Til de lykkeligstillede kvinder.
I en lille samling engelske artikler om kvindesagen har jeg fundet én, som netop siger noget, jeg ofte har haft lyst til at sige mit eget kön, og da jeg synes, denne artikel siger det bedre, end jeg vilde formå at göre det, vil jeg meddele det meste af den i oversættelse og knytte nogle bemærkninger til den.
Efter en kort indledning om, at tilfredshed stundom kan være en fejl, skriver artiklens forfatter:
Der er således nogle ting, som vi aldrig bör være tilfredse med, f. eks. dårlige love og samfundstilstande. Det onde, som de forvolder, rammer ikke os alene, men er en bestandig kilde til ulykke. Dersom vi lader dem forblive uforandrede, vil arbejdet for samfundets forbedring blive endnu vanskeligere for vore efterkommere. Ej heller burde nogen som helst klasse i samfundet finde sig i en uretfærdig og ydmygende undervurdering af sit arbejde. Tilfredshed med personlig fornedrelse er det laveste trin, man kan synke ned til. Når först en slave finder sig tilfreds med sit åg, er hans underkuelse og fornedrelse fuldstændig.
Det er således ofte vor pligt at være misfornøjede, selv om vor tilbøjelighed leder os i den modsatte retning. Især gælder dette, dersom vi tilfældigvis selv undgår de skadelige følger af en lov, som den klasse, vi tilhører, er underkastet, mens mange af vore fæller sukker under den.
Hvad nu end grunden dertil kan være, så meget er vist, at hos ingen har tilfredshed i den grad været en fejl som hos kvinderne. Læser vi menneskeslægtens historie, finder vi kun én klasse, der aldrig foruroliget verden med oprør, og det er kvinderne. Hvilken behandling de end har været underkastede, har de aldrig vist nogen tilbøjelighed til modstand. De er bleven indesluttede i sine egne hjæm i det gamle Grækland eller Indien; de har måttet underkaste sig flerkoneriets tyranni; de er bleven gjorte til bytte og leg for de kæmpende magter - men de har aldrig som klasse forsøgt at bevirke sin egen befrielse. I overensstemmelse hermed ser man, at kvinderne i mormonstaten Utah har indsendt en ansøgning til gunst for flerkoneriet. De kan ikke beråbe sig på, at det har været skik og brug i umindelige tider i deres samfund, for flerkoneriet har ikke fundet sted i mere end ét slægtled; ej heller på, at det har været en almindelig skik i den civiliserede verden, for kun i oldtidens eller i de uciviliserede samfund har det fundet sted. Intet kan vel såre den kvindelige stolthed dybere eller træde kvindens bedste følelse mere under fødder end flerkoneriet, og dog er Utahs kvinder, de unge som de gamle, ikke alene tilfredse med Brigham Youngs system, men de er endog iblandt hans ivrigste forsvarere. Et stærkere bevis på kvindens nedværdigelse kan næppe gives.
Når man tænker på sådanne kendsgerninger, er det ikke vanskeligt at forstå, at det bevis så ofte bliver brugt imod forbedringen af kvindernes stilling i samfundet, at de er fuldkommen tilfredse med den, som den er.
Hvorfra stammer denne tilfredshed? Ganske vist ikke fra, at der er sörget for deres velfærd. Dersom staten, som filosofen Comte har foreslået, gav en pension til enhver ugift kvinde, kunde man endda forstå, at kvinderne ikke beklagede sig. Man kunde da sige, at de havde solgt sin „førstefødselsret” for en ret lindser, men i så fald havde de lindserne og det var dog altid noget. Men endnu har vi ikke fulgt Comtes ideer, og vi holder på, at kvinden skal være afhængig uden at sørge for, at hun altid har nogen at støtte sig til. Det kan derfor ikke vække forundring, om nogle kvinder, der af bitter erfaring har lært, hvor svag den beskyttelse er, man forlanger, de skal stole på, synes det vilde være bedre, om man lyttede til deres røst, når lovene blev skrevne.
