Forhandling om Fællesundervisning
ved Folkehøjekolemødet paa Sagatun. 5te-8de August.
Der havde gaaet Rygter om, at et af de mange Forhandlingsæmner ved det nordiske Skolemøde i Kristiania skulde være "Fællesundervisning" - hvad der lød rimelig nok, da dette Spørgsmaal er særlig brændende i Norge - og det var vistnok en Skuffelse for mange, da Programmet for Skolemødet kom uden dette Æmne. Saa meget større var derfor Glæden hos dem af de skaffede, der tog Del i Folkehøjskolemødet paa Hamar, da man her besluttede sig til den anden Mødedag at vælge "Fællesundervisning" til Hovedforhandlingsæmne; rigtignok blev det, paa Grund af Forsamlingens Sammensætning ikke Fællesundervisning i det hele taget, men kun en Del af den, - nemlig Fællesundervisning (nærmest Højskoleundervisning) for voksne og dermed forbundet Samliv, - som man kom til at drøfte; men da Fortrinene og Farerne ved en fælles Opdragelse træder endnu skarpere frem, naar der er Tale om voksne, end naar man kun tænker paa Børn, var det snarest heldigt, at Forhandlingen fik denne Retning.
Højskoleforstander Ullmann indledede Forhandlingen. Han havde i flere Aar haft Fællesundervisning paa sin Højskole i Seljord i Thelemarken. Han var ikke begyndt dermed af Begejstring for Tanken, tværtimod, han var begyndt tvivlende og modstræbende, og kun fordi Bygdens Folk bad ham om det. Men nu havde han faaet Troen i Hænde paa, at en saadan Undervisning var god. Han havde tænkt sig Vanskelighederne ved den fælles Undervisning og især ved Samlivet langt større end de var; man hørte jo saa meget om, at Karle skulde undervises paa en Maade og Piger paa en, og man var saa bange for Forelskelser og sligt. Hvad det første angik, saa talte han til Mænd og Kvinder paa samme Maade, og begge Parter forstod ham godt. Og med Hensyn til at forelske sig "saa - Herregud, den Vei skal vi jo alle"; han indsaa ikke, det var saa slemt, at to unge Mennesker, som havde lært hinanden at kjende i det daglige Samliv, kom til at holde af hinanden. Men han havde nu slet ikke erfaret noget i den Retning, tværtimod, Karlene og Pigerne skjændtes meget; de havde bl. a. faaet en Forhandling i Gang om Luxus, og da havde Karlene været meget skarpe mod Pigerne, fordi de gik med Søljer og kulørte Baand, mens disse holdt paa, at kulørte Baand slet ikke var større Luxus end hvide Kraver og sorte Slips. Det daglige, alvorlige Samarbejde hindrede alt utilbørligt Fjas; han havde et Aar haft Fællesskole, hvor Karlene havde sit og Kvinderne sit at gjøre, og det var ikke gaaet nær saa godt. Taleren saa Fællesundervisningen som et Led af Kvindesagen; han ønskede, at Kvinderne skulde stilles helt lige med Mændene, gik ogsaa med paa deres Ønske om politisk Stemmeret og frygtede slet ikke for, at Koner "med syv Børn og derover" skulde forlade baade Mand og Hus og de "syv Børn og derover" for at rejse til Byen og være paa Storthinget. Og gjorde en Kone det, var det saa saa meget værre, end at Manden forlod sin Gjerning for at være Storthingsmand?
Højskoleforstander Arvesen (Sagatun) havde adskillige Indvendinger mod Fællesundervisning paa Højskolen; især frygtede han, at Arbejdet vilde blive mindre alvorligt og saa Kjæresteriet, hemmelige Breve o. sl.; desuden mente han, at der var Fag for Kvinder og Fag for Mænd (Husholdning og Landmaaling). Han vilde nødig, at Fællesundervisningen skulde slaas sammen med Kvindesagen.
Frk. Elisabeth Grundtvig (Kjøbenhavn) kunde kun se Fællesundervisningen som et Led af Kvindesagen; den vilde virke mere for Kvindernes Ligestilling end noget andet: Mændenes Hovmod vilde svinde, naar de saa, at Kvinderne var dem aandelig jævnbyrdige, og det fælles Dannelsesgrundlag i Forbindelse med Samlivet vilde tilvejebringe den Forstaaelse imellem dem, som nu altfor ofte manglede, og som havde en stor Del af Skylden for de mange ulykkelige Ægteskaber. Det Land, hvor Afspærringssystemet var helt gjennemført, Frankrig, viste ikke, at det var sundt for Mænd og Kvinder at leve adskilte lige til Ægteskabet, tværtimod, det var det Land, hvorfra vi hørte mest om Ægteskabsbrud og Usædelighed. Naturligvis maatte der vogtes nøje paa de unge ved en Fællesundervisning, men Faren var vistnok langt mindre, naar der gaves disse Lejlighed til aabent Samkvem, end naar de maatte snige sig til hinanden; om "hemmelige Breve" kunde der næppe blive Tale mellem Mennesker, som var sammen hele Dagen. Og var de unge Mænd virkelig saadan, som Arvesen mente, saa de ikke kunde sidde rolig paa deres Værelse og læse "naar der var en Jente paa den anden Side Gangen", saa kunde de overhovedet slet ikke læse rolig, for der vilde altid være en Jente ude paa Vejen eller i den næste Gaard. Taleren mente, at var der noget Sted, hvor man turde prøve en Fællesundervisning for voxne, saa var det paa Højskolerne. Paa Landet gik jo Børnene først i Skole sammen og saa til Præsten, de kom sammen til Gilder, og de tjente i Gaard sammen; turde man lade dem gjøre dette sidste uden synderligt Opsyn, skulde man saa ikke kunne sende dem i Skole sammen, hvor man altid holdt Øje med dem? Og saa havde Højskolerne den store Fordel, for Størstedelen at faa sine Elever fra alvorlige Hjem. Fællesundervisningens Venner i Danmark saa hen til Højskolerne med Haab om, at de vilde gjøre Forsøget.
