Bjørnson: "Det flager i Byen og paa Havnen."

Ved Juletid udkom Bj. Bjørnsons tykke Bog "Det flager." Grundtanken i Bogen er den samme som i "en Handske": Kvindens retfærdige Fordring, at den Mand, hun skal ægte, maa være et sædeligt Menneske. Samfundet har den modsatte Mening, det protegerer den unge Frøken Rendalen ind i Ægteskab med den forslagne John Kurt, og det fejrer stor Bryllupshøjtid for Milla og Fürst, skjønt enhver godt véd, at han er en Udhaler. Paa denne Modsætning: den ideelle Fordring og Samfundets Umoralitet, strammes Knuden: Skolens Protest mod Millas Ægteskab. Men for at naa til dette Maal har Bj. Bjørnson to andre Jærn i Ilden: Slægtarv og Opdragelse, og disse tre Motiver i én Bog gjør den noget bred og spredt hist og her.

Saa længe en Slægt ikke har antaget et bestemt Mærke, kan der egentlig ikke tales om Slægtarv, saa længe maa man slutte, at de mange Sæt Forfædre have givet et saa ligeligt Tilskud, at den ene Indflydelse holder den anden Stangen. Faar derimod en Slægt et afgjort Særpræg ved at leve sig opad eller nedad i en bestemt Retning eller ved at fremvise udprægede Dispositioner i legemlig Henseende, saa kan man antage, at der har været nogle Elementer, enten lykkelige eller ulykkelige, som har taget Luven fra den almindelige Forfædre-Blanding. I "Det flager" falder det saaledes let i Øjnene, at Kurte-Mændene maatte efterlade stærkere Arv end de forkuede Kurte-Koner, men da den raa Kraft hos Kurterne har fortæret sig selv, lykkes det den kærnesunde Slægt Rendalen at faa Overtaget.

Bj. Bjørnson lægger Programmet for hele Bogen frem i disse Ord: "Hvor Svækkelsen var kraftig mødt af Blodblanding, Opdragelse og Selvopdragelse, gik Individet frelst til sin Gjerning. Der var ingen Bestemmelse, bare Betingelse!" Altsaa først og fremmest et sundt, sædeligt Ægteskab! Og hvem vil heller nægte det, at Ægteskab med et aandelig og legemlig ufordærvet Menneske, der tilmed fra en helt anden Familie kan medbringe lutter fornyende Kræfter, i de fleste Tilfælde er det eneste Rejsnings- og Bevarelsesmiddel for en Slægt. Mange Slægter bære paa ondt i deres Fortid, og dette onde vil fortsættes i Svækkelse og Viljeløshed, dersom der ikke kommer rigelig Tilførsel af aandelig og legemlig Sundhed og af sædeligt Alvor.

Skjønt adskillige Mennesker vel nok kan udtale sig, som jeg en Gang hørte en Dame gjøre, der med stort Behag sagde: "Ja, jeg er nu af saadan en god Familie!" saa maa det dog fastholdes, at der er Forfaldsslægter til, som ingen Fremtid synes at have; Disse Slægter har interesseret mange Nutidsforfattere, og disse har i Lighed med H. Ibsen i "Gjengangere" digtet Slægterne ned i redningsløs Fortabelse. I "Det flager" indtager Bj. Bjørnson en velgjørende Særstilling, baade ved sit før omtalte Program og ved at levne en Forfaldsslægt de fornødne Muligheder for et fremtidigt hæderligt Liv.

Just et Menneske som Fru Rendalen maa der til for at skaffe en Væsensændring; hun er stærk af Helbred og af Sind, frisk, energisk, ægte moderlig og tilforladelig, praktisk, ja, næsten til et Stænk af Materialisme, lutter Egenskaber særlig egnede til at overmande Kurte-Naturen. I hendes Søn

viser Blodblandingen sin Betydning, og for at udvikle dens Resultater træder saa Opdragelsen til.

Fra den Stund, da Fru Rendalen følte, at hun var Moder, har hun villet, energisk villet, sit Barns Frelse, og hvem tvivler om, at en saadan Villen, gjennem hvilken man bearbejder sig selv og næsten tvinger Forholdene, - er Magt! Efter hans Fødsel fører hun det ud i Livet, sejt og udholdende, under Taarer og Tvivl, og i Kamp med det Kurteagtige, hvoraf ikke saa lidt ytrer sig hos Drengen, og disse Kapitler om den llle Thomass Barnedage bliver vistnok de reneste Perler i Bogen.

Men efter dette kommer, som bemærket af en tidligere Anmelder, en Lakune, vi hører intet om Th. Rendalens Ungdomstid, i hele fjorten Aar slipper vi ham, og vi gjenfinder ham først paa Talerstolen i den Skole, hvis Fremtid er hans Livsgjerning.

