« Tilbage til søgeresultaterne

Styrelsesmøde 2. december 1939

« Se emneord

Udskrift af Protokollen for DANSK KVINDESAMFUND’S Fællesstyrelsesmøde i København, Aar 1939 den 2. December.
Mødet afholdtes i Kvindernes Handels- og Kontoristforenings Lokaler fra Kl. 9 til Kl. 13 og fortsattes derefter fra Kl. 19 til ca Kl. 24 ½ .

TIL STEDE VAR: Dagmar Mailand, Marie Næss-Schmidt, Gudrun Iversen, Karen Frandsen, Ellen Wolden Ræthinge, Ingrid Larsen, Magda Andersen, Hulda Pedersen, Sigrid Ammitzbøll, Astrid Badstue, Edel Saunte, Alma Andersen, Martine Bjørneboe, Esther Carstensen, Inger Hempel,Gudrun Michelsen, Redaktør og Sekretær.
FRAVÆRENDE: Andrea Hedegaard, Charlotte Grønnebæk og Signe Tørsleff.
SOM SUPPLEANTER mødte Harriet Daugaard hele Dagen for Signe Tørsleff og for Charlotte Grønnebæk mødte Fru Dyekjær, der dog først kom om Aftenen.

DAGSORDEN:
1. Konstitution
2. Meddelelser
3. Formandsmødet
4. Legaterne
5. Regnskab
6. Budget
7. Bladet
8. Eventuelt nyt Arbejde for D.K. i Anledning af Krigen.
9. Sommerlejr
10. Gift Kvindes Nationalitet
11. Fritidshjem for unge Mennesker v/Esther Carstensen
12. Eventuelt.
DIRIGENTER: Gudrun Michelsen valgtes til Formiddagsmødet
Maria Næss-Schmidt til Eftermiddagsmødet.

ad. l. KONSTITUTION: Grundet paa flere Frafald ved Formiddagsmødet udsattes dette Punkt til Aftenmødet.

ad. 2.
A. Landsformanden nævnede de Medlemmer, der i den sidste Tid var afgaaet ved Døden: Marie Illum, Marie Brøgger, Voldborg Ølsgaard.

B. MARIE ILLUMS LEGAT: Forinden Marie Illums Død havde man naaet at sende en personlig Tak, men vilde opfordre Formandsmødet til at man ogsaa derfra sendte en Hilsen i Mødets Navn. Ligesaa vedtoges det at udsende Meddelelsen ang. Legatet paa 500.000 Kroner gennem Ritzau samme Aften.

C. UDNÆVNELSER og FORFREMMELSER: Tidligere Formand i Næstvedkredsen XENIA JERNBO var blevet udnævnt til TRAFIKKONTROLLØR i Korsør.
ELLEN WOLDEN RÆTHINGE var blevet forfremmet til Overassistent ved Toldvæsenet i Sønderborg.
Medlem af Roskilde Kredsen, ANNA BRUHN, Magister i Arkæologi, havde faaet Ansættelse ved den ene af de to for nylig oprettede Stillinger som Museumsassistenter ved Tøjhusmusæet.
Den ene ad Direktørerne for Hotel Cecil, FRU FORUM, var indvalgt som Nævningegrundlisteformand ved Østre Landsret, hvor der kun var faa Kvinder.
ALMA ANDERSEN var, som tidligere meddelt indvalgt i Jægerspris-Bestyrelsen som Suppleant.

D. LANDSFORMANDEN foreslog, at der fra Formandsmødet skulde sendes en Hilsen til Finland.
MAGDA ANDERSEN mindede om, at man i sin Tid da det drejede sig om en Hilsen til de tjeckiske Kvinder, havde vedtaget ikke at sende nogen Hilsen.
MARIA NÆSS-SCHMIDT mente, at i dette Tilfælde var det noget andet, da det var Norden, det drejede sig om.
ESTHER CARSTENSEN kunde ikke se andet, end at saadanne Hilsner kun var Ord og atter Ord.
EDEL SAUNTE udtalte, at hvis ikke en saadan Hilsen kunde vedtages paa Mødet næste Dag uden Diskution, skulde Forslaget slet ikke fremføres.
ASTRID BADSTUE foreslog, at Fællesstyrelsen sendte en Hilsen til vor Søsterorganisation i Finland.
ELLEN WOLDEN RÆTHINGE støttede det sidste Forslag.
HULDA PEDERSEN mente, at der sikkert ikke var nogen paa Formandsmødet, der vilde være imod, men det var mere neutralt, naar det kun kom fra Fællesstyrelsen.
Det blev vedtaget at nedsætte et Udvalg til Udarbejdelsen af en Hilsen til Forelæggelse paa Mødet næste Dag. Udvalget bestod af:
ELLEN WOLDEN RÆTHINGE; MAGDA ANDERSEN; AAGOT LADING og INGRID LARSEN.

