« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 16. maj 1934

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i D.K.s Fællesstyrelse.
F.U. afholdt Møde Onsdag den 16. Maj Kl. 19 paa Kontoret, Absalonsgaard, Vestergade 37.
Til Stede var: Formanden Marie Hjelmer,- Martine Bjørneboe,- Emilie Buchwald,- Esther Carstensen,- Inger Hempel,- Lisbet Hindsgaul,- Agnes Holm,- Hedevig Matthiesen,- Dagmar Nielsen,- Redaktør Anna Koch Schiøler.
Fraværende: Dida Dederding,- Estrid Hein.

Dagsorden:
Paatrængende nødvendige Spørgsmaals Afgørelse.

Formanden meddelte, at der var kommet en Opsigelse fra Kontorassistent Margit Riis-Olsen til 1. Juni. Begrundelsen hertil tilskrives forskellige Grunde; Hovedaarsagen er denne, at Frk. Riis-Olsen ønsker Tid til sin Læsning.
F.U. beklagede meget, at denne Opsigelse var fremkommet, idet man derved blev stillet meget vanskeligt ved det kommende Fællesmøde i Juni.
Frk. Riis-Olsen havde gjort et godt Arbejde her i D.K., men Arbejde paa andre Omraader har sammen med dette overanstrengt hende.
F.U. ønskede en Udtalelse fra Frk. R.-O. om, hvorvidt hun mente, at hendes Arbejde for D.K. i Juni Maaned kunde udføres uden at skade hendes Forberedelse til den Stenografieksamen, som hun ønskede at underkaste sig. I bekræftende Fald vilde F.U. anerkende hendes Opsigelse fra 1.
Oktober.
Formanden meddelte derefter, at hun havde overbragt Trafikministeren vor gentagne Anmodning om, at der valges en Kvinde ind som Tilforordnet i Radioraadet. Ministeren gav Afslag paa en saadan Anmodning.
Formanden meddelte, at der havde været Møde i Aarhus i Anl. af Husholdningsfakultetet.
Landsudvalget var enedes om en samlet Betænkning til Universitetssamvirke i Aarhus.
Dansk Kvindesamfund havde sendt en Deputation til Landstingsudvalget ang. Nedlæggelsen af Langs Seminarium i Silkeborg- for at beklage dette Forslag og henstille, at Seminariet bevares. For denne Bevarelse fremførtes flere vægtige Grunde.
Fra 5. Distrikt var indsendt følgende Forslag:
Henstilling til D.K.s Fællesstyrelse.
1) 5. Distrikt henstiller til Fællesstyrelsen om som første Punkt paa Dagsordenen til Fællesmødet at anmode Mødet om Godkendelse af den af Fællesstyrelsen vedtagne Beslutning ang. Ungdomskredsenes Repræsentation ved Fællesmødet.
2) For at sikre Ungdomskredsene samme Repræsentation som Hovedkredsene foreslaar 5. Distrikt, at der i Fælleslovenes § 2. efter "Kredse" indføjes Parathesen (saavel Hovedkreds som Ungdomskreds)
3) Ønsker 5. Distrikt som Forhandlingspunkt paa Fællesmødets Dagsorden indsat: Kvindernes Repræsentation i Amtsraadene v. Fru Kristine Glavind, Grindsted.
Formanden havde derefter den meget triste Meddelelse, at Fru Lemche havde skrevet, at hun - efter at have hørt Referatet af Københavns Generalforsamling - nu maatte trække sig tilbage som Taler ved D.K.s Fællesmøde i Frederikshavn. - F.U. beklagede meget dette Afbud og forhandlede
derefter om, hvem der muligt kunde træde i Stedet.
Hedevig Matthiesen foreslog, at man henvendte sig til Utke Ramsing.
Formanden havde faaet en Henvendelse fra Anthon Jensens Forlag om at faa Kredsformændenes
Navne opgivet, da han ønskede at henlede Opmærksomheden paa en Bog, som skulde udkomme - skrevet af Olga Eggers og omhandlende 150 danske Kvinder.
Der var Brev fra Ingrid Bruun i Horsens, om der gennem Jubilæumsfonden kunde faas Hjælp til Rejseudgifter til Fællesmødet. Dette Spørgsmaal maatte Jubilæumsfondsudvalget tage Standpunkt til.

[kan ikke læses] Hindsgaul og [kan ikke læses] Buchwald [kan ikke læses] tilstedeværende
Medlemmer.