« Tilbage til søgeresultaterne

Styrelsesmøde 25. september 1932

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for D.K.s Fællesstyrelse.
Fællesstyrelsen afholdt Møde Søndag den 25. September 1932 Kl. 9 i "Husassistenternes Fagskole", Fensmarkgade 65.
Til stede var: Formanden Marie Hjelmer,- Sigrid Ammitzbøll (Supl.),- Magda Andersen,- Martine Bjørneboe,- Emilie Buchwald,- Dida Dederding, - Marie Egeberg,- Karen Fogh,- Andrea Hedegaard,- Lisbeth Hindsgaul, - Ida Holck,- Marie Illum, - Erna Kjeldskov,- Ingrid Larsen, -
Jensine Lomholt (Suppl.),- Hedevig Matthiesen,- Eli Møller, - Dagmar Nielsen,- Charlotte Olsen, - Thora Pedersen, - Fritze Theisen, -Redaktør Anna Koch Schiøler.
Fraværende: Hulda Pedersen,- Esther Carstensen,- Thora Drøhse.

Dagsorden.
1) Fællesstyrelsen konstituerer sig.
2) Meddelelser.
3) Udvalgsberetninger
4) Indstilling af et Medlem til Kræftkomiteen.
5) Fosterdrabsspørgsmaalet.
6) Eventuelt.

ad 1. Formanden bød Velkommen og mindedes i smukke Ord Fru Elisa Petersen, som alle vilde bevare i kærlig og taknemmelig Erindring, og som vilde blive savnet umaadelig meget inden for Fællesstyrelsen; hendes kloge Raad og rigtige Indstilling var aldrig til at tage fejl af.
Formanden meddelte samtidig, at Fru Gyrithe Lemche og Fru Illum havde haft den smukke Tanke at skænke et Billede af Fru Elisa Petersen til D.K.s Billedvæg og gerne vilde, at Fællesstyrelsen efter Mødet samledes paa Kontoret, hvor Fru Lemche ved en lille Højtidelighed vilde afsløre Billedet.
Fællesstyrelsen konstituerede sig derefter og genvalgte enstemmigt
til Landsformand: Marie Hjelmer
til Næstformand: Dagmar Nielsen
til Kasserer: Marie Illum
og til Protokolfører: Emilie Buchwald

Dagmar Nielsen rettede med hele Fællesstyrelsens Tilslutning en Tak til Fru Hjelmer, fordi hun i en vanskelig Tid vilde tage Hvervet som Landsformand paa sig.
Formanden bød de nye Medlemmer af Fællesstyrelsen hjertelig Velkommen og bad om Tilslutning til, at man fra Mødet sendte en Hilsen til Frk. Hulda Petersen, som havde været syg, men nu var i Bedring.
Til Dirigent om Formiddagen valgtes Hedevig Matthiesen.
Man gik derefter over til at nedsætte de staaende og midlertidige Udvalg, og Formanden henstillede, at Udvalgene saa vidt muligt konstituerede sig med det samme.
J. Lomholt mente, at naar en Distriktsformand var valgt ind i et Udvalg, burde hendes Suppleant i Fællesstyrelsen ogsaa kunne supplere hende i Udvalget.
Fritze Teisen svarede, at Udvalgsmedlemmerne er personlig valgt og derfor ikke kan erstattes af Suppleanterne. Det drejer sig ikke om at faa saa og saa mange fra hver Landsdel ind i et Udvalg, det gælder om at finde de dygtigste, bedst egnede og mest interesserede paa det Omraade, Udvalget behandler. I Tilfælde af, at man nedsætter f. Eks. et kirkeligt Udvalg og dertil vælger et kirkelig-interesseret Medlem, som i Styrelsen er suppleret af en Fritænker, er det dog givet, at
Suppleanten ikke kan indtræde som Stedfortræder i Udvalget.
Af Legatudvalget udtraadte 4 Medlemmer; i Stedet for valgtes ved skriftlig Afstemning: Erna Kjeldskov, Ida Holck, J. Lomholt og M. Bjørneboe.
Udv. ang. politiske Forhold udvidedes til 6 Medlemmer (tidl. 5)
Det internationale Udvalg udvidedes til 3 Medlemmer.
Formanden henstillede, at man indvalgte et Medlem, der virkelig havde Interesse for internationalt Arbejde, hvad Fru Illum desværre ikke havde i udpræget Grad.
Anna Koch Schiøler tilbød, da det var af Interesse for hende som Redaktør at være i Kontakt med dette Arbejde, at indtræde i Udvalget.
Flere Fællesstyrelsesmedlemmer holdt paa, at kun Fællesstyrelsesmedlemmer kunde indvælges; men Udvalget kunde supplere sig med Redaktøren. - Som tredie Medlem indvalgtes Fru Esther Carstensen.
Det foresloges at ophæve Radioudvalget, som intet Arbejde havde udført.
Hedevig Matthiesen mente dog, det havde sin store Betydning, at hun som Repræsentant i "Kvindernes Radio-Landsudvalg" havde et Udvalg bag sig, der kunde komme med Forslag og Ideer.
Der valgtes et nyt Udvalg med Repræsentanter udefra.
Ang. Udvalgene - se iøvrigt Udvalgslisten Side 33 – 34.