E. 1. FORMANDEN omtalte, at Advokat Plaminkova nu var arresteret igen og at der derfor var Forslag fra D.K.N. om at sende en Skrivelse til von NEURAT.
Fællesstyrelsen vedtog at være Medunderskriver.
E. 2. Fra ALLIANCEN havde vi modtaget en Henvendelse om Hjælp til rumænske Flygtninge i Polen. Det vilde være umuligt for os at gøre noget i dette Tilfælde.

F. LUFTVÆRNSFORENINGEN: I Anledningen af vor Indmeldelse havde Landsformanden
forhandlet med Foreningen ang. vort Kontingent. Det var ansat til Kr. l00.- aarligt.

G. KONGRESSEN: Det foreløbige Regnskab udviste et Underskud paa ca l300.- Kroner. Landsformanden mente, Kongressen havde været god
Propaganda for D.K.- Vi havde haft en udmærket Presse Landet over, selv den Polemik, der var fulgt efter Afslutningen i Nationaltidende i Anledning af ELLEN HØRUPs Artikel i POLITIKEN
havde kun været Propaganda for os, det samme havde været Tilfældet med Artiklerne i K.U. Bladet, der atter i den sidste Tid havde angrebet baade Landsformanden personligt og D.K.
LANDSFORMANDEN redegjorde for, hvad vi havde gjort i denne Anledning, og man ventede nu Optagelse af vor Artikel i K.U.-Bladet den 1. December.
FÆLLESTYRERELSEN mente ikke man skulde gøre mere herved.
LANDSFORMANDEN meddelte, at Radiofonien havde foræret D.K. de Plader, som var optaget under Kongressen og foreslog, at vi lod dem overføre til Sølvplader, da Voksplader kun kunde spilles igennem nogle faa Gange. - Det vedtoges at lade dette gøre.

H. Historien. Pr. Dato var der desværre kun bestilt ca 350 af de bestilte 2.000 Eksemplarer. Ca l.000 Stk. skulde ud til Presse og Boghandlere. Formandsmødet var sidste Dag, hvor Bøgerne kunde faas til Kr. 4.- pr. Stk. - Derefter vilde Prisen være Kr. 5.- Vi havde forhandlet med Gyldendal ang. en Indbinding. Prisen vilde blive Kr. 4.85 extra. Bøgerne vilde blive udsendt gennem Boghandlerne den 9. December. -
MAGDA ANDERSEN henstillede, at man bad Formændene give Bibliotekerne et hæftet Eksemplar af hver af Bøgerne.
INGRID LARSEN mente ikke Kredsene havde Raad dertil.
AAGOT LADING mente, det var bedre, om man fik Medlemmerne til at spørge paa Bibliotekerne efter Bogen for derved at faa dem til selv at købe dem. -
LANDSFORMANDEN sluttede sig hertil. -

I. HUSHOLDNINGSINSTITUTTET: Mærkesalget var nu afsluttet.- Med Aarhus Kredsens 5.000.- Kroner havde Kredsene solgt for 20.000 Kroner.
HULDA PEDERSEN meddelte, at man nu var lige ved at naa de 150.000 Kroner og at man havde Løfte om 50.000 til. Desuden arbejdede Hulda Pedersen for at faa yderligere 50.000 indsamlet, da
det nu grundet paa Forholdene vilde blive meget dyrere at bygge. Man haabede at kunne begynde Arbejdet til næste Aar. - Desuden omtalte Hulda Pedersen, at det vilde blive en Opgave for
D.K.’s Kredse senere at skaffe Værelser til kvlg. studerende. Det vilde antagelig komme til at koste 5.000 Kr. og vilde faa Navn efter Giveren. - Dette kunde man vende tilbage til senere.-

J. DET GENSIDIGE FORSIKRINGSSELSKAB "DANMARK". LANDSFORMANDEN foreslog,at vi udsendte Indbydelse til et Møde mellem de forsikringshavende, der havde svaret paa vor Henvendelse i Bladet for nogen Tid siden, hvorved vi anmodede de, der havde Forsikring i
Selskabet, om at melde sig til os. Disse forsikringshavende skulde da opfordres til at protestere overfor Direktionen imod de ringe Kaar, man vilde byde Kvinder i H.t. et paabudet nyt Regulativ. -

K. GIFT KVINDES SKAT: I Anledningen af de nye Skatteblanketter havde vi anmodet Skattevæsenet om at tage vor tidligere Henvendelse i Betragtning m.H.T. selvstændig Blanket for Hustruen.-

L. SINDSSYGDOMMENES BEKÆMPELSE: Der var udsendt Henvendelse fra Foreningen til de af vore Medlemmer, der havde meldt sig. Desværre havde 15 heraf ikke svaret, men det skyldtes antagelig, at Skrivelsen fra Foreningen var formuleret saaledes, at det ikke klart fremgik, at man forventede et Svar. -

M. VISITERENDE LÆGER: (OKTOBERLOVEN) Vi havde modtaget Klager over, at Politimestrene forskellige Steder i Provinsen ikke meddelte Kvinder med veneriske Sygdomme, at de havde Ret til at blive undersøgt af en kvindelig Læge ved den vederlagsfri Behandling.
Vi havde derfor henvendt os til Justitsministeren, hvorfra vi ventede Svar.
Af økonomiske Hensyn var den vederlagsfri Behandling for veneriske Sygdomme flere Steder lagt ind under Amtslægerne og dermed under mandlige Læger. Man havde klaget herover til Indenrigsministeren og haabede paa et gunstigt Svar.

N. KVLG. POLITI: INGRID LARSEN og MARTINE BJØRNEBOE fortsatte stadig med dette Arbejde.
2. KVLG. FABRIKSINSPEKTØRER: Vi havde indsendt Skrivelsen om, at disse Stillinger ogsaa efter den eventuelle nye Lov kunde besættes med cand.polit’er og ikke udelukkende med cand.polyt’er og om at bevare et rimeligt Antal kvindelige Inspektører og specielt om, at Fru Julie Arenholts Stilling maatte blive besat med en Kvinde.
3. KVLG. FRISØRER: Fra Aalborg havde vi modtaget en Henvendelse, men da det havde vist sig, at de deri omtalte Uddannelsesvanskeligheder var lige store for Mænd som for Kvinder og udelukkende skyldtes, at man fremtidig krævede samme Uddannelse af begge Køn, mente man ikke at kunne foretage sig noget.
4. LÆRERINDERNE: LANDSFORMANDEN omtalte Sagerne i Esbjerg, Varde, Rødovre og Frederikshavn.
HULDA PEDERSEN mente, at Undervisningsministeren var meget imod at omlægge Lærerindeembederne til Lærerembeder.
MAGDA ANDERSEN mente, at man burde henvende sig til Overlæreren paa Forhaand. - Dette fraraadede HULDA PEDERSEN. Arbejdet burde gøres forud for Fælleslærerraadsmødet.
MAGDA ANDERSEN mente, at man kunde faa Støtte fra Forældreraadene.

O. FORLADTE HUSTRUER: Angaaende dette Problem havde D.K. nedsat et Udvalg, bestaaende af INGRID LARSEN - MARTINE BJØRNEBOE- MARGRETHE PETERSEN og HR. AMTSRAADSFULDMÆGTIG BOECK fra Hillerød. Udvalget havde udarbejdet en Skrivelse og overrakt den til Justitsministeren, der havde set med Velvilje paa Sagen. Vi ønskede, at det paalagdes Øvrigheden at gøre Parterne bekendt med Muligheden for, at Bidragsresolutionen udstedes med tilbagevirkende Kraft, saaledes, at Hustruen kan faa Lejlighed til at begære Betaling med tilbagevirkende Kraft.

