Om Ægtefællernes lige Medbestemmelsesret over de umyndige Børns Ægteskab.

Familieretten har til den nyeste Tid været den danske Retsvidenskabs Stifbarn. Den har haft forholdsvis ringe Del i den Udvikling, som de andre Grene af Videnskaben have undergaaet. Et væsentligt Fremskridt finde vi først i Professor Deuntzers Familieret af 1882. Alle de tidligere Fremstillinger af Familieretten, Scheels, Grams, Larsens, bunde i fuldstændig Miskjendelse af, hvad der hører under Ægteskabets retlige og hvad under dets blot moralske Natur. Endnu i sidste Udgave af Scheels Familieret (1878) finde vi Udtalelser som: "Ægtefællerne skulle ej alene i det daglige Liv være hinanden til gjensidig Hjælp, men navnlig skal ogsaa den ene bære den Ulykke, der kan ramme den anden, som et Kors og yde denne i saadan Anledning al mulig Bistand", og "hver af Ægtefællerne skal afholde sig fra alt, hvad der kan være til Fordærvelse for den anden Ægtefælles legemlige eller aandelige Vel, thi "Ægtefællerne have Ret til at fordre, at Samlivet svarer til Ægteskabets Formaal" o. s. v. (Retspligter ere dog ellers kun saadanne Pligter, der kunne haandhæves ad retlig Vej.)

Vore familieretlige Forfatteres gammeldags Syn paa Ægteskabet som retlig Institution medfører paa mangfoldige Punkter urigtige Anskuelser. Hvor vore Loves Ord ikke svare til deres Udgangspunkt, rettes Lovens Ord. Man tillader sig stundom i Familieretten en Frihed i Fortolkningen, som i ingen anden Gren af Retsvidenskaben vilde blive godkjendt. Professor Deuntzers Familieret er den første, der viser et Brud med det gamle, men han gjennemfører langt fra overalt de nye Synspunkter konsekvent, ligesom mange af de gamle urigtige Fortolkninger gaa igjen i hans Værk.

Der synes at være almindelig Enighed blandt Juristerne om, at Forældremagten for saa vidt alene er hos Faderen, som i Tilfælde af Uenighed mellem Ægtefællerne hans Vilje er afgjørende, hvad jo er ensbetydende med, at han er eneraadig over Børnene. Nu gjælder efter vor Ret den Regel, at umyndige Børn ikke kunne gifte sig uden deres Forældres Vilje. I Overensstemmelse med det almindelige Princip statuerer man da ogsaa her, at Faderens Tilladelse til Barnets Ægteskab er tilstrækkeligt, hvorved Moderens Ja eller Nej bliver overflødigt eller uden Virkning. I det følgende skal nu søges vist, at det tvært imod i Aarhundreder har været gjældende Ret i Danmark, at Moderen i denne Henseende er stillet lige med Faderen. Den hidtil som undtagelsesfri betragtede Regel, at Faderens Vilje med Hensyn til Børnene er den afgjørende, reduceres saaledes til at være i alt Fald en Regel med Undtagelser; muligt er det, at Fremtiden kan bringe flere Undtagelser for Dagen, og at Regelen overhovedet ikke er saa uangribelig, som man hidtil har troet.

Til Paavisning af den nævnte Anskuelses Urigtighed vil en retshistorisk Udvikling være tjenlig. Oprindelig har det utvivlsomt været Sædvaneret i Danmark, at det var nærmeste mandlige Slægtnings Ret at bortgifte Kvinden uden at hendes Vilje havde noget at sige. Faderen solgte sin Datter, efter hans Død traadte nærmeste Slægtning i hans Sted. Retten til at bortgifte Pigen tilkom vel nærmest en enkelt Slægtning, men i Tidens Løb blev den øvrige Slægts Tilsyn med dennes Udøvelse af Retten af større og større Betydning. Dette er let forklarligt, naar man husker den Vigtighed, Ægteskabets Indgaaelse havde for den øvrige Familie i Tider, hvor Blodsforbindelsen havde betydelig mere at sige end paa senere Udviklingstrin. Et Ægteskab kunde bringe en mindre anset og formaaende Familie stor materiel Fordel, en indflydelsesrig, anset og rig Familie stort Tab.