Da de kvindelige Læger Fru Dr. Eli Møller og Dr. Dida Dederding begge var nødt til at forlade Mødet Kl. 12, vedtoges det at rykke Pkt. 5: Fosterdrabsspørsmaalet frem som det første paa Dagsordenen.

ad 5. Formanden:
Ang. dette vil jeg henvise til, at vi paa Fællesmødet vedtog at rette en Henvendelse til Justitsministeren om at optage et passende Antal Kvinder i en eventuel Kommission ang. Svangerskabsafbrydelse. Saa vidt jeg ved, er denne Kommissions Medlemmer endnu ikke officielt udpegede; men flere af os har faaet Henvendelse fra Ministeren, om vi er villige til at indtræde. Det gælder Eli Møller, Estrid Hein og mig, og naar nu D.K.s Medlemmer vil forespørge, om vi 3 er Repræsentanter for D.K., saa kan jeg ikke svare Ja dertil, for D.K. som saadan er ikke spurgt og vil ikke blive spurgt. - Men det er Kvinder, som Ministeren anser for at være saa nær knyttet til D.K., at han selv betragter vor Organisation som repræsenteret, og han har personlig spurgt mig, om jeg troede, Fællesstyrelsen vilde være tilfreds med dette Valg. Vi kan ikke gaa ind for et bestemt Standpunkt (der er inden for D.K. saa mange forskellige Meninger ang. dette Spørgsmaal,
at det vilde være umuligt at finde en Enhedsfront); men vi gaar ind, saaledes som De kender os. Vi kan ikke engang paa Forhaand sige, hvorledes vort Standpunkt vil blive, for Kommissionen vil faa saa meget nyt Materiale, saa mange Oplysninger og blive begravet i et Stof, vi slet ikke kan overse og ikke i Forvejen tage Stilling til. Men vi vil være taknemmelige for gennem en Drøftelse at kunne orientere os m.H.t. Fællesstyrelsens Stilling.
Dagmar Nielsen: At D.K. vil være tilfreds med Valget: Estrid Hein, Marie Hjelmer og Eli Møller, tvivler jeg ikke om.
Jeg tror, det var paa Tide, om vi inden for D.K. tog Spørgsmaalet op til Drøftelse for at søge det belyst fra de forskellige Sider. Der er for mig en himmelvid Forskel paa det Standpunkt, mange nu er kommet til, at Svangerskabsafbrydelse har sin Berettigelse over for Kvinder, der er svækket af Fødsler eller helst skal undgaa disse, og som en vis Overlæge for nylig gjorde sig til Talsmand for: at de unge Kvinder skal have Lov til at leve et frit Seksualliv og faa afbrudt Graviditeten, naar de ønsker det, og jeg haaber aldrig, vi inden for D.K. skal kunne samle Flertal for dette sidste Standpunkt, fordi vi rent kvindesagligt maa sige, at hvis det Synspunkt faar Lov til at raade, vil det komme til at betyde, at Kvinderne som aldrig før vil blive opfattet som Kønsvæsen. Derfor vil jeg gerne, at Fællesstyrelsen udtaler sig ogsaa om det, og at vi saa virkelig tager Spørgsmaalet op til Drøftelse.
Thora Pedersen: Jeg vil gerne spørge, hvorledes de andre Medlemmer af Kommissionen bliver valgt, om der i det hele taget er Organisationer, der har udpeget Repræsentanter eller hvorledes.
Marie Hjelmer: Det er udelukkende Ministeren, der, uden nogen Indstilling noget Sted fra, har udpeget Medlemmerne. Dog har Ministeren anset det for heldigt, om hvert af de 4 store Partier udpeger sin Repræsentant. Ogsaa Jordemødrene faar deres egen Repræsentant.
Eli Møller: Jeg har haft nogen Betænkelighed ved at blive valgt ind paa denne Maade; men paa en Maade er jeg glad for, at jeg ikke er valgt som Repræsentant. Vi tre, Fru Hjelmer, Fru Hein og jeg, vil sikkert paa mange Punkter se forskelligt paa denne Sag; det er muligt, at vi kan finde hinanden, men det kan vi ikke love Dem. Jeg vil gøre opmærksom paa, at Svangerskabsafbrydelse af medicinske Aarsager har ingen tvivlet om, var tilladelige - undtagen maaske paa katolske Sygehuse. Lægen har altid haft Ret til at foretage Indgreb, naar han fandt det nødvendigt. Men Spørgsmaalet kan saa uhyre let gaa over i humanitære og sociale Hensyn. - Grunden til, at denne Kommission er nedsat, er jo, at man
ikke kan blive ved at have det Forhold, at Loven og Nævningernes Kendelse ikke passer sammen. Kommissionen bliver sikkert siddende længe. Der bliver god Tid for D.K. til at udtale sig; men selv om D.K. kunde blive enige, kan vi ikke føle os bundet af dets Standpunkt.
Ida Holck: Vi her i Styrelsen er vistnok overordentlig glade for, at netop de Mennesker er valgt. Det kan være rigtigt udadtil, at de ikke staar som Repræsentanter. De staar mere frit, og det gør intet, at de har forskellige Anskuelser; som Repræsentanter for D.K. vil de komme til at repræsentere forskellige Synspunkter, for man vil aldrig kunne enes om et Standpunkt. - Det vigtigste for os er, at det er Mennesker, der virkelig ved Besked og er virkelige Personligheder, som vil gøre deres bedste, og i Forvejen at være bundet vilde være stor Skade.
Marie Egeberg: Ude omkring vil det være en Glæde for Medlemmerne at se Dr. Eli Møllers Navn i Forbindelse med Kommissionen.
