« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 4. juni 1936

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalget i D.K.’s Fællesstyrelse.
Aar 1936 den 4. Juni Kl. 19 afholdtes Møde paa D.K.’s Kontor med Dagsorden:

1. Meddelelser
2. Fællesmødet
3. Eventuelt.
Til Stede var: Formanden Marie Hjelmer, Næstformanden Esther Carstensen, Emilie Buchwald, Stella Kornerup, Edel Saunte, Estrid Hein, Gudrun Michelsen, og Redaktøren.
Fraværende: Martine Bjørneboe grundet paa Sygdom og Inger Hempel grundet paa Møde andetsteds, ligesaa Margrethe Høst.

ad. 1.
a) Man gennemgik et Udkast til en Kontrakt med den fremtidige Redaktør. Denne godkendtes med mindre Ændringer.
b) Formanden oplæste et Brev fra Magda Andersen med Forslag om at opkræve Renter af Kresenes Restancer til Hovedkassen. Man vedtog at forelægge dette for Fællesstyrelsen.
c) Formanden meddelte, at man havde faaet Svar fra 23 af de Nævningegrundlisteformænd, man havde skrevet til.
d) Man havde faaet Svar fra Befolkningskommissionen, at den vilde tage vor Henvendelse under Overvejelse.
e) Fra ERHVERVSRAADET havde man modtaget Genpart af Raadets Henvendelse angaaende Vilkaarene for Kvinder lønnet som Medhjælp af Kontorholdskasserne og for gifte Kvinders Ansættelse i Statstjeneste.
f) Fru FLØE har indsendt et Ændringsforslag til Forslaget til Fælleslovene. Dette henvistes til Diskussion paa Fællesmødet.
g) Kontoret maatte holdes lukket i Juli Maaned paa Grund af Flytningen til de nye Lokaler, der ikke kan blive færdige til Udpakning og Ordning før i Slutningen af Maaneden - Ferie vil blive holdt i de første 14 Dage - Breve kan dog sendes til Adressen: Niels Hemmingsensgade 8, K.
h) Man vedtog at spørge Frk. Hulda Pedersen, hvilke Udlæg hun havde haft i Anledning af Husholdningsfakultetet.
i) Der forelaa en Forespørgsel fra DANSKE KVINDERS POLITISKE SAMRAAD om man vilde yde en økonomisk Støtte. Man vilde overveje dette.

ad. 2.
a) Man vilde forsøge at faa Margit Riis-Olsen til at hjælpe Margot Petersen med at referere Fællesmødet.
b) Man vilde ikke have nogen egentlig Taler angaaende KVINDELIGT POLITI, kun en kort Indledning, antagelig ved Frk. Buchwald.
c) Da det er af stor Betydning, at Fællesstyrelsen bliver konstitueret allerede inden den forlader Odense, maa den nye Fællesstyrelse afholde Møde Mandag den 15. Kl. 14.

Protokollen underskrevet af:
Marie Hjelmer
Esther Carstensen
Stella Kornerup
Emilie Buchwald.
Estrid Hein
Edel Saunte
Gudrun Michelsen
NB: Fru Gudrun Michelsen er indtraadt i F.U. i St.f. Agnes Holm