Om Ægtepagter.

Hvormeget vi end maa haabe, at den Tid ikke er fjærn, da Loven anerkjender Hustruens Ret til Myndighed og Raadighed saavel over det, hun ejer før Ægteskabet, som over det, hun senere erhverver, maa vi dog ikke glemme allerede nu at gjøre, hvad der efter den gjældende Lov kan gjøres for at raade Bod paa den store Uretfærdighed, der er vist mod Kvinden i Ægteskabet, idet Vielsen gjør hende - i formueretlig Henseende - "umyndig som Barnet og formueløs som Slaven", eller som det ogsaa er udtrykt: det der sker ved Vielsen er, at Konen dør og Manden arver hende. Efter vor gjældende Ret gaar jo nemlig Alt, hvad Ægtefællerne ejer og ejendes vorder - ligegyldigt paa hvilken Maade, naar blot ikke anderledes særlig er bestemt - ind i en fælles Kasse, som kaldes Formuefællesskabet, men til denne Kasse har Manden alene Nøglen. Han er eneraadig over det Hele, hvoraf følger, at hans Kreditorer kunne holde sig til det Hele, kun med den ved Lov af 7de Maj 1880 indførte Undtagelse: at over det, som Hustruen erhverver ved selvstændig Virksomhed, der ikke grundes eller vedligeholdes væsentlig ved Mandens eller Fællesboets Midler, kan hun alene raade uden Mandens eller anden Værges Samtykke, og deri kan Mandens Kreditorer ikke søge Fyldestgjørelse uden hendes Samtykke.

Fra denne Lovordning kan der imidlertid gjøres Undtagelse ved privat Overenskomst mellem de værende eller vordende Ægtefæller. Det er en saadan, man benævner Ægtepagt. Da den lovbestemte Ordning bestaar af 2 Sider: Ejendomsforholdet og Raadigheden vil Ægtepagten altsaa gaa ud paa at forandre en af Delene eller begge Dele. Den kan forandre Ejendomsforholdet saaledes altsaa, at enkelte Dele af den Enes Formue eller alt, hvad Ægtefællerne nu har, eller endelig: ogsaa alt, hvad de i Fremtiden erhverver, forbliver den enkelte Ægtefælles Særeje. Følgen af en saadan Ægtepagt vil da være, at naar Formuen engang skal deles, tager enhver sit og alt deles ikke lige, saaledes som ellers. Men er der ikke bestemt andet i Ægtepagten end dette, forbliver Raadigheden uforandret hos Manden ogsaa over det, der paa den Maade er holdt udenfor Fællesskabet. Heraf følger da, at vel kan hans private Gjæld ikke søges betalt i Hustruens Særeje, men i øvrigt kan han fremdeles skalte og valte ogsaa dermed uden Kontrol om end ganske vist nu med Erstatningsansvar for det Tab, han ved sin uforsvarlige Bestyrelse tilføjer Konen. Dette Erstatningsansvar kan dog først gjøres gjældende ved Ægteskabets Opløsning, thi indtil da er hun jo umyndig, og hendes Værge, Manden, vil og kan naturligvis ikke optræde mod sig selv.

