« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 22. maj 1943

« Se emneord

Udskrift af Forretningsudvalgets Protokol.
Forretningsudvalgsmøde den 22. Maj 1943 Kl. 14 paa Dansk Kvindesamfunds Kontor.

Tilstede var: Landsformanden, Magda Andersen, Alma Andersen, Astrid Holten, Margrethe Petersen, Nikoline Winther samt Sekretæren og Redaktøren.

Dagsorden:
1. Meddelelser
a) Takkeskrivelser
b) Sag ang. gift Sygeplejerske
c) Sag med Overinspektionen for Børneforsorgen ang. gift Kvindes Stilling.
d) Fredericia Byraad tilskrevet
e) Henvendelse til D.K. ang. gift Kvindes Indfødsret.
f) Svar fra Direktoratet for Vareforsyning.
g) Henvendelse til Skattekommissionen.
h) Indbydelse fra D.K.N. til at sende en Repræsentant til Pædagogisk Udvalgs Møde den 24. ds. Kl. 16,15 i Karnappen.
2. Fællesmødet.
3. Fællesstyrelsesmødet
4. Beretning fra Lovudvalgets Møde
5. Beretning om den nye Kvindekomite
6. Eventuelt.

ad. l.
a) Der var kommet Takkeskrivelser fra Finlandshjælpen og Norgeshjælpen.

b) En Sygeplejerske havde henvendt sig til D.K. i Anledning af, at hun havde faaet Tilsagn om en Stilling i en Sygeplejeforening, men at hun derefter var blevet afvist igen, fordi hun havde et
Barn. Hun søgte Hjælp hos Dansk Sygeplejeraad, som erklærede, at hun som Medlem af Raadet ikke kunde tage Stillingen, da den var lønnet under Sygeplejeraadets Tarif. Da det havde staaet i Bladene, at hun havde faaet Stillingen, havde hun ikke faaet andre Stillinger, som hun havde søgt samtidig. Hun mente derefter, at hun maatte have Krav paa nogen Erstatning. Da hun ikke havde noget juridisk bindende Tilsagn om, at hun vilde faa Stillingen, mente man ikke, man kunde gøre andet end at sende en Beklagelse til den paagældende Sogneraadsformand, hvori man paapeger det uheldige i, at man har givet en Ansøger Haab om Stillingen og derefter afvist hende, fordi hun var Forsørger.

c) Fra Formanden for D.K.’s Horsens Kreds, Maren Juul, havde man faaet en Henvendelse angaaende en Forstanderinde for et Børneasyl, der var blevet ansat under Forudsætning af, at hun fratraadte, naar hun giftede sig. Dog kunde hun fortsætte som Assistent. Den paagældende ønskede imidlertid ikke, at D.K. skulde gøre noget, da hun ikke vilde risikere at miste Assistentstillingen. En Henvendelse til Overinspektionen havde resulteret i et Svar om, at Kontraktbestemmelsen om, at en Børnehaveleder maatte fratræde, naar hun giftede sig, ikke var almindelig, men det maatte være en Sag mellem Bestyrelsen og de Kvinder, den ansatte.

d) Efter at have undersøgt Sagen vedrørende en Lærerinde i Fredericia, som ikke havde kunnet opnaa fast Ansættelse, fordi hun var gift, havde Formanden skrevet en Henvendelse til Fredericia Byraad. (Den var afsendt den 11/5).

e) Fra en dansk Kvinde, som var gift med en Udlænding, havde vi faaet en Henvendelse med Beklagelse af, at en Kvinde, som var dansk født, ikke kunde stemme til Valgene, fordi hun havde mistet sin danske Statsborgerret.

f) Varedirektoratet havde svaret paa vor Henvendelse angaaende Sygarn. Det vilde antagelig i Fremtiden være muligt at sætte Udleveringen af Sygarn yderligere i Vejret (fra 25-40%)

g) Der var indsendt en Henvendelse til Skattekommissionen.

h) Magda Andersen og evt. Alma Andersen vilde deltage i D.K.N.’s Pædagogisk Udvalgs Møde ang. Ungdomsskolen den 24. Maj.

i) I Afskedigelsessagen fra Faaborg Sygehus havde Edel Saunte udtalt, at der næppe var Grundlag for at den paagældende Massøse kunde vinde en Retssag, idet der var knyttet Tjenestebolig til Stillingen.

