« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 29. november 1939

« Se emneord

Onsdag den 29. November 1939 Kl. 20 holdt Forretnings-Udvalget Møde paa D.K.’s Kontor.
Til Stede var: Landsformanden, Ingrid Larsen, Martine Bjørneboe, Alma Andersen, Inger Hempel, Esther Carstensen, Gudrun Michelsen, Sekretæren og Redaktøren.

Dagsorden:
1. Meddelelser
2. Fællesstyrelsesmødet
3. Formandsmødet
4. Eventuelt.

ad. 1.
a. Det vedtoges at ændre Forretnings-Udvalgets Mødeaften til den sidste Mandag i Maaneden.

b. Efter Forslag af Alma Andersen bestemtes det, at Protokollen skulde rundsendes til Forretnings-Udvalgets Medlemmer efter Forretnings- Udvalgsmødet og derefter renskrives og underskrives ved Begyndelsen af næste Møde i Stedet for samme Aften, og først efter næste F.U.Møde udsendes til den øvrige Fællesstyrelse.

c. Regnskabet for Mærkesalget til Husholdningsinstituttet er nu afsluttet, D.K. har solgt for ca 20.000 Kroner.

d. Der var sendt Telegram til Signe Tørsleffs 60 Aars Fødselsdag den 26. November.

e. I Anledning af Kirsten Gloerfelt-Tarp’s 50 Aars Fødselsdag den 1. December, var der fra D.K.N.’s Forretningsformænd udarbejdet en Tak-Adresse. Edel Saunte havde underskrevet den.

f. Alma Andersen havde faaet Udkast til Indbinding af D.K.’s Historie, et med Skindryg og Hjørner til 4.85 Kr. (for Bindet) og et med Lærred til 2.50 Kr. Det vedtoges at lade Alma Andersen fortsætte Forhandlingerne med Gyldendal og faa 100 indbundet til 4.85 Kr. eller 200 til 2.50 Kr. Desuden vedtog man at lade Gyldendal udsende 800 Eksemplarer af hver af Bøgerne til alle Landets Boghandlere.

g. Fra Karen Frandsen var kommet Forespørgsel, om Husholdningskommissionens Betænkning vilde blive behandlet paa Formandsmødet. Da der ikke var Udsigt til, at Lovforslaget foreløbig vil komme til Behandling paa Rigsdagen, mente man, at det var bedre at vente til senere.

h. Angaaende Fru Illums Legat var der blevet aftalt med Svend Illum, at man maatte give Meddelelse om det paa Formandsmødet.

i. Jægerspris. Landsformanden havde faaet et Brev fra Estrid Hein, hvori hun udtrykte Ønsket om D.K. og D.K.N. kunde enes om en Henvendelse til Jægerspris. Ved Forhandling mellem Edel Saunte og Kirsten Gloerfelt-Tarp enedes man om en Skrivelse, hvori man udtrykte Glæde over, at Alma Andersen var valgt som Suppleant, og samtidig udtrykte Ønsket om en kvindelig Forstander. Paa Grund af de Forhold, som var blevet afsløret ved Forstanderens Arrestation for nylig, var den ikke blevet afsendt, da Anna Westergaard og Julie Arenholt nu ikke vilde underskrive paa henholdsvis Erhvervsraadets og "Den aabne Dør’s" Vegne. "Den aabne Dør" og Socialdemokratisk Kvindeforening var i Stedet blevet enige om en Henvendelse, som var indsendt til Jægerspris Bestyrelse. Ingrid Larsen havde et Udkast til en ny Skrivelse fra D.K. Det vedtoges 1) at der skulde sendes en Skrivelse til Jægerspris (Alma Andersen stemte imod) 2) at den oprindelige Form skulde benyttes (Ingrid Larsen stemte imod) 3) at man skulde søge at faa Nationalraadet og Husmoderforeningen med (Alma Andersen og Ingrid Larsen stemte imod).
Alma Andersen fremhævede, at hun fandt Tidspunktet for en Henvendelse fra Dansk Kvindesamfund til Jægerspris meget uheldigt (umiddelbart efter Fængslingen af den konstituerede Forstander). Hun fandt det ufordelagtigt for Dansk Kvindesamfund netop i disse Dage at sende Svar paa en 2 Maaneders gammel Skrivelse fra Jægerspris Bestyrelsen og samtidig benytte Lejligheden til at rette ny Henvendelse.

j. Dansk Kvindesamfund’s Samarbejde med Danske Kvinders Nationalraad var blevet drøftet mellem Formændene. Dansk Kvindesamfund havde i 1931 akcepteret at Danske Kvinders Nationalraad følte sig frit stillet i sit kvindesaglige Arbejde.

k. Fra Foreningen til Sindssygdommenes Bekæmpelse havde man modtaget en Meddelelse om, at 15 af de af Dansk Kvindesamfund opgivne lokale Repræsentanter ikke havde svaret Foreningen paa dens Henvendelse.

l. Martine Bjørneboe havde i Borgerrepræsentationen rejst Spørgsmaalet om visiterende Læger. Dansk Kvindesamfund’s Henvendelse var blevet mødt med Forstaaelse fra Borgmesteren. Man blev enige om at lade Edel Saunte fortsætte med Sagen i Budgetudvalget, men ikke at rette nogen ny Henvendelse.

m. Udvalget vedrørende forladte Kvinders Stilling havde udarbejdet en Henvendelse til Justitsministeren, som med Landsformandens Underskrift var afleveret af Martine Bjørneboe og Ingrid Larsen til Justitsministeren, der blev gjort bekendt med de tidligere Henvendelser angaaende Sædelighedsforbrydelser og Alfonser, som var sket til den forrige Justitsminister.

n. I Anledning af, at Selvangivelsesblanketterne skulde ændres, havde de Foreninger, som havde henvendt sig til Skattekommissionen, sendt en Henvendelse til Skattedepardementet. (Se Kv. og Samf. for 30 Nov.)

o. K.U.’s Blad har endnu ikke optaget den sidste Gang omtalte Berigtigelse men Ifølge Telefonsamtale med Redaktionen vilde den blive optaget den 1. December.

p. Statsradiofonien har foræret Dansk Kvindesamfund de Voksplader, som blev optaget ved Kongressens Aabning.

q. Udvalget vedrørende gift Kvindes Nationalitet var igen begyndt at arbejde og havde planlagt en Henvendelse til Regeringen og til de tilsvarende Foreninger i de andre nordiske Lande.

ad. 2.
1.) Konstitution af Fællesstyrelsen
2.) Udvalgene.
3.) Budgettet for 1940 blev forelagt af Formanden og vil blive duplikeret til Fællesstyrelsesmødet.

ad. 4. Fritidshjem for Unge. Det vedtoges, at hvis Fællesstyrelsen mente dette var en Opgave for Dansk Kvindesamfund vilde man paa Formandsmødet eventuelt lade en af Lederne af et saadant Fritidshjem komme til Stede og fortælle derom.

Paa Grund af det sene Tidspunkt hævedes Mødet før Dagsordenen var udtømt.

Protokollen ført af AAGOT LADING.