« Tilbage til søgeresultaterne

Fællesstyrelsesmøde 20. marts 1932

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for D.K.s Fællesstyrelse.
Fællesstyrelsen holdt Møde Søndag den 20. Marts 1932 Kl. 19 ¼ i "K.F.U.K." St. Kannikestræde.
Til Stede var: Formanden Marie Hjelmer,- Sigrid Ammitzbøll (Suppl.), - Magda Andersen (Suppl.),- Emilie Buchwald,- Andrea Brochmann, - Esther Carstensen,- Marie Egeberg,- Kirsten Gloerfelt-Tarp, - Andrea Hedegaard,- Ida Holck,- Marie Illum,- Jensine Lomholt (Suppl.), - Eli Møller,- Dagmar Nielsen, - Charlotte Olsen (Suppl.) - Camilla Perssen,- Elisa Petersen,- Redaktøren Anna Koch Schiøler.

Fraværende: Karen Beyer,- Thora Drøhse,- Dida Dederding,- Karen Fogh, - Hedevig Matthiesen,- Hulda Pedersen,- Thora Pedersen,- Hedevig Sonne Hald, - Fritze Teisen.

Dagsorden.
1) Meddelelser
2) Udvalgsberetninger
3 Legatuddeling
4) Fællesmødet
5) Distriktsdeling
6) D.K.N. og D.K.
7) Regnskabet
8) Eventuelt.

ad 1. Formanden meddelte, at den Kreds, Fru Dagmar Nielsen havde stiftet i Nykøbing Mors, nu var kommet i fast Leje. Foruden den havde D.K. senere faaet 3 nye Kredse: Egtved, Galten og Tommerup. Desværre var 2 Kredse til Nytaar gaaet ind, nemlig Støvring og Haldrup. Formanden for Støvring Kreds Fru Mølbak Frederiksen havde meddelt, det var umuligt at holde Kredsen paa Benene, men den lille Kassebeholdning, Kredsen havde, vilde blive indsat paa en Sparekassebog
for at danne Grundlag for en ny Kreds, dersom der engang igen var Jordbund derfor. Man havde saaledes det Haab, at Kredsen vilde genopstaa.
Det, der havde taget mest af D.K.s Tid i den forløbne Vinter, var Opgaven som Vagtpost, og denne evige Passen paa var ikke mindst vanskelig i denne Tid, hvor der rettedes saa mange Angreb paa Kvinders Ret til Arbejde. Et Eksempel herpaa var Fru Wentzels Forbigaaelse ved Besættelse af et Kontorchefembede i Finansministeriet. Fru W., der er anerkendt som en dygtig og velanbefalet Embedsmand, var ved den tidligere Kontorchefs Tilbagetræden blevet fungerende Kontorchef og stod som Ekspeditionssekretær nærmest til at rykke op som Kontorchef, men mod al Sædvane lod Udnævnelsen vente paa sig og Dagbladene antydede, at Finansministeren ikke vilde vælge en kvindelig Kontorchef. - Sammen med Fru Arenholt og Fru Gloerfelt-Tarp henvendte Formanden sig da til Finansminister Bramsnæs og spurgte om hans Stilling til Kvinders Ansættelse og, om det for ham havde noget at sige, at en Kvinde var gift. Ministeren endte med at forsikre, at for ham gjaldt det kun om at finde den bedst kvalificerede og bedste egnede til Embedet. Kort efter blev imidlertid Fru W. puffet til Side og en Mand fra et andet Kontor konstitueret i Embedet som Kontorchef. -
Frk. Westergaard fandt Betænkningen fra Oprettelsen af Ekspeditionssekretærembederne frem, og deraf fremgik det tydeligt, at Meningen med disse Stillinger var, at de skulde være Overgangsled til Kontorchefstillingerne. Vi skrev derefter i "Berlingske” et aabent Brev til Finansministeren; derpaa er der intet Svar kommet.
D.K. har søgt at faa en Kvinde med i Delegationen til Nedrustningskonferencen i Genève. Kvindeorganisationerne havde sendt Andragende ind til Udenrigsministeren, og Formanden havde haft en Samtale med denne for at bede ham interessere sig for dette Spørgsmaal. Han svarede, at der kun vilde blive 6 delegerede: 1 for Flaaden, 1 for Hæren, i for Flyvevæsen, 1 for kemisk Krig, 1 for det økonomiske og 1 for det folkeretlige, og kun hvis Kvinderne kunde udpege Eksperter paa disse Omraader, kunde han udnævne Kvinder. – Vi var efter dette klar over, at der intet var at gøre, men sendte dog endnu en Anmodning ind.
Som tidligere Aar har D.K. sammen med Nationalraadet anmodet om at faa en Kvinde med til Arbejdskonferencen i Genève og har dertil udpeget Fru Gloerfelt-Tarp. - Man har endnu ikke faaet Svar paa denne Henvendelse.
Fra den internationale Alliance havde D.K. faaet Meddelelse om, at Nationernes Forbund har nedsat en ny Børnekommission, som skal tage sig af Refusionspørgsmaalet. Blandt de 12 Lande, der var udpeget til at være repræsenteret, var Danmark, og man opfordrede derfor D.K. til at faa en Kvinde med i Delegationen. – Efter F.U. Vedtagelse havde Formanden skrevet til Fru Esther Carstensen, om hun var villig til at lade sig foreslaa. Fru C. havde svaret Ja, hvad Formanden var hende taknemmelig for. - Desværre var det imidlertid ikke lykkedes at faa en Kvinde med. Ved Henvendelse til Socialministeriet viste det sig, at man i en Fart havde udnævnt 2 Mænd. Paa Forespørgsel, om Delegationen ikke kunde udvides til 3, henviste man til Udenrigsministeriet, og Formanden forsøgte en Henvendelse hertil, men fik efter nogen Tids Forløb den Besked, at Sagen ikke vedkom Udenrigsministeriet.
Endelig havde D.K. henvendt sig ang. Repræsentation i det af Ministeriet nedsatte Udvalg ang. Husholdningslaboratoriet. Dette Spørgsmaal vilde komme frem under Udvalgsberetninger.
Til Dirigenter valgtes: Marie Illum og Emilie Buchwald.