Thora Pedersen: Spørgsmaalet om seksuel Undervisning i Ungdomsskolen, ogsaa i de ældste Klasser i Barneskolen, bør tages op; det er rimeligt, at det kommer ind under denne Kommission.
Eli Møller: Det Spørgsmaal hører med bl. de Ting, der skal drøftes. Det er fra manges Side et Punkt, man lægger Vægt paa. Nogle hævder at netop den Undervisning vil indskrænke Svangerskabsafbrydelsernes Antal, mens andre vil sige: ”Nej, Staten skal ikke sætte sit Stempel derpaa. Staten skal ikke give Undervisning i at undgaa Barnefødsler". Det, vi i D.K. forstaar ved Undervisning i seksuel Hygiejne, vil sikkert blive godkendt og indført; men nogle forstaar jo ved en saadan Undervisning Belæring om svangerskabshindrende Midler.
Formanden: Saa vidt jeg forstaar, vil Kommissionen blive delt i 3 Afdelinger: 1) Fosterfordrivelse 2) præventive Midler, og der vil man sikkert komme til at tale om en Ændring i den Lovparagraf, der siger at Salg
af og Reklame for præventive Midler er forbudt, man vil sikkert søge at faa tilføjet ”paa forargelig Maade" 3) Seksuel Oplysning.
Anna Koch Schiøler: Vil det ikke være rigtigt, at "Kvinden og Samfundet" forholder sig ganske objektivt, giver Oplysning om Kommissionen, dens Formaal, Medlememr osv., men ikke giver Adgang for Diskussion om Spørgsmaalet foreløbig. Ellers vil vi faa Bladet fyldt deraf fra nu af og til Jul og uden at blive klogere.
Jensine Lomholt: Jeg er ogsaa glad for Valget uden for D.K. Jeg hører til dem, der er absolut Modstander af Indgreb, naar der først er Liv, og jeg har Erfaringer for, at det, selv hvor det ser galt ud, kan vende sig til det bedste.
Dagmar Nielsen: Hvis nogen af Dem har faaet et Spørgeskema tilsendt fra Selskabet for Seksuel Oplysning, vil vi fraraade Dem at besvare det; det er en Sammenblanding af alt muligt.
Formanden: Jeg tror, vi vil være taknemmelige for, om Bladet vil stille sig saa forsigtigt som muligt.
Fritze Teisen: Jeg forstaar, at Fru Dagmar Nielsen mener, vi skal optage en Drøftelse om dette Spørgsmaal. Det er Tiden ikke moden til endnu; vi kommer blot til at foregribe Begivenhedernes Gang. Jeg vil henstille til Dem foreløbig ikke at gøre noget ved denne Sag.
Marie Illum: Jeg slutter mig ganske til Fritze Teisen.
Erna Kjeldskov: Jeg vil ogsaa gerne slutte mig til Frk. Teisen. Jeg tror, det er for tidligt at begynde en Drøftelse. Vi havde forleden i vor Kreds Forslag om at tage Spørgsmaalet op, men blev i god Forstaaelse med Forslagstilleren enige om at vente, til vi havde nogle reelle Oplysninger at tage Standpunkt til.
Hedevig Matthiesen: Ogsaa jeg synes, vi skal være meget forsigtige, og vi skal være glade for, at vi slipper for nu at skulle tage Standpunkt dertil.
Charlotte Olsen: Spørgsmaalet er slet ikke trængt frem ude paa Landet og en Drøftelse nu i Bladet kunde komme til at skade meget.
Eli Møller: Jeg kan ikke sige, jeg har noget Indtryk af, hvorledes Fællesstyrelsen staar, men det er maaske ogsaa det bedste.
Sigrid Ammitzbøll: Det er et vanskeligt og svært Spørgsmaal, og vi staar sikkert her lige saa splittet som Medlemmerne ude i Landet; derfor synes jeg, det ved Justitsministerens Udpegning har faaet en saa lykkelig Begyndelse som muligt; vi kan intet bedre ønske end at være repræsenteret af disse Mennesker, om hvem vi alle ved, at de er kyndige og inde i Sagen. Det er vi saa trygge ved. Vi haaber, det maa faa en lige saa lykkelig Afslutning.
Karen Fogh: Er man tilfreds med den talmæssige Repræsentation af Kvinder i denne Kommission; hvorledes er Forholdet mellem Mænd og Kvinder?
Formanden: Jeg ved ikke, hvor stor Kommissionen bliver, men jeg tror, der paa Justitsministerens Liste var 17-18; deraf vil jeg tro, at i hvert Fald 7-8 bliver Kvinder. Det konservative Folkeparti har jo udpeget Dida Dederding. Noget bestemt kan imidlertid ikke siges.
Eli Møller: Der er stærkt Røre rundt om. Flere Kvindeorganisationer vil gøre et stort Arbejde for at blive repræsenteret og har sendt Deputationer til Ministeren.
Charlotte Olsen: Vi derude paa Landet holder absolut paa den gamle, gode kristelige Moral.
Ida Holck: Rent bortset fra et kristeligt eller ikke kristeligt Synspunkt saa bør de unge oplæres til at bekæmpe deres Drifter; de skal være Herre over deres Følelser, og de skal vide, at ved at give efter for Drifterne er der noget senere hen i Livet, man ødelægger og besudler.
Formanden: Jeg kan fuldstændig tiltræde Fru Holcks Udtalelser. Men Spørgsmaalet gælder jo ikke blot Ungdommen, men ogsaa Ægteskaberne, hvor Afholdenhed vilde være ugennemførlig og unaturlig; der kan præventive Midler maaske i nogle Tilfælde have sin Berettigelse.
Jeg mener ikke, det er nødvendigt, at over Halvdelen af Kommissionens Medlemmer bliver Kvinder; der er mange dygtige Mænd med Indsigt i disse Spørgsmaal, som det vil være af Betydning at have med i Arbejdet.