Men det kan ikke nægtes, at mange kvinder ere tilfredse med sin underordnede stilling. Under ethvert system findes der en del lykke. Rigtignok er det hinduiske begreb om ægteskab meget lavt og den skik at gifte börn bort yderst fordærvelig og nedværdigende for kvinderne; men en upartisk iagttager vil blive nødt til at indrömme, at i gennemsnit er huslig lykke Ikke meget mindre i Indien end i England. Ja dersom vi vilde lade spörgsmaalet afgöre ved en almindelig afstemning og spurgte de indiske kvinder, om de ikke foretrak Vort system, vilde störstedelen svare med et harmfuldt afslag. Indvendes hertil, at det kommer af, at de ikke er oplyste, hvad bevis kan man så udlede af deres tilfredshed? Viser ikke selve den kendsgerning, at de ere tilfredse med en lav stilling i samfundet, at vi burde søge at göre dem utilfredse med den, hvis det var muligt? Således har også her til lands en stor mængde kvinder i livet fundet alt det, som de er Opdragne til at ønske sig, og man kunde lade dem være i fred, dersom de indskrænkede sig til at være tilfredse med sin egen lod. Men de går videre og fordömmer dem, der ikke er tilfredse. De ønsker selv ingen forandring, fordi de ikke lider under det bestående system. Det er så let at være tilfreds, når kun andre lider, men man selv går fri. Det fordrer ingen heroisk kraftanstrængelse at være tilfreds, mens ens nabos hus brænder. Og dog er det den art af tilfredshed, der i almindelighed hersker blandt kvinderne i deres nuværende tilstand. En kvinde, der ikke har andre penge end dem, hendes rundhåndede mand rigelig forsyner hende med, er opbragt, fordi andre kvinder, der er underkastede sine gerrige mænds nøjeregnende smålighed, beder loven om beskyttelse. Kvinder, der i ægteskabet har fundet en bekvem forsörgelsesanstalt, er veltalende i sin modstand mod disse „ukvindelige” skabninger, der ikke er blevne gifte, og derfor gærne vil forsörge sig selv ved, hvad de andre kalder „ukvindelige” sysler. De som har været heldige under det nuværende system, fortæller os med stolthed, at de er tilfredse med sin stilling. Men det er netop deres pligt, der har det godt, at være utilfredse ikke med sin egen lod i livet, men med et dårligt system, hvorunder mange lider. De burde afryste tilfredsheden og hjælpe dem, som lykken ikke har begunstiget! ”
Denne artikel har jeg tit måttet tænke på, når jeg hos flertallet af kvinderne mødte denne stærke fordömmelse af de kvinder, der arbejder på at forbedre sit köns stilling, og det er til disse kvinder, der lukker øjnene i for, hvor slette tilstandene er, og hvor meget der er at forandre, ja tilmed fordömmer dem, hvis öjne er åbne, at disse ord er henvendte. Velvære og tilfredshed avler tit hårdhjærtethed og mangel på forståelse, og det kan ikke nægtes, at de lykkelige kvinder ofte er kvindesagens allerværste modstandere. Med en fanatisme og en lidenskab, der var en bedre sag værdig, forkætrer de de kvinder, der kæmper for en forbedring af sit köns stilling, ja søger at udstøde dem at de hæderlige kvinders række ved at kalde dem "ukvindelige" og således vække en dydig harme mod dem.
Mange af disse kvinder er uforbederlige, men om mange tror jeg, at de kun dömmer så uretfærdig om kvindebevægelsen på grund af uvidenhed. Kendte kvinderne lidt mere til lovene, tror jeg dog, at kun et mindretal rolig vilde finde sig i at leve under love som de nugældende. Jeg vil fremdrage et par eksempler - måske de kunde give kvinderne lyst til at göre sig lidt bekendt med sin egen retslige stilling i samfundet, som de nu er aldeles uvidende om. Det er ofte nok sagt, at hjæmmet er kvindens rette plads, at det er som hustru og moder, hun opfylder sit helligste kald som kvinde. Digterne har besunget hende og festtalerne berömmet hende som sådan. Skulde man så ikke tro, at hele denne beundring og lovprisning af kvinden som hustru og moder havde fundet sit udtryk i de love, manden har givet om huslivets indretning? Men det nytter ikke at lede om højagtelse i disse love. Lad os tage et par eksempler af professor Deuntzers familieret.
"Familierettens Opgave er" - således hedder det i indledningen - "at fremstille Familieforholdene, således som de retlig ere ordnede og beskyttede". Læser man så om "Ægteskabets Retsvirkninger", hedder det side 104: "Lovgiveren gaar ud fra, at Hustruen er Manden underordnet og skylder ham Lydighed. I Lovsproget kaldes han i Forhold til hende Husbond ligesom i Forhold til Børn og Tyende......
Manden bestemmer Familiens Opholdssted og Husvæsenets Indretning, og Hustruen bør rette sig efter hans Vilje i saa Henseende og er forpligtet men ogsaa berettiget til i Overensstemmelse dermed at styre Husvæsenet". Efter derpaa at have talt om, hvorvidt manden har revselsesret over sin; hustru, hvilket han dog siges ikke mere at have, fortsættes der side 106: „Derimod kan Manden f. Ex, unddrage Hustruen Midlerne til at udføre den af ham forbudte Handling eller indskrænke de Goder, som han ellers lader hende nyde, - dog ikke i den Grad, at hun lider Nød - eller med Magt hævde den almindelige Husorden f. Ex. ved at holde Dørene aflaasede om Natten eller ved at forbyde Tyendet at være Hustruen behjælpelig ved visse Foretagender."