Diskussion om Beretningen.
Jensine Lomholt meddelte nærmere om Støvring Kredsen, at hun havde henvendt sig til Formanden for Kredsen og gjort opmærksom paa, at der efter Lovene skulde holdes 2 Generalforsamlinger, før Kredsen kunde gaa ind. Fru Frederiksen hævdede imidlertid, at det var ganske ørkesløst, da ingen vilde møde, og man blev enige om, at man indtil videre maatte lade Kredsen hvile.
Marie Egeberg rettede en Tak til Formanden, fordi hun var gaaet ind paa at være D.K.s øverste Vagtpost. For dem ude omkring gjaldt det om at være saa mange som muligt, saa D.K.s dygtige Fortalere kunde have en stor Kreds bag sig. Derfor havde de smaa Kredse deres Betedning, og det forstod de. Uldum Kreds havde været ved at gaa ind, men var dog trofast blevet staaende.
Dagmar Nielsen hævdede, at Lovene burde overholdes. Naar der stod, at der skulde afholdes 2 Generalforsamlinger, før en Kreds kunde gaa ind, burde ingen Kreds have Lov til at bryde Bestemmelsen. Ofte kunde en Kreds reddes derved, hvad hun i 7. Distrikt flere Gange havde haft Erfaring for.
Sigrid Ammitzbøll mente, at der kunde være Tilfælde, hvor det viste sig umuligt, at gennemføre Loven. I Haldrup Kreds nægtede man simpelthen at foretage det mindste og svarede temmelig ubehageligt, da Distriktsformanden tilbød sin Hjælp.
Formanden syntes ikke, Lovparagraffen skulde slettes. Men naar en Kreds stillede sig som i dette Tilfælde, var der intet at gøre; man havde jo ingen Midler til at gennemtvinge Loven.

