« Tilbage til søgeresultaterne

Styrelsesmøde 7. december 1935

« Se emneord

Udskrift af Protokollen for D.K.’s Fællesstyrelsesmøde Lørdag den 7. December 1935.
Mødet afholdtes paa Kontoret, Absalonsgaard og begyndte Kl. 10.
Til Stede var: Næstformanden Fru Andrea Hedegaard, som ledede Mødet, Emilie Buchwald, Esther Carstensen, Martine Bjørneboe, Stella Kornerup, Margrethe Høst, Sigrid Ammitzbøll, Magda Andersen, Hulda Pedersen, Charlotte Olsen, Thora Ingemann Drøhse, Ingrid Larsen Herning, Karen Fogh, Marie Egeberg, Erna Kjeldskov, Ingrid Larsen, Hillerød, Ida Holck, Edel Saunte og Redaktøren Anna Koch Schiøler.
Fraværende: Landsformanden og Inger Hempel grundet paa Sygdom. Thora Pedersen var forhindret i at møde.

Dagsorden:
1. Meddelelser
2. Formandsmødet
3. Legaterne
4. Eventuelt.
Dirigenter: Til Formiddagsmødet valgtes: Magda Andersen,
Til Eftermiddagsmødet valgtes : Margrethe Høst.

ad. 1.- Næstformanden bød Fællesstyrelsen Velkommen og overbragte Hilsener fra Landsformanden og fra Overlærer Thora Pedersen.
Man vedtog at sende en Hilsen til Landsformanden fra næste Dags Formandsmøde og til Thora Pedersen fra Fællesstyrelsen.
a) Ang. Socialloven. - Edel Saunte oplæste en Henvendelse fra KVINDELIG ARBEJDERFORBUND Afdl. 5 til D.K. om en fælles Henvendelse til Socialministeren ang, den forestaaende Revision af Socialloven.
Fællesstyrelsen vedtog at tiltræde Samarbejdet, forsaavidt D.K.N. ogsaa vilde gaa med og forsaavidt Skrivelsen blev tilfredsstillende, samt hvis man fik en Repræsentant med i Udvalget, som skulde udarbejde denne Henvendelse.
Edel Saunte vilde varetage D.K.’s Interesser i denne Sag.

b) - Fabriklovens Revision. Andrea Hedegaard oplæste Skrivelsen, der af D.K. var indsendt til det Udvalg, der arbejdede med dette. Man anmodede heri om Ændring af § 23 i Fabrikloven af 1913, idet man ønskede Ordene: ”Mænd under 18 Aar eller kvindelige Arbejdere" erstattet med Ordene: "Personer under 18 Aar."
Esther Carstensen oplyste hertil, at Udvalgets Formand Direktør Dreyer, var meget interesseret og der var et godt Samarbejde i Gang.

c) - DANSKE KVINDERS ERHVERVSRAAD havde indsendt en Skrivelse til D.K. hvori man foreslog, at Foreningerne: D.K., Den Aabne Dør, D.K.N. og D.K.E., hver ved en Repræsentant, samtidig skulde søge Foretræde hos de nye Ministre for at sætte disse ind i vore Forhold, vore Opgaver og vore Organisationers Virkemaade m. v. - Man mente i Skrivelsen, at dette vilde bidrage til bedre Forstaaelse og muligt afværge nogen Misforstaaelse og altsaa paa denne Maade være til Gavn for de forskellige Organisationers Arbejde.
Fællesstyrelsen gik ind paa dette Forslag og valgte enstemmigt Fru Andrea Hedegaard om Repræsentant for D.K.

d.) Dr. med. Johanne Christiansen havde indsendt et Forslag til D.K. om et evt. Samarbejde af Læger og Kvindeorganisationer og dermed Oprettelsen af et raadgivende Kontor. Det var i Anledning af de i den sidste Tid fremkomne Artikler i Pressen om Studenternes daarlige Forhold.
Fællesstyrelsen paalagde F.U. at undersøge Mulighederne for et saadant Arbejde.

