"Tjenestepigerne og Kvindesagen."

Det var med stor Glæde, jeg i forrige Hæfte af "Kvinden og Samfundet" læste Fru Johanne Meyers lille Artikel om Tjenestepigerne, thi jeg har ligesom hun længe undret mig over, at Kvindesagens Forkæmpere ikke tog dette Spørgsmaal op til Behandling, saa meget mere som vi Kvinder i denne Sag have vor fulde Del af Uretten og ere med til Undertrykkelsen, saa vi altsaa her ikke skulle fordre vor Ret, men give den til andre, der ikke ere saaledes stillede, at de - som vi - selv kunne forlange den. Saa leve de tilmed saa nær op ad os; vi have hver Dag deres underlige, fortrykte Stilling for Øje, og dog er der endnu intet blevet gjort for at lette den. Det er da vel paa Tiden, man begynder at tale derom.

Og der er ogsaa lige nu blevet talt derom af Gustaf af Geijerstam *) med en saadan Varme og Kjærlighed, at det kan synes underligt, om man har noget at sige endnu efter at have læst hans "Kulturbrist"

Men baade han og Fru Meyer tænke sig egentlig kun én Løsning af Spørgsmaalet, den smukkeste vel, men næppe den eneste og vist ikke en Gang den rette.

Gustaf af Geijerstam bebrejder os, at vi "ikke kjende disse Mennesker", han siger, at vi skulle nærme os dem, søge at vinde deres Tillid og Fortrolighed, - men hvorledes? ja, det maa "Instinktet" lære os i hvert enkelt Tilfælde, "der kan ikke opstilles Regler for, hvad man skal gjøre for at komme et Medmenneske nærmere."

Men naar nu Sympathien og Kjærligheden mangle, hvad saa? der er da intet Instinkt til Stede, ikke en Gang Lysten til at bruge det, om det var der. Det forekommer mig, at man, naar man skal søge en Ordning af hvilketsomhelst ikke tør gjøre Regning paa Kjærlighed og Deltagelse som noget, der i Almindelighed findes Menneske og Menneske imellem. Fandtes disse Følelser, eller kunde man altid være sikker paa at kalde dem frem, da behøvedes ganske vist intet andet, da faldt det af sig selv, at det ene Menneske vilde søge at gjøre det saa let og godt for det andet som vel muligt. Men de findes ikke saadan. De ere Livets store Gaver, de bedste, det har at give, men som man ikke tør vente, om man ikke vil skuffes, - og, om et Menneskes Liv skal være udholdeligt eller ikke, maa ikke afhænge af noget saa usikkert. Livet maa, for saa vidt det staar i vor Magt, indrettes saaledes, at det kan leves dem foruden, - saa kunne de komme til og gjøre det til en Lykke.

Det, som G. vil raade Bod paa, er dette, at man ikke regner "den kroppsarbetande" lig med andre Mennesker. Men er der nogen, der særlig lider under dette: at blive betragtet som hørende til en anden Menneskerace, da er det netop Tjenestepigen, som maa leve sit Liv sammen med de Mennesker, der kun betragte hende som "et nødvendigt Appendix." Arbejdsmanden kan blive hundset af sin Herre og maa tit finde sig i ydmygende Behandling og Tiltale; men naar han er færdig med sit Arbejde, gaar han til sit Hjem, hvor han er en fri Mand og sin egen Herre. Tjenestepigen kjender ikke noget til dette. Hun har ingen bestemt Arbejdstid, men maa staa paa Pinde fra Morgen til Aften, ja, tit endog, træt som hun er af Dagens Slid, sidde oppe om Natten og vente, til hendes Herskab kommer hjem fra Selskab eller Bal. Har hun fri et Par Timer om Dagen, saa er det ikke paa anden Maade, end at hun maa lyde enhver Opfordring, der rettes til hende; der er ikke en Tid, hvori ingen har Ret til at kræve noget Arbejde af hende. Og hun har intet bestemt Arbejde. Der staar udtrykkelig i Tyendelovens Paragraf 22: "Om et Tyende endog har ladet sig fæste til en vis Art af Tjeneste, skal det dog være pligtigt at deltage i anden til dets Stilling og Evner passende Gjerning, som Omstændighederne kunne fordre." Enhver kan sige sig selv, at dette giver rig Anledning til fornyet, ja, fordoblet Arbejde.