ad 2. Udvalgsberetninger.
Husholdningslaboratoriet.
Marie Illum: Den Sammenslutning, der for nogle Aar siden blev dannet af husholdningsinteresserede Foreninger, er meget løs - man har ingen Vedtægter villet have - og har kun til Opgave hvert Aar at ordne og sammenkalde til et stort Fællesmøde, hvor de forskellige Husholdningsspørgsmaal drøftes. En Repræsentant for hver tilsluttet Forening danner Bestyrelsen, der vælger et Forretningsudvalg paa 3 Medlemmer.
Da Fru Carstensen paa sidste Fællesstyrelsesmøde fremkom med Meddelelsen om, at man nu arbejdede for Gennemførelsen af et Husholdningslaboratorium, havde jeg intet hørt derom, men lovede at undersøge Sagen. Næste Dag henvendte jeg mig til forskellige Repræsentanter inden for Fællesudvalget, men ingen af dem kendte noget til Husholdningslaboratoriet. Fru Hessel, som er Formand for Fællesudvalget, vidste ikke andet, end at hun var indkaldt til Møde i Odense, hvor
bl.a. Laboratoriet skulde drøftes. Det var umuligt at skaffe nogen rigtig Besked, og til sidst bad jeg Fru Hjelmer skrive til Indenrigsministeren, om D.K. maatte blive repræsenteret. Svaret lød, at han
ikke kunde imødekomme vor Anmodning, da han kun havde indbudt de Foreninger, der selv havde henvendt sig til ham og rejst Sagen.
Det har imidlertid været umuligt at faa opklaret, hvem der har henvendt sig til Ministeren; der er ingen, der vil vedgaa det.
Aarsmødet i Fællesudvalget blev i Aar indkaldt med meget kort Varsel. Jeg kunde desværre ikke være til Stede ved det forberedende Møde, men ved Udvalgsmødet lige før det aarlige Fællesmøde gjorde jeg Fællesudvalget opmærksom paa, at D.K. følte sig meget tilsidesat ved ikke at blive taget med i Laboratoriesagen. Fru Meyer gav mig Ret og sagde, at hun straks havde paatalt det.
Men det hele ser meget mærkeligt ud og er umuligt at komme til Bunds i.
Esther Carstensen: Da Ministeren omtalte Sagen i Viborg, sagde han udtrykkelig, at han nu vilde indbyde D.K. og forskellige andre Foreninger. Kunde vi ikke igen rette en Henvendelse til Ministeren om at komme med i Udvalget? Dette, at de andre selv har henvendt sig til Ministeren, behøver da ikke at udelukke D.K.
Andrea Hedegaard: Det skader D.K. ude omkring, at vi ikke er blevet repræsenteret i Laboratoriesagen; man tager det som Bevis paa, at D.K. ikke interesserer sig for Husholdningen, naar det kommer til Stykket.
Formanden: Jeg vil gerne, hvis Fællesstyrelsen ønsker det, tale med Ministeren igen. Men jeg tror, det maa vente lidt; i Øjeblikket er Regeringen saa stærkt optaget af det politiske.
Anna Koch Schiøler: Maa jeg skrive i Bladet, at man vil gøre endnu et Forsøg paa at blive repræsenteret i Udvalget?
Fællesstyrelsen fandt det klogest, om Redaktøren ventede med Omtalen af dette Spørgsmaal i Bladet.

Kursusudvalget.
Marie Illum meddelte, at alle Statstilskud til D.K.s Kursus (antagelig ogsaa til "Kv.& Sf.") var blevet strøget i Aar. Det var meget kedeligt; men man maatte fortsætte Arbejdet med at faa Kredsene til at benytte Ungdoms- og Aftenskoleloven i Stedet for. I mange mindre Kredse havde Kursusarbejdet været det faste Samlingspunkt. - D.K. maatte jo nu undersøge, hvorledes man eventuelt kunde komme over det. Foreløbig havde man et lille Overskud, som man kunde bruge i meget vanskelige Tilfælde.
Eli Møller forespurgte, om ogsaa Tilskud til Kursus i seksuel Hygieine var strøget.
Marie Illum svarede, at det gjaldt alle Kursus.
Charlotte Olsen meddelte, at man i 1. Distrikt havde arbejdet paa at Aftenskoleloven taget i Brug i Kredsene. Der kunde godt agiteres for D.K. sammen med disse Kursus.

