Om Angrebene paa Kvindesagen.

(Fortsat fra Tillæget i Nr. 3).

Forfat. til Brevet beklagede dernæst Kvindens store Indflydelse, at hun f. Ex. engang nær havde faaet en vægtig Stemme med i et Kirkespørgsmaal: Valgmenigheder eller ikke Valgmenigheder. Var det nu virkelig saa forfærdeligt, om Kvinden havde faaet Indflydelse i denne Sag? Jeg tror dog, at jeg med Sandhed tør sige, at af kirkesøgende er det store Flertal endnu Kvinder. Og hvorfor skulde en velbegavet Kvinde være saa beskeden at tro, at hun er mindre i Besiddelse af Evner, der berettiger hende til at paavirke en Sag af nogen Interesse for hende end den første den bedste ringe begavede Mand uden Interesse for Sagen. Der forlanges virkelig en stor Beskedenhed af Kvinden, ja man kan næsten sige, at der forlanges falsk Beskedenhed, thi uden den vilde det aldrig lykkes at bilde hende ind, at enhver nok saa ringe Mand staar over hende i aandelige Evner. Naar Mænd som Holberg og Stuart Mill have fundet, at hun er Mandens Lige, saa er det morsomt at høre med hvilken Suffisance de ubetydeligste Mænd pukke paa Mandens Overlegenhed, som ofte kun bliver stor i Forhold til deres egen personlige Ubetydelighed. Det er naturligvis lidt vanskeligt for en velbegavet og veloplyst Kvinde at forstaa, hvorfor Staten skulde blive saa meget mere faretruet ved at høre hendes Mening i en alvorlig Sag og være nødt til at tage Hensyn til den end ved at den dummeste, mest uoplyste Mand har Stemmeret i alle Sager. Lad Mændene engang sætte sig i Kvindens Sted; sæt nu, at det var de adelige alene, der havde Indflydelse paa Landets Regering; hvad vilde vor intelligente Middelstand sige, naar en eller anden dum, uopdragen Junker vilde søge at gjøre indlysende, at det kun vilde gjøre Riget Skade, om den fik Del i Regeringen, at der vilde blive for mange Kokke om den Suppe, og at det derfor var bedst, at den holdt sig stille. Som vor Regeringsform er, vilde selv de Mænd, der aldrig benytte sig af deres Stemmeret, føle sig krænkede, om denne berøvedes dem og de derved sattes i Række med Forbrydere og Idioter; det kunde jo hændes, at Kvinden ogsaa kunde føle sig krænket ved at sættes i Række med Forbrydere, Idioter, i heldigste Tilfælde med Børn, selv om det store Flertal af Kvinderne aldrig i deres Dage vilde tænke paa at benytte Retten til at stemme, om de havde den.