Den Tid ligger imidlertid forud for de Tider, hvis Ret vi kjende gjennem vore gamle Love. Paa Island derimod gjaldt dette som Ret endnu i det tolvte Aarhundrede. Vi finde den nævnte Ret for Slægten udtrykkelig hjemlet i den endnu bevarede islandske Lovbog, som almindelig gaar under Navnet Graagaasen (1118). I denne Lovbog hjemledes nærmeste mandlige Slægtning - den saakaldte „Giftemand” - Ret til at tvinge Pigen til Ægteskab med hvem han vilde. Man haabede, at Giftemanden ikke vilde anvende denne Tvang, uden hvor der virkelig var Tale om et for Slægten fordelagtigt Giftermaal. Saalænge der ikke tilbød sig Lejlighed til Indgaaelse af et jævnbyrdigt Ægteskab, havde Giftemanden ubegrænset Ret til at afvise Bejleren. To jævnbyrdige Bejlere havde Giftemanden Ret til at vise bort, men bejledes der 3die Gang af en jævnbyrdig, mod hvilken ingen særlig Indvending kunde gjøres, og Pigen delte hans Tilbøjelighed, havde hun Ret til trods Giftemandens Nej at indgaa Ægteskabet, saafremt hun kunde bevæge blot en eneste af sine mandlige Slægtninge, ligegyldig hvilken, til at give Samtykke; vi se her Giftemandens Ret begrænset af Slægtens. Moderen havde ingen Indflydelse paa Datterens Giftermaal. Kun i ét Tilfælde var "Giftemandsretten" lagt i hendes Hænder, nemlig naar visse mandlige Slægtninge ikke fandtes: Søn, endnu levende Datters Mand, Fader eller Broder. Selve Bortgiftelsen fandt Sted i Form af Kjøb og Salg.

At Forholdet i sin Tid har været væsentlig lignende i Danmark - saavel som i Norge og Sverige, i hvilket sidste Land Giftemandsretten først er fuldstændig bortfalden 1872 - er utvivlsomt og finder Støtte i Sagaerne. Men, som nævnt, denne Tid ligger forud for den, fra hvilken vi have Lovbestemmelser opbevarede. I disse er "Giftemandsretten" vel bevaret, men saaledes, at Giftemanden ikke kunde tvinge Pigen til Ægteskab mod hendes Vilje. Levede Pigens Fader, havde Bejleren at henvende sig til ham, og hans Samtykke krævedes, i Mangel af Fader maatte Samtykke indhentes fra nærmeste mandlige Slægtning. Derimod havde Moderens Vilje intet at betyde.

Som Vidnesbyrd om vore ældste opbevarede Loves Regler paa- dette Omraade skal anføres et Par Udtalelser i de gamle Provinsiallove.

I jydske Lov, givet af Valdemar Sejer for Jylland, Fyen og Langeland med omliggende Øer paa en Rigsdag i Vordingborg i Marts 1241, hedder det:

"hwa sum kunæ vil takæ bithæ af hennæ fathær ældær sun, of han ær fulvoxen, æth brothær. æn ær thessæ ængi til tha thiggi han af hin, thær ær næst nivi oc tho mæth ia oc williæ. æn hævær kunæ æi frændær, tha biudthæ hun hvæm sum hun vil at gifte sik. æn hævær hun swa nær frændær, at the æræ rætæ wæriæ, swa sum ær fathær, brothær, sun æth aldæ fathær, æth fathærbrothær, æth mothærbrothær, oc giftær hun sik sialf utæn theræ rath tha waldæ the hænnæ eghæn mæthæn hun livær." (Ægteskabet blev altsaa ikke ugyldigt, men Kvinden led nævnte Formuetab.) 1)

I Eriks sjællandske Lov, en Samling af Lovregler for det sjællandske Retsomraade (Sjælland, Laalland, Falster, Møen, og omliggende Smaaøer), sandsynligvis stadfæstet af Erik Plovpenning, altsaa mellem 1241 og 1250, men allerede forinden gjældende som Sædvaneret, findes følgende udtalt:

"thet scal man oc vitæ, at sva sum uppæ ær mælt um væriænde til børn, sva ær oc hværnæst at giftæ sinæ frænkunæ ællær frænmø, um fathær ær døthær". (naar Faderen lever, tilkommer altsaa Giftemands retten ham.) 2)

Ellers ere Udtalelserne om Betingelserne for Ægteskab, hvoriblandt Samtykke fra rette vedkommende, særdeles sparsomme i de gamle Love. Saaledes udtale de fleste Stadsretter sig slet ikke om, hvis Samtykke Pigen skal have til Ægteskab. Hverken i Lunds Stadsret, der vistnok er affattet c. 1250, og som gjaldt i de fleste Byer i Skaane og paa Bornholm, eller Roskilde Stadsret, som blev stadfæstet af Erik Glipping 1268, og anvendt i mange Byer paa Sjælland, finde vi noget derom. Derimod indeholder Kjøbenhavns Stadsret af 1294 en Udtalelse, der viser, at i Kjøbenhavn fordredes Faderens Samtykke til Datterens Ægteskab, medens derimod Moderens ikke behøvedes 3).

