Tjenestepigerne og kvindesagen.

Det er glædeligt at se, hvor levende og varmt kvindesagen mere og mere bliver optaget af det danske folk, hvor dygtige og klare talsmænd der allerede nu ofrer den sine kræfter. Vel er det kun få mænd og endnu færre kvinder, der tør tale højt og lydt om sagen, men ikke ved vi, om den tid er langt borte, da kvinden har vundet sin menneskeret ved siden af manden, både som hustru i hjemmet og som borger i det offenlige liv til lykke for manden, til gavn for hende selv og til ære for hele det danske folk.

Efter at kvinden i århundreder er holdt nede i tilsidesættelse, vil det rimeligvis vare længe, inden hun overvinder sin store frygt og falske undseelse og får tro og tillid til sig selv, og inden manden kan høre hendes røst og tro paa den i det offenlige liv.

Hvor længe det skal vare, ved vi imidlertid ikke, - men et ved vi, - at er vi blevne levende for den sag, kan vi ikke sidde ørkesløs med hænderne i skjødet og vente. Den danske kvinde vil næppe standse, før hun har erhvervet sig ret og sæde både i fattig- og skolekommissionerne, i kommuneraadet og i rigsdagen. Den danske kvinde føler, at også hun hører til det danske folk, og fordi hun elsker sit folk, vil hun også have lov at sidde i rådet. .

Dog - inden hun når en sådan modenhed, er her mange opgaver, der ligger for. En af disse opgaver er det, jeg ved disse linier gerne vil pege på og lægge et lille ord ind for. Det er tjenestepigens stilling.

Det synes nemlig, som om hun, om ikke helt forbigåes af kvindesagens talsmænd, dog meget ofte glemmes. (Det er her nærmest den københavnske pige, jeg tænker på, på landet har jo højskolerne allerede virket meget). Vel tilbyder studentersamfundet hende her sammen med alle andre arbejdere fri undervisning, men hvorledes får hun adgang dertil, når hun arbejder en 14-18 timer i døgnet?

A. Strindberg mener rigtignok, at det kun er kulturkvinden, der har brug for kvindesagen og kæmper for den. Men om end det kan passe på alle andre folk, det danske folk passer det ikke på. Vi kan ikke være glade ved et fremskridt, når et helt lag i samfundet skal være uden for det. Den tjenende kvinde er ingen lille del af samfundet, og det er hende, der i almindelighed bliver arbejderens hustru og opdrager for hans børn.

Det, hvorom alle, der har interesse for kvindesagen, er enige, er dette, at kvinden må have oplysning, hun må ikke alene leve i dunkle fornemmelser, hendes tanker må klares. Som hendes hjærte er varmt, må hendes hoved være lyst, og frem for alt må hendes mund vide, hvad den siger.

Hvorledes får tjenestepigen under sine nuværende kår del i denne oplysning?

Jeg tænker, vi husmødre her straks kan begynde. -

Den frigørende lysstraale, som allerede nu er trængt ind i mange hjem til kvinden, den må også trænge ind i det lille ensomme kammer, hvor den fattige tjenestepige sidder med sine længsler og drømme, eller rettere sagt, den må kalde hende ud af det fattige kammer ind i den lyse, varme stue, hvor fader og moder sidde, for at hun imellem børnene kan få lov at høre om det sande og det gode, som er kraften i menneskelivet.

Jeg mener, at her i dette spørgsmål behøver vi ikke at gøre opråb i samfundet, her er intet at vente på, her kan vi straks begynde. Vi husmødre, som har klarhed og lys over mange ting, må hver i sit hjem gøre vort til, at de, der arbejde, de, som støtte det og hjælpe at holde det paa fode, også må føle hjemmets luft, sørge for, at de unge pigers tjenestetid også bliver dem en skoletid, som kan stå for dem i et lyst og dejligt minde i deres virketid, at de ikke i modløshed og nød skal kaste sig i armene på den første den bedste mand for at slippe pinen, uskikked, som de er til at stifte hjem, før de endnu har klarhed over de allersimpleste ting i naturen og menneskelivet.

Jeg tror, at mangen god og venlig husmoder har gjort forsøg på at være venlig imod sin tjenestepige; men jeg er vis på, at det er få, det er lykkedes til glæde for begge parter, fordi de ofte er gået ud fra fejle forudsætninger.

Sagen er nemlig den, vi må gå ud fra den bestemte forudsætning, at vore tjenestefolk har ganske den samme menneskeret og værdighed, som vi selv, hvad de så ellers kan mangle i udvikling og opdragelse.

Det første, jeg mener, en husmoder må give sin pige, er tid og ro for sin egen person - et par timer midt på dagen eller helt fri fra 6 eller 7 om aftenen. Der er intet, der mere sløver og gør en pige træg og tvær end dette at arbejde og stå på pinde vedholdende fra 6 om morgenen til 10 aften uden ophold; det er en umenneskelig fordring. Og jeg kan forsikre de unge husmødre, at jo rundeligere vi er med hvile og frihed, des mere får vi bestilt.

Det næste er at skaffe god og opdragende omgang og undervisning. (Vi må nemlig erindre, at de fleste tjenestepiger er i en alder fra 14-25 år, og trænger højligen til vejledning både i åndelig og materiel retning). Hvis man ikke selv kan eller har lyst at undervise dem, kan man jo tillade dem at søge undervisning, hvor den er at finde og er dem gavnlig.

Om søndagen findes jo her i Kjøbenhavn mange gode steder, hvortil pigerne har fri adgang, hvor de finde et lyst og venligt sted med forstandig og oplysende tale, sang - og te oven i købet.

Disse steder besøges ogsaa af hundreder af piger. Men det er ikke nok. Husene, hvori de tjene, må, for så vidt de selv er lyse og varme, lukke dem ind i hjemmets luft, at dette hjem kan blive dem et mønster, når de selv blive hustruer eller selv danne dem et hjem; da få vi oplyste og lykkelige arbejdere.

Hvad et hjem ikke har, kan det selvfølgelig ikke give, men jeg ved, der er mangen en ung, varmhjærtet moder, der meget godt forstår at unde sit eget barn det gode, som kan undervise det, hjælpe det tilrette, give det sund føde både til legeme og sjæl, og som dog saa forunderlig kan glemme den unge, fattige tjenestepige, der trofast går og arbejder i hendes hus, glemme, at det samme længselsfulde hjærte banker i hende, at også hun drømmer om menneskelykke og kærlighed, glemme, at den stakkels unge pige trænger netop til megen hjælp, fordi hun i sin barndom har måttet savne så mange betingelser i hjemmet, enten på grund af uforstand hos forældrene eller fordi fader og moder aldrig var hjemme.

Er det så underligt, om sådan en lille pige, der aldrig hører et frigørende og styrkende ord, en dag bukker under for fristelsen, der møder hende med lokkende røster - for det, der ser ud som kærlighed?

Nej - har vi kvinder endnu ikke megen ret i samfundet eller meget at raade over, så har dog de fleste husmødre så megen ret, at de kan gøre det godt for deres tjenestefolk, og det er der lykke ved.

Tjenestepigen er også den danske kvinde, også hun må være med i kvindesagen.

Disse få linier er kun et lille fingerpeg i denne sag, der kunde jo være en hel del praktiske vink at give, men dels er her ikke stedet, dels vil en ærlig husmoder, der har kærlighed, efterhånden selv bedst finde de midler og den måde, der passer for hendes hus til at gøre det godt for hendes piger og hjælpe dem til at blive nyttige mennesker i samfundet.