Svar til Pastor Hr. G. Schepelern.

I Ugebladet „Fra Bethesda” (Nr. 15 og 16, henholdsvis for 12te og i 19de April) har Sognepræst Schepelern stærkt draget til Felts imod Kvinde-Emancipationen og paa en saadan Maade, at vort Blad ikke bør lade hans Artikler staa uimodsagte.

Som en Forløber for dette bitre Angreb havde Biskop Fog i samme Blads Nr. 13 skrevet en Artikel "Bør Ordene "I Kvinder værer Eders egne Mænd underdanige" udgaa af Ritualet for Brudevielse", og inden jeg retter mit Svar til Pastor Schepelern, vil jeg derfor kortelig omtale ogsaa denne Artikel. Heri udvikles meget smukt og rigtigt, at Kvinden netop skylder Kristendommen den friere og værdigere Stilling, som hun nu indtager i de kristne Lande, og som hun ikke alene maa savne hos alle egenlig barbariske Folkeslag, men, ogsaa savnede hos Oldtidens mest udviklede Folk. Men ved Siden deraf fremhæves med stor Styrke, at de nævnte Ord bør forblive i Brug og urokkelig gjælde som Rettesnor for Samlivet mellem kristelige Ægtefæller, medens der ikke ofres det Spørgsmaal en Tanke, om det græske Ord i Brevet til Efesierne (5 Kap. 21-22 V.) og i Peters første Brev (3. Kap. iste V.) ogsaa er rigtig gjengivet i vor Bibeloversættelse med det halvtyske Udtryk "underdanig", og om muligvis al den Uvilje, der siges at være imod denne Formaning hos "de Kvinder, som arbejde for den saakaldte Kvinde-Emancipation", ikke vilde forsvinde, saafremt der brugtes et mindre slavisk Udtryk, Vore Læsere ville vide, at Pastor Hostrup i sit Foredrag i "Dansk Kvindesamfund” (20de Januar) gjorde gjældende, at man snarere burde tænke paa en inderlig og frivillig Hengivelse i Kjærlighed end paa en paabudt Underdanighed, og Enhver vil sige sig selv, at naar der baade i Pauluss Brev til Efesierne (3 Kap. 21 V.) og i Peters første Brev (5. Kap. 5 V.) staar: "Værer Alle hinanden ....", da passer Ordet "underdanig" kun saare slet, selv om det paa første Sted formildes ved Tilføjelsen "i Herrens Frygt". (En Oversættelse som: "Underordner Eder alle hverandre i Herrens Frygt" vilde da falde langt naturligere.) I sin Bibeloversættelse gjengiver Lindberg et andet Sted det tilsvarende Navneord "i al Underordning" (1ste Brev til Timotheus 2 Kap. II. V.), hvor den avtoriserede Oversættelse ligeledes bruger "Underdanighed", og i den engelske Bibeloversættelse bruges gjennemgaaende mildere Udtryk (submit, be subject eller in subjection.) Svenskeren H. M. Mellins Bibeloversættelse (udk. 1883) har Ordet undergifven om Formaningen til Hustruerne, og det svenske Ritual skal nok gjengive Hostrups Tanke ved Ordet tillgifven (hengiven.)

