« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 22. februar 1938

« Se emneord

Afskrift af Protokollen for Forretningsudvalgsmødet afholdt paa D.K.'s Kontor Aar 1938 den 22. Febr. Kl. 20.

Dagsorden.
1. Meddelelser
2. Fællesstyrelsesmødet i Marts.
3. I.W.S.A. Kongres
4. Eventuelt.

Til Stede var: Formanden, Esther Carstensen, Estrid Hein, Martine Bjørneboe, Ida Husman, Alma Andersen, Emilie Buchwald, Gudrun Michelsen, Margrethe Høst samt Redaktøren og Sekretæren.
Fraværende Inger Hempel med anmeldt Forfald.

ad. 1.
a) Man enedes om at modtage et Tilbud om Fru Hjelmers Billede i Kul med Ramme til ca. 75 Kr.

b) Formanden anbefalede at undersøge Sagen nærmere, før vi tilsluttede os Dansk Studieudveksling.

c) Der arbejdes for Tiden paa at danne Kredse i Rønne og i Ribe.

d) I Gentofte havde D. K. i Forbindelse med Nationalraadet og Aabne Dør protesteret mod en Forbigaaelse af en Lærerinde til fast Ansættelse fra Timelærerinde, bl. a. med den Begrundelse, at hun allerede havde Ret til Enkepension. Ligeledes havde de forringet Antallet af Lærerinder i Forhold til Lærerne. I en Skrivelse til Undervisningsministeren havde vi paatalt det første Forhold
og vil nu paatale det andet.

e) Formanden meddelte, at hun og Alma Andersen havde forhandlet med Landboforeningerne angaaende Henvendelse til Regeringen om den landhusholdningsfaglige Uddannelse for Kvinder. Ønskede Bemyndigelse til at videreføre Forhandlingerne. Ligeledes forhandlede man om at faa en D. K. Repræsentant i Husholdningsraadet.

f) Gennem Fru Jane Pedersen i Aarhus havde vi faaet Tilbud fra Overkirug Fabricius Møller om at han gratis vilde holde sit Foredrag i D. K's. Kredse om: "Kvindens Blødninger".

g) Fra Kvindernes Radio Landsudvalg forelaa Meddelelse angaaende Afholdelse af et stort Møde i Kvindernes Bygning, der skal transmitteres den 18 Marts angaaende Ordningen af Hjemmets Arbejde med Titlen: "Vort største Erhverv- Husgerningen". Man ønskede D. K. som Medindbyder og med en Taler om "DANSK KVINDESAMFUNDS Indsats for Husholdningsfakultet og D. K's. Kursus Landet over i Hushold-teori, Ernæring, Økonomi, Hygiejne". Man vedtog at deltage og at
udpege Aagot Lading som Taler.

h) Formanden og Alma Andersen havde talt med Indenrigsministeren Finansministeren og Justitsministeren angaaende "Fraskilt Kvindes Pension". Det ser ud, som om Sagen er ved at gaa i Orden.

i) Formanden meddelte, at vort Banner ikke kan opbevares forsvarligt i Kvindernes Bygning. Man vedtog at lade det opbevare i Flagforretningen WEILBACH. Dette er ikke ret dyrt og Forretningen paatager sig Forsendelsen naar Banneret skal bruges, samt Forsikring og desuden Oppresning efter hver Gang det har været ude.

k) Fra Privatsygeplejerskeforeningen var modtaget en Henvendelse om Støtte af et Krav fra Privatsygeplejerskerne til Socialministeriet om at Forbudet i Socialloven mod Anvisning gennem Privatbureauer udvides til at gælde Privatsygeplejesker. Man vedtog at henvise Sagen til Fællesstyrelsen paa Grund af dens omfattende Betydning.

l) Fra I.W.S.A. forelaa Henvendelse om at være med til at afholde en Kvindernes Dag. den 14. Maj i Anledning af Folkeforbundets undersøgelse af Kvindens Samfundsstilling Verden over. Man enedes om at forsøge at arrangere et nordisk Møde, der skulde transmitteres.

m) Formanden meddelte, at det ikke saa ud til, at vort nedsatte Skatteudvalg kunde løse Problemet med selvstændig Skattebillet til den ikke- selverhvervende Hustru, ligesom det ikke har kunnet
løses i de andre Lande, hvor man har drøftet Spørgsmaalet. Man vilde dog prøve at enes om et mindre vidtgaaende Forslag.

n) Der var kommet Subskriptions Indbydelse fra Haandbog for Foreningsledere. Der kommer 10 Hefter a 3Kr. 35 Øre. omhandlende alle mulige Foreningsspørgsmaal, hvoraf mange er af Interesse for vore Organisationsledere. Nogle Prøvehefter blev uddelt til Gennemsyn.

o) Fra Kirsten Halberg var modtaget et Forslag om Oprettelse af en Central for individuelle Turisme for fremmede Gæster der ellers ønsker at vises rundt af D. K. Man vedtog at træde i Forbindelse
med hende, da Formanden og Sekretæren trænger til at afløses paa dette Omraade.

p) Formanden havde faaet en Opfordring til at tiltræde en Komité, til Uddannelse af Haandarbejdsterapeuter, og til at skabe Interesse for Sagen. Man bad Formanden tage sig heraf.

q) Formanden meddelte at der blandt Læger var Planer om en Organisation og en Landsinsamling til Undersøgelse vedrørende Bekæmpelse af Sindssygdomme og hvortil man gerne vilde have D. K. med.

ad. 2. Til Fællesstyrelsesmødet den 27 Marts Kl. 9 i Kvindernes Bygning fastsattes følgende Dagsorden
1. Meddelelser.
2. Udvalgsberetninger
3. Fællesmødet
4. Legaterne
5. Valg efter de nye Love
6. Befolkningskommisionens Lovforslag om Moderens Rettigheder.
7. Regnskab og Budget.
8. Eventuelt.
Der vil som sædvanlig blive serveret Frokost i "Karnappen" til 2 Kr. 75 Øre.

ad. 3. Fra I.W.S.A. var kommet Meddelelser vedrørende den praktiske Ordning af Kongressen i 1939. Det vedtages at paabegynde denne den første Lørdag i Juni (3/6) Maaned 1939 efter et forkortet Fællesmøde for D.K. i København. Kongressen vil vare ca. 8 Dage.

ad. 4. Intet.

Protokollen ført af Margrethe Høst, Esther Carstensen, Martine Bjørneboe, Alma Andersen, Ida Husman, Emilie Buchwald, Edel Saunte, Gudrun Michelsen