« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 13. september 1938

« Se emneord

Aar 1938. d. 13. September Kl. 20 afholdt Forretnings Udvalget Møde paa D.K.’s Kontor med følgende Dagsorden:

1. Meddelelser
2. Bladet
3. Kredslovene
4. Regnskabet
5. Eksklution af Medlemmer i Ungdomskredsen
6. Husmoderferie
7. Nyt Navn for D.K.U.
8. Eventuelt.

Til Stede var Formanden, Ingrid Larsen, Estrid Hein, Esther Carstensen, Alma Andersen, Inger Hempel, Andrea Hedegaard, Gudrun Michelsen og Redaktøren.

ad 1. a. Formanden meddelte, at vi havde faaet Referat af Bestyrelsesmødet i London i I.W.S.A. I.W.S.A. afholder et Fredsmøde i Stockholm 15.-16. Oktober, arrangeret af FREDERIKE BREMER FÖRBUNDET med unge Talere. Man enedes om at sende Formanden, der
tillige skal forhandle om Kongressen.

b. Fra I.P.C. havde vi modtaget en Skrivelse, hvormed fulgte 2 Protestskrivelser mod Bombardement af ubefæstede Byer med Udtalelser henholdsvis af Borgmestre i forskellige Byer i Eks. New York, London, Paris, Oslo, Stockholm o.s.v. og af forskellige kendte Professorer og Skribenter i samme Byer.- I.P.C. opfordrede D.K. til at foranledige saadanne Udtalelser ogsaa her
i Landet.- Man enedes om at bede Overborgmesteren komme med en almindelig Udtalelse og derefter sende Skrivelsen til andre større Byer.

c. Der var kommet Skrivelse fra et Bureau til Hjælp for tyske Flygtninge i Paris. Man vilde meddele, at vi ikke kunde tage os heraf.

d. Fra Kolding-Kredsen var der kommet Klage over en Skoleplan, hvorved Lærerindernes Antal formindskedes. Man vedtog at protestere hos Undervisningsministeren, og sende Skrivelsen til
Kolding-Kredsen til Offentliggørelse.

e. Fra Frk. Egeberg var der kommet Henvendelse om at have Opmærksomheden henvendt paa Forstanderembedet ved Forskoleseminariet i Vejle. Ogsaa i denne Sag vilde man henvende sig til
Undervisningsministeriet.

f. Man drøftede Konstitutionerne paa Jægerspris.

g. Formanden oplæste Karen Hessels Artikel i K.U.’s Blad. Ester Carstensen havde svaret i Nationaltidende og man vilde forsøge at faa en oplysende Artikel i Nationaltidende om D.K.’s huslige Arbejde.

h. Crome & Goldschmidt havde opsagt deres ældre Personale, inden de havde Ret til 6 Maaneders Opsigelse iflg. Funktionærloven. Sagen var slaaet op som Afskedigelse af gifte Kvinder, man vedtog at sende en Protestskrivelse.

i. Angaaende Skønhedskonkurrencerne var man enige om, at disse var usmagelige, og Formanden vilde prøve at omtale Sagen ved Københavns Kredsens næste Møde.

j. Fra Kredslæge Tønnesen, Gjester, var der kommet Udkast til en Brochure om "Fodens Hygiejne", som var udmærket. Man skal til sin Tid gøre Propaganda for Sagen.

k. Formanden refererede en svensk Avisartikel, som fortalte om et Fond paa 5. Mill., "kooperativa Forbundet" har bestemt at danne til Forsøg med og Udbredelse af Maskiner og lgn. til at rationalisere Arbejdet i Hjemmet med. Alma Andersen vilde undersøge Spørgsmaalet nøjere.

l. Atter i Aar søger Postvæsnet unge Piger til den lukkede Kontoristklasse. Erhvervsraadet plejer at spørge, hvorfor der ikke ogsaa søges unge Mænd og Fru Hein vilde forespørge, om man vilde gentage denne Forespørgsel i Aar.

m. Ingeborg Holm, Haderslev beder D.K. støtte Oprettelsen af en Kvindernes Spare- og Laanebank. Man vilde svare at man havde stor Sympati for Tanken, men ikke saa sig i Stand til at foretage sig noget i øjeblikket.

ad. 2. Med Annonceforpagteren Lorentz Rasmussen var der truffet Aftale om, at vor Betaling for Annoncer - undtagen Smaaannoncer - vil blive forhøjet til 11 Øre pr. m.m. fra 1-11-38. Fra Januar 1939 tillige for Smaaannoncerne.
Fra 1-11-38 vil Trykningen overgaa til Dybbøl-Postens Trykkeri. Bladet vil udkomme som sædvanlig. Man bemyndigede Formanden og Redaktøren til at forhandle om Mulighederne for at udsende et særligt Kongresblad.

ad. 3. Kredslovene vil blive trykt snarest, og saaledes at Kredsene faar rigelig Plads til Tilføjelser.--

ad. 4. Formanden og Kassereren har nu ordnet Pengeforholdene saaledes at de specielle Fonds er udskilt af Kassen, dog saaledes at der endnu ikke er solgt en Obligation af Elisabeth Nielsens Legat.

ad. 5. Formanden oplæste et Brev fra den Københavnske Ungdomskreds, angaaende 3 Medlemmer, der er Nazister, og som Kredsen ønskede at ekskludere. Formanden foreslog at lave et Udkast
til en Skrivelse, som man, hvis den godkendes, kunde benytte i paakommende Tilfælde.

ad. 6. Man drøftede Spørgsmaalet vedr. Husmoderferie. Man vilde drøfte Spørgsmaalet videre ved næste Forretningsudvalgsmøde.

Ad. 7. Fra DANSKE KIRKER I UDLANDET var der protesteret mod Benævnelsen D.K.U. Man agtede at høre Ungdomsudvalget, før man bestemte den nye Benævnelse D.K.U.K. som Forretnings Udvalget vilde forslaa.

Ad. 8. Ingrid Larsen henledte Opmærksomheden paa Faren for mindre Kvinde-Repræsentation paa Rigsdagen efter det nye Grundlovsforslag.

Protokollen ført af Gudrun Michelsen.

Protokollen underskrevet af:
Ingrid Larsen
Inger Hempel
Esther Carstensen
Edel Saunte
Alma Andersen