j) D.K. havde været indbudt til Børneringens Grundstensnedlæggelse for den nye Ungdomsgaard.

k) Magda Andersen rejste Spørgsmaalet om D.K.’s Forhold til Foreningen Norden. Paa sidste Fællesstyrelsesmøde havde Estrid Hein Udtalt, at Foreningen Norden ikke modtog Indmeldelse fra Foreninger. Nu saa det ud, som om D.K.N. havde indmeldt sig. Man vilde skrive og spørge Fru Hein, hvorledes det forholdt sig, og desuden vilde man skrive til Norden og spørge, om den modtog Foreningsindmeldelser, da D.K. i saa Fald ønskede at tilslutte sig, og allerede paa det sidste Fællesstyrelsesmøde havde vedtaget at Samarbejde med Norden.

ad. 2. Man gennemgik Dagsordenen for Fællesmødet og Opstillingen til Fællesstyrelsesvalgene. Fru Hedegaard meddelte i denne Forbindelse, at hun ikke ønskede at modtage Genvalg, for det første, fordi Trafikforholdene var saa vanskelige, og for det andet, fordi det vilde betyde, at hun maatte tage meget mere fri fra sit Skolearbejde. For det tredie, fordi hun mente at spore en vis Modstand mod hende som Landsformand; Samarbejdet havde ofte været vanskeligt, og hun vidste, at der paa Forhaand var ført Forhandlinger mellem Fællesstyrelsens Medlemmer om Valg af en anden Formand. Naar hun var gaaet med til at blive Formand, var det, fordi hun havde faaet saa mange Opfordringer rundt omkring fra baade i 1936 da Edel Saunte blev valgt, og i 1941. Det var ikke hende, det kom an paa, men hvad der var bedst for D.K.. Det var meget vanskeligt at arbejde, naar man altid hørte, at det gik ikke med en Formand i Odense. Det sled paa Nerverne. Saa maatte en anden paatage sig Hvervet.

Den følgende Forhandling viste, at F.U.’s Medlemmer mente, det udelukkende skyldtes de nuværende meget vanskelige Trafikforhold, naar der fra enkelte Sider havde været Tale om et Formandsskifte.

Følgende Udvalg ønskede at aflægge Beretning: Jubilæumsfonden - Husligt Arbejde - Kvindeligt Politi og ligesaa vil blive aflagt Beretning af vor Repræsentant i Finlandshjælpen og i Dansk Folkeoplysning.
Man drøftede, hvilke Resolutioner, der evt. skulde sendes fra Fællesmødet og foreslog en om kvindelige Præster - en om det politiske Arbejde, - om Kvindernes Arbejdsret og om lige Løn (Dyrtidstillæg).

ad.3. Fællesstyrelsesmødet. Følgende Dagsorden vedtoges:
1. Meddelelser,
2. Lovændringer,
3. Legatuddeling,
4. Fællesmødet
5. Eventuelt.

ad. 4. Man gennemgik Lovudvalgets Forslag til Lovændringer. (Afskrift vedlagt). F.U. ønskede følgende ændret:
§ 6, sidste Stykke, ændres 1/2 Maaned til en l/l Maaned. 15. Juni og 15. December til 1. Juni og 1. December.
I ny § 9 tilføjes efter Fællesstyrelsens Medlemmer: "med kvalificeret Majoritet".
Med Hensyn til § l0 (tidligere § 9) vilde F.U. foreslaa, at der til Paragraffen føjes følgende:" Denne Paragraf revideres senest om 5 Aar".
I § 29, efter sidste Stykke tilføjes: "Se iøvrigt § 6, IV Stk."

ad. 5. Astrid Holten meddelte, at der ikke var sket noget videre i Spørgsmaalet om en ny Komite for øget Kvinderepræsentation.

ad. 6. Det sjællandske Distrikt ønskede, at D.K. skulde henvende sig til Indenrigsministeriet for at foranledige en mere ensartet Udformning af Stemmesedlerne ved de kommunale Valg.

Protokollen ført af Aagot Lading,
Protokollen underskrevet af: Andrea Hedegaard, Ingrid Larsen, Margrethe Petersen, Alma Andersen, Nikoline Winther, Inger Hempel. Magda Andersen.

Bilag: Afskrift af Forslag fra D.K.’s Lovudvalg