Dernæst har hun ikke sit eget Hjem, men lever i et andet, der paa det bestemteste modsætter sig at ville regne hende som hørende dertil. Hun er Vidne til, hvorledes alle i dette Hjem holde af hverandre, hvorledes de dele hverandres Interesser, givende og forlangende Sympathi for alt, hvad der angaar dem, stort som smaat. Hun færdes mellem dem, hele Dagen igjennem tages hendes Tanker og Kræfter i Beslag i deres Tjeneste, og dog hører hun dem ikke til, hun er kun til for at arbejde for dem, og hendes Hjem er Køkkenet, ganske nær ved det Liv, hun ikke kan deltage i. - Selv hos Mennesker, der regne sig for at være meget humane mod deres Folk, vilde det vist være utænkeligt, om Pigen, naar hun kom ind for at sige sin Frue en Besked, satte sig ned ved Siden af denne. Bevares! det vilde paa ingen Maade passe sig. I Spisestuen kan hun til Nød faa Lov at sidde Sammen med Børnene, og man kan selv sætte sig ind til hende og tale med hende, men Dagligstuen, det er ikke noget Sted for hende. Er der endog enkelte Mennesker, der gaa saa vidt, at de stille deres Pige paa lige eller næsten lige Trin med sig, saa maa de dog, naar der er andre til Stede, rette sig efter den almindelige Opfattelse og lade hende gaa, og deres Maade at behandle deres "undergivne" paa betragtes af andre som et stort Fejlgreb, der altid straffer sig. Saaledes hørte jeg en Gang fortælle: "Tænk, det endte med, at Pigen bebrejdede Fruen, at hun gik for meget ud og derved forsømte sit Hus. Dér kan man da se, at det ikke kan gaa. Den Slags Mennesker forstaa aldrig deres Stilling!"

Der er ikke Tale om, at Pigen kan gaa ud, naar hun vil, selv om der intet Arbejde forsømmes dermed, det er ligefrem forbudt i Tyendeloven; hun maa først indhente Tilladelse. Dette er en Tvang, der er saa utaalelig for Pigerne, at jeg har hørt en ytre: "Skal jeg sætte Tiggeransigt op, hver Gang jeg skal ud, saa vil jeg hellere blive hjemme."

Nu er det, Fru Meyer vil, der skal raades Bod paa det her fremsatte Onde derved, at man tager sig af sine Piger, underviser og opdrager dem og lader dem dele ens Liv. Dette kan gjøres, og gjælder det de ganske unge, bør man det absolut; har man taget et saadant Barn i sin Tjeneste og i sit Hus, da har man Ansvar for det, og det er ens Pligt at tage sig af det i enhver Henseende. Men i intet andet Tilfælde kan dette forlanges, og der er mange Forhold, der kunne forhindre det. Der er saaledes Mennesker, der leve i et saa ængt, fortroligt Samliv, at det vilde være dem en Pine at have en fremmed mellem sig; der er andre, der Dagen igjennem have saa meget at gjøre, at de om Aftenen ere for trætte til at paatage sig nyt Arbejde, og der er dem endelig, der mangle Evnen, - maaske fordi de mangle Kjærligheden. Hvilket det nu end er, saa har man ikke Lov til at fordre af disse Mennesker, at de skulle lægge Baand paa deres personlige Frihed og leve deres Liv paa anden Maade, end de selv have Lyst til; man kan derimod vel forlange, at de skulle være villige til at indrømme andre den samme Frihed.

Større Frihed er det altsaa, jeg fordrer; Stillingen maa gjøres selvstændigere og mere menneskelig. Tjenestepigen skal have sit bestemte Arbejde og sin bestemte Arbejdstid, udover hvilken intet skal kunne forlanges af hende. Selve Begrebet "Pige" maa bortfalde, dette Væsen, som det er saa nemt at ringe eller kalde paa, naar det ikke vil brænde i Kakkelovnen, naar man ikke kan finde sin Hat eller Paraply, naar man kommer hjem med smudsige Støvler, der straks skulle børstes, naar der overhovedet er det ringeste i Vejen. - Hvad for noget? det kan slet ikke lade sig gjøre, det var jo netop saa behageligt og bekvemt! Ja vel! men hvem har vel givet os Lov at bruge alle et Menneskes Kræfter for vor Bekvemmeligheds Skyld? "Der maa", siger Geijerstam, "ofres baade Fordomme og Bekvemmelighed."