Og saa det Raab, at havde Kvinderne Rettigheder som Manden, saa maatte hun ogsaa aftjene sin Værnepligt som han! Tror han virkelig, at med det har han sat Kvinden Stolen for Døren? Jeg vil ikke tale om den Værnepligt, som Kvinden udøver ved at føde Landets Borgere, men blot spørge, om Værnepligten virkelig er den Samfundsaarsag, hvorpaa Kvindens Ligestillelse med Manden skulde strande? Det var mærkeligt! Sæt at alle evropæiske Lande holdt hvervede Tropper, saaledes som England gjør, og at i alle disse Lande Kvindens Ligeberettigelse var bleven anerkjendt, skulde Danmark saa sige til sine Kvinder: vi have almindelig Værnepligt, saa I kunne altsaa indse, at paa Grund af denne Ordning kunne I ikke faa samme Rettigheder som andre Landes Kvinder; var Kvinden da ikke i sin Ret, om hun svarede: "Kjære Venner, er det den eneste Grund til at vi skulle være Eder underordnede og ikke have samme Rettigheder som andre Landes Kvinder, saa faa det skyndsomt forandret, og faa en Statsordning, der passer for den større Halvdel af Eders Befolkning, med mindre I ville være saa fornuftige at indse, at have I denne Byrde, saa har hun en anden og større fremfor Eder." Og fremdeles kunne Kvinderne raisonnere: afvises Mænd, der paa Grund af et svagt Legeme ikke have været i Stand til at aftjene deres Værnepligt fra alle mandlige Stillinger i Staten, og berøves deres Stemmeret dem? Mon det ikke vilde se daarlig ud med Kunst, Videnskab og Politik, om det var Tilfældet? Læser man nu disse Udfald imod Kvindens Fordringer, saa skulde man næsten tro, at det var Kvinden, der ved sin Fordringsfuldhed var Aarsag til hele den politiske og sociale Forvirring, hvori Landet befinder sig. Det eneste skrækkelige Tidernes Tegn, der endnu har vist hen paa et Resultat af Kvindens Kamp for lige Ret med Manden til enkelte af de Stillinger i Samfundet, som hidtil udelukkende har tilkommet denne, er at der nu findes én - siger og skriver én - kvindelig medicinsk Kandidat, og det er dog lidt vanskeligt at tro, at denne ene Kvinde kan have bragt saa mange Ulykker over Landet. En Svale gjør ingen Sommer, og en kvindelig medicinsk Kandidat kan dog vel ikke have været i Stand til at bringe Omvæltning i alle sociale Forhold, (hvorledes maa det saa ikke se ud i Sverrig, hvor der er en kvindelig Professor ved Universitetet); at der kan komme flere kvindelige Kandidater, det baade haaber og troer jeg, og om de bragte nogle Forandringer i flere Forhold med sig, kunde det maaske ikke være saa galt. Men lader os være ærlige; den Forvirring, der for Tiden er paa alle Omraader, den maa Kvinderne bede sig fritagne for at faa Æren af, den har saamænd Mændene været ene om at bringe over os. Et af de faa Samfundsspørgsmaal, Kvinden har været blandet ind i, er Sædelighedsspørgsmaalet, og Behandlingen af dette har bidraget til at klare for mange, at der burde være den samme Moral for Mænd og Kvinder, mon det Resultat skulde være saa minerende for Samfundet som enkelte mene? Det lyder utrolig. Men den almindelige Sædelighedsfølelse er dog ikke kommet videre end til kun at blive stødt, naar Sagen bliver set fra denne Side. I æstetiske Sager kan der siges de værste Slibrigheder og Platheder, ligeledes kunne disse siges fra Scenen for fuldt Hus, og ingen stødes, hverken det Publikum, der hører dem, eller de Skuespillere, der fremsige dem; men lad der blot komme et Drama, der med Alvor behandler et Forhold af det daglige Liv og med Alvor søger at prædike Moral og ens Moral for Mand og Kvinde - paa en Gang bliver Skuespillerne og Publikum saa dydige, at de første ikke kunne spille og det sidste ikke taale at høre slige uanstændige Ting. Hvad kunde Judic ikke synge og Folk ikke taale at høre af hende! Nei, det er først, naar en alvorlig Digter fremstiller, at Kvinden ikke skylder Manden mere i Retning af Troskab end Manden Kvinden; først da bliver Behandlingen af Emnet ruinerende for Moralen og derved for Samfundet. Det er jo latterligt at forlange det samme af en Mand som af en Kvinde. Hvor mange "Bukkespring" maa der ikke gjøres over Nytestamentets Udtalelser og Aand for at komme til det Resultat? Vist lidt flere end Kvinden maa gjøre for at kunne komme til Ligeberettigelse med Manden. - Hvad nu angaar Pastor Hostrups "Springenbuk over Nytestamentets Udtalelser" saa vilde jeg ønske, at han havde lagt lidt større Vægt paa, hvad Prof. Scharling højt udtalte, at vel vare Apostlene store og hellige Mennesker, men de vare ikke Guder. Det havde naturligvis været bedre, om en Ven havde benyttet dette svage Punkt og fremhævet det; men det er alligevel noget, at Prof. Scharling selv har fundet det uden Modstandernes Hjælp, og det bliver et for Kvinderne holdbart Punkt, indtil det modsatte bevises: at Apostlene vare guddommelige Personer, upaavirkede af det Samfunds Sæder og Skikke, i hvilke de vare fødte og udviklede. - Hr. Sat. S. havde næppe rettet et vægtigere Angreb paa Pastor Hostrup end Prof. Scharling, om han havde ulejliget sig med at svare Pastor Hostrup samme Aften; og næppe har det været Frygt for Snigmord, "en Kugle jaget i Ryggen", der gjorde Prof. Scharlings Forsvar saa spagt, som det efter Sat. S. s. Mening var.

Alle disse Vittigheder om Kvinder, der føre Vaaben, forstaar jeg egentlig ikke. Naar Kvinder engang imellem have ladet sig henrive til at føre Vaaben, har der dog været en Aarsag; enten har det været for at hævne deres med Rette eller Urette angrebne Ære, eller som det sidste Tilfælde i Amerika, for at skaffe Verden af med et Uhyre, som Lovens Arm ikke kunde ramme; at slige Ting kan faa Folk, selv Kvinder, til at gribe til Vaaben, det kan man da forstaa; om det kan undskyldes, vil jeg ikke afgjøre. Men naar man læser, at en Mand, som der nylig fortælles fra Paris, skyder paa et Par Slagtersvende, fordi de gaa forbi ham i en lystig Samtale, og det ærgrer ham, eller at en anden Mand, fordi det ikke behager ham, at en Dame gaar ind i en Vogn Kl. 12 om Natten og kjører bort med en Herre, skyder ind i Vognen, ikke at tale om de mange Rovmord osv., saa har man saa skrækkelige Tidernes Tegn i Mændenes Gjerninger, at man spørger sig selv, hvorfor der skal dvæles med saadan en Forkjærlighed ved de enkelte Mord ved Kvindehænder, som mange Mænd gjøre. Men det er det sædvanlige; Skjæven i Næstens Øje bliver man var, men ikke Bjælken i sit eget.