ad 2. Meddelelser.
Formanden: Som De ved, gav vor tidligere Formand os ved Møderne en lang og interessant Redegørelse, som hun kaldte Meddelelser. De maa ikke tage mig ilde op, at jeg fraviger denne Sædvane. De fleste Ting vil imidlertid kunne føres ind under Udvalgene, som jeg synes tidligere er blevet lidt mishandlet, og som jeg gerne vil nu skal have lidt mere Betydning.
Vi har fra Kontorassistent Frk. Riis-Olsen modtaget et Takkebrev for den smukke Halskæde, Fællesstyrelsen i Anledning af hendes Studentereksamen gav hende.
Fra Norske Kvinders Nationalraads Landsmøde har vi faaet et deltagende Telegram i Anledning af Elisa Petersens Død. Det er underskrevet Betzy Kjelsberg. - Ogsaa Danske Kvinders Nationalraad sendte Brev ved Elisa Petersens Død.
Saa har vi faaet en Tak fra E.P.s efterladte for Deltagelsen ved Begravelse og fra Charlotte Muncks efterladte for Blomsterdekorationen til hendes Begravelse.
Hvad der ellers kan være, vil jeg henvise til Udvalgene.

ad 3. Kursusudvalget.
Marie Illum havde, da alle Statstilskudene blev strøget, først tænkt paa at ophæve Udvalget, men vilde alligevel stille Forslag om foreløbig at opretholde det, da det muligvis kunde have sin Nytte, selv om det nu fik ganske andre Forudsætninger at arbejde under.
Thora Pedersen mente, at Kursusudvalget ved at tage Sagen om Ungdomsskole op havde grebet ind i et andet Udvalgs Arbejde: nemlig Udv. for Undervisning i Barne- og Ungdomsskolen.
Fritze Teisen meddelte, at saa vidt hun vidste, kunde man faa kommunalt Tilskud til alle Arter af oplysende Kursus, naar der blot var et vist Antal Medlemmer, og det havde en vis Varighed.
Karen Fogh forespurgte, om der ikke kunde blive Tale om Tilskud fra Jubilæumsfonden; de smaa Kredse havde været saa glade for deres Kursus, især de korte Demonstrationskursus, hvor de kom i Forbindelse med nye Medlemmer.
Erna Kjeldskov mente, at Navnet "Ungdomsskoler" var misvisende og afskrækkede Kredsene fra at holde Kursus. Man kunde imidlertid udmærket faa Tilskud, selv om Deltagerne var ældre.
Ida Holck laa i Underhandling med Kommunen om Lokale m.m. og vilde have 3-4 forskellige Kursus sat i Gang. - Med Demonstrationskursus var det noget andet, dem gav Staten ikke Tilskud til, og dem vilde man komme til at savne.
Magda Andersen ønskede meget, at Kursusudvalget vilde vedblive at fungere. Der kom forhaabentlig bedre Tider, og saa kunde man maaske igen faa Tilskud. Selv om man benyttede Aftenskoleloven, vilde der altid være Brug for andet ogsaa.
I Nysted vilde man i nær Fremtid paabegynde et Kursus i kvindelig Haandgerning og Samfundskundskab, hvor man hver Undervisningsaften fik 1 1/3 Times Undervisning i Syning af Brugsgenstande, derpaa ½ Time Samfundskundskab i kvindesaglig Belysning, og en Gang om Maaneden vilde man uden for Kursustiden samles til en lidt fornøjeligere Aften. - Lokalet var ude paa Landet et stort Spørgsmaal; det var ikke ligegyldigt, hvilket Lokale man havde.
Kursusudvalget genvalgtes.

Efter Middagspausen. Dirigent: J. Lomholt.
Fritze Teisen mente, Fællesstyrelsen, maatte henstille, at Medlemmerne ikke tog ud i Kredsene og talte om Svangerskabsafbrydelse, efter at man var blevet enige om foreløbig at undgaa Diskussion om dette.
Dagmar Nielsen havde lovet at tale i en Kreds og kunde ikke nu sige fra fordi nogle af Fællesstyrelsen var af den Mening, at der ikke skal tales derom.
Formanden fandt, det var en Selvfølge, at Fru D.N. kunde holde Foredrag om seksuel Undervisning, ganske som hun plejede, og hun vilde være i Stand til at undgaa en Diskussion om Fosterdrabsspørgsmaalet og ikke agitere for et bestemt Standpunkt.
Marie Egeberg mente, at det var to helt forskellige Ting; Foredrag om seksuel Hygiejne maatte D.K. vedblivende have.
Hedevig Matthiesen fraraadede stærkt at tage ud og tale om Fosterdrabsspørgsmaalet. Det vilde være en Fordel, om ingen af Fællesstyrelsesmedlemmerne offentlig talte om dette Emne indtil videre.
Ida Holck meddelte, at Fru Dagmar Nielsen havde talt i Maribo om det seksuelle Spørgsmaal, og var det dette Foredrag, der var Tale om, vilde hun hævde, at det kun kunde virke gavnligt. Det var i høj Grad beregnet paa Mødre og havde ingen Berøringspunkter med Kommissionens Arbejde.
Der behøvede ikke blive Diskussion derom.
Fritze Teisen betvivlede ikke, at Fru Dagmar Nielsens Foredrag var udmærket, men var heller ikke i Tvivl om, at naar der i den kommende Vinter bliver holdt saadanne Foredrag, vil en Diskussion ikke kunne undgaa at komme ind paa Emnet Svangerskabsafbrydelse.
Charlotte Olsen syntes ikke, Fællesstyrelsen kunde bestemme, hvad Kredsene maatte høre eller ikke. Dersom en Kreds mente, Tiden var moden til et saadant Foredrag, maatte man overlade det til den selv.

Udv. ang. samme Arbejdsvilkaar og Uddannelse.
Dagmar Nielsen: Jeg har forsaavidt ikke noget at meddele, da det, der er sket i den sidste Tid, er gaaet direkte til Landsformanden, hvorfor jeg vil overlade til Fru Hjelmer at give Meddelelse derom. Jeg vil blot sige som min Mening, at det var godt og paakrævet, at Fru Hjelmer ikke sinkede Sagen.
Marie Hjelmer: Midt i August Maaned fik jeg en Skrivelse, som jeg gerne vil læse for Dem, fra nogle Assistenter under Esbjerg Kommune.
(Skrivelsen oplæstes; den indeholdt en Fremstilling af hele Sagen, saaledes som den findes i "KV.og Sf." Nr. 15.)
Jeg kan indse, at det kan bebrejdes mig, at jeg ikke forinden Protestskrivelsens Afsendelse forhandlede med Hovedstyrelsen; men man bebrejder mig, at jeg ikke først har forhandlet med den lokale Styrelse i Esbjerg, Det har jeg ikke gjort, fordi Formanden bestemt havde udtalt, at hun hverken vilde eller kunde have mere med Sagen at gøre. Esbjerg Kredsens Styrelse er imidlertid blevet meget fortørnet over min Optræden og har sammenkaldt til et Medlemsmøde, hvor man forelagde en Resolution, der udtrykte en Misbilligelse af D.K.s Optræden. Da denne blev forkastet, nedlagde den samlede Styrelse sine Mandater. Der har nu været en ny Generalforsamling og er valgt en ny Styrelse, der efter den nuværende Formands Udtalelse menes at være kvindesagligt indstillet. Fru Kristine Bruhn, der for nogle Maaneder siden var gaaet af, har atter overtaget Formandsposten, og hun forespørger nu i sit Brev, om ikke Hovedstyrelsen vil give dem et Raad m.H.t. deres Optræden og hvad de bør foretage sig; om de skal rette Henvendelse til Byraadet eller holde sig stille og lade Sagen gaa sin Gang. Der er ingen Grund til at tro, at en Henvendelse fra den nye Styrelse vil blive velvilligt modtaget af Byraadet, saa mon det ikke var klogest, om de forholdt sig afventende.
Efter at have indsendt Protesten sendte jeg hele Sagen til Indenrigsminister Dahlgaard og bad ham sætte sig ind i Sagen og om muligt gøre et eller andet. I Forretningsudvalgsmødet bad man mig personlig gaa til Ministeren. Det gjorde jeg, og da havde han set paa Sagen og ogsaa tænkt over det, men mente jo, at det var overordentlig vanskeligt at blande sig i en Kommunes Administration. Det var for Tiden et meget svær Problem med Kvindernes Ansættelse. Han syntes, det vilde være rigtigt, om Ministeriet tog en principiel Drøftelse op om det. Jeg sagde, at vi inden for Styrelsen havde talt om at henvende os til Statsministeren i hans Egenskab af Fører for det socialdemokratiske Parti, og det mente Indenrigsministeren maaske kunde være fornuftigt. Men nu maa vi afvente Drøftelsen.
Ida Holck: Inden vi foretager noget, vil jeg gerne spørge: Er der Mulighed for, at de foretrukne Mænd kan have en Foruddannelse, der gør dem bedre egnet, eller er der er noget i Vejen med de kvindelige Assistenter?
Dagmar Nielsen: Jeg vil foreslaa, at vi lader Esbjerg Kredsens nye Styrelse vide, at de ikke behøver foretage sig mere i Sagen; det var vi enige om i Udvalget.
Marie Egeberg: Det er for Tiden Socialdemokratiet, der er værst mod Kvinderne, og ikke mindst er Kontoristforeningen helt paa Mændenes Side. Vi har i Distrikterne og Kredsene en Opgave deri at faa de kvindelige Kontorister vækket op og faa dem til at forstaa, de maa gøre Modstand inden for Organisationen.
Thora Pedersen: Det er meget sørgeligt, at Kvinderne ikke har Støtte i deres Organisation, for hvor skal de saa gaa hen.
Jeg var ikke med til Udvalgsmødet i Gaar, men rent umiddelbart synes jeg, det var rigtigt, om den nye Bestyrelse henvendte sig til Byraadet.
Erna Kjeldskov: Den ansættende Myndighed har ikke udtalt sig om, hvorfor man har forbigaaet de 3 Kvinder; det er jo ikke Borgmesteren alene, det er hele Byraadet. Kan man ikke faa en Udtalelse om Grunden til Forbigaaelsen? - Det er ikke alle D.K.s Medlemmer, der er af den Opfattelse, der kommer frem her paa Mødet; det kommer ofte i Diskussioner frem, at mange Medlemmer er imod gifte Kvinders Erhverv.
Anna Koch Schiøler: Jeg tror, jeg tør sige, at der ikke kan være nogen skjulte Punkter, der har hindret Avancement. Der er ikke kommet en eneste Protest mod Frk. Dyhres Fremstilling af Sagen og heller ikke mod Redegørelsen for, hvad disse Kvinder har udrettet. Følgelig maa det være rigtigt.
Marie Illum: Naar den nye Bestyrelse er valgt, fordi den gamle intet vilde gøre, synes jeg, den skal dokumentere, at den vil gøre alt for at hjælpe. Den lokale Styrelse trænger til at vise Kulør. Derfor mener jeg dog ikke, at Hovedstyrelsen skal overlade det hele til Kredsen.
Magda Andersen sluttede sig til Frk. Thora Pedersen og Fru Illum. Ligeledes Hedevig Matthiesen og Ida Holck.
Udvalget tog dette til Efterretning.
Formanden oplæste et Brev fra Anna Westergaard, der meddelte, at man i ’Den aabne Dør" tænkte paa at indsende et Andragende om en Ændring i Kommunalloven gaaende ud paa, at Kommunerne ikke maa administrere efter andre Principper end Statens, og gerne vilde have D.K. med dertil. -Formanden mente, dette Forslag var uovervejet og ugennemførligt.
Anna Koch Schiøler bad om Fællesstyrelsens Sanktion til, at hun i Tilfælde af at Sagsanlægget fra Esbjerg Borgmesteren blev til Alvor maatte lade Landsretssagfører Ingeborg Hansen, som tidligere havde været hendes Sagfører, føre Sagen.
Fællesstyrelsen havde intet at indvende herimod.
Formanden forespurgte, om man var enig med hende i at forholde sig afventende i denne Sag.
Marie Illum spurgte, om det ikke nu vilde være rettidigt med den af Formanden foreslaaede Henvendelse til Statsminister Stauning.
Andrea Hedegaard støttede Forslaget om straks at gaa til Ministeren. Ligeledes Anna Koch Schiøler og Hedevig Matthiesen.
Det vedtoges, at dersom man kunde faa Foretræde Tirsdag d. 27/9 skulde Marie Hjelmer, Dagmar Nielsen og Thora Pedersen gaa til Ministeren. Kunde det først lade sig gøre efter Thora Pedersens Afrejse skulde Marie Hjelmer,- Dagmar Nielsen- og Martine Bjørneboe gaa.
Vedrørende samme Udvalg oplæste Formanden en Skrivelse fra Justitsministeren som Svar paa D.K.s Anmodning om Ansættelse af en kvindelig Præst ved Kvindefængslet. Svaret blev et Afslag. (Kv.og Sf. Nr.17)