Lettest at ordne og efter min Mening i enhver Henseende bedst vilde det være, om Pigen havde sit Hjem udenfor Huset og kun var i dette en Tid af Dagen, saaledes som jo allerede de mange have det indrettet der lade en Kone gaa sig til Haande; og de Mennesker, der ikke kunne undvære Hjælp nogen Tid af Døgnet, maa saa have flere i deres Tjeneste. Men skal Pigen absolut bo hos den Familie, hun tjener, saa kan det naturligvis ogsaa under de Forhold indrettes saadan, at hun har bestemt Arbejde til bestemt Tid. Man har saaledes sagt mig, at mange Steder i Paris udføre Pigerne intet Arbejde efter en bestemt Tid om Aftenen; komme Folk sent hjem, maa de selv sørge for deres Aftensmad o. s. v. Dette er altid et Skridt henimod, hvad jeg ønsker. Bor Pigen altsaa hos Familien, maa hun, naar hun er færdig med sit Arbejde, have sin fuldstændige Frihed til at gaa og komme, som hun selv vil; - Paragraf 24 i Tyendeloven: "Heller ikke maa Tyendet uden Husbondens Tilladelse forlade Huset i egne Anliggender eller blive længere borte end tilladt" maatte da fuldstændig slettes. Det maa endvidere ikke kunne forbydes hende at tage Undervisning, hvilket f. Ex. er sket ved Studentersamfundets Aftenundervisning; - i det hele maatte man ikke i mindste Maade kunne blande sig i hendes private Anliggender, med mindre det skete af Interesse og Deltagelse. Hun maa have et ordentligt Værelse, ikke en Seng i Form af et Skab i Køkkenet, som jeg et Sted har set, eller et lille Rum bag Trappen, og hun maa behandles høflig og hensynsfuldt; frem for alt maa det paa det bestemteste forbydes Børnene at kommandere hende, saaledes som de ofte faa Lov til at gjøre (selv Steder, hvor man mindst skulde tro det), noget, der ikke er mindre demoraliserende for dem end utaaleligt for hende.

For at sikre Pigen dette og andet, som hun med Rimelighed kunde forlange, burde der, synes jeg, mellem hende og den, der tog hende i sin Tjeneste, altid sluttes en Kontrakt, hvori fremfor alt Tid og Arbejde bestemtes.

Men hvorledes skal Pigen opnaa dette? hvad skulde kunne tvinge dem, der ikke godvillig, af Kjærlighed til Retten, ville ofre noget af deres Bekvemmelighed?

For det første vil der vel, efterhaanden som flere og flere Veje til Erhverv aabne sig for Kvinderne, blive færre, der tage Tjeneste som "Piger", og disses Arbejde vil komme til at stige i Værdi. Dernæst maa de dygtigste og bedste her som overalt stille Fordringerne højere, og endelig føle mange af os Trangen til en Forandring ogsaa for vor egen Skyld. Man hører jo idelige Klager over Tjenestefolkenes stadig tiltagende Upaalidelighed, Uduelighed og Slethed i enhver Retning. "Racen er fordærvet", siges der. Dette er vel for en Del sandt, men hvis er Skylden? Ene og alene vor. De Fordringer, der stilles til Pigerne, ere saa urimelige, at Pligtfølelsen slappes, og de behandles i Reglen ikke saaledes, at de kunne fatte Hengivenhed for os. De høre Friheds- og Fremskridtsidéerne summe sig om Ørene, føle, at det ogsaa er dem, der tales til og for, men have ikke Dømmekraft nok til at afgjøre, hvilke Fordringer de med Rette kunne stille, - og som alle, der længe have været undertrykte, gjøre de da Overgreb, hvor de kunne komme til.

Er det først en Gang kommet saa vidt, at Tjenestepigens Stilling er bleven en anden, løses, tror jeg, Spørgsmaalet om, hvorledes man skal overvinde Ringeagten for dem, der arbejde med Hænderne, ganske simpelt derved, at "bedre Folks Børn" vælge Tjenestepigens Arbejde lige saa vel som ethvert andet. Kløften mellem Klasserne bliver derved udjævnet, og Tjenestepigerne høre os til. Det vil gaa med dem som med os Lærerinder, der ogsaa en Gang var en anden Race Mennesker end de, hvis Børn vi underviste og opdrog, og først blev deres Lige, da deres Børn blev det samme som vi. Overgangen tænker jeg vil ske, idet nogle af de mange, der ellers vilde være blevne Lærerinder, give sig til at udføre Barnepigens Gjerning, der jo ligger Lærerindens saa nær og hidtil er bleven saa skammelig forsømt. Men det vil vare længe, inden det kommer saa vidt. Komme vil det imidlertid, det tror jeg ligesaa sikkert som Geijerstam; thi hvad enten nu den Vej, jeg efter ringe Evne har søgt at paavise, er den rette eller ej, en Vej maa der findes, Uretten, der udøves, er for stor og for iøjnefaldende.

Der er dem, som paastaa, at mange gifte Kvinder ønske den Tid tilbage, da de tjente. Ja. Nød og Elendighed kan vel nok faa Folk til ligesom den sultne Ulv at ønske, at de kunde bytte med Gaardhunden og glemme, at Lænken om Halsen følger med; men kom det til Stykket, vilde de vistnok betakke sig ligesom hin. Jeg for min Part ved, at som Forholdene nu ere, var Tjenestepige det sidste i Verden, jeg vilde være, og jeg kan ingenlunde dele dydige Husmødres Forargelse over, at mange hellere ville arbejde i Fabrikerne end tjene.