Højskoleforstander Schrøder (Askov) meddelte, at han, naar han til Vinter fik en udvidet Kvindeskole ved Siden af sin udvidede Karleskole, saa smaat vilde prøve Fællesundervisning og lade Erfaringen vise, hvor vidt man kunde gaa.
Frk. Falbe-Hansen (Kjøbenhavn) mindede om, at Fællesundervisningen ikke er noget nyt, man vilde indføre, men noget gammelt og prøvet, som man vilde føre videre. I Almueskoler paa Landet baade i Danmark og Norge undervistes jo overalt Drenge og Piger sammen, og ingen havde endnu klaget over dette. Naar man derimod ved Konfirmationen pludselig skilte de to Kjøn ad, rejste man en unaturlig Skillevæg, som let kunde sætte de Unges Fantasi i en ikke sund Bevægelse. Taleren mindede om, at man ved Nordens Universiteter alt havde Fællesundervisning.
Folkethingsmand Har. Holm fra Danmark fortalte om sine Erfaringer fra Kjøbenhavns Højskoleforening (hvis Formand han er). Her havde man for nogle Aar siden bestemt sig til at optage Kvinder saa vel som Mænd, og det havde vist sig, at et Samliv kunde gaa for sig uden at vække Anstød. At ogsaa Fællesundervisning kunde gaa godt, havde han haft glædelige Erfaringer for i de Aftenkursus, som Højskoleforeningen havde ladet afholde de to sidste Vintre.
Fru Ragna Nielsen f. Ullmann (Kristiania) havde undret sig over, at der var bleven talt saa meget om Fare for Kjæresteri og Lefleri. Der var dog en Fare, ja en Samfundsfjende, som var meget alvorligere, det var - for at kalde den med dens rette Navn - Usædeligheden. Denne Fjende vilde Fællesskolen modvirke. Som Støtte for denne sin Mening oplæste Taleren et Brev fra Jonas Lie, hvori han talte om den store Indflydelse, som han mente, Fællesskolen vilde have paa Sædeligheden,
I Forhandlingen deltog endvidere Højskoleforstanderne Kuloy (Hedemarken), Nørregaard og Bågø (Testrup), som stillede sig noget tvivlende overfor Fællesundervisningens Gavnlighed, medens de svenske Højskoleforstandere Aldén og Velander samt den norske Højskolelærer Lasse Trædal nærmest sluttede sig til Ullmann.
Højskoleforstander Hansen (Gjentofte) mindede om de officielle Erklæringer til Gunst for Fællesundervisning, som de amerikanske Byer havde afgivet.
Endnu talte Ullmann som Ordfører for en af sine tilstedeværende kvindelige Elever, som var bleven saa "harm" over, at flere af Fællesskolens Modstandere havde ment, at der maatte komme Kjæresteri og andre slemme Ting ud af den, det var en Beskyldning, hun paa sine egne og sine baade kvindelige og mandlige Skolefællers Vegne paa det bestemteste maatte afvise. Paa egne Vegne tilføjede derefter Ullmann, at han syntes, naar Kvinderne ikke vare bange for Fællesundervisning, saa behøvede Mændene saamænd ikke at være det.
Endelig slog Fru Ragna Nielsen fast, hvad Forhandlingen havde vist, at alle, der kjendte Fællesundervisning af Erfaring, havde anbefalet den, mens alle de, der havde talt mod den, stod uden Kjendskab til den.
Forhandlingen var overordenlig livlig og optog hele Formiddagsmødet og Størstedelen af Eftermiddagsmødet. For alle Kvindesagens Venner var det glædeligt at se, hvor stor Deltagelse Forhandlingerne vakte, og hvor megen Tilslutning Tanken om Fællesopdragelse fandt. Det er vist ikke for meget sagt, at mange, der aldrig havde tænkt over denne Sag, og mange, der havde staaet tvivlende overfor den, gik bort med Tro paa, at den har Fremtiden for sig.
