« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 22. maj 1933

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i D.K.s Fællesstyrelse
F.U. holdt Møde Mandag den 22. Maj 1933 Kl. 19 1/4 paa Kontoret, Absalonsgade 3.
Til Stede var: Formanden, Marie Hjelmer,- Martine Bjømeboe,- Emilie Buchwald,- Esther Carstensen,- Lisbet Hindsgaul,- Marie Illum,- Hedevig Matthiesen,- Eli Møller,- Dagmar Nielsen,- Fritze Teisen,- Redaktøren Anna Koch Schiøler.
Fraværende: Dida Dederding.

Dagsorden:
1) Fællesmødet
2) Fællesstyrelsesmødet
3) Eventuelt.
Formandens Meddelelser: Fra Finansministeriet var indkommet Svarskrivelse paa D.K.s Andragende om ændrede Bestemmelser i Tjenestemandsloven med Hensyn til Pensionsforhold mellem Enke eller eventuelt fraskilt Hustru. Man beklagede ikke at kunne efterkomme D.K.s Ønske og Anvisning herpaa, da dette vilde medføre en Række Vanskeligheder i praktisk Henseende.
Formanden oplæste ligeledes Brev fra 5te Distrikts Aarsmøde, der bad Fællesstyrelsen være opmærksom og ved given Lejlighed anmode Staten om at vælge en Kvinde ind som Filmscensor, ligeledes udpege Kvinder som Tilsyn ved kommunale Biografteatre.
Formanden omtalte et forberedende Møde i Danske Kvinders Nationalraad. Her paatænkte man at afholde et stort Protestmøde mod Indgreb i Kvinders Arbejdsret. Formen for dette Møde var endnu ikke helt fastlagt.
Fællesmødet. Formanden oplæste et Brev fra 6te Distrikt, hvori man anmodede om, at Spørgsmaalet "Svangerskabsafbrydelse" optages paa Dagsordenen til Fællesmødet. Dr. Eli Møller vilde gerne tale om dette Emne paa Mødet, men understregede det vanskelige i Situationen, da Dr. Eli Møller jo er Medlem af den nedsatte Kommission. Man vedtog derfor at finde en anden Læge som Indleder.
Ligeledes oplæstes Brev fra 5te Distrikt, hvori man henstillede, at det i Aar bliver Fællesmødet, der træffer den afgørende Bestemmelse om Bladets Forside.
Endvidere Brev fra Fru Fløe med Ønsket om Emnet "Agitation" for Dansk Kvindesamfund.
Fra Københavns Kredsen var indsendt Forslag "Barnets Retsstilling efter Lov om offentlig Forsorg". Man diskuterede det vanskelige i trods den bedste Vilje at skaffe Tid til de mange Forslag.
Fra Lyngby Kredsen var indkommet Forslaget "Nyanskaffelse af D.K.s Emblem fra 1914".
Fru Drøhse skrev, at 2det Distrikt ønsker, at Aalborg Kredsens Ændringsforslag til Distrikts- og Fælleslovene fremsættes paa Fællesmødet.
Efter forskellige Indlæg vedtog F.U., at Bestemmelsen om Bladets Forside alene afgøres af Fællesstyrelsen og ikke debateres paa Fællesmødet, da dette en Gang er vedtaget.
Derefter diskuteredes og bearbejdedes Dagsordenen til Fællesmødet, der i Aar var særdeles omfattende.
Mødet hævedes Kl. 21.15.

Protokollen ført af Lisbet Hindsgaul og underskrevet af de tilstedeværende Medlemmer.