"Det flager" er ført over i et nyt Spor: den kvindelige Opdragelse. Rendalen slaar til Lyd for den med følgende Citat af Herbert Spencer: "Den vigtigste Kundskab for Mennesket, er at lære at skjøtte sig selv; og den næstvigtigste er at lære at skjøtte sit Afkom!" Derfor bør "Sædeligheden" være Skolens Formaal, og derfor bør man navnlig have sin Opmærksomhed henvendt paa den unge Kvinde i Overgangsalderen, "en Tid, hvor noget fremmed af blandet Natur flytter ind o. s. v." Men hvilket Middel bør nu anvendes for at sikre et sædeligt Grundlag? Alle Fag er tvivlsomt skikkede hertil, selv Religionen, da det er de færreste, der gribes varig af religiøs Tro. Fremtidsskolen bør derfor lægge Hovedvægten paa Naturvidenskaben, saaledes som ogsaa dens Forbilleder i Amerika og England gjør det. Og denne Videnskab bør gives fuldt ud, man maa være aabenhjærtig, indgaaende, slet intet skjule; netop det, som nu almindelig skjules, er det vigtigste! Den unge skal gjennem Undersøgelser og Forklaringer sættes ind i alt sit eget Legeme vedrørende. Gjennem dette skal Barnet modnes til Vilje og til med fuld Fortrolighed at udtale sig, saa at ikke noget bør vedgaas, andet ikke, thi dette gjør Indhug i vort Mod.

I store Træk tror jeg her at have fremsat Hovedtanken i Rendalens Skoletale, men endvidere betoner han, at denne Naturkundskab, som giver Frimodigheden, burde have sin Rod i rene, sædelige Hjem, saa at der var fuld Fortrolighed mellem Forældre og Børn, og at adskillige af Skolens unge Piger vistnok vil blive Ofre for den Dobbelthed: Skyhed i Hjemmet og Aabenhed paa Skolen. Efter dette retter han nu et saa voldsomt og nærgaaende Angreb mod Hjemmene og hele Samfundsaanden i den lille Kystby, at omtrent enhver af de tilstedeværende kan udpeges som skyldig af sin Sidemand. Da Forsamlingen forlader Salen, gaar man derfor bort i tavs Forargelse og Vrede. I sin Tro paa Fremtidsskolen kaster Rendalen Samfundet en Handske, og det en rigtig haard Stridshandske, i Ansigtet.

Hermed forlader jeg Skolen paa "Godset" og de genialt grebne Skildringer af de unge Piger, for at vende mig til selve Skoleprogrammet. Jeg vender tilbage til nogle Ord, som Fru Rendalen har sagt, og som hendes Søn citerer i Talen: "I Overgangsalderen glider de fleste væk, idet de taber sin Aabenhed o. s. v., der flytter noget fremmed ind af blandet Natur, - af højst forskjellig Beskaffenhed hos de forskjellige!" Den vaagnende Erotik er det fremmede, der flytter ind, og den blandede Natur bestaar i, at Kjødet saavel som Aanden gjør sig stærkere gjældende end tidligere. Dette er en slet og ret Naturudvikling, som bør saa at være, men den kan alligevel nok volde den unge adskilligt Hovedbrud.

Jeg vil ikke nægte, at der kan være unge, der er saa ureflekterede, at de lader hver Dag have nok i sin Plage, men der er ogsaa experimenterende, overvejende Sjæle, som gjennemgransker alt det fremmede hos sig selv, og som vil have Rede paa mangt og meget, f. Ex. paa det ægteskabelige Forhold. Fantasien fører andre unge ind paa Omraader, hvor det flimrer med Lygtemænd, som drager - ja, de véd maaske næppe nok selv hvorhen. I alt saadant er de unge just ikke godt stillede, de tumle paa egen Haand og "de bespørge sig mellem sig selv indbyrdes."

Man kan ikke lade være at synes, at her maatte de ældre kunne klare saa meget for de unge, at det hverken blev til Experimenteren eller Fantasier, men til en ganske naturlig Sag. Man synes, at Rendalen har Ret i, at her var et alvorligt Krav til Forældrene, og da især til Moderen. Men alligevel, - fraset det næsten umulige, at Forældre skulde kunne indvie Barnet i deres eget Forhold, tror jeg tillige, at det overfor selve den unge vil blive meget vanskeligt. Det kommer sikkert af, at "Blandingen er af højst forskjellig Beskaffenhed hos de forskjellige" og at et eneste Fejlgreb gjør ondt værre; blot den unge en Gang har følt sig flov ved, hvad den erfarne har sagt, eller mærket, at den erfarne undrede sig en Smule over den unges Udtalelse, - saa var det bedre, at der aldrig var vexlet Ord. Det fineste Øre, den fineste Forstaaelse fordres her, og de færreste er Hjærtekjendere i den Forstand, at de kan udpege hver enkelt Naturs Ejendommelighed. Hermed er Sagen dog ikke affærdiget; den sjælekyndige, som magter det, bør yde den unge Hjælp; thi det véd jeg, at den unge, som har experimenteret færdig, og med fuld Viden, i Alvor og Sandhed, bøjer sig for Guds Orden i Ægteskabet, udbrydende:

