« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 22. januar 1932

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i D.K.s Fællesstyrelse.
F.U. afholdt Møde Fredag den 22. Januar 1932 Kl. 19 paa Dansk Kvindesamfunds Kontor, Absolonsgade 3.

Til Stede var: Formanden Marie Hjelmer,- Emilie Buchwald,- Marie Illum,- Hedevig Matthiesen,- Eli Møller,- Dagmar Nielsen,- Redaktøren Anna Koch Schiøler,- Fritze Teisen.
Fraværende: Andrea Brochmann,- Dida Dederding,- Kirsten Gloerfelt-Tarp,- Camilla Perssen,- Elisa Petersen.

Dagsorden.
1) Meddelelser
2) Financiering af det politiske Arbejde
3) D.K. og D.K.N.
4) "Kvinden og Samfundet"s Forside
5) Fællesmødet
6) Eventuelt.

ad 1. Meddelelser.
Der var kommet Meddelelse om, at den gamle Lærerinde paa Falster, som havde søgt D.K. om Hjælp til at faa Pension, nu havde faaet Kr. 200.- i aarlig Pension paa Finansloven.
Gift Kvindes Nationalitet. Nationernes Forbund havde bestemt atter at tage dette Spørgsmaal op til Overvejelse. D.K.N., Kvindelige Akademikere, Fredsligaen og D.K. havde dannet et Udvalg ang. dette Spørgsmaal for at forhandle med Ministeriet om Delegationens Standpunkt.
Der var kommet en Del Skrivelser ang. den internationale Afrustningskonference; Spørgsmaalet om, hvorvidt D.K. skulde deltage i dette Arbejde, maatte eventuelt drøftes paa et Fællesmøde.
Bladet "Women’s News" har meddelt, at det ikke mere kan bestaa som hidtil, og samtidig meddelte det, at man satte Pris paa at være underrettet herfra om Arbejdet i Danmark. Man vilde sætte sig i Forbindelse med Frk. Neergaard om, at disse Indberetninger eventuelt gik gennem hende.
Folkenes Forbund havde ang. "Hjælp til nødstedte Udlændinge" bestemt at ville nedsætte en ny Kommission bestaaende af Repræsentanter fra 12 Lande, deriblandt Danmark, og det mentes, at der i en saadan Kommission burde være kvindelige Repræsentanter, hvorfor man kunde ønske stillet Forslag. Man vilde rette Henvendelse til Fru E. Carstensen, om hun kunde tænke sig at være den Repræsentant, D.K. anbefalede Regeringen. Mødet skal ikke finde Sted før Oktober 1932.
Der var kommet Meddelelse fra Landsretssagfører Ingeborg Hansen som executor testamenti i Boet efter Enkefru Anna Margr. Adelheid Hall f. Sølling, at der skulde oprettes et Legat, hvis Renter skal tilfalde agtværdige Kvinder, der sidder i trange Kaar. Det skal bestyres af D.K.
Ogsaa et andet Legat Ingrid Andrea Schmidts Legat og endnu et Legat var der kommet Meddelelse om med Forespørgsel, om D.K. vilde administrere dem.
Fra Socialministeren var kommet en Artikel "En vigtig principiel Afgørelse”, som han mente kunde interessere, da den drejer sig om dette, at en Manden ydet Fattighjælp ogsaa udstrækker sin Virkning paa Hustruen.
Da det i Dagbladene havde staaet, at der skulde afholdes Møde om Oprettelse af et Husholdningslaboratorium, hvortil var indbudt forskellige Foreninger, og da D.K. ikke var med deriblandt, havde Formanden straks herom rettet en Henvendelse til Indenrigsministeren. D.K.
var dog ikke blevet indbudt til Mødet.
Fru Andrea Hedegaard havde forespurgt, om det fynske Distrikt kunde laane Banneret til en større Udstilling, som skulde afholdes i Fyns Forsamlingshus. F.U. enedes om at bevilge dette, da det var en saa stor Udstilling.
Fru Dagmar Nielsen anmodede for Fru Astrid Hostrup fra det sjællandske Distrikt om, at det maatte laane Banneret til Distriktsmødet; man enedes om, at man ikke kunde imødekomme denne Anmodning.
Fru Andrea Hedegaard havde meddelt, at der var oprettet en ny Kreds i Tommerup.
Der var yderligere oprettet Kredse i Egtved, Galten og Nykøbing Mors. - Fru Mølbak Frederiksen havde meddelt, at Støvring Kredsen var gaaet ind. - Hyllinge Kredsen, som kun bestaar af 16 Medlemmer kunde daarligt betale Kontingent, og man enedes derfor om at eftergive det for dette Aar.

ad 2. Financiering af det politiske Arbejde.
Fru Hedevig Sonne Hald havde skrevet om dette Arbejde og om de Planer, man havde; men hun spurgte om, hvorfra Pengene skulle komme. Det samme skrev Fru Esther Carstensen og Fru Thora Skakke. Det maatte meddeles dem, at de kunde faa Støtte, hvis Arbejdet kunde lægges paa en saadan Maade, at det kunde falde ind under Samfundskursus.

ad 3. D.K. og D.K.N.
Dette Punkt udgik, da det vilde være bedre at vente, til der havde været Udvalgsmøde derom.

ad 4. "Kvinden og Samfundet”s Forside.
Redaktøren stillede Forslag om, at man skulde faa en anden Forside til Bladet. Fru Koch Schiøler maatte herom stille et mere koncist Forslag.

ad 5. Fællesmødet.
Man drøftede forskellige Muligheler, men der kunde endnu ikke tages Standpunkt.

ad 6. Eventuelt.
Formanden meddelte, at Fru Astrid Hostrup var fremkommet med et Forslag om eventuelt gennem Salg af et Mærke at yde Støtte til Landmændenes Kvinder. Efter Forhandling var man blevet enige om, at Planen var vanskelig af gennemføre.

Protokollen ført af Emilie Buchwald og underskrevet af de tilstedeværende Mellemmer.