« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 12. marts 1935

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i D.K.’s Fællesstyrelse.
F.U. holdt Møde paa Kontoret, Absalonsgaard, Tirsdag den 12. Marts
Til Stede var: Formanden, Esther Carstensen Amalie Aggebo, Stella Kornerup, Emilie Buchwald, Anna Koch Schiøler, senere kom Fru Hindsgaul, Fru Hein og Fru Bjørneboe.
Fraværende: Agnes Holm havde meldt Forfald.
Dagsorden:
1) Meddelelser
2) Bladet
3) Vejledning i Valg af Erhverv
4) Børnelovgivning
5) Eventuelt
1) a. – Fru Magda Andersen havde anmodet om 200.- Kroner til Disposition for Foredragsudvalget. Stella Kornerup forklarede nærmere om Arbejdet, men man enedes om, at der ikke kunde tages Standpunkt, før man saa den nærmere Arbejdsplan.
b. – Der var fra Gyrithe Lemcke kommen en Skrivelse vedrørende Historien, idet hun erklærede sig villig til at overlade det hun havde skrevet vedrørende Aarene 1912-18, men da Fru Koch Schiøler mente, det var lidt for kortfattet til at kunne anvendes, vilde der ikke blive Brug herfor.

2) – Formanden forespurgte hvorledes det gik for Udvalget ang. Bladet og Esther Carstensen meddelte da, at man navnlig havde talt om, at der maatte sættes ind paa Annoncerne og man maatte ind paa at tage det mere forretningsmæssigt; der vil inden Mødet paa Søndag forhaabentlig kunne foreligge mere bestemte Forslag. Fru Carstensen vilde ogsaa foreslaa, at man skrev til forskellige store Firmaer og prøvede paa at faa dem til at annoncere i Bladet, Skrivelsen skulde være til Direktøren og underskrevet af Fru Hjelmer.
Fru Koch Schiøler sagde, at sagkyndige til hende havde udtalt, at de mente der skulde være mere Lighed med Pressen, og f. Eks. Interview’s, Enqueter m. m.
Fru Hempel mente, at man burde undersøge om det ikke var billigere at slutte Kontrakt med et Trykkeri, der samtidig overtog Tegning af Annoncer.
Fru Carstensen meddelte, at man vilde forsøge at lade næste Nummer af Bladet sælge fra Kioskserne á 20 Øre pr. Stk. Der skal saa trykkes en Indholdsfortegnelse med iøjenfaldende Overskrift til Brug for Kioskerne.

3) – Stella Kornerup meddelte, at hun indtil videre havde standset Skrivelsen om Erhvervsvejledning til Skolerne da Psykoteknisk Institut i Øjeblikket var ved at arbejde indgaaende med det samme Problem, og havde lavet et meget omfattende Erhvervskartotek til Brug for Skolerne. D.K. vilde kunne købe Afskrifter af dette Kartotek, som man da kunne duplikere til Salg for Kredsene, der derigennem kunne agitere for Oplysning om Erhvervsarbejdet f. Eks. gennem Studiekredse o. l. Da Psykoteknisk Institut gør Arbejdet gratis vilde D.K. ikke kunne tage Penge for at yde Vejledning uden at udsættes for stærk Kritik, og D.K. maatte derfor lægge an paa at gøre et Agitationsarbejde i Forbindelse med Psykoteknisk Institut og Centralarbejdsanvisningskontoret. D.K. maatte derfor Prøve at finde Personer, der vilde tage sig af Agitationen og som vil tage sig af Erhvervskartoteket og udvide det i Forbindelse med D.K. og Psykoteknisk Institut.
Ledelsen tog dette til Efterretning og vilde forelægge det for Fællesstyrelsen.

4) - Formanden meddelte, at der fra næsten alle Kredse var indgaaet Svar paa de udsendte Skemaer, der overvejende var for Lovforslaget.
Fru Lemcke havde rettet en Henvendelse vedr. Optællingen af Spørgeskemaerne idet hun havde forstaaet Annoncen om Mødet i D.K.’s Københavns Kreds som om man der skulde have Optælling for hele Landet, hvilket man havde meddelt hende var en Misforstaaelse.
Fra Lyngbykredsen var fremsendt Forslag om at der skulde være 3/4 Stemmers Flertal for at D.K. overhovedet skulde rette Henvendelse til Rigsdagen vedr. Skemaets Punkt 1.
Fra Hjørringkredsen henstilledes det, at D.K. skulde foreslaa, at Børn født udenfor Ægteskab kun arvede de ugifte Fædre.
Fra Vejenkredsen forelaa Forslag om Ændring af Lovforslagets § 28.
Man enedes om at nedsætte et Udvalg til nærmere at overveje Kredsenes Ændringsforslag.
Det overlodes til Næstformanden at give Udkast til Henvendelsen til Rigsdagen, saa den kunde forelægges Fællesstyrelsesmødet.

5) - a. Formanden meddelte at der forelaa en Henvendelse fra Nationalraadet om eventuelt at forhøje Foreningens Kontingent. Spørgsmaalet var drøftet paa sidste Fællesstyrelsesmøde, hvor man havde vedtaget ikke at forhøje Kontingentet, men man vilde forelægge Skrivelsen fra D.K.N. paa næste Fællesstyrelsesmøde.
b. Frk. Buchwald mente, at man atter burde optage Spørgsmaalet om Ændring i Pensionslovgivningen for fraskilte. Hun havde lige drøftet Spørgsmaalet paa et Møde i en kompetent Forsamling og mente, at der stadig var Jordbund for et Ændringsforslag til Tjenestemandsloven.
Fru Hjelmer mente at man burde drøfte Spørgsmaalet paa Fællesstyrelsesmødet d. 17/3.
c. Fru Aggebo omtalte Mulighederne for at oprette en særlig Frederiksbergkreds. Fru Hjelmer fandt Tanken naturlig, men Sagen kunde naturligvis ses fra forskellige Sider, idet man samtidig maatte tage Stilling til, hvordan man vilde stille sig, hvis andre Bydistrikter ønskede at oprette selvstændige Kredse. Man var noget i Tvivl om hvilken Instans, der skulde afgøre Spørgsmaalet, men mente ikke det kunde afgøres af Fællesstyrelsen.

Protokollen underskrevet af:
Marie Hjelmer Emilie Buchwald Inger Hempel Esther Carstensen Stella Kornerup Amalie Aggebo Martine Bjørnebo