Vil man altsaa skaffe Hustruen fuld Beskyttelse mod Mandens muligvis ufornuftige Bestyrelse af Formuen, maa man ogsaa træffe Bestemmelse om Raadigheden over Særejet. Dette kan ske ved, at man bestemmer, at Hustruen skal have en anden Værge end sin Mand eller - hvad der efter min Mening er det ene rigtige - at hun selv "uden Mandens eller anden Værges Samtykke" - ligesom i Loven af 1880 - skal kunne raade over det, der ifølge Ægtepagten er hendes Særeje. Andre Former for Raadigheden - navnlig den, jeg ellers holder paa med Hensyn til en ny Lovordning, nemlig Fælles- eller Samraaden, hvorved man helt kunde undgaa Særeje - kunne desværre ikke gyldig vedtages. Hermed hænger det saaledes sammen. Medens det i alt Fald nu er den almindelige Mening mellem de lærde, at Ejendomsforholdet gyldig kan ordnes paa en hvilkensomhelst Maade ved en simpelt privat Ægtepagt, er man ligsaa enig om, at Raadighedsforholdet ikke kan det, dertil udkræves kongelig Stadfæstelse. Men saadan "Konfirmation" gives - efter hvad jeg i Praxis har erfaret - ikke paa Bestemmelser om Samraaden; kun Særraaden vil Justitsministeriet vide af. Heraf følger da atter, at: det ingen Interesse har at oprette Ægtepagt for Folk, der ikke har mere end af Haanden og i Munden og heller ikke har synderligt mere i Vente; thi vel kunde der ogsaa da være Anledning til at skaffe Hustruen Myndighed og Medraaden over Udbyttet af det fælles Arbejde, men naar det ikke kan lade sig gjøre, naar man blot kan forandre Ejendomsforholdet, er der ingen Grund dertil, tværtimod; det vilde kun kunne blive til Skade for Hustruen, som saa udelukkedes fra Andel i Mandens Erhverv.

Hvad nu angaar Formerne ved en saadan Ægtepagts Oprettelse, da kan den ganske vist oprettes saavel mundtlig som skriftlig, men det sidste er naturligvis for Forsigtigheds Skyld ubetinget at foretrække og er derhos nødvendigt, naar man vil have Konfirmation paa den. Derhos maa, hvis Ægtefællerne ikke ere fuldmyndige, deres Værge optræde for dem eller deres Kurator med dem ved Underskriften. Hvis de allerede ere gifte, og Hustruen altsaa uden Hensyn til Alder er umyndig, maa der derhos i den Anledning beskikkes hende en anden Værge end Manden, som naturligvis ikke kan forhandle med sig selv, men dette har ikke synderlig Betydning, da det antages, at naar Konfirmation søges og gives, gjør det ikke Noget, at Ægtefællerne har manglet Myndighed; kun maa der saa udtrykkelig søges om Konfirmation ogsaa paa denne Mangel. - Endelig skal Ægtepagten, hvis den oprettes skriftlig, stemples efter Værdien af det, der holdes udenfor Formuefællesskabet med 1/6 pCt. forsaavidt angaar Kapitaler eller andet Løsøre, 2/3 pCt. forsaavidt angaar faste Ejendomme.

Med Hensyn til Formerne ved Konfirmationens Erhvervelse maa der derom indgives en Ansøgning (paa stemplet Papir til 65 Øre) til Justitsministeriet, men stilet "til Kongen". Den indleveres helst til vedkommende Underøvrighed, som da lader den gaa videre, og gjennem hvem man saa i sin Tid faar Svaret. Den faaes nu frit, efter at Bevillingsmagten i 1882 har givet sit Samtykke dertil. Tidligere kostede den sædvanlig 127 Kr. 33 Øre.

Endelig maa det mærkes, at saavel Ægtepagten som Konfirmationen skal tinglæses ved Ægtefællernes Hjemting samt i de Retskredse, hvorunder de eje faste Ejendomme for at have Gyldighed mod Kreditorerne. Hvis altsaa f. Ex. Manden før Ægteskabet har en Del Gjæld - maaske endog er fallit - og Hensigten med Ægtepagten maaske netop er den, at beskytte den vordende Hustrus Formue mod hans Kreditorer, maa det nøje paases, at Vielsen ikke finder Sted, før Tinglæsningen er fuldstændig i Orden.

Jeg skal nu, med velvilligt Samtykke fra Udgiveren og Forlæggeren, tillade mig efter Hindenburgs Formularbog at aftrykke Formular til en Ægtepagt samt Ansøgning om Konfirmation paa en saadan.

Det er klart, at de ikke passe i alle Tilfælde, men den ærede Redaktion - paa hvis Opfordring jeg har skrevet denne Artikel - har dog ment, at de kunne have nogen Betydning som Vejledning.