Familieretsudvalget.
Marie Hjelmer: Udvalget fik i sin Tid tilstillet Sagfører Rimestads Henvendelse til D.K. ang. en Ændring i Tjenestemandsloven, hvorefter ogsaa fraskilte Tjenestemandshustruer skulde kunne faa Andel i Enkepensionen. Vi har drøftet Sagen og synes ikke, vi helt kan vise Henvendelsen fra os, men vil gerne høre, hvad Fællesstyrelsen mener derom.
Marie Egeberg: Spørgsmaalet er ogsaa brændende i 5. Distrikt, hvor en Kredsformand flere Gange har draget det frem; det vilde være godt, om D.K. kunde finde en Løsning.
Jensine Lomholt kendte det af Sagfører Rimestad fremdragne Tilfælde og gav Fællesstyrelsen nærmere Oplysning herom. Hun syntes, det var naturligt, om D.K. tog Spørgsmaalet op, og henstillede, at man gjorde, hvad man kunde.
Ida Holck mente, at den fraskilte Hustru burde have Pensionen i Tilfælde af, at Tjenestemanden ikke giftede sig igen inden sit fyldte 60de Aar.
Emilie Buchwald: Det gælder om at slaa fast, at ingen Hustru kan tvinges til at gaa med til Separation, naar den anden Part er ene om Skylden, og Hustruen vel at mærke ikke holder fast ved Ægteskabet udelukkende af Chikaneri.
Esther Carstensen: Forholdene er meget uheldige, som de er, naar en Kvinde skal holde fast ved et ødelagt Ægteskab af økonomiske Grunde. Det maa blive D.K.s Opgave at finde ud af, hvorledes dette kan ændres.
Marie Hjelmer kendte Eksempler paa, at en Hustru udelukkende af Hævnfølelse modsatte sig Skilsmisse, og fandt det uberettiget, at det kunde lade sig gøre.
Emilie Buchwald mente, man i et saadant Tilfælde burde lade Sagen gaa til Højesteret, der flere Gange har henvist til Motiverne og hævdet, at naar et Ægteskab er ødelagt, skal den ene Part ikke have Lov til alene af Chikaneri at modsætte sig dets Opløsning.
Kirsten Gloerfelt-Tarp raadede til at gennemtænke Problemet godt. D.K. skulde overveje nøje, før det gik i Brechen for, at fraskilte Hustruer skal have Ret til Pension, for det var det samme som at sige, at en Kvinde skulde kunne leve af at have været gift, hvilket stred mod D.K.s Arbejde for, at Kvinder skal beholde deres Erhverv.
Marie Egeberg protesterede mod Udtalelsen, at en Kvinde skulde leve af at have været gift; men man kunde ikke forlange af en 50-60 Aars Kvinde, der pludselig kom til at staa alene, at hun skulde kunne tjene til Livets Ophold.
Marie Hjelmer vilde meget nødig, at D.K. skulde løbe sig en Staver i Livet ved at indsende et Andragende, man ikke rigtig kunde staa ved, og foreslog at nedsætte et Udvalg af sagkyndige, der kunde gennemdrøfte Sagen og forelægge den igen.
Der nedsattes derpaa et Tremandsudvalg, bestaaende af Sigrid. Ammitzbøll,- Emilie Buchwald,- Esther Carstensen.

Gift Kvindes Nationalitet.
Formanden: Kvindeforeningerne har nedsat et Udvalg til at forhandle med Udenrigsministeren for om muligt at opnaa, at den Delegation, der sendes til Genève, vil hævde vore Synspunkter ang. Gift Kvindes Nationalitet.
Kirsten Gloerfelt-Tarp: Vi søgte sidste Aar at faa Ingeborg Hansen med i Delegationen; det kom hun ikke, men hun deltog i Demonstrationen i Haag som vor Repræsentant i Alliancens Hovedstyrelse.
Spørgsmaalet om Børnenes Nationalitet er draget frem, og vi har maattet skrive til vort internationale Udvalg for at faa at vide, hvad dets Stilling hertil er.

Hustruens Skat.
Eli Møller fremdrog Spørgsmaalet: Hustruens Skat; men efter nogen Diskussion var man enig om, at man stadig maatte lade det hvile.

Adgang til Stillinger og Hverv.
Dagmar Nielsen berettede om en Henvendelse, hun havde faaet fra Nyborg, hvor en Kvinde var blevet indstillet som Nr. 1 til et Embede som fastansat Lærer ved den kgl. Døvstummeskole, men ikke desto mindre frygtede for at blive forbigaaet. Forstanderen havde gjort hende opmærksom paa, at hun hellere maatte faa fat i Kvindeorganisationerne. - Vi anbefaler jo aldrig bestemte Personer, men jeg bad Fru Hjelmer tale med Socialministeren. Vi fik det sædvanlige Svar, at han kun tager Hensyn til Kvalifikationer.
Marie Egeberg kunde meddele, at de i Vejle siden sidste Fællesstyrelsesmøde havde haft den Glæde at faa en kvindelig Overlærer, og det syntes at gaa udmærket. Man burde ogsaa holde Øje med, at der blev et rimeligt Antal kvindelige Viceinspektører.