e) - HUSASSISTENTERNES FAGSKOLE havde sendt D.K. en Anmodning om at tegne sig for en hel eller halv Friplads til en Elev paa Skolen og D.K. kunde saa selv bestemme til hvem, den skulde gives.
Man enedes om at svare, at D.K., ikke kunde gaa ind herpaa, da Foreningen ikke havde Midler til dette Formaal.
f) - JÆGERSPRIS.- Andrea Hedegaard oplæste Justitsministerens Svar paa D.K.’s Henvendelse ang. Forholdene paa Jægerspris. D.K. havde i Skrivelse af 7/10 d. A. krævet, at Kvinder fik samme Ret som Mænd til Forstanderstillingen, samt til at deltage i en evt. Kommissions Arbejde om alle de forskellige Punkter, som det vil blive nødvendigt at tage Stilling til, samt at der aabnedes de i Stiftelsen anbragte Pigebørn Adgang til en videregaaende Uddannelse and den huslige Alene.
Dette Svar vilde man lade aftrykke i "Kvinden og Samfundet" pr. 15/12.
Emilie Buchwald, syntes at Svaret var meget kedeligt og slet ikke rigtigt. Naar man een Gang havde bestemt, at Bestyrelsen skulde være en Mand, maatte vi gøre alt hvad vi kunde for at faa en positiv Ordning, for ellers kunde vi ikke være sikre paa, at der nogensinde kom Kvinder ind.
Marie Egeberg spurgte om det ikke var godt, hvis der stod Person i St. f. Mand.
Emilie Buchwald svarede absolut ”Nej” hertil, og at vi maatte have en Ændring om, at det kunde væren en Kvinde.
Andrea Hedegaard oplæste herefter en Skrivelse fra Landsformanden ang. dennes Stilling til Sagen. Landsformanden var heller ikke tilfreds med Svaret.
Fællesstyrelsen overlod derefter til F.U. at udarbejde en ny Henvendelse tilJustitsministeren og man vedtog at 2 af Fællesstyrelsen personligt skulde gaa op til Ministeren med Skrivelsen og anmode ham om Raad og Støtte i denne Sag.
De udvalgte blev: Martine Bjørneboe og Emilie Buchwald.

g) DET NYE ANNONCEFIRMA. – Næstformanden omtalte derpaa denne nye Ordning som skulde træde i Kraft fra Januar 1936.
Fællesstyrelsen lovede saavidt muligt at støtte Firmaet med Introduction hvor man evt. havde Forbindelser. Ligesaa vilde Distriktformændene paalægge Kredsene at tage godt mod Agenten naar denne kom, da meget af Bladets Forretningsgang afhang af Annoncetegningens Forløb.

h) Agitationsskriftet. - Da man ikke har flere af det gamde: "Hvad D.K. er – kan – og vil”, drøftedes Trykning af et nyt Oplag.
Ligesaa drøftedes om man skulde lade Jubilæumsfonden betale eller kun udlægge Pengene og saa lade Kredsene betale efterhaanden som Skriftet blev bestilt.
Forslaget om Jubilæumsfonden skulde betale blev stillet til Afstemning:
14 var for, 1 var mod (Chal. Olsen)
Det blev vedtaget at Jubilæumsfonden skulde betale og at man lod trykke evt. 20.000 Stk.
Det blev af Margot Petersen foreslaaet, at man lod trykke et Stykke af den ene Side som Indmeldelsesblanket med perforeret Afrivningslinie, herpaa kunde hver Kreds saa skrive sit Medlemskontingents Størrelse el. lg. Interne Oplysninger.
Dette Forslag blev vedtaget.

i)LOV-REVISIONEN. - Følgende var foreslaaet:
I Distrikt - Ingen
II - Charlotte Grønnebæk, Aalborg, Gertrud Vandborg,
III - Sigrid Ammitzbøll, Skanderborg
IV - Karen Fogh, Hørning
V - Karen Mouritzen, Lejrskov
VI - Erna Kjeldskov, Aabenraa
VII - Ingrid Larsen, Hillerød - Edel Saunte København, Magda Andersen, Nysted - Ingeborg Hansen -
Karen Mouritzen, Lejrskov, Alma Andersen - Thora Pedersen, Aalborg - Henny Rolf, Birkerød
VIII- Magda Andersen, Nysted
IX - Ingen.
Thora Ingemann Drøhse foreslog, at hver af de Medlemmer, der kom ind i dette Udvalg, skulde have en Suppleant, der altid var parat til at træde i Stedet.
Emilie Buchwald: Vi havde aldrig Suppleanter i de andre Udvalg.
Ida Holck mente ogsaa, der skulde være en Suppleant, for at disse ikke skulde blive indkaldt tilfældigt.
Da flere var uenige om dette Spørgsmaal, blev Forslaget om Suppleanter i Udvalget stillet til Afstemning:
4 var for Suppleanter i Udvalget 8 var mod Suppleanter i Udvalget.

j) - RUTH SIEVERTS Bøger og Foredrag.
Flere Kredse havde spurgt om hvordan de skulde forholde sig ang. Laan af disse, men da man grundet paa Flytningen til Foraaret, ikke kunde modtage Bøgerne før denne var overstaaet, vilde man vente med Afgørelse af dette Spørgsmaal til næste Fællesstyrelsesmøde.