Ægtepagt oprettet før Ægteskabet.

Stempel 33 Kr. 30 Øre.

Da vi undertegnede, Grosserer Jens Andersen, der er fuldmyndig, og Frøken Jensine Petersen, 23 Aar gammel, begge af Kjøbenhavn, agter at indgaa Ægteskab med hinanden, har vi - jeg Jensine Petersen med min Fader Brændevinsbrænder Hans Petersen som Kurator - oprettet følgende Ægtepagt:

1.

Der skal ikke finde noget Formuefællesskab Sted mellem os, men alt, hvad enhver af os indbringer i Boet eller fremtidig under Ægteskabet erhverver, det være sig ved Arv, saavel Intestatarv som Arv efter Testamente, eller ved Gave eller paa hvilkensomhelst anden Maade, er og forbliver dens særlige Ejendom, som har indbragt eller erhvervet det, og bliver saaledes den anden Ægtefælle uvedkommende ligesom ogsaa den Gjæld, nogen af os maatte stifte, bliver uden Forbindtlighed for den anden.

2.

Det, som jeg, Jensine Petersen, ved vort Ægteskab indbringer i Boet, udgjør mit Udstyr, bestaaende af alt Indbo uden Undtagelse, altsaa samtlige Møbler, Sengklæder m. m., Køkkentøj og alt øvrigt til Bohavet henhørende.

3.

Jeg, Jensine Petersen, skal alene være fuldt dispositionsberettiget over alt, hvad der er eller bliver min særlige Formue.

4.

Denne Ægtepagt skal søges kongelig konfirmeret og tilligemed Konfirmationen tinglæses ved vort Værneting, der for Tiden er Kjøbenhavn. Forsaavidt jeg, Jensine Petersen, fremtidig maatte erhverve Pengeeffekter, da skal disse i Henhold til nærværende Ægtepagt have Paategning om, at de er min særlige Ejendom.

Med Hensyn til det stemplede Papir ansætter vi Værdien af, hvad der fra begges Side holdes udenfor Fællesskabet, til ikke at overstige 20,000 Kroner.

Til Bekræftelse underskriver vi egenhændig denne Ægtepagt tilligemed min, Jensine Petersens, Fader, Hans Petersen, som Kurator i Overværelse af nedenanførte Vitterlighedsvidner.

Kjøbenhavn, d. 5. September 1877.

Jens Andersen.

Jensine Petersen.

Som Kurator Hans Petersen.

Til Vitterlighed

Ole Jensen, Snedkermester.

Frdr. Hansen, Brygger.

(Kgl. Konfirmation).

Ansøgning om kgl. Konfirmation paa ovennævnte Ægtepagt.

Stempel 65 Øre.

Kjøbenhavn den 5. Spbr. 1877,

Grosserer Jens Andersen og Frk. Jensine Petersen ansøger om Konfirmation paa en Ægtepagt.

Konciperet af Overretssagfører Svend Høgsbro.

Til

Kongen.

Undertegnede, der agter at indgaa Ægteskab med hinanden, tillader os herved at ansøge om allerhøjeste Konfirmation paa den imellem os under Dags Dato oprettede Ægtepagt, forsaavidt angaar Bestemmelserne i sammes

§§ 1-3.

Ægtepagten tillige med en Gjenpart af den vedlægges.

Allerunderdanigst Jens Andersen,

Stormgade 8.

Jensine Petersen.

Maa jeg til Slutning gjøre en almindelig Bemærkning. Skjønt, eller rettere: netop fordi Ægtepagten er i Hustruens Interesse, er det Mændenes naturlige Pligt at foreslaa deres Kjæreste eller Hustru at oprette en saadan, thi man kan ikke med Billighed forlange af Kvinden, at hun skal sætte sit gode Forhold til ham paa Spil ved at foreslaa ham en Ordning, hvis Øjemed, - hvor fint hun end forstaar at belægge sine Ord - kun kan være at beskytte hende mod hans mulige Overgreb.

(Fortsættes i Tillæget).