Politiske Forhold.
Marie Hjelmer: Udvalget har holdt Møde og har navnlig haft Opmærksomheden henvendt paa det forestaaende Landstingsvalg. Vi har tænkt fra Udvalget at sende nogle Henstillinger ud baade med Hensyn til Agitation, Valgdeltagelse og Opstilling af Kandidatlister og vilde der bruge de Holdepunkter, vi har faaet i Opstillingskredsene, saaledes at Distriktsstyrelserne sender Henvendelserne videre ud.
Endvidere har vi drøftet Fru Magda Andersens Forslag om at faa lavet nogle Instruktionskursus for Deltagere i det politiske Arbejde, hvor man kunde samle de interesserede og gennemgaa visse politiske Spørgsmaal og først og fremmest Landstingsvalget. Dette finder Sted i Efteraaret i Nørrejylland, paa Fyn og i København.
Andrea Hedegaard mente, det vilde være udmærket, hvis Distriktsstyrelsen fik de omtalte Henvendelser og lod dem videresende - vilde gerne have en nærmere Redegørelse for, hvorledes Instruktionskursuset var tænkt.
Magda Andersen: Jeg havde tænkt mig det som et 2 Dages Kursus, hvor man den første Dag drøftede Organisationen af Arbejdet og desuden gav Partierne Lejlighed til at samles og drøfte specielle Spørgsmaal; den anden Dag skulde der være et fingeret Valg, hvorved man kom ind
paa alle Spørgsmaal ang. Opstilling af Kvinder osv.
Om det skulde være et Kursus for hele Landet eller ordnes distriktsvis, maatte overvejes nøjere. Man skulde have fat paa dem, der virkelig havde Forudsætninger for at kunne gøre et saadant Arbejde, dem, der vilde gaa i Spidsen.
Tanken om et Instruktionskursus vandt almindeligt Bifald hos Fællesstyrelsen, men baade
Andrea Hedegaard og Marie Egeberg holdt paa, at det burde ordnes distriktsvis, da det ellers vilde være vanskeligt at faa Kvinderne til at rejse baade paa Grund af Tid og Udgifter.
Charlotte Olsen advarede mod at planlægge et nyt stort Møde foruden Fællesmødet nu i de vanskelige Tider.
Formanden og Anna Koch Schiøler fandt, at et samlet Møde for hele Landet vilde virke mere animerende, og at det bedst kunde ordnes i København.

Børneforsorg.
Emilie Buchwald meddelte, at Udvalget havde holdt Møde og gennemgaaet Socialreformen, men var kommet til et ret negativt Resultat, idet man ikke syntes, man kunde komme med nogen Indstilling, før man af Fællesstyrelsen havde faaet nogle Retningslinier. Spørgsmaalet maatte
eventuelt tages op paa Fællesmødet.
Kirsten Gloerfelt-Tarp undrede sig over, at Nationalraadet ikke var indkaldt til Udvalgsmødet, da Børneforsorgsudvalget var fælles.
Den nye Udvalgsformand havde ikke vidst, at D.K. havde Udvalget i Fællesskab med D.K.N., da dette ved en Fejl ikke var bemærket af paa Udvalgslisten; men da det afholdte Udvalgsmøde havde været rent foreløbigt, vilde Fejlen ingen Betydning faa.
Nyt Møde vil snart blive indkaldt.

ad. 3. Legaterne.
Formanden oplæste Legatudvalgets Indstilling, som enstemmigt godkendtes. Foruden ”Ludvig Triers Legat for studerende Kvinder" Kr. 475 – uddeltes 8 Portioner à Kr. 300. – og 1 à Kr. 200. –(Navnene paa Legatmodtagerne findes i ”Kv.& Sf.” Nr. 6) - Der havde været 164 Ansøgninger.
Jutta Bojsen Møllers Legat, der ikke er uddelt siden Mor Juttas Død, vil nu atter blive uddelt. Fællesstyrelsen overlod Dr. Eli Møller at bortgive Legatet det første Aar.
Dagmar Nielsen forespurgte, om det var Meningen at overgive de indsamlede Penge til ”Astrid Stampe Feddersens Boglegat” i alt Kr. 1359. - til Kvinderegensen, eller D.K. havde i Sinde selv at bestyre det.
Da der jo ikke var Tale om nogen Uddeling, idet Boglegatet var knyttet til D.K.s Værelse, fandt Fællesstyrelsen det naturligt at overgive løbet til Kvinderegensen. - Dette vedtoges ved Afstemning.
Fru Dagmar Nielsen oplyste endvidere, at Fru Aggebo, der baade havde skænket Mærkerne til D.K.s Værelse og haft det administrative Arbejde ved Indsamlingen, ikke vilde beregne sig noget til Porto og andre Udgifter, men ønskede, at den Rest paa ca. 170 Kr., der var tilovers efter at de 6000.00 Kroner var udbetalt, maatte blive anvendt til Indkøb af nogle Billeder til D.K.s Værelse.
Ingen af Fællesstyrelsen indvendte noget herimod.
Esther Carstensen gjorde dog opmærksom paa, at man først burde tale med Møbelarkitekten, der gerne vilde tages med paa Raad for ikke at faa sin Stil ødelagt.

