Om Arbejdsfordelingen mellem Mænd og Kvinder.

I de sidste Aar høres der jævnlig Beklagelse over, at Kvinderne søge Beskæftigelse paa de Omraader, der tidligere udelukkende henhørte under Mændene, at de tage Arbejdet fra disse, at de hjælpe til at overfylde Arbejdsmarkedet, der allerede var rigelig forsynet. Det kunde nu være interessant at se, hvad der kan være Aarsag til denne, efter manges Mening, saa forkerte Vending af Sagerne, om den skulde være foranlediget ved en hos Kvinder unaturlig (for Mænd regnes den for meget naturlig) Ærgjerrighed efter udmærkede Stillinger og "Ordener", som Hr. Strindberg et Sted bemærker, eller om den kun er foranlediget ved det, som stadig ses gjentaget i Naturen og Livet, at hvad der maa vige Pladsen for noget stærkere, enten gaar til Grunde, eller atter selv erobrer sig en ny Plads i Tilværelsen; i denne Kasus maa "Kulturkvinder" som Strindberg kalder de højere Klassers Kvinder siges at befinde sig.

Dersom en Undersøgelse nu viste, at Mændene havde fordrevet Kvinderne fra det, som regnes for disses naturlige Arbejdsomraade, og derved drevet dem til at gjøre Contrarazzia paa Mandens Gebet; skulde det ikke bringe nogle af disse Klager over Kvindens Lyst til at deltage i Mændenes Gjerning til at forstumme? At de ikke kunne fordrives fra en Plads uden derved at nødes til at finde en anden Plads, finder Sted ifølge Naturens Orden, og maa være let fattelig i vor naturvidenskabelige Tid.

Lad os nu først se, hvad der var Kvindens Gjerning, ligefra de ældste Tider til for et halvt Aarhundrede siden. Husgjerning! Og hvori denne bestod! I Bagning, Brygning, Mejeri, Spind, Væv, Farvning. Fornødenhederne til Livets Ophold bleve ikke bragte tilberedte eller færdige til Hjemmene; hvert Hus sørgede for sit eget Forbrug, og hvert Hus havde som Følge deraf en stor Husstand af Kvinder, da hele denne Husindustri som sagt besørgedes af Kvinder. Hvem besørger nu Størsteparten af Industrien? Mænd og Maskiner.

Eftersom nu al Ting kan faas billigere udefra, end det kan produceres i Hjemmet, formindskes Husstanden, der holdes mindre Tyende (kvindeligt), og ogsaa med Hensyn til Familiens voxne kvindelige Medlemmer indskrænker man sig, da der ikke længere er Brug for dem til at forestaa og tage Del i den huslige Industri, der nutildags indskrænkes til at sy lidt paa Symaskine, forudsat at der findes lidt Tid dertil; men selv Tilskæring og Syning bliver forholdsvis kun lidet drevet i Hjemmene, hvor ikke Kaarene ere saa gode, at Familiens voxne Kvinder holde det for under deres Værdighed at søge sig Erhverv uden for Huset thi det er billigere at lade Tøjet sy uden for Huset; end at holde et Menneske til at sy, hvad der kan forefalde i en Familie. Altsaa, man indskrænker sig med Hensyn til den kvindelige Husstand, da Fabriker og de store Forretninger have slugt Husindustrien, Kvindens Arbejde, Husgjerningen og Haandarbejdet, som af mange Mænd og Kvinder ansees for de eneste Gjerninger, en Kvinde har Evner og Ret til at give sig af med. Der vil maaske svares, at Kvinden ogsaa beskæftiges igjennem den store Industri og ved Maskinerne. Ja ganske vist, i nogle Grene af Industrien beskæftiges Kvinderne, ja vel ikke i saa faa, men medens der er nogle, der udelukkende drives af Mænd, er der vist ikke en eneste Gren af Industrien, der udelukkende er i Kvindernes Hænder. Dette har vel sin naturlige Aarsag, ligesom Arbejdets Fordeling bestandig ordner sig efter det Hensigtsmæssige. Men selv om nu Industrien beskæftiger en stor Del Kvinder som Haandlangersker til Maskiner og paa anden Maade, saa gjælder dette dog kun for de Kvinders Vedkommende, der svare til dem, der indtoge den underordnede Stilling ved Husindustrien i gamle Dage; men hvad Beskæftigelse er der for de Kvinder (i Reglen ugifte Medlemmer af Familien), som vare Madmoderens Medhjælp ved Bestyrelsen af Hus, Tyende og Industri? De gamle Veje ere lukkede for disse og husk, mest ved Hjælp af Mænd; og er det saa unaturligt, at da Mændene for en stor Del have erobret Kvindernes Arbejde, at disse saa drives over paa Mændenes Gebet?