k) - UDVALGET ANG. GIFT KVINDES SKAT.
Stella Kornerup beklagede at dette Udvalg var udgaaet.
Emilie Buchwald mente, det var haabløst at arbejde med dette Spørgsmaal for Tiden, og der var ingen Grund til at have et Udvalg, for hvem det var umuligt at faa gennemført noget.
Magda Andersen fremhævede at D.K. maatte have et Udvalg, der kunde træde til, saasnart Lejlighed viste sig til at gøre et Arbejde.
Man foretog Afstemning om hvorvidt dette Udvalg skulde genoprettes.
14 var for Genoprettelse 0 var mod Genoprettelse.
Derefter Afstemning om hvem Udvalget skulde bestaa af. - Følgende blev foreslaaet:
Stella Kornerup....12 Stemmer
Magda Andersen.....11 Stemmer
Sigrid Ammitzbøll.. 9 Stemmer
Edel Saunte........ 7 Stemmer
Charlotte Olsen.... 1 Stemme
De 3 første blev valgt og konstituerede sig med Stella Kornerup som Formand.

L) - HUSHOLDNINGSRAADET. - Af F.U. var udarbejdet et Forslag ang. et Andragende til Indenrigsministeren om at faa en Repræsentant fra D.K. med i dette Raad, saafremt disse ikke allerede var valgt.
Flere af Fællesstyrelsen støttede dette Forslag og man valgte ved Afstemning: Esther Carstensen og Erna Kjeldskov til at udarbejde et saadant Andragende. (Dette blev imidlertid ikke til noget, da det næste Dag viste sig Repræsentanterne var valgt)


m)- BEFOLKNINGSSPØRGSMAALET.- Esther Carstensen oplæste et Forslag ang. Problemet og mente, det vilde være af stor Betydning om D.K. kunde føre an i dette Arbejde.
Fællesstyrelsen støttede Forslaget og Andrea Hedegaard foreslog, at man paalagde F.U. at arbejde videre med Sagen, hvilket blev vedtaget.

n) - UDVALGSBERETNINGER. - Det blev vedtaget at følgende Udvalg skulde aflægge Beretning ved næste Dags Formandsmøde:
Husholdningsfakultetet v/Hulda Pedersen
Presseudvalget v/Stella Kornerup
Erhvervsvejledning - do -
Foredragsudvalget v/Magda Andersen
Kassererens Beretning v/Emilie Buchwald
Hulda Pedersen gav overfor Fællesstyrelsen en kort Skildring ang. Arbejdet. Dette skred saa stærkt frem, at man paatænkte at begynde Indsamlingen lige efter Jul.
Magda Andersen meddelte, at man i Udvalget havde tænkt sig sammen med Protokollen at faa udsendt Skrivelse til Formændene - i Fortsættelse af tidligere udsendte - med Forespørgsel om hvilke Kvinder Formændene kunde tænke sig var villige til at holde Foredrag. Udvalget vilde saa selv bagefter henvende sig personligt til disse Kvinder.
Kassereren Emilie Buchwald bad Fællesstyrelsen give F.U. Fuldmagt til at handle hurtigt paa dennes Vegne ved Leje af Lokale i KVINDERNES BYGNING, da dette Spørgsmaal snart stod for Afgørelse.
Fællesstyrelsen gav F.U. Fuldmagt hertil.
Kassereren forelagde derpaa et Tilbud man havde modtaget ang. en ny Duplikator til Kontoret. Den gamle var efterhaanden umulig at arbejde godt med og der var stadig Reparationer paa den. Naar denne blev givet i Bytte, vilde den gamle komme til at koste Kr. 325.-
Fællesstyrelsen gav Tilladelse til Køb af ny Duplikator.

ad. 2. - Formandsmødet.
Man gennemgik Dagsordenen for den næste Dags Møde.

ad. 3. - Legaterne.
Resultatet af Uddelingen blev oplæst og godkendt af Fællesstyrelsen.

ad. 4. - Eventuelt.
Fællesmødet Sommeren 1936. - Næstformanden meddelte, at man af Hensyn til Leje af Lokaler i Odense, antagelig kom til at holde dette i Dagene 13-14- og 15. Juni.

Mødet sluttede Kl. ca 18.

Protokollen ført af Margot Petersen.
Protokollen underskrevet af Næstformanden Andrea Hedegaard og af Kassereren Emilie Buchwald.
Udsendt den 23-12-35.