Efter Middag.

ad 4. Fællesmødet.
Formanden: Det har været overvejet helt at stryge Fællesmødet i Aar; fra Aarhus Kreds er der stillet positivt Forslag herom; men efter mange Overvejelser er vi kommet til det Resultat, at det aarlige Fællesmøde, som er Hovedpunktet i D.K.s Liv og virker stimulerende paa os alle, kun af meget tvingende Grunde bør opgives, og selv om der skulde komme færre Tillidsmand i Aar, vil vi alligevel holde Fællesmøde.
Vi havde først tænkt paa Fanø; men Fru Dagmar Nielsen stillede Forslag om, at vi skulde spørge Fredericia Kredsen, da det var et langt mere centralt Sted. - Til vor Glæde svarede Fredericia Kredsen meget imødekommende, og det er nu afgjort, at Mødet bliver i Fredericia. Jeg har lovet Kredsen, at den ikke skal blive ruineret, og at vi skal staa den bi paa alle Maader.
Tiden har vi tænkt skulde være den 25.-26.-27.- Juni, saaledes at vi indtræffer i Fredericia Lørdag d. 25. om Eftermiddagen. Mødets Aabning bliver saa om Aftenen, som vi plejer, med Formandens Beretning og et offentligt Foredrag. Søndag skulde vi ligeledes have et offentligt Foredrag om Eftermiddagen; det gælder om til begge Dage at finde gode Foredrag, det har sin store Betydning.
Søndag holder først Distrikterne Møde, og ved det følgende Forhandlingsmøde kommer saa Diskussion om Formandens Beretning, Regnskab, Valg af Valgstyrelse og Udvalgsberetninger. Vi skulde gerne have en Del Udvalgsberetninger; jeg tror, det er vigtigt, at Udvalgsarbejdet kommer til at spille en Rolle. - Om Eftermiddagen tænker jeg mig altsaa et Foredrag, og Aftenen skulde da være helliget selskabeligt Samvær: et fælles Kaffebord el.lign.
Mandag kommer Valgene, Distriktsdelingen osv.
Marie Illum: Kunde man ikke Søndag Aften arrangere et lille Landstingsvalg og derpaa have fælles Kaffebord.
Elisa Petersen: Vi har engang i Fredericia haft et saadant Valg. Maaske har Frk. Hulda Pedersen gemt Materialet.
Sigrid Ammitzbøll: Fru Karen Fogh har bedt mig foreslaa, om man ikke Aar kunde sammentrænge Fællesmødet noget og f.Eks. undvære Festligheder, under Hensyn til de økonomiske Vanskeligheder.
Emilie Buchwald:
Hvis Distriktsdelingen først kommer paa Dagsordenen Mandag, er jeg bange for, der ikke bliver Tid nok til Drøftelsen. Der er altid Uro under Valget.
Fællesstyrelsen drøftede forskellige Forslag til Foredrag og Talere. – Til Slut vedtog man at rette en indtrængende Opfordring til Fru Gyrithe Lemche om at holde Foredrag Lørdag Aften. Hvis Fru G.L. sagde Nej hertil, vedtog man at overlade til F.U. at finde Foredragsholdere.
Man foretog Afstemning om, hvorvidt man ønskede, F.U. skulde søge at arrangere et Valg Søndag Aften eller ej. – Det vedtoges at forsøge herpaa med 8 Stemmer mod 6.