I Forbigaaende kan bemærkes, at ogsaa i den Retning skred Retsudviklingen fremad, at der gaves Adgang for den Kvinde, hvem Slægten nægtede et Giftermaal, til at faa dens Nægtelse af Samtykke underkjendt; oprindelig maatte hun gaa med sin Klage til Kongen selv, senere til den underordnede Øvrighed. Den Regel gjælder endnu, at naar Forældre eller Værge uden skjellig Grund nægter Samtykke til et mindreaarigt 4) Barns Ægteskab, saa kan vedkommende appellere til Øvrigheden. Alt tidligere var, som sagt, Kvindens Ja gjort til Betingelse for Ægteskab.

Samfundsdviklingen løsnede imidlertid mere og mere Blodsbaandets Betydning, og Retsvirkningerne bleve færre. Slægtens Ret til at tvinge Pigen til Ægteskab var bortfalden. Længere holdt sig "Giftemandsretten" som en særegen Slægtskabsret, ændret saaledes, at Giftemanden som Repræsentant for Slægten var den, til hvem Bejleren havde at henvende sig, og hvis Samtykke krævedes. Men i Tidens Løb bortfaldt den gamle "Giftemandsret", og i Stedet traadte som Virkning af det almindelige Værgemaal, at den ugifte Kvinde skulde have sin Værges Samtykke til Ægteskab; denne Værge var vel i de allerfleste Tilfælde en Slægtning, men behøvede ikke at være det, nemlig naar Kvinden ingen saadanne havde. Herved forstaas, hvad der ellers let kunde synes et mærkeligt Tilbageskridt, at den ugifte Kvinde uden Slægtning nu ikke kunde indgaa Ægteskab uden Samtykke af en Værge, medens i den ældre Tid en Kvinde, der ingen Slægtninge havde, kunde gifte sig efter Behag. At Giftemandsretten var en særlig Ret, der ingenlunde var et blot og bart Udslag af det almindelige Værgemaal for umyndige (alle Kvinder vare umyndige), gik ogsaa efterhaanden ud af Folkets Bevidsthed; 5) dermed var imidlertid banet Vejen for at give Moderen en Medbestemmelsesret over Datterens Giftermaal, en Ret, der i sig selv er saa naturlig og fornuftig.

En Undersøgelse af de for Resten meget sparsomt foreliggende Kilder til Kundskab om Datidens Familieret 6) lægger da ogsaa for Dagen, at allerede i sidste Halvdel af det 13de og i det 14de Aarhundrede den Regel har begyndt at udvikle sig, at Moderen havde samme Ret til at hindre Datterens Giftermaal som Faderen. Det er i Stadsretterne, at vi første Gang træffe dette Fremskridt. Stadsretterne ere i det hele gjennem Middelalderen et Skridt foran den øvrige Lovgivning. Første Gang træffe vi denne nye Regel i Ribe Stadsret, der blev stadfæstet 1269 af Erik Glipping. I dens Art. 27 hedder det: hwilcken en jungfru amodt syne foreldres rath och wyliæ sæck sielleff taghær en mand obenbaer ulovendæ hun schal hauæ fortapt all hendæ dell aff thæt gwotz ther hendæ hafft burd ath hauæ. 7) Imedens jydske Lov erklærer Faderens Samtykke for tilstrækkeligt, kræver Ribe Stadsret Forældrenes. Riberet blev anvendt i mange jydske og fynske Kjøbstæder, ligesom Roskilde Stadsret i mange sjællandske, og Lunds i mange skaanske.

Dernæst finde vi Reglen om Moderens lige Ret med Faderen i Kong Hanss almindelige Stadsret fra 1484 eller 1487. 8) I denne Stadsrets Art. 25 siges det udtrykkelig: "will nogen seg Hustru bede, handt skall thale till Fader och Moder, om de ere til; er de ikke til da thale till hendes næste frender". Endelig slaas det ved Frederik den 2dens Ordinants om Ægteskabssager af 19. Juni 1582 fast som gjældende Ret for hele Riget, at Moderens Samtykke er ligesaa nødvendigt til Datterens Ægteskab som Faderens: Samtykke skal gives af "Forældre eller andre udi Forældres Sted" (Værgen).

Denne Regel er dernæst gaaet over i Kristian den 5tes danske Lov (1683). I 3die Bog Kapitel 16. Art. 1-2, hvilke Artikler gjælde endnu, hedder det: "Hvo Hustru vil have, bede hende af Forældre, eller rette Værge, dog med hendes Ja og Vilje. End gifter hun sig uden dens Vilje, som efter Loven er hendes rette Værge, da volder hand hendis Gods, imens hun lever, om hand vil." Disse Artikler ere utvivlsomt hentede fra jydske Lov, kun at dennes Opregning af de forskjellige, der kunne være Værge, er udeladt. Det har imidlertid sin Interesse at se, at, medens de nævnte tvende Artikler i Kristian den 5tes Lov ordret stemme med jydske Lov, er der dog foretaget den ene Forandring, at jydske Lovs „Fader” er forandret til „Forældre”.

I Tiden, mellem 1683 og 1824 findes ingen nye Bestemmelser vedrørende Samtykke fra Forældre til Børns Ægteskab. I en Forordning af 30. April 1824 (angaaende Præsters Embede med Hensyn til Ægteskab) anføres blandt en Række Betingelser for Ægteskabs Indgaaelse: „at Bruden, hvis hun ikke er Enke (thi da er hun myndig hvor ung hun end er), har Forældres eller andre vedkommendes (Værges) Samtykke, eller i alt Fald disses Indsigelse er af Øvrigheden fundet ugyldig; det samme gjælder og om Brudgommen, saafremt denne ej er fuldmyndig”. For saa vidt angaar Bruden, indeholder denne Forordning intet nyt; derimod indføres den nye Regel, at ogsaa Brudgommen skal have Samtykke fra Forældre, naar han ej er fuldmyndig (altsaa enten over 25 Aar, eller har faaet Myndighedsbevilling), medens det før 1824 stedse har været gjældende Ret, at en Mand, der havde opnaaet den til Ægteskabs Indgaaelse fornødne Alder - 20 Aar - kunde indgaa Ægteskab uden Samtykke fra Forældre eller Værge. Forordningen af 1824 stiller for saa vidt Mand og Kvinde lige, som den for begges Vedkommende gjør Myndighed til Betingelse for at kunne indgaa Ægteskab uden Forældrenes Samtykke.

For Kvindens Vedkommende har derimod Loven af 29. December 1857 gjort den Forandring, at medens hun tidligere (hvis hun ikke var Enke) var umyndig uden Hensyn til Alder og derfor altid skulde have Samtykke til Ægteskab, saa bliver hun nu fuldmyndig med samme Alder som Manden, og kan altsaa med Opnaaelse af 25 Aars Alder gifte sig uden at behøve nogen andens Indvilgelse.

Endskjønt baade Danske Lov og Forordningen af 1824 utvetydig tale om Forældrenes Samtykke, lære ikke des mindre vore familieretlige Forfattere, at efter nugjældende dansk Ret tilkommer denne Gren af Forældremagten, saålænge begge Ægtefællerne leve, alene Faderen. Moderen har ingen Indflydelse paa det umyndige Barns Ægteskab, hendes Vilje har aldrig noget at betyde: er hun enig med Faderen, er hendes Samtykke eller Indsigelse overflødig, er hun uenig med ham, er hendes Mening betydningsløs. I Professor Deuntzers Familieret af 1882 Side 44 hedder det saaledes: "Leve begge Forældrene, maa Faderens Vilje være den afgjørende". Gram udtrykker sig i sin Familieret af 1868 Side 66 paa følgende ligefrem meningsløse Maade: "Leve begge Forældrene, er det dog Faderen, paa hvis Samtykke det væsentligst kommer an"; som om vi ikke stod overfor et

Enten-Eller: enten har Moderen Medindflydelse, og saa maa det være den samme som Faderens - eller ogsaa har hun slet ingen. Det forekommer mig utvivlsomt, at denne Opfattelse er urigtig. Ordene i Forordningen af 1824 kunne kun forstaas paa en Maade: Forældre, det er: Fader og Moder, naar de begge skulle samtykke, er selvfølgelig den enes Indvilgelse utilstrækkelig. Selv om det før 1884 havde været Ret, at alene Faderens Samtykke krævedes, er det klart, at den nævnte Forordning giver Moderen samme Ret som Faderen. Men Retshistorien viser, at denne med Retfærdighed og Lighed stemmende Regel er langt ældre.