Ved at tænke paa den Vægt, der saalede lægges paa Oversættelsen af et enkelt græsk Ord, mindes jeg uvilkaarlig om en Diskussion, som for en 30 Aar siden førtes i et af vore theologiske Blade mellem Professorerne C. E. Scharling og H. N. Clausen om Fortolkningen af det bekjendte Sted hos Paulus i 1ste Brev til Korinthierne (7 Kap. 21 V.): "Er Du kaldet til Træl, bekymre det Dig ikke; men kan Du blive fri da vælg hellere dette!" Efter Scharlings Opfattelse skulde dette Sted nemlig rettere oversættes omtrent saaledes: "selv om du og kan blive fri, da vælg hellere hint" (altsaa Trællestanden). Jeg husker nu ikke længer, om de lærde Fortolkere blev enige, eller hvad Udslag Striden fik; ej heller kan jeg Græsk nok til at turde tillade mig et Skjøn om, hvo der havde Ret. Men sæt nu, at Sprogforskerne - thi deres Stemme maa jo dog heri være afgjørende - kom til den Slutning, at Scharlings Oversættelse var den rigtige, kunde man saa ikke bebrejde den kristne Kirke den Iver, som den fra de ældste Tider udfoldede for at faa Trældommen afskaffet, lige indtil dens Præsteskab i Forbandelsen mod Cham udfandt et Forsvar for Negerslaveriet? Og have vi da ikke i vore Dage med Urette glædet os over Negernes Frigjørelse i Amerika og Livegenskabets Afskaffelse i Rusland? Eller maa man ikke snarere lære heraf, at man skal være varsom med at uddrage Regler for det borgerlige Samfunds Ordning af enkelte Skriftsteder, hvis Oversættelse ikke er aldeles utvivlsom, og hvis Forklaring dog altid maa ses i nogen Sammenhæng med Samfundsforholdene for atten Hundredaar siden. I hvert Fald maa man ikke give Skriftstederne en videre Rækkeevne, end Ordene strængt taget kræve, og man kan saaledes ikke af Formaningen til Hustruerne overfor deres "egne Mænd" drage en Slutning om Kvindekjønnets almindelige Underordnelse under Mandkjønnet som Helhed.

Dette synes nemlig at ligge til Grund for Pastor SchepeIerns hele Bevisførelse, skjønt det maa indrømmes, at hans første Artikel ingenlunde er klar. Naar han saaledes udtrykkelig (S. 227) paastaar, at "Kvinde Emancipationen betegner noget ganske bestemt, som ikke maa forvexles med, hvad man med et almindeligere Navn maaske kunde kalde Kvindesagen", og naar han paa Forhaand vil fremhæve, at "vi ingenlunde have i Sinde at rejse nogen Modstand imod de Bestræbelser, der i vore Dage rettes paa at give Kvinden en mere betrygget Stilling og at skaffe hende rigere Lejlighed til at anvende sine Evner", og at "vi fuldt ud kunne sympathisere med, hvad der kan gjøres for ad Lovgivningens Vej at sikkre den gifte Kvinde mod en raa Mands brutale Voldsomhed" og "ganske kunne billige Martensens Ord i hans sociale Ethik: Arbejder, som Kvinder kunne udføre lige saa godt som Mænd, bør de ogsaa have Lov til at udføre" - maa man nok spørge: Hvorfor vil Forf. da i et Blad til den danske Menighed rette et Angreb paa Kvinde - Emancipationen i dens udskejende franske Form, naar det dog er vitterligt, at Ingen af dem, som herhjemme staa forrest i Kampen for Kvindens Ligestilling, i nogen Maade er smittet af de St. Simonistiske eller snarere Enfantinske Lærdomme om Kvindens - d. v. s. Kjødets - Frigjørelse, og at særlig Pastor Hostrup, med hvem han er saa grumme misfornøjet, energisk har optraadt imod den raaeste Form af "den frie Kjærlighed", den offentlige Prostitution, som derimod uden Sky forsvares og erklæres for nødvendig af Mænd, der ingenlunde ere Kvindesagen gunstige. Og naar Forf. selv erkjender, at der ingen Udsigt er til den franske Emancipations Virkeliggjørelse i vor Tid og i vort Land, maa jo hele Kampen imod denne synes at være en Kamp med Vejrmøller, medmindre det er Tanken at bibringe Læserne den Forestilling, at man kommer ind paa et Skraaplan ved at indrømme Emancipationen i andre Former, og at man derfor gjør bedst i at stemme sig strax imod den hele Bevægelse. Aldeles ufattelig er i denne Sammenhæng Fremhævelsen af de foragtelige og nedsættende Paastande, som en Del franske og tyske fritænkerkse Filosoffer have udtalt om Kvinden; thi Kvindesagens Venner kunne jo umulig underskrive disse og synes altsaa ikke at være særlig berørte af Fritænkeriet, hvilket Forf. er tilbøjelig til at tillægge dem, idet han stiller dem op i Modsætning til dem, der staa paa kristelig Grund.