Sommerlejren.
Elisa Petersen forelagde Udvalgets Plan for Sommerlejren 1932, der afholdes paa Danebod Højskole, Als, fra 7.-14. August. Der er opnaaet samme Betingelser som paa Ry Højskole 1931. Deltagerne betaler som sædvanlig 25 Kr. plus Udgifter til Udflugter. Man tænker at tage en Heldagstur til Flensborg og Danevirke; i det hele taget havde man lagt Programmet lidt mere frit i Aar, det var jo heller ikke Meningen, det skulde være lutter Arbejde.
NB: (Programmet for Sommerlejren følger med Protokollen, og Kredsene opfordres indtrængende til i egen Interesse at agitere for Sommerlejren blandt de unge og om muligt hjælpe en ung Pige
fra Egnen til at deltage.)

ad 5. Distriktsdelingen.
Fællesstyrelsen drøftede paany Fru Willingshøjs Forslag og det af det øvrige Udvalg tiltraadte Forslag om, at Distrikterne selv kunde vedtage en Deling.
Jensine Lomholt hævdede, at Distriktets Næstformand burde vælges direkte af Distriktsmødet.
Andrea Hedegaard mente, det vilde være rimeligt, om Udvalget fra hvert Distrikt fik en Udtalelse, naar nu Distriktsmøderne havde været afholdt og Spørgsmaalet drøftet, og foreslog desuden, at der sattes en Minimumsgrænse for et Distrikts Kredsantal.
Marie Illum indprentede Distriktsformændene at tænke paa D.K.s økonomiske Forhold.
De forskellige Forslag maatte Udvalget tage Stilling til, naar det holdt Møde inden Fællesmødet.

ad 6. D.K.N. og D.K.
Formanden: Vort Udvalg desangaaende holdt først et lille Møde og gennemdrøftede Sagen; derpaa bad vi de af Nationalraadet valgte Repræsentanter mødes med os. Der fandt en lang Forhandling Sted, men desværre opnaaede vi intet positivt Resultat. Det vanskelige er jo, at vi slet ikke har Brug for Nationalraadet. Men paa den anden Side vil vi meget gerne finde en Form, hvorunder vi kan samarbejde, for vi vil saa nødig have 2 Kvindeforeninger, der maaske arbejder forskelligt. - Vi har tænkt paa at foreslaa Nationalraadet, at vi bliver staaende inden for Nationalraadet og saa faar Repræsentanter i alle de Udvalg, der vedrører vort Program, samt bliver underrettet, hver Gang de arrangerer Møder eller foreslaar Resolutioner, osv.
Dagmar Nielsen
Jeg finder den Stilling er os uværdig, at de skal være Overbestyrelse for os. Jeg fastholder mit Forslag om, at vi melder os ud af Nationalraadet.
Sigrid Ammitzbøll: Benægter Nationalraadet, at de har brudt den tidligere Overenskomst? Og vil det ikke være betænkeligt, om D.K. faar et Medlem fast i alle Udvalg; gør vi da ikke os selv overflødige og faar Medansvar for Nationalraadet?
Andrea Hedegaard: Ved sidste Møde blev det vedtaget, at man skulde søge at faa Nationalraadet til at indkalde Formændene for de forskellige Foreninger. Hvorledes stiller de andre Foreninger sig?
Sigrid Ammitzbøll: Dersom Forhandlingerne brister, maa der dog kunne indkaldes til ekstraordinær Generalforsamling.
Esther Carstensen: Var det umuligt, at D.K.s Delegerede fremsatte et Forslag gaaende ud paa, at Nationalraadet ikke skal kunne foretage Henvendelser uden de tilsluttede Foreningers Sanktion, og sendte dette ud til alle Foreningerne?
Marie Hjelmer: Vi har ikke anset det for loyalt at foretage Henvendelser til andre Foreninger, saalænge vore Forhandlinger med Nationalraadet finder Sted.

ad 7. Regnskabet.
Marie Illum oplæste Regnskabet, som enstemmigt godkendtes.

ad 8. Eventuelt.
Formanden anmodede om, at F.U. maatte faa Bemyndigelse til at bevilge Penge, dersom der kom et Forslag om Instruktionskursus, hvortil man mente at kunne gde Tilskud. - Fællesstyrelsen ansaa det politiske Arbejde for at være af saa stor Betydning, at man maatte strække sig saa vidt som muligt. - F.U. fik Bemyndigelse.

Mødet sluttet Kl. 17 ½

Protokollen ført af Margit Olsen og gennemset af Emilie Buchwald og Marie Hjelmer.