Udv. ang. politiske Forhold.
Dagmar Nielsen. Udvalget havde jo planlagt et Instruktionskursus inden Landstingsvalget, og det kunde være rart, om nogle af Distriktsformændene, som har haft dette Kursus, vilde udtale sig om dets Forløb.
Nu staar vi over for nye Valg. Det lader jo til, at Folketingskandidaterne allerede er nominerede; men ved Kommunalvalgene maa vi berede os paa at slaa et større Slag. Jeg har i de sidste Dage faaet Henvendelser fra flere Kredse om, at den Kvinde, der sidder i Byraadet, vil gaa ud, og man ikke kan finde andre. – Hvad kan Udvalget gøre andet end at bede Distriktsformænd og Kredse tage fat?
Charlotte Olsen: Oppe i vort Distrikt var vi saa heldige at faa 2 Instruktionskursus, og jeg er af Fru Fløe, anmodet om at sige Fr. Teisen Tak, inderlig Tak, for den Maade, hvorpaa hun ledede disse. Jeg har kun hørt Tilfredshed dermed.
J. Lomholt: Vi maatte sige Nej til Tilbudet om Kursus, da det var for sent, men vi laa ikke derfor paa den lade Side, og Kvinderne holdt flere godt besøgte Møder, baade i selve Byen og for hele Aalborg Amt, hvortil vi sendte over 1000 Indbydelser ud.
Magda Andersen: Selv om vi er lidt sent paa det med Folketingsvalget, maa vi alligevel ikke lade være med at gøre et Arbejde; det har sin store Betydning, for Mændene lægger Mærke til, om vi ogsaa vil gøre Slæbearbejdet før et Valg.
Erna Kjeldskov: Der er maaske intet at gøre til Folketingsvalget; men inden vi naar til at faa stillet Kvinder op, skal vi have gjort et stort Arbejde for at faa Kvinder til at fordre Kvinder opstillet. Skal vi maaske ikke ud at lede med Lygter efter dem, der vil lade sig opstille. Vi bør sætte een Kvinde ind i hvert By- og Sogneraad Landet over. - Jeg vil foreslaa, at vi i Forbindelse med Formandsmødet faar et Slags politisk Kursus for Formændene.
Andrea Hedegaard: Vi maa gøre et Arbejde for at faa Kvindernes Stemmeprocent sat i Vejret; den laa ved sidste Valg her paa Fyn 15 % under Mændenes i Landkommunerne, 7-8 % i Bykommunerne. - Vi naaede dog til Landstingsvalget at se Kvinder paa Valgmandslisterne. Udenrigsminister P. Munch sagde ved et Møde i Odense Amt: Jeg har hørt, at Kvinderne har samlet sig og holdt Møde i Dag, og jeg vil sige til alle Valgkredsenes Formænd, at dersom De vil tage Kvinderne med, saa naar vi vidt!
Jeg vil gerne støtte Fru Kjeldskovs Forslag om et Kursus i Forbindelse med Formandsmødet.
Formanden: Fru Fløe beder om at faa at vide, om Hovedstyrelsen vil bevilge et Pengebeløb til Agitationsarbejdet og i saa Fald hvor meget; om muligt vil hun ogsaa gerne have en Taler derop paa Hovedkassens Regning; i et privat Brev har hun anmodet mig om at komme derop. Jeg er villig til at gøre det gratis, saaledes at Pengebeløbet kan anvendes til andre Formaal. I Fjor fik vi de 100. Kr., som de har været overordentlig glade for. – Jeg har tænkt, at vi kan bruge Renterne af Frk. Nielsens Legat, som vi fik i Fjor - det er dog altid 500 Kr. - til det politiske Arbejde.
Magda Andersen fraraadede at give Penge til Agitation. Hun havde ved Fællesmødet forstaaet paa Fru Fløe, at man i 1ste Distrikt helst vilde holde Arbejdet inden for D.K., men det var næppe klogt.
Formanden mente, det var let at give Anvisning paa Partiet, naar det var et af de velhavende Partier. Men det maa ikke være saaledes, at nogle Partier maa standse Arbejdet, fordi de ikke har Raad. Det kunde ikke siges at være uformaalstjenligt at holde Møder, hvor D.K. stod bag ved; der var ikke mange Steder, hvor Arbejdet var saa godt i Gang som i 1.Distrikt. - Der, hvor der virkelig gøres et Arbejde, har de Krav paa Hjælp fremfor andre Distrikter, hvor man ikke har taget rigtigt fat.
Erna Kjeldskov: I Sønderjylland er vi saa daarligt stillet som ingen andre Steder. Vi tør ikke sammenkalde, for Kvinderne har ikke Raad til at rejse; de skriver til mig: Vi vil gerne være med i Arbejdet; men det maa ikke koste os noget, for saa kan vi ikke. Det er min personlige Overbevisning, at vi skal gaa til Partierne efter Støtte; men bliver det vedtaget, at 1. Distrikt igen skal have 100 Kr., saa maa vi ogsaa anmode derom.