Hvert hans Værk er stort Vidunder,

I hans Visdom ingen bunder,

Som deraf har øst.

Kun en Daare tør det nægte,

At hos ham er alting ægte

Alting mageløst!

denne unge har vundet frem til et godt og rent Standpunkt Da er Ægteskabet i sin fulde ethiske Gyldighed sat ind i den unges Bevidsthed.

Saa vidt om Sjælekyndiges Hjælp udenfor Skolen.

Men nu til Skolen. Hvorledes kan her tænkes en Meddelelse en masse, naar vi indrømme, at vi handle med de fineste Værdier og med unge af højst forskjellig Udvikling, Modenhed og Beskaffenhed?

Og ikke blot Meddelelsen fra Lærerens Side til de mange men ogsaa de mange, der paa én Gang hører paa den. Ingen kan svare for en saadan sædelig Renhed, at ikke ét af disse Pigebørn kunde smile tvetydig, og vi vide, at intet saarer Umiddelbarheden værre end netop Tvetydighed.

Jeg hørte en dygtig Læge udtale sig om lignende Forhold i en Drengeskole. Han sagde: "Vi havde en Lærer, der i en god Mening vilde sige os Besked om alt, han vilde derved advare os mod Fristelse, men vi blev helt undseelige ved det og fik meget at spekulere paa. Det var ikke til Gavn. Nej, i den Alder skal Børn behandles fornuftig af de voxne, men instrueres skal de ikke!"

Imidlertid - man maa indrømme, at Rendalen anviser en Vej, ad hvilken Pigebørnene skal komme til det Punkt, hvor slet intet bør skjules: Naturstudiet nemlig. Gjennem Mikroskop og Analyse, Afbildninger og Forklaringer, skulle de f. Ex. lære at opfatte Planten som opbygget af Celler o. s. v., iagttage dens Aandedræt, Celledeling, Topvæxt og Befrugtning, "faa Indbildningskraften reguleret af Naturens Arbejde og Harmoni."

Der er noget meget tiltalende i dette Udkast: en Flok opmærksomme unge, der gjennem selve Naturens Udvikling lærer at erkjende: "hvert hans Værk er stort Vidunder!" og ingen vil vel nægte, at enhver Plante, ethvert Dyr og ethvert Menneske er, naar man kommer tilbunds i deres Bygning, denne Erkjendelse værd. I sig selv indeholder Naturstudiet absolut mangfoldige Elementer, der kan bidrage til en heldig og sædelig Udvikling. Men Rendalen glemmer et, og det er, at Naturstudiet, som ethvert andet Fag, ikke i sig selv er en evendegjørende, sædelig befrugtende Magt, men at det, især overfor unge, laaner sit Liv af den, der foredrager det Altsaa - Faget kan være godt, men en Personlighed er det Medium, gjennem hvilket det forplantes til Tilhørerne. Var det ikke saaledes, maatte Religionen jo indeholde de fleste ethisk vækende Kræfter, men naar man indrømmer, at den, som Fag betragtet, ikke har stort at sige, hvorimod Lærerens Trosliv væsenlig bliver det, der griber de unge, saa maa samme Indrømmelse gjøres overfor Naturstudiet. Rendalen er nærved at gjøre Naturstudiet i og for sig til et Tryllemiddel, og hans Valg af Miss Hall til Lærerinde deri viser bedst, at det ikke er nemt af træffe den Personlighed, som derigennem kan lægge Grund for Sædeligheden. Miss Hall er nemlig en rigtig Theoretiker, der slet ikke kan høre Græsset gro. Her, som ved alt andet, maa huskes, at det at have Kundskab om en Ting ikke er det samme som praktisk at leve derefter, og at selve Kundskaben for mange har adskillige Farer.

Rendalen siger: "Jeg taler om Overgangsalderen. Véd Barnet, hvad det er, som da begynder, og hvorfor det begynder, - jeg mener Kundskaben fuldt ud o. s. v.!"

Gjennem denne Analyse af sin egen Legemsbeskaffenhed skal Barnet saa finde et Værn mod Fristelser og Sygelighed.