P. GRATIS NARKOSE: (Herunder: Kvlg. Læge for ubemidlet Hustru)
INGER HEMPEL havde været til Sygekassernes Landsmøde, hvor der var blevet udtalt, at det var for dyrt for Sygekasserne at anvende gratis Narkose ved Fødsler. INGER HEMPEL mente, man burde søge at faa en mere udstrakt Adgang dertil, og at Spørgsmaalet maatte rejses gennem de samvirkende Sygekasser. Og, ikke alene burde Spørgsmaalet om gratis Narkose ved Fødsler rejses, men ogsaa i andre Tilfælde f.Eks., naar Børn skulde have Polyper taget. En saadan lille Operation tager ofte stærkt paa Børns nerver, og mange Forældre har ikke Raad til at lade dem bedøve, fordi der saa skal betales et Særkontingent.
KAREN FRANDSEN vilde protestere herimod. D.K. kunde ikke blande sig i, om Sygehusene eller Lægerne skulde give Narkose eller ej. Ved Spørgsmaal om Fødsler var det Jordemødrene, der skulde bearbejdes, saa man formaaede dem til at hente Læge.
MARIA NÆSS-SCHMIDT mente, det var Kvinderne, der skulde bearbejdes til at interesserer sig for deres Sygekasseforhold. I øvrigt fik Jordemødrene kun Ubehageligheder ved at hente Læge, hvis det ikke skønnedes strengt nødvendigt.
INGER HEMPEL fremhævede, at uanset Lægens Nødvendighed eller ej, skulde man have Ret til Narkose - ogsaa ved normale Fødsler. Det var iøvrigt rigtigt, at Kvinderne skulde gøres interesserede i Sygekasseforholdene - det maatte vi ogsaa propagandere for.
DAGMAR MAILAND fremhævede, at man i Frederikshavn nu havde 4 kvlg. Repræsentanter i Sygekasserne efter, at Kredsen der havde rejst Spørgsmaalet, og man vilde arbejde for, at der ved næste Valg kom i alle Tilfælde dobbelt saa mange ind.
KAREN FRANDSEN paapegede, at Sygekasserne betaler Narkosen, hvis Lægen mener, at den er nødvendig. Den var derimod et andet Spørgsmaal inden for Sygekasserne, der maatte rejses, og det var Bestemmelsen om, at Mand og Hustru kun kan have een Læge. -
Denne Bestemmelse virker i Praksis som et stort Handicap for de kvindelige Læger, idet der betales pr. Person og intet for Børnene. Det er som Regel saadan, at naar de unge Kvinder gifter sig, bliver de overført til Mandens Læge, man tager dette som en Selvfølge, og det er sjældent, at Manden overgaar til Hustruens Læge. Dette var ogsaa en Uretfærdighed for Patienterne, da denne Bestemmelse kun rammer ubemidlede.
LANDSFORMANDEN gav Ret i, at dette Forhold ogsaa maatte ændres og bad Karen Frandsen lave et Udkast til Skrivelse til Justitsministeren om en Lovændring, vedrørende dette Spørgsmaal, og pege paa Spørgsmaalet angaaende Børnene.
Desuden vedtoges det at opfordre Kredsformændene til at arbejde for, at Kvinderne interesseredes i deres Sygekasseforhold.
Foruden Opfordring paa Formandsmødet, skulde der i Januar udsendes en Skrivelse til Formændene, saa Arbejdet kunde forberedes inden Valget i Marts.
INGER HEMPEL gjorde opmærksom paa, at foruden til Justitsministeren og Socialministeren, skulde der skrives til De Samvirkende Sygekasser.
AAGOT LADING: Ang. ubemidlede, saa er det maaske rigtigt, at Sygekassen betaler Narkose, naar Lægen finder det nødvendigt – men naar den skal bruges som kun smertestillende Middel, stilles ubemidlede ofte overfor Spørgsmaalet, om de kan og vil betale extra for Narkosen.

