det kvindelige Element mangler totalt, den enes Virksomhed er ligesaa nødvendig som den andens, netop fordi Synsmaade og Opfattelse ere forskjellige. "Kvinden har igjennem Omhuen for sine Syltetøjer og Stadsmøbler lært sig Kunsten at "konservere", og længes nu efter at udstrække denne Evne ogsaa udenfor den snevert afstukne Grænse - muligvis har hun ogsaa der lært sig til at støve op i Krogene og drage frem alt, hvad der trøster sig til en altfor velsignet Tryghed, snu op og ned paa det, banke det af og se, hvad det dur til!"

Strindberg undgaar ikke her en temmelig nøje Samstemning med de forhadte gammeldags Kvindeemancipatricer" i Hjemmet. Fremtidens Selvstyre bliver, mener han, ikke saa meget en Fagstyrelse som et Tillidshverv. Og, hedder det videre, "finnes någon klokare og bättre egnad till styrelse än en gammal moder, hvilken i moderskapet och hushållet lärt både regera och forvalta? Genom detta skola sederna förmildras och lagarne äfven, ty ingen har lärt sig öfverseende så som en mor, ingen har lärt sig huru tålig, huru litet fordrande man får vara med de felfulla menniskobarnen."

Ikke saa ilde sagt af en Modstander.!

Kirstine Frederiksen.

1)T. E. C. Leslie, Fortnightly Review: Politisk Økonomi i de forenede Stater.

2) Th. Stanton: The Woman Question in Europe.

3) Mod Strømmen: Hjemlige Tilstande.