I et Forord til „Giftas" mener jo rigtignok Hr. Strindberg at "Kvindespørgsmaalet", der efter hans Mening kun vedrører "Kulturkvinden, maaské 10 pCt. af Befolkningen", af denne Grund er af ringe Vigtighed som Samfundsspørgsmaal (er det af saa ringe Vigtighed for Samfundet, hvor kan det saa bringe saa megen Fortræd over Samfundet, som mange mene?); men det kunde jo være, at "Kulturkvinden" som Individ kunde føle sig af lige Vigtighed endog med Hr. Strindberg, selv om hun kun var en af 5 pCt af Befolkningen. Hr. Strindberg lader til bestemt at hævde det mandlige Individs Ret, selv paa Samfundets Bekostning (i det mindste har man en meget bestemt Fornemmelse heraf, naar man læser hans "Giftas"), men ligesaa bestemt anbefaler han Kvinden i en anden af sine Udtalelser at ofre sig for Samfundet. Det kunde jo tænkes, at selv Kvinden havde saa megen individuel Følelse, at det vilde være hende af ringe Trøst, naar hun sultede eller paa anden Maade led ondt, at det kun var 10 pCt. af Befolkningen, der led med hende, ja selv om hun vidste, at hun var den eneste der led; hun maatte være meget ophøjet, om den Bevidsthed skulde være hende tilstrækkelig Trøst; Mændene have dog et Ordsprog "commune naufragium dulce"; men det er maaské begrundet paa den nedarvede Opfattelse af Mandens og Kvindens forskjellige Temperament, der gjør, at medens Mændene trøste sig med et, trøster Hr. Strindberg Kvinderne med et andet. Hr. Strindberg raader altsaa Kvinden til at holde sig rolig af Hensyn til Samfundet, og ikke trænge sig frem, hvor der allerede er Trængsel af Mænd; men er det ikke for stor Offerberedvillighed at forudsætte hos Kvinderne, at de, fordi Mændene have lidt, skulle nøjes med intet, hvor de dog, ved Hjælp af deres Evner, kunne sikre sig lidt til Livets Underhold. Mon der er Mænd, der trække sig tilbage fra overfyldte Livsveje af Hensyn til andre end sig selv; vi have Overflod paa Literater i vore Dage; tænker Hr. Strindberg paa at holde op med at producere af den Grund; holder han op med at producere, er det fordi den Livsvej ikke er ham indbringende nok, eller paa anden Maade ikke tilfredsstillende, den eneste Grund der nogensinde faar et Menneske fra at fortsætte eller fra at slaa ind paa en Livsvej. Den gifte Kvinde antages jo at være forsørget; den ugifte anbefaler Hr. Strindberg at hun indtil videre lader sig forsørge af sin Broder eller sin gifte Søster; men mon disse altid skulle være villige til at forsørge deres ugifte kvindelige Slægtninge? Det tror jeg næppe; og selv om Viljen var der, Evnen fattes i Reglen.

Dersom en Mand i vore Dage i nogenlunde ung Alder naar saa vidt, at han kan gifte sig og forsørge en Kone, maa han være glad; men skulde han foruden hende have en à to Damer i Huset, vilde det overstige hans økonomiske Evner; og det vilde desuden være rigtig morsomt og tilfredsstillende for tre Kvinder at være i et Hus, hvor der kun var Arbejde for en. De stakkels Mænd, hvem Byrden af uforsørgede Kvinder kom til at hvile paa, vilde vist blive de første, der vilde ønske en Samfundsordning, der tillod hver Kvinde, saavelsom hver Mand, at søge den Beskjæftigelse der passede hende bedst.