Q. KULTURFILMEN: I Henhold til tidligere Bestemmelse var Landsformanden nu indtraadt.
LANDSFORMANDEN gjorde som tidligere opmærksom paa, at saafremt vi kunde komme med gode Forslag til kulturelle Kortfilm, var der ikke Tvivl om, at vi kunde faa disse fremstillet gennem Kulturfilmen.
KAREN FRANDSEN, mindede om sit tidligere Forslag ang. "En Sundhedsplejerskernes Dag".
HULDA PEDERSEN vilde foreslaa en Film om "at vaske Hænder".
MARIA NÆSS-SCHMIDT gjorde i denne Forbindelse opm. p., at der her i Landet er l600 Skoler, hvor Børnene ikke kan komme til at vaske Hænder.
LANDSFORMANDEN meddelte, at der snart kom en Film ang. Skolehygiejne, men dette hindrede jo ikke, at der gennem vor Hygiejneudvalg kunde gives Forslag. Vi maatte blot udarbejde et Udkast over den Ide, vi ønskede fremført. -

R. 1. TURISTFORENINGEN: FORMANDEN meddelte, at vi havde faaet Opfordring om at indtræde, og den eneste Maade, paa hvilken vi kunde faa Indflydelse paa dette Arbejde og komme ind i Raadet, var at indmelde sig i Foreningen.
Det vedtoges, at LANDSFORMANDEN skulde forhandle nærmere ang. Kontingent o.lg.
2. NORDISK BESKYTTELSESKONGRES: Desværre havde denne Kongres grundet paa Forholdene givet Underskud, men INGRID LARSEN oplyste, at Tanken om et Socialmusæum ikke var opgivet.
3. ARBEJDSLØSHEDENS BEKÆMPELSE: ESTHER CARSTENSEN og AAGOT LADING
havde været til et Møde herom ved en Indbydelse, der var sendt til Bladet. Fællesstyrelsen var enig om, at det vilde være ønskeligt, om nogle af D.K.’s Medlemmer vilde følge dette Arbejde.
Esther Carstensen og Aagot Lading blev opfordret til at undersøge Forholdene nærmere.

FORMIDDAGSMØDET HÆVET.

AFTENMØDET BEGYNDTE KL. 19.

T. DYRTIDSTILLÆG: Mellem Arbejdsgiverforeningen og Handels- og Kontormedhjælperorganisationen var vedtaget en Overenskomst, hvorved Mænd skulde have 12.- Kr. mdlg. i Tillæg, mens Kvinder skulde have Kr. 8.-
Man vedtog at igangsætte en Aktion i Løbet af næste Vinter inden Overenskomstopsigelserne til Foraaret 1941. -

U. JÆGERSPRIS: FORMANDEN redegjorde for de Forhandlinger, der havde været ført. D.K.N. vilde kun anbefale enten Dommer Karen Johnsen eller L.M. Ninna Andersen, men Institutionen havde henvendt sig direkte til FRK. ALMA ANDERSEN, der nu var indtraadt som Suppleant i Bestyrelsen.
LANDSFORMANDEN havde underskrevet paa D.K.N.’s Forslag, da hun ikke mente, man kunde sprænge Sagen paa et Personspørgsmaal, og der var derfor kommet forskellige Forviklinger i Samarbejdet mellem D.K. og D.K.N.
ESTRID HEIN havde anmodet Landsformanden og Fru Gloerfelt-Tarp om at forsøge at komme til en Forstaaelse for et bedre Samarbejde i Almindelighed og ligesaa forsøge en Ordning i Jægersprissagen. Man var blandt de forskellige underskrivende Foreninger enedes om, at indsende en Skrivelse, hvori man takkede for Valget af Alma Andersen, men hvori man samtidig skulde gøre opmærksom paa, at vi stadig holdt fast ved ønsket om en kvindelig Forstander. Desværre kom der samme Dag, Skrivelsen skulde udsendes, Meddelelse gennem Pressen om Fængslingen af den nuværende Forstander. Der havde været overvejende Stemning indenfor F.U. om at afsende
Skrivelsen (Alma Andersen og Andrea Hedegaard havde været imod) men da den ene af Organisationerne, nemlig Den Aabne Dør havde nægtet at underskrive gr.p. Forholdene m.H.t. Forstander, var Skrivelsen ikke blevet afsendt. DEN AABNE DØR og SOCIALDEM. KVINDEFORENING havde sammen indsendt en Skrivelse i en noget skarp Form.
ALMA ANDERSEN havde været meget glad for, at Fællesstyrelsen havde anbefalet hende, men beklagede, at man ikke havde protokolleret, at hun var blevet foreslaaet paa F.U. Mødet forud for det Møde, Landsformanden skulde have sammen med de andre Organisationer ang. Forslag af en Kvinde til Bestyrelsen. Alma Andersen refererede sin Samtale med Anna Westergaard og beklagede, at man ikke havde meddelt hende, at hun var foreslaaet, saaledes som det havde været vedtaget. Alma Andersen bemærkede, at det var en Aftale, at hun ikke officielt kunde staa som Repræsentant for D.K. eller i det hele taget for en Organisation.
Alma Andersen syntes, det var uværdigt, at D.K. skulde lade sig behandle af D.K.N. og Anna Westergaard, saaledes som det f.Eks. var sket i dette Tilfælde og motiverede, hvorfor hun havde været imod, at man afsendte Skrivelsen netop, da Fængslingen af Forstanderen var blevet bekendtgjort.
Det vedtoges at indsende Takkeskrivelsen den 14. December, saaledes, at den kunde udsendes samtidigt gennem KVINDEN CG SAMFUNDET pr. 15. December.
MAGDA ANDERSEN var meget glad for Alma Andersens Redegørelse, og var kommet til at tænke paa, om D.K. ikke var nødt til i denne Forbindelse at tage det gamle Spørgsmaal op om at udtræde af D.K.N. Magda Andersen havde flere Gange været udsat for Udtalelser fra D K.N.’s Medlemmer om, at D.K. intet gjorde o.l. Angreb. -
INGER HEMPEL: Det var i alle Tilfælde ikke fra D.K.N.’s Forretningsudvalgsmedlemmer den Slags Udtalelser faldt - og Inger Hempel havde i det hele taget aldrig hørt saadanne fra Medlemmer af Organisationen. -
EDEL SAUNTE omtalte sin Samtale med Fru Tarp og mente, at D.K. ødelagde sig selv ved at være Medlem af Nationalraadet, men Tiden var ikke i Øjeblikket til, at Kvindeorganisationerne skulde være i indbyrdes Splid. Maaske kunde vi senere komme tilbage til Sagen.
INGER HEMPEL mente, det var bedre, man fik talt ud om Sagen nu.
EDEL SAUNTE havde efter sin Samtale med Fru Tarp ikke Indtryk af, at det vilde hjælpe, og mente, at D.K.N. maatte være forpligtet til, naar det drejede sig om kvindesaglige Spørgsmaal at forhandle med D.K. f.Eks. naar en Skrivelse skulde sendes og lign. akkurat paa samme Maade, som D.K.N. var forpligtet til at forhandle med D.S.R. hvis det drejede sig om en Sag med Sygeplejersker, men dette Synspunkt kunde Fru Tarp ikke tiltræde.
INGER HEMPEL mente, der maate forhandles under en bredere Form end blot mellem Fru Tarp og Landsformanden, f.Eks. mellem de to Forretningsudvalg.
ALMA ANDERSEN mente ikke, vi skulde gøre noget, før vi vilde frasige vort Medlemsskab, og var overbevist om, at Arbejdet vilde gaa meget bedre, hvis man arbejdede som to sideløbende Organisationer.
HULDA PEDERSEN vilde nødig tro, at Forhandling ikke var mulig. Vi kunde ikke som Tiderne er i Øjeblikket foretage noget alvorligt, men haabe at en almindelig Forhandling kunde bringe Klarhed.
LANDSFORMANDEN fremhævede, at vi kun havde bedt D.K.N. stille sig paa det Standpunkt, at D.K.N. forhandlede med os, naar det drejede sig om kvindesaglige Spørgsmaal.
MAGDA ANDERSEN kunde ikke indse, at det skulde se ud som Splid, fordi vi udmeldte os. Der var intet andet at gøre, da det saa ud til at blive vanskeligere og vanskeligere at samarbejde, og i Forvejen havde det jo altid været vanskeligt for D.K.’s forskellige Formænd at forhandle med D.K.N.
INGRID LARSEN mente, man maatte vente og se Tiden an.

V. HUSHOLDNNNGSKOMMISSIONENS BETÆNKNING: Landsformanden meddelte, at det ikke syntes som om, at Loven i Øjeblikket vilde blive fremmet, og at man antagelig ikke derfor for Tiden skulde samle Kræfterne paa dette Punkt, men vente og se det endelige Forslag.

ad. 1. KONSTITUTION AF FÆLLESSTYRELSEN:
Genvalg af Landsformanden blev foreslaaet.
LANDSFORMANDEN var i Tvivl om, hun kunde fortsætte Arbejdet under den nuværende Form.
Arbejdet havde været meget omfattende, idet Landsformanden havde repræsenteret D.K. i en Række andre Organisationer og Hverv, og der trængtes i høj Grad til en Vikar.
Desværre var det saaledes, at man vanskeligt kunde anvende et almindeligt Bestyrelsesmedlem, men af Hensyn til de andre Organisationer maatte man sende en Person med en Titel i Foreningen f.Eks. Næstformanden eller Formanden for F.U. og enten maatte man adskille Landsformands-Posten fra Formandsskabet i F.U. og derved drage en ny Person ind i Arbejdet eller ogsaa
maatte Næstformanden i langt flere Tilfælde kunde paatage sig Møderne.
ANDREA HEDEGAARD havde desværre meddelt, at hun paa Grund af Rejsevanskeligheder i Anledning af Krigen ikke længere kunde love at komme til Møderne, og Landsformanden var af den Formening, at enten maatte man have en særlig Formand for F.U. eller ogsaa maatte man, hvor meget hun end beklagede at maatte stille dette Forslag, vælge en Næstformand, der kunde paatage sig ikke alene F.U. Møderne, men ogsaa en Del flere Møder.
MAGDA ANDERSEN vilde allerførst anbefale Genvalg af Landsformanden. Forstod at der havde været meget Arbejde, saa meget at Formanden ikke kunde have Næstformanden paa Fyn og vilde
derfor foreslaa INGRID LARSEN som Næstformand, - mente ikke, man kunde have en særlig Formand for F.U., - beklagede, at Andrea Hedegaard ikke var til Stede under denne Diskussion.
MARIA NÆSS-SCHMIDT støttede Magda Andersen og mente, at Andrea Hedegaard vilde være den første til, hvis hun havde været til Stede, at støtte Forslaget.
INGRID LARSEN fremhævede, at hun gik af som Distriktsformand af pekuniære Grunde og derfor maatte have et Togkort, hvis hun skulde paatage sig Arbejdet.-
MAGDA ANDERSEN paapegede, at det jo sikkert kun vilde komme til at dreje sig om at vikariere ved Møder for Landsformanden, og disse Udgifter vilde selvfølgelig blive Godtgjorte.
LANDSFORMANDEN tilføjede, at hun altid havde arbejdet paa bedste Maade sammen med Andrea Hedegaard, og at hun ogsaa gerne vilde samarbejde med Ingrid Larsen, samt at hun havde haabet, Ingrid Larsen kunde være blevet Formand i F.U. og Andrea Hedegaard kunde være blevet Næstformand.
Man mente ikke, at Landsformanden kunde lade være med at være Formand i F.U. og gik over til Afstemning om Næstformandsvalget. -
Vel den skriftlige Afstemning ang. Næstformand, hvortil var foreslaaet:
ANDREA HEDEGAARD
INGRID LARSEN
MARTINE BJØRNEBOE (modtog ikke Valg)
blev Ingrid Larsen valgt.
Til Forretningsudvalget valgtes i Stedet for Fru Hedegaard Magda Andersen.
Andrea Hedegaard blev foreslaaet som Suppleant i F.U., saafremt hun vilde tage mod Valg til Verdensforholdene bedredes.

ad. 4. LEGATER: Udvalgets Bestemmelser oplæstes og vedtoges.

ad. 5.-6. a. REGNSKABET: Regnskabet blev forelagt og godkendt.
b. KONTORET: Da der skulde skiftes Assistent vedtoges det at antage paa Prøve en ung Pige, Frk. Leise, vi havde faaet anbefalet. Saafremt hun viste sig egnet til Arbejdet, skulde hun ansættes som Elev med Kontrakt paa samme Vilkaar som Lærlinge.

ad. .7. BLAD OG PRESSEUDVALG:
a. BLADET: Esther Carstensen mente, man skulde undersøge Forholdene for ….. Blad udkom i Samarbejde med andre Organisationers Blade, saaledes at der kunde oparbejdes et virkeligt
alsidigt Kvindeblad. -
MAGDA ANDERSEN syntes Ideen var god, og at man skulde nedsætte et Udvalg.
HULDA PEDERSEN mente, det var en vanskelig Opgave, da KVINDEN og SAMFUNDET var vort Medlemsblad.
Der nedsattes et Udvalg bestaaende af: ESTHER CARSTENSEN, MAGDA ANDERSEN, ALMA ANDERSEN, AAGOT LADING og MARGOT PETERSEN.
Samtidigt skulde de forretningsmæssige Forhold vedrørende Annoncer m.m. undersøges af Udvalget.
b. FÆLLES KVINDERNES PRESSEBUREAU: MAGDA ANDERSEN og AAGOT LADING
havde sammen drøftet dette Spørgsmaal. Det lød maaske noget voldsomt, men det var sikkert Ulejligheden værd at forsøge, da vi var paa et Punkt, hvor noget nyt maatte forsøges. Det gik ikke
mere med Foredrag, der maatte i Stedet arbejdes med Presse og Radio. Det ovennævnte Udvalg skulde ogsaa tage sig heraf.

ad. 3. MØDREHJÆLPEN: Fru Skals var syg, men i Stedet skulde en Fru Kofoed tale.

ad. 11. FRITIDSHJEM: ESTHER CARSTENSEN havde talt med Lederne af Hjemmene, der var oprettet i Gentofte og paa Vesterbro og vilde gerne have Lov til paa Formandsmødet at gøre Rede for Tanken med saadanne Hjem, da det vilde være en praktisk Opgave for Kredsene at tage op. Fru Carstensen foreslog, at man bad Lederen af Hjemmet i Gentofte, Fru Mørkeberg, om at komme til Stede ved Formandsmødet og fortælle om sit Arbejde.
Det vedtoges at anmode Fru Mørkeberg om at komme Kl. 14.
MAGDA ANDERSEN gjorde opmærksom paa, at Mænd ogsaa udmærket kunde egne sig til denne Opgave, det behøvede ikke udelukkende at være Kvinder.

ad. 9. SOMMERLEJREN: Man vilde som sædvanlig afholde Sommerlejr i August 1940, men vilde undersøge Muligheden for at ordne det saaledes, at unge Mødre kunde faa Lejlighed til at deltage i
Sommerlejren, derved at man ordnede et Ophold for Børnene i Nærheden af Sommerlejren.

ad. 10. GIFT KVINDES NATIONALITET: Fra Alliancen havde vi faaet Anmodning om at tage Spørgsmaalet op, og Udvalget havde haft Møde og udarbejdet en Henvendelse i Fortsættelse af vort tidligere Arbejde for denne Sag. Udkastet til denne Henvendelse brev forelagt og godkendt af Fællesstyrelsen. Samtidigt vilde vi opfordre de øvrige nordiske Landes Kvindeforeninger til at rette en lignende Henvendelse.

ad. 8. Vi havde gennemgaaet det Materiale, vi havde fra D.K.’s Arbejde under den foregaaende Krig. - I Øjeblikket kunde vi ikke gøre andet end at opfordre Kredsene til at deltage i det Arbejde,
der blev sat igang af de lokale Luftværnsmyndigheder, Røde Kors m.v.

ad. 3. (dette Punkt behandledes umiddelbart før Aftenmødets Begyndelse af Hensyn til den tilstedeværende Repræsentant fra Firmaet.)
a. En kvindelig Sølvsmed, Astrid Wessel havde fremstillet nogle Ringe og Naale og benyttet Mærket "Pigen med Guldhornene".
Sølvsmeden vilde nu gerne have Tilladelse til denne Fremstilling samt til at komme til Stede ved Formandsmødet og tale om Sagen.
Fællesstyrelsen gav sin Tilladelse til begge Dele. - Prisen var ca 15.- Kr .pr. Stk.
b. Fra Schønbergske og Gyldendalske Forlag havde vi ligeledes modtaget Opfordring til at sælge henholdsvis Pauline Worms og Astrid Stampe Feddersens Minder.
Man vedtog at anbefale Bøgerne næste Dag til Formændene, samt gennem Bladet. - Prisen er 1.- Kr. pr. Stk.-

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Perioder