Det er en smuk stilling, der indrømmes hustruen, ikke sandt? Mange kvinder trode vist, da de indgik ægteskab, at nu sluttede de to - mand og hustru - sig sammen for at danne et fælles hjæm, hvis midtpunkt de bægge var, og hvor de i forening havde den højeste myndighed. Men I tog fejl: manden alene har myndigheden, hustruen er efter lovene som hans tjænestetyende, kun med den forskel, at hun ingen lön kan fordre for sit arbejde og ikke kan skifte plads men er bunden til læsset.
At kvinderne så længe har tålt dette, ligger kun i, at mændene som oftest er bedre, end de love de giver, så kun et mindretal af kvinderne har lidt under lovene. Men selv om man ikke personlig lider under dem, fordi de ikke blive anvendte overfor én, så nedværdiger det én dog, at de er til. Luk dog øjnene op og se, hvilken hån, der ligger i slige love! Hvor længe vil kvinderne finde sig i at leve under dem?
Se, det er til de lykkelige kvinder, jeg henvender disse ord, til dem, der har en ædelttænkende mand, der agter og elsker dem for højt til at ville göre brug af den ret; disse love hjæmler ham. Vi skal åbne vort hjærte for de ulykkelige kvinder, der lider under lovene. Vi skal stille os i breschen og tage kampen op, ti vi kan, vi, som ingen modstand møder hos vore mænd, og som ikke ved vort krav om bedre love afslører eget huslivs elendighed. De stakkels kvinder, hvis mænd gør brug af sin lovhjæmlede ret, er tit for forkuede til at turde komme frem med sin klage. - Kunde jeg blot vække harme hos nogle af kvinderne, så de ikke længer vilde tåle disse love! I den henseende kender jeg ét middel, i som jeg. anser for ufejlbarligt: læs dansk familieret! Ingen kvinde med virkelig selvfölelse kan læse den uden at oprøres i sit inderste. Derfor vil jeg lægge alle kvinder indstændig på sinde: læs dansk familieret!
Inden jeg slutter, vil jeg dog værge mig mod at misforstås. Når jeg har gengivet en artikel, der angriber tilfredsheden blandt kvinderne og opfordrer til Utilfredshed, og jeg har givet denne min tilslutning samt selv søgt at vække kvindernes harme, så må jeg indstændig lægge læserne på sinde ikke at forveksle utilfredshed over slette love med personlig bitterhed. Kampen bör fremfor alt føres uden bitterhed. Vi kvinder bör vogte os for at blive bitre mod mændene, fordi vi kræver vor ret af dem. Vi må huske, at det er ikke de nulevende mænd, der har lavet lovene og skabt samfundstilstandene; disse er en frugt af mange, mange slægters fejlsyn, og först og fremst bærer kvinderne sælv skylden, ti de har fundet sig i at leve under slige love og böjet nakken under åget. Ofte har de vel været nødte til det og været for svage til at göre modstand; men de "tilfredse" kvinder i den nulevende slægt viser os tydelig, at det ikke altid har været fordi de ikke havde kunnet afryste åget, men at mange kvinder er bleven så dybt demoraliserede, at de med lidenskab har forsvaret sin egen trældomstilstand. Dette bör vi huske, og fremfor alt vogte os for at vække bitterhed mellem de to kön. De behøver hinanden og er skabte for hinanden, og der er allerede mange ædelttænkende mænd, der har indset, at de sælv er langt bedre tjænte med at have et ligestillet, frimodigt væsen ved sin side end en underdanig eller snedig eftersnakker, der ad krogveje lister sig til at få sin vilje. Disse mænd har højmodig stillet sig side om side med os i kampen for vor frigörelse og deres forrettigheders indskrænkning, og dem bör vi huske på, dersom bitterheden mod mændene vil vågne i vort sind, og vi bör ikke glemme, at vi kvinder godt kan tage halvdelen af skylden på os sælv. Slutter vi os först sammen for at tilkæmpe os en værdigere stilling i samfundet, får vi den sikkert også. Mændene byder os ikke den nuværende en dag længer, end vi sælv vil tåle den. Derfor er det på kvinderne sælv, hovedansvaret vil komme til at hvile, hvis de ingen anden stilling kommer til at indtage!