Jeg tror derfor, at man uden Skade kan lade hele den første Artikel uænset: Forf. skyder enten uden om eller oven over Maalet. I den anden Artikel er samlet Angrebets egenlige Kjærne, der kan sammenfattes i fire Punkter: Forf. vil ikke tilstede Kvinden 1) lige Adgang til Erhverv, ej heller til 2) aandelig Uddannelse, end sige taale 3) hendes Deltagelse i det offentlige Liv, og han misbilliger afgjort 4) Hustruens retlige Ligestilling med Manden. Med Hensyn til "Kvindens Ret - d. v. s. Mangel paa Ret - til paa alle Omraader at optræde som Mandens Konkurrent" da paaberaaber Hr. Pastor Schepelern (S. 242) dels Skriftens Vidnesbyrd - dog uden at fremføre et eneste Skriftsted til Støtte for sin Paastand - dels Kvindens "Legemsbygning, der er al en finere Art og kræver langt større Skaansomhed", hvorfor hun "ikke af Skaberen er bestemt til det Arbejde, der kræver de store legemlige Kræfter". Jeg vil i saa Henseende kun minde om, at Kvinden ikke alene hos mangfoldige barbariske Folkeslag maa udføre de haardeste Arbejder, medens Manden kun sysler med Jagt og Fiskeri, men at ogsaa i vort eget Fædreland man udelukkende overlader "det svage Kjøn" Stillinger som Malkepiger og Vaskerkoner, der utvivlsomt stille langt større Krav til legemlige Kræfter end Stillinger som Handelscommis, Krambodsvend, Barber o. fl.

Gaa vi fra de legemlige til de aandelige Arbejder, da er det meget muligt, ja vel endog rimeligt, at Kvinden ikke har de samme aandelige Evner som Manden, ligesaa lidt som hun har den samme legemlige Bygning; men dermed er det jo ikke afgjort, at hun ikke har lige saa gode Evner, med andre Ord at hun ikke med sin større Flid og Vedholdenhed, med sit bedre Greb paa at begrænse sin Virksomhed og ved en anden Arbejdsmaade kan opnaa samme aandelige Udbytte, og det er jo dog dette, som er Hovedsagen. Naar Hr. S. udtaler, at "Mandens aandelige Ejendommelighed navnlig ligger i det kritiske, det dømmende, og hvad dermed følger, det udadgaaende, saa han er skikket til at gribe ind i de store Forhold, der kræve en vid Synskreds og et klart Overblik", medens "Kvindens Evner navnlig ere anlagte for de smaa Ting, for Tilværelsens Enkeltheder", da giver han Mandkjønnet som Helhed paa det andet Kjøns Bekostning en Kompliment, der næppe tilkommer mere end en lille udvalgt Brøk af samme. Kvindesagens Venner kræve kun, hvad Biskop Martensen sagde at ville indrømme, nemlig Ret for Kvinden til at udføre de - legemlige og aandelige - Arbejder, som hun kan udføre lige saa godt som Manden; men hvor vidt hun kan udføre dem, hvorvidt hun kan tilegne sig de samme Færdigheder og Kundskaber, kan kun fremgaa af en Prøve: at Flertallet af Mændene forud paastaar, at hun ikke kan udføre Gjerningen, er intet Bevis. Saafremt Kvinderne gjennemgaaende kommer til at ligge under som "Konkurrenter" med Mændene, vil den haarde Nødvendighed snart tvinge dem til at opgive alskens vilde Ideer; og saafremt det kun er et forholdsvis ringe Tal af Kvinder - saakaldte "Overmaals-Kvinder" - som kunne fuldt ud kappes med Mændene, vil det jo paa den ene Side ingen Skade kunne gjøre disse, men paa den anden Side være Uret mod hine, om de ikke maa følge deres Kald og Lyst. Vi kræve kun, hvad Engelskmændene ville kalde a fair trial (en ærlig Prøve); da vil Udviklingen og Erfaringen bedst lære, hvorvidt Kvindens Evner gaa, og hvilke Arbejder hun ikke skal indlade sig paa.