Herefter blive de nugjældende Regler om Samtykke til ufuldmyndiges Ægteskab i Korthed følgende. Leve begge Forældrene, maa de begge samtykke, det antages, vistnok med Rette, at for saa vidt Faderen ikke er Barnets Værge (eller Kurator), hvad undtagelsesvis forekommer, kræves tillige Værgens (eller Kurators) Samtykke. Er Faderen død, eller hans Viljeserklæring uerholdelig, kræves Samtykke af Moderen samt af Barnets Værge; har Barnet ingen Værge, maa der beskikkes en saadan. Er Barnet født udenfor Ægteskab, behøves Samtykke kun fra Moderen og fra dets Værge. Mener Barnet, at Samtykke til Ægteskab nægtes uden tilstrækkelig Grund, kan det klage til Øvrigheden, og denne kan da ved sit Samtykke omstøde Forældres eller Værges Nægtelse. Præsten begaar en Embedsforseelse ved at vi, uden at have sikret sig, at der foreligger det fornødne Samtykke, men Ægteskabet bliver ikke ugyldigt og kan ikke af denne Grund omstødes. For saa vidt det er en Kvinde, der gifter sig mod sin Værges Vilje, indtræder desuden den Virkning, at Værgen faar Ret til at bestyre hendes Gods og nægte hende Nydelsen af det, saalænge hun lever, altsaa selv om hun ved at blive Enke eller opnaa 25 Aars Alder bliver fuldmyndig; derimod skal efter hendes Død Godset udleveres til hendes Mand og Arvinger. Denne Virkning er ikke uden praktisk Betydning, sæt f. Ex. at Værgen frygter, at Manden skal bortødsle Godset.

1) „Hvo, der vil fæste Kone, bede hende af hendes Fader eller Søn, om han er fuldvoxen, eller Broder. Men findes ingen saadan, da bede han hende af nærmeste Slægtning, dog med hendes Ja og Vilje. Men har hun saa nære Frænder, at de ere rette Værge, saasom Fader, Broder, Farbroder eller Morbroder, og hun gifter sig uden deres Samtykke, da volde de hendes Gods (læs: forvalte og nyde Frugten af det) saalænge hun lever.”

2) „Det skal man og vide, at den, der som ovenfor er nævnt, er nærmeste Barneværge, er ogsaa nærmest at gifte sin kvindelige Slægtning bort, naar Faderen er død.”

3) Stemann, den eneste af vore Rétshistorikere, der berører Spørgsmaalet om Moderens Medraadighed over Datterens Ægteskab, udtaler, at Kjøbenhavns Stadsret af 1294 synes at forudsætte, at foruden faderens ogsaa Moderens Samtykke krævedes til Datterens Ægteskab. Dette beror imidlertid paa en Misforstaaelse af Stadsrettens Text, der lyder saaledes: item si filia alicujus contra voluntatem patris maritatur nihil percipiet de patrimonio et matrimonio ipsis viventibus „Ligesaa, saafremt Pigen ægter nogen imod Faderens Vilje skal hun intet faa af sin fædrene og mødrene Arv, saalænge Forældrene leve.”

4) Mindreaarigheds-Alderen er fra 18 til 25 Aar.

5) Det er næppe rigtigt, naar nogle fortolke Bestemmelsen i Kristian den 5tes Lov (3-16-1) der senere citeres, derhen, at Ordet Værge alene sigter til Slægtninge. I alt Fald forstodes Loven i Praxis ikke saaledes, og Giftemandsretten som en særlig Slægtsret var for længe siden bortfalden.

6) Kun med Hensyn til Arveret og Formueforholdet i Familien findes noget righoldigere Materiale.

7) „Den Jomfru, som overtræder Loven ved at gifte sig mod sine Forældres Raad og Vilje, hun skal miste al det Gods, hun ellers vilde have faaet” (som Arv).

8) I den seneste Tid er det blevet draget i Tvivl, om denne Stadsret, som tidligere har været almindelig anset som en af Kong Hans for samtlige Kjøbstæder given Ret, ikke snarere skulde være en Stadsret for en enkelt By, nemlig Skagen. Under alle Omstændigheder kan Stadsretten tages til Indtægt som Vidnesbyrd om den nye Ret.