Kristiane Iversen.

*) Se Morgenbladet 8de-10de Oktober.

Redaktionen har endvidere modtaget:

„Et lille Ord fra Tjenestepigerne.”

Vi have i de senere Aar hørt ikke så lidt Tale om, at Kvinden skulde opnå større Frihed og Selvstændighed; der er vist også arbejdet en Del i den Retning; nogle Kvinder have arbejdet sig frem til at nå en uafhængig og i økonomisk Henseende betrygget Stilling og føle sig uden Tvivl lykkelige derved. Vi derimod have ikke mærket noget til Fremgang, vore Kår ere i alt væsentligt uforandrede, så vi fristes til at tro, at ingen har tænkt på at regne os med blandt de Kvinder, som skulle vinde bedre Livsvilkår. Meningen er vel ikke den, at kun de Kvinder, som ved Evner og Udholdenhed udmærke sig frem for alle os andre, skulle være med at leve det selvstændige og lykkelige Liv, som forjættes? Vi Småfolk, som udgjør en meget talrig Klasse, skulle vel ikke være helt glemte, eller vor Tilværelse og Virksomhed med Vilje fortiet. Vi udføre et temmelig betydeligt Arbejde, men det bliver skattet meget lavt, hvilket den ringe Løn og lange Arbejdstid ere gode Beviser for. Vor almindelige Arbejdstid er 16 Timer daglig, derfor få vi Kost, Husly og 12 Kr. om Maaneden. Når vi regne Kosten til 20, Husly til 4 Kr. og dertil lægger de 12 Kr., vi faa i rede Penge, så bliver det 36 Kr. om Maaneden. For disse 36 Kr. må vi arbejde 30 Dage à 16 Timer eller 480 Timer; det kan blive 7½ Øre for hver Arbejdstime. Hvad Under om vi kunne finde det trælsomt og glædeløst og fristes til at tabe både Lyst og Mod.

Hvad er det da, vi ønske?

Mere Frihed, og Eet til at benytte den, som vi selv har Lyst.

Kunde vi få Arbejdstiden indskrænket til 12 Timer daglig, vilde meget være vundet. Vi vilde da få Tid at arbejde lidt for os selv både med Hånd og Ånd; vi vilde ikke længere være nødte til at nøjes med det Lavmål af Dannelse, som vi nu ere indskrænkede til, vi vilde få Udsigt til at følge så godt med Tiden, at vi kunde erhverve os Ret til at have en Mening og Mod til at sige den. Og det er det, vi ønske at nå frem til. Vi ville ikke bort fra vor Stilling, men vi ville have den hævdet som en Stilling, der ligesåvel har Betydning og fortjener Agtelse som en hvilken som helst anden. Dersom der ikke bliver arbejdet derfor, så vil Følgen blive, at få eller ingen, som er i Besiddelse af nogen Dygtighed, vil vedblive at tjene, men derimod af al Evne søge at skabe sig en selvstændig Stilling, så godt eller dårlig, som det nu kan lykkes. De bedste og dygtigste af os ville ikke kunne finde os i Tjenesteforholdene, men søge bort, og kun de blive tilbage, som ikke du til noget dygtigt. Mange Hjem ville da komme til at lide under Savnet af en god Tjenestepige, og mange Piger ville drages bort fra huslig Virksomhed og derfor savne den huslige Dygtighed, når de selv skulle grunde et Hjem.

Jeg er en af dem, som har fundet de Vilkår, der bydes os som Tjenestepiger, for snævre og smålige, til at vi kunne udvikle os frit og selvstændig derunder; derfor brød jeg dermed og vovede et Forsøg på at nå frem ad anden Vej, og det lykkedes. Men mange have følt Trykket ligeså hårdt som jeg og må dog blive derunder, enten fordi der ikke har været en Virksomhed, hvortil de så sikkert følte sig kaldede, at de turde sætte al Evne ind derpaa, eller også fordi Forholdene have lagt dem uoverstigelige Hindringer i Vejen. Sådanne Piger have det strængt og lide Uret - en Uret, som ikke kan afhjælpes med et medlidende Suk eller et beklagende Ord, men kun derved, at enhver, som ser og erkjender Uretten føler det som sin Pligt at arbejde med til at afhjælpe den, og at hun da først og fremmest begynder i sit eget Hjem. Hvad der kan gjøres udadtil i det store og hele, har kun ringe Betydning mod det, som gjøres i det smaa og enkelte. Hvem der vil arbejde på Oplysning blandt Tjenestepigerne, hun give sin egen Pige Tid at læse og modtage Undervisning. Hvem der vil hjælpe dem til at nå så vidt som muligt med de smaa Indtægter, hun give sin egen Pige Tid til at sy sit Tøj og hjælpe hende med Råd, hvor det behøves.

Birgitte Berg.