Til yderligere Advarsel for de Kvinder, som ville overskride de Grænser, Naturen efter hans Opfattelse har sat for deres Virksomhed, opfrisker Hr. S. (S. 244-45) nogle Udtalelser fra tre nordameikanske Læger, som Dr. E. Hornemann har ladet fremdrage i en Artikel "Om Kjønnets Betydning for Opdragelsen" i "Hygiejniske Meddelelser" (1874). Hr. S. betegner disse Læger som "ansete" og "fremragende", skjønt deres Navne vistnok ikke have naaet vidt ud over Fagmændenes Kreds og næppe ere kjendte af ret mange andre Dødelige - de hedde Clarke, Mitchell og Maudsley. Ifølge disse "Avtoriteter" skulle Kvinder ved at hengive sig til mandlige Arbejder staa Fare for at ødelægge deres Helbred og for at faa et hermafroditisk Væsen med et mandfolkeagtigt Udseende og tynd Skægvæxt. Det vilde nu ikke være vanskeligt at paavise Kvinder med saadant Udseende og tyndt Skæg, som hverken trykkes af Kundskaber eller Dannelse - det sidste er jo heller ikke sjældent hos spanske og portugisiske Kvinder - og naar det paastaas, at de nordamerikanske Kvinder nu til Dags ere en svag Race, udygtige til at opfylde Kvindens Pligter, kan Enhver sige sig selv, at det er en stor Overdrivelse og i det højeste passer paa de overforfinede Damer i de store østlige Byer, samt desuden skyldes andre Fejlgreb i Levemaaden, hvad særlig Clarke indrømmer. (Se en Artikel af Kr. Johansen i "Vor Ungdom" 1882. S. 328-35). Men i hvert Fald sættes denne Legemssvaghed i Forbindelse med den saakaldte "Fællesundervisning" for begge Kjøn, ikke alene i Børneaarene, hvad jo ingenlunde er særlig for Nordamerika, men ogsaa i den voxne Alder, og i saa Henseende er det vistnok rigtigt, hvad bl. a. Frøken Zahle afgjort hævder, at de unge Piger i Overgangsalderen ikke bør overanstrænges med aandeligt Arbejde, men at deres videre Uddannelse først bør optages paany efter nogle Aars Hviletid. Med andre Ord, det er ikke selve den aandelige Dannelse, der gjør Kvinden Skade, men alene Maaden, paa hvilken den opnaas, og det