Og nu spørger jeg, hvorfor er det, at Mændene saa nødig se Kvinderne indtage forskjellige Stillinger i Livet, som tidligere udelukkende have hørt til Mændenes Omraade? Er det virkelig, fordi de af en mandig Følelse ville vaage over den kvindelige Sarthed? Jeg tvivler om det. Enhver kjærlig Fader eller Broder vil ti Gange hellere vide sin Datter eller Søster i en uafhængig vellønnet Stilling, end han vil se hende tolereret, snart et Sted, snart et andet, med lille eller ingen Løn, eller slidende sig op som Sygeplejerske med strængt Arbejde og ringe Løn, mon ikke, naar en Mand havde en kjær Datter, han vilde foretrække at se hende som medicinsk Kandidat? Han vilde ikke tro, at hendes Kvindelighed led mere derved end ved at være Sygeplejerske, Hjælperske ved Operationer osv. Og naar en kjærlig Fader kan raisonnere saaledes, mon det saa kan være, at Samfundet i det Hele har mere fintfølende Kjærlighed og Agtelse for Kvinden, end en Fader for sin Datter? Saa er der jo den Følelse, som Manden maaske kunde paaberaabe sig, men i Sandhedens Interesse haaber jeg, at det ikke sker, den nemlig, at det er hans mandlige Stolthed imod, at Kvinden arbejder for sit Ophold; hun burde ernæres ved ham. Men da han saa længe har fundet sig i at se hende arbejde strængt for ringe Løn, saa vil denne Undskyldning halte slemt.

Jeg sætter nu som Exempel, at det hos en vild Stamme var det oprindelige, at Mændene gik ud og bjergede Føden til sig selv og Kvinderne, men naar det efterhaanden blev dem vanskeligere at bjerge til mere end sig selv, fordi Fødemidlerne vare mindre tilgængelige eller mindre rigelige, de svarede Kvinderne, naar disse, kjede af at sidde hjemme og sulte, foresloge at gaa ud med for at prøve, om de ikke selv kunde skaffe sig lidt, at de helst maatte blive hjemme; kom de ud med, fik Mændene mindre, og det vilde de ikke finde sig i. Vilde man tro, at Kjærlighed eller Skaansomhed kunde ligge til Grund for et saadant Svar? Mon ikke snarere Egoisme maatte være Aarsagen til det? Var det ikke smukkere, om der blev sagt: vi kunne destoværre ikke ernære Eder mere: tag da selv, hvad I kunne, saa dele vi, saalænge der er noget at dele af. Tilstanden er omtrent saaledes for Tiden i de evropæiske Lande, at Manden ikke længere kan ernære Kvinden helt og holdent. Ægtemanden kan til Nød ernære sin Hustru, og denne maa ogsaa tage imod det, da hun ved Arbejdet i Hjemmet er hindret i at paatage sig andet Arbejde. Men de ugifte Kvinder, der ikke have noget Hjem at sørge for og ikke have Mænd til at forsørge sig, er det Ret af Brødnid (for til syvende og sidst er det dog det, der gjør, at Manden ikke vil have hende med i Arbejdet) at afholde dem fra at arbejde for deres Ophold paa den Maade, der behager dem mest, forudsat at de vise, at de have Evner til det. For Resten ser alt saa haabløst ud i Fremtiden, at de Stillinger, Fremtidens Mænd og Kvinder komme til at kappes om, ikke blive stort værdifuldere end Murbrokkene ved Christiansborg Slotsruin. Tilstanden er saa lidet lovende, at om ikke Mænd og Kvinder i Forening foretage et Tilbagetog i Retning af sund Fornuft og Tarvelighed, er det ikke godt at vide, hvor det skal ende. Og i den nuværende Forvirringstilstand har Kvinden som sagt ingen Skyld; skulde der være nogen, der har hjulpet til der, maa det snarere antages at være den uoplyste Mængde; men heller ikke den kan bringe det saa vidt alene; den oplyste Mængde maa have haft sin Del deri. Skulde Kvindens Frigjørelse være et af Resultaterne af Striden, saa har denne dog udrettet noget godt. Jeg kommer til at tænke paa et engelsk Ordsprog: "When thieves fall out, honest folks get their own" lyder Ordsproget; ordret oversat: naar Tyve komme op at skjændes, faa ærlige Folk deres Ejendom, hvad jeg frit vil oversætte: naar Mændene komme i Haarene paa hinanden, komme Kvinderne til deres Rettigheder.

Ovenstaaende er nu snarere en Imødegaaelse af "Sat S."s Bemærkninger (og ikke alene hans, men de mange lignende, man hører og læser Dag ud og Dag ind) end et Forsøg paa at virke hen imod at bringe Kvinden ind i alle Stillinger i Samfundet; det vil ganske vist ordne sig, alt efter som det vil være hensigtmæssigst, - Tiden ordner i Reglen praktisk; kun gjælder det om at rydde de hæmmende, uholdbare Raisonnementer af Veien, som let kunne forhale Sagens naturlige Gang.