Det internationale Udvalg.
Formanden: Vi faar stadig fra Alliancen Henvendelser om at sørge for at der kommer Kvinder med i Delegationerne til Geneve. Man har f.Eks. bedt os finde og udpege Kvinder, der kunde være egnede til at sende til den økonomiske Konference; jeg er bange for, det vil vise sig vanskeligt af finde saadanne Kvinder.
Fra Alliancen er desuden kommet et tykt Brev, der sætter os ind i de vanskelige økonomiske Forhold, den befinder sig i. De Kontingenter, der kommer ind, er langt fra tilstrækkelige til Driften, og Alliancen har hidtil levet paa Gaver fra amerikanske Kvinder. - Man har drøftet at lade Alliancen ophæve, men man synes alligevel, man maa finde en Løsning, saa den kan fortsætte; der er ingen af de andre Foreninger, der kan fylde dens Plads; I.C.W. er af en ganske anden Støbning.
Der er forskellige Forslag: at faa et mindre Blad, drevet ved ulønnet Arbejdskraft, at finde Enkeltmedlemmer frem i de forskellige Lande, Basarer, Forestillinger o.s.v. Den endelige træffes paa en Kongres i Marseille til Foraaret. Afgørelse skal træffes paa en Kongres i Marseille til Foraaret.
Marie Illum: Vi betaler et Aarligt Kontingent til Alliancen paa 4 £, derudover kan vi ikke strække os.
Formanden: Det Svar forekommer mig alt for kategorisk. Kan vi give 72 Kr., kan vi ogsaa give det dobbelte, naar det gælder noget. Jeg har efter at have faaet det Svar fra Kassereren undladt at sende Regning paa mine Portoudgifter for D.K., skønt de beløber sig til gennemsnitlig 3 Breve daglig; saa maa Kassen dog blive det rigere.
Hedevig Matthiesen: Jeg synes, det er kedeligt, Formanden kæder disse 2 Ting sammen. Det er klart, at Formanden maa have sine overordentlig store Portoudgifter dækket uden Hensyn til andre Ting. Vi skulde dog gerne have Raad til at være i D.K.
Thora Pedersen: Der har før været indledet Forhandlinger om at lade de to store internationale Foreninger gaa op i hinanden; det er for dyrt at opretholde 2 Blade; det vilde være rimeligt, om de sluttedes sammen.
Formanden: Det ligger jo ikke for lige i Øjeblikket; vi maa nu afvente Kongressen.

Udv. for Bladets Trykning og Indkøb af Papir.
Anna Koch Schiøler: Jeg vilde meget gerne, at vi fik en Ordning, saa at de unge, der virkelig interesserer sig for Bladet og gerne vil læse det, kan faa Lejlighed dertil paa en billig Maade. Jeg vil derfor stille Forslag om, at hver D.K. Ungdomsafdeling, der ønsker det, til Formanden faar sendt 3 Eks. i Korsbaand gratis. Hvad man ønsker derudover, maa man abonnere paa. Det kan ske paa den Maade, at enhver ung, der staar indskrevet i en D.K.U. Afdeling og ikke er fyldt f.Eks. 28 Aar, kan faa Bladet tilsendt for Kr. 1.35 aarlig (det er den allerlaveste Pris, der er mulig, dersom vi ikke skal have direkte Tab derpaa. Hovedkontoret fører særligt Kartotek over disse Abonnenter, der indmeldes gennem Kredsen. Opkrævning af Abonnement foretages af Kredsen, som er ansvarlig for Betalingen overfor Hovedkontoret..
Marie Hjelmer: Jeg vil gerne støtte dette Forslag.
Dagmar Nielsen: Jeg har fra flere Kredsformænd faaet Henvendelse i samme Anledning. Kunde der ikke sendes 5 Eks. i Stedet for 3?
Det overlodes til Redaktøren og Kassereren i Forening at træffe den endelige Ordning, saa at den snarest kunde træde i Kraft. (Se Kvinden og Samfundet Nr. 17)
Anna Koch Schiøler: I Anledning af, at man paa Fællesmødet rejste Spørgsmaalet om en ny og mere moderne Forside paa ”Kvinden og Samfundet”, har jeg ladet udarbejde nogle Udkast til en saadan, som jeg gerne vil vise Fællesstyrelsen.
(Udkastene cirkulerede)
Andrea Hedegaard: Jeg holder paa Bladet, som det er. Jeg har altid været glad for "Kvinden og Samfundet" og holder af Forsiden. Der blev paa Fællesmødet sagt: Lad os faa Pigen rejst op! Men jeg synes nu ikke, det gør noget, at vi knæler for Kvindesagens Idé.
Marie Hjelmer og Marie Egeberg sluttede sig til Andrea Hedegaard.
Hedevig Matthiesen spurgte, om D.K.s Plakat ikke kunde formindskes og anvendes som Forside.
Ida Holck: Det kan være, at det af Redaktøren foretrukne Udkast vilde tiltale nogle unge, men de fleste vilde ikke forstaa, hvad det skulde betyde.
Anna Koch Schiøler: Jeg er forfærdelig skuffet over Fællesstyrelsens reaktionære Holdning; jeg bliver fuldkommen fortvivlet, hvis vi ikke faar en Forandring.
Marie Illum: Ogsaa jeg er meget bedrøvet over denne Modtagelse af Udkastene. Jeg synes, det vilde være saa dejligt med noget nyt med Friskhed og fart over som paa Udkastet. Plakaten kan ikke anvendes, da vi ikke kan faa koloreret Forside.
Lisbeth Hindsgaul: Vilde det blive alt for dyrt at lade udskrive en Konkurrence?
Da det viste sig, at saa mange af Fællesstyrelsen var imod en Forandring, og en saadan ikke udtrykkelig var vedtaget paa Fællesmødet, blev Spørgsmaalet indtil videre udsat.

Deling i Amtsdistrikter.
Dagmar Nielsen gav Beretning om den fornyede Drøftelse i Udvalget, efter at de forskellige Forslag var tilbagevist dertil. Han vilde foreslaa, at man nu udsendte Forslagene til Distrikterne sammen med et Spørgeskema.
Marie Egeberg og J. Lumholt holdt paa, at Forslagene maatte ud til alle Kredsene; Distriktsstyrelsen kunde ikke tage Stilling dertil, det var ikke nok.
Formanden fandt, det var Distriktsformændenes Mening, man ventede paa, for i Forretningsudvalget var man enige om at foretrække den frivillige Deling.
Efter nogen Drøftelse vedtog man, at Forslagene udsendes, saa Kredsene faar Tid til at sætte sig ind i dem, hvorpaa Distriktsformændene indsender Svar for deres Distrikt i saa god Tid, at Udvalget kan holde Møde og komme med Indstilling til Martsmødet.

Pensionsretten for fraskilte Hustruer.
Emilie Buchwald meddelte, at Udvalget stadig arbejdede og havde faaet nogle Oplysninger om Ordningen i de andre nordiske Lande, hvor man ogsaa søgte Løsning paa Spørgsmaalet; man vilde søge yderligere Oplysninger hos de nordiske Kvindeforeninger og ligeledes forespørge hos Tjenestemandsorganisationerne, hvorefter man antagelig vilde kunne komme med en Indstilling til næste Møde.

ad 4. Kræftkomiteen havde anmodet om snarest at faa udpeget en Repræsentant i Stedet for Fru Elisa Petersen, der sammen med Fru Illum havde repræsenteret D.K. Forretningsudvalget foreslog Fru Esther Carstensen, som var villig til at træde ind.
Fru Esther Carstensen valgtes enstemmigt.

ad 5. Se Side 23.

ad 6. Eventuelt.
Formanden meddelte, at hun fra en Dame i Vraa var blevet gjort opmærksom paa, at Sognet der ønsker at nedlægge et Forskolelærerindeembede og indtil videre har ansat en mandlig Vikar i Embedet, da Lærerinden har taget sin Afsked paa Grund af Alder.
Det kunde synes højst uretfærdigt, men Formanden havde indhentet Oplysninger hos Kredsformanden, der ikke mente, der var Grund til at skride ind, idet Børnetallet var gaaet saa stærkt tilbage, at det udmærkeet kunde lade sig gøre at nedlægge Embedet, og m.H.t. den mandlige Vikar var det en arbejdsløs Seminarist fra Sognet, hvor der derimod ikke fandtes ledige Forskolelærerinder.
Charlotte Olsen havde ogsaa faaet Henvendelse om denne Sag, men efter at have indhentet Oplysninger paa Stedet og faaet Forklaring paa Sagen var Resultat som Formanden og mente, det vilde være til Skade for D.K. at gribe ind.

Formanden gjorde Fællesstyrelsen bekendt med en Idé, Fru Hein var fremkommet med, og hvorefter D.K. skulde udpege et Par Kvinder, der vilde ofre Tid paa at se de forskellige Film og derpaa skrive om dem i ”Kvinden og Samfundet". Det vilde koste lidt Penge, da vedkommende jo maatte have Billetudgifterne dækket. Det maatte nøje overvejes, hvilke Kvinder man skulde henvende sig til.
Fællesstyrelsen bifaldt Planen.
Man drøftede, om der kunde gøres noget for at faa Kvinder ind i de lokale Biografudvalg, der udpeges i hver By. Da det i Reglen var Medlemmer af Byraadene, der valgtes til dette Hverv, mente man ikke, det kunde nytte.
Formanden foreslog Formandsmødet fastsat til Søndag d. 4. December.
Man havde fra forskellig Side ønsket at faa det sat til første Søndag i December Maaned.
Ang. Dagsordenen meddelte Formanden, at Frk. Ingeborg Hansen gerne vilde have Lov til at holde et kort Foredrag om det internationale Arbejde. Hun er D.K.s Repræsentant i Alliancens Hovedstyrelse og interesserer sig meget for de forskellige Opgaver, der foreligger.
Erna Kjeldskov gentog sit Forlag om et politisk Kursus i Forbindelse med Mødet.
Anna Hedegaard støttede dette Forslag og foreslog at lægge det om Formiddagen Søndag, hvor man havde bedst Tid og var sikre paa, at Formændene var til Stede.
Marie Egeberg gjorde opmærksom paa, at der plejede at være et Punkt, der hed Kredsenes Arbejde.
Formanden fandt, det var meget vigtigt at finde et godt Foredrag til det offentlige Aftenmøde, og foreslog Socialminister Steincke eller Jens Rosenkjær.
Der var i Fællesstyrelsen Stemning for et Foredrag af Steincke; men dersom han var forhindret, maatte F.U. træffe Afgørelsen, ligesom Fastlæggelsen af Dagsordenen maatte overlades til F.U.

Mødet sluttede Kl. 17.
Protokollen ført af Margit Riis-Olsen
og gennemlæst af Marie Hjelmer og Emilie Buchwald.