bør da ikke glemmes, at der fra anden, særlig den grundtvigske Side ogsaa er advaret stærkt imod at overanstrænge den mandlige Ungdom i de tilsvarende Aar og derimod tilraadet hellere at udsætte Dannelsens Afslutning til en senere Alder. Paa Spørgsmaalet om Kvindens Deltagelse i det offentlige Liv skal jeg ikke her gaa videre ind, da der forhaabenlig vil blive Lejlighed for mig i en nær Fremtid paa andet Sted og udførligere, end her var muligt, til at udvikle, hvad jeg derom har at sige. Kun vil jeg tillade mig at bemærke, at naar Pastor S. til Støtte for sin Opfattelse fremhæver, at Kvinderne for at opnaa politiske Rettigheder ogsaa bør underkastes Værnepligt, da forekommer dette mig at være en tarvelig Vittighed, da det jo er en Kjendsgjerning, at Tusender af unge Mænd hvert Aar fritages for Værnepligt som ubrugbare til Krigstjeneste, uden at de derfor miste en eneste af deres borgerlige eller politiske Rettigheder. Desuden maa det vel huskes, at Kvindekjønnet udfører en anden, fuldt saa vigtig og ligesaa farlig Pligt som Værnepligten, nemlig den at føde til Verden alle de Drenge, der senere skulle blive Soldater. Det forekommer mig ogsaa lidet konsekvent og ikke meget taknemmeligt, naar man, som Pastor S. siger (S. 227), "bygger sit bedste Haab for Menighedslivets Fremtids-Udvikling paa en rigere Anvendelse af de kvindelige Evner", at man da samtidig vil nægte Kvinden Adgang til ellers at gjøre sin Stemme gjældende i det offentlige Liv. Og maa det ikke kaldes saare uforstandigt, naar man i en Tid, da Fritænkeriet udbreder sig, vil forsmaa den Støtte, Kristendommens Sag kunde have af de kristne Kvinders Iver, og hvorfor? Fordi man har vænnet sig til at fortolke Pauluss Forbud (1ste Brev til Korinthierne, 12 Kap. 24-25 V.), imod), at Kvinder maa tale i Menighedens Forsamling - thi andet taler Apostelen ikke om, og andet kunde han under de daværende Forhold ikke tænke paa - som gjældende Kvinders Optræden i alle Slags Forsamlinger. For mig er det utvivlsomt, at den ringe Interesse, de fleste franske Radikale nære for Kvindens Valgret, nærmest skriver sig fra Frygten for, at den fortrinsvis vilde styrke den katholske Kirkes Indflydelse. Det er maaske af lignende Grunde, at saa mange engelske Præster

- ogsaa af Højkirkens - støtte Bestræbelserne for at udvirke politisk Valgret for Kvinderne, ligesom de alt i en Aarrække (siden 1869) have øvet den i kommunale og Skolesager.

- Om det fjerde Punkt, Hustruens retlige Ligestilling, skal jeg ligeledes fatte mig kort, da Pastor S.s Bemærkninger herom nærmest ere rettede imod en Ordning med Særeje til Grundlag, medens jeg personlig hylder Tanken om en Ordning, bygget paa begge Ægtefællers Samraadighed, hvorledes denne nu kan lade sig lovlig fastslaa, og ikke kan se rettere, end at en saadan langt bedre vil stemme med Ægteskabets - ogsaa det kristelige Ægteskabs - Ide end den fuldstændige Underordning og Umyndiggørelse, som nu er retlig, men Gud ske Lov ikke faktisk gjældende i alle de Ægteskaber, der nogenlunde kunne siges at være vel ordnede. Saafremt det virkelig var saa, at alle eller dog de fleste Ægteskaber vare kristelige, kunde man selvfølgelig godt undvære al retlig Ordning for Ægteskabet; men paa samme Maade vilde man ogsaa kunne undvære al anden civil og kriminel Lovgivning, hvis Samfundet som Helhed var gjennemtrængt af kristelig Aand. Desværre gjælder i disse Forhold nu som paa Frelserens Tid det Ord, at Loven er given for Menneskenes "Haardhjærtetheds Skyld".

Til Slut vil jeg raade Hr. Pastor Schepelern at være varsom i Valget af de Avtoriteter, han paakalder. Det er ikke fuldt tilraadeligt at lægge altfor stor Vægt paa Lægernes Dom med Hensyn til den kvindelige Uddannelses Indflydelse paa Legemet, naar man som han ikke agter at bøje sig for Lægernes Mening i et andet Spørgsmaal, som disse gjerne ville tilegne sig Eneret til at afgjøre, nemlig om den offentlige Prostitution, i hvilket han jo bl. a. vil møde Dr. Hornemann som en bestemt Modstander. Men helt uheldigt er det, naar han tilsidst jævnsides med Lovprisningen fra Salomos Ordsprog over en duelig Hustru henter Advarsler til de Kvinder, som ikke ville nøjes med den huslige Gjerning, fra - Pariser-Byraadets Prokureur i Aaret 1793, Chaumette, som var en af de vildeste og værste Sansculotter og bl. a. Hovedophavs mand til Fornuftens Dyrkelse.