Men hvordan gaar det os ældre, naar vi f. Ex. hører en meget indgaaende Beskrivelse af en Sygdom? Vi faar Fornemmelser, som vi slet ikke havde før, og i vor Fantasi laver vi os til at føle hvilken som helst Skavank, som vi netop i Øjeblikket finder interessant. Det vil ganske vist gaa mange Børn ligesaa, den megen Viden vil føde Fornemmelser og Reflexioner, hvortil Barnet slet ikke er modent. Samtalerne mellem Generalstaben viser det. Ingen ung snakker saaledes, uden at være oppe i sanselige Forestillinger. Naturstudiet drevet til sin yderste Grænse er altsaa kun relativt nyttigt; Virkningen beror paa Lærerens og Børnenes Personligheder.

En fuld Viden kan baade mange, men den naas bedst, dersom den kan faas gjennem selve Naturen, gjennem et normalt Familieliv, eller gjennem Dyre- og Plantelivet i Gaard og paa Mark. Hvem der har lært saaledes, kan vist se tilbage derpaa med Tryghed.

Den fulde Viden, som Skolen kan give den, kan, som allerede antydet, blive til Skade for mange, og her gjælder det da at veje Skade og Gavn mod hinanden. I dette Tilfælde forekommer det mig, at Skade er værre, end Gavn er god. Man kan gjennem Liv og Udvikling indvinde hvad man ikke har faaet, man kan undvære Gavnet; men at forvinde Skaden lader sig for mange Naturer vanskelig gjøre. En Krænkelse af Barnets Blufærdighed eller en for tidlig Modning kan sikkert bringe Følger, som sent udslettes.

Derfor vogte Skolen vel paa sig selv, naar den handler med Naturens Dybheder og "blotter Træets Rødder".

Naar jeg, paa en Undtagelse nær, har lagt Rendalen og ikke Bj. Bjørnson de forskjellige Udtalelser i Munden, da er det sket for ikke at gjøre en Person i Bogen identisk med Forfatteren og derved gjøre denne sidste ansvarlig for den førstes Ytringer. Om Bj. Bjørnson mener, at en Skole i et og alt burde være som den paa Godset, tør jeg ikke afgjøre det maa være os nok, at han udkaster den som en Fremtidsmulighed. Af de fire Pigebørn, som nævnes i Verset om Generalstaben, Milla, Thora, Tinka, Nora, gaar det jo de to meget daarlig. Milla bliver lige saa verdslig, som hendes løse, konventionelle Hjem er det, og hun har glemt alle Skolens Theorier, da Stads og Tant lokker. Og Thoras uopdragne, sanselig-fantastiske Natur har heller ikke i Fysiologien fundet et tilstrækkelig Tyngdepunkt. Eller, maaske rettere, den megen Viden gjør hende saa nervøs urolig, at hun saa meget lettere flyver i Lyset.

Da det nu er gaaet saa ilde for begge disse Pigebørn, lader Bj. Bjørnson Skolen have den Ære at hævde den sædelige Fordring: én Mand og én Kvinde! idet den paa Thoras Anne lægger hendes og Fürsts Barn mellem Milla og ham, da de er ved som Brudefolk at knæle for Alteret. Som Modsætning til dette Ægteskab paa uethisk Grund se vi saa Rendalen og Nora give hinanden deres Tro, og her er alle Betingelser for et rent og ædelt Menneskeliv.

Byen og Havnen flager for den konventionelle Brudefærd. Skolen ligger endnu uden Flag, og da Pigebørnene vil hejse det, raaber Rendalen op til dem: "Ikke i Dag - for Millas Skyld, men vi skal snart til at begynde!"

Og hermed slutter saa Bogen.

Der er anket, og maaske med stor Ret, over Bogens Forsyndelser mod det æsthetiske, men da dette ligger udenfor mit Omraade, maa jeg overlade andre at dømme derom. Kun et vil jeg løselig paapege: maaske hele Emnet ikke egner sig til en Roman, men burde være givet i en ganske besindig, dybtgaaende psykologisk-pædagogisk Afhandling.

Længe inden "Det flager" blev til, har jeg i Heegaards Pædagogik savnet et Afsnit om Overgangsalder og Sædelighed. Han skulde ikke have tiet, men taget det i sin Haand, og hans Haand var baade sikker og fin. Bj. Bjørnsons Bog burde være gjort overflødig af en dygtig Psykolog og Pædagog, men nu er den ikke overflødig, da det viser sig, at den vækker "Tanker til Eftertanke".

Romanformen er imidlertid i dybeste Forstand forkastelig, eftersom den er for let, for løs til Emnet.