« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 2. december 1944

« Se emneord

Udskrift af Forretningsudvalgets Protokol.
D. 2. 12. 1944 Kl 14,30 afholdt Forretningsudvalget Møde paa D.K.’s Kontor.
Tilstede: Landsformanden Ingrid Larsen, Magda Andersen, Alma Andersen,Nina Andersen, Karen Schack, Inger Hempel, Margrethe Petersen, Lis Groes og Sekretæren.
Fraværende: Astrid Holten og Nikoline Winther, begge grundet paa Sygdom.

Dagsorden:
1. Meddelelser
a) Brev fra Landsformanden til D.K.N.’s Formand
b) Sygeplejerskepiecen
c) D.K.’s øvrige Piecer
d) Lærerinders Ansættelse efter § 35 Kvinder
e) Kvinder som Faddere
f) Bankernes Personale
g) Husmoderens Dagpenge fra Sygekasserne
h) Mindreaariges Arbejde v/Lis Groes
i) Kontorister i Frederiksberg Skattevæsen
j) Kvlg. Censor til Børnebøger
k) Lukketiderne
l) Svar fra Arbejdsministeriet ang. Erhvervsvejledning
m) ” ” Justitsministeriet ang. Enligtstillede Kvinders Adoption af Børn
n) Boligspørgsmaal ang. Statens Skovløberhuse
o) Kontroludvalg i Hvidovrekredsen
p) Sommerlejren
2. Beretning fra Legatudvalget
3. " ” andre Udvalgsmøder, afholdt umiddelbart før F.U. Mødet:
I. Det politisk Udvalg
II. Husmoderferie
III Deltidsarbejde
IV Valgloven
V Ændringer til Fælleslovene samt foreløbig Duplikering af de ved Fællesmødet vedtagne Love
4. Annoncekontrakten
5. Budgettet 1945
6. Open Doors Generalforsamling - Spørgsmaal om Barselhvile
7. Frk. Riisgaards Testation
8. Eventuelt.
Før man gik over til Dagsordenen behandledes et Brev fra Nikoline Winther, som Landsformanden havde modtaget ang. Punkt 3 paa Dagsordenen 31/10 d.A. (Protokollen Side 233). Fru Winther beklagede, at Sagen var blevet afvist af F.U., da det efter hendes Mening var af overordentlig Betydning. Fru Winther skrev blandt andet: ….."det drejer sig om Magda Andersens Forslag om at rette Henstilling til Myndighederne om Spiritusforbud fra Kl. 20. – Jeg synes, dette vilde være meget rimeligt og paakrævet, og havde jeg været til Stede vilde jeg have støttet Forslaget af al min Magt. - Om det havde nyttet noget vi sagde det, ja derom kan man jo diskutere, men af Hensyn til Erhvervet synes jeg ikke, vi burde afholde os fra at raabe Vagt i Gevær. – Her synes jeg Almenvellet maa gaa foran Hensynet til dem, der eventuelt kan miste Fortjeneste. Hvad maa ikke mange andre Erhverv finde sig i af Indskrænkninger, tænk blot paa Handelen. Jeg foreslaar, at Forretningsudvalget taget Spørgsmaalet op til en fornyet Behandling og Eftertanke og derved kommer til et, efter min Mening, mere heldigt Resultat.
F.U. var enige om, at Spørgsmaalet maatte tages op igen, naar Fru Winther ønskede det.

Landsformanden mente, det vilde være vanskeligt at haandhæve et Forbud under de nuværende Forhold, hvor vi intet dansk Politi har. -

Magda Andersen mente, at Spørgsmaalet maatte tages op bl.a. for at hjælpe til Kønssygdommenes Bekæmpelse.

Alma Andersen og Lis Groes mente, at man desværre ikke kunde gøre noget derved. Smugkroer og lignende vilde blot blomstre op.

Man stemte om, hvorvidt F.U. ønskede at komme med en saadan Henvendelse:
1 for - 5 imod.

Landsformanden foreslog, at Sagen blev overgivet Udvalget til Kønssygdommenes Bekæmpelse. - Vedtaget.

Takkebreve: Sorø og Frederiksværk Kredsene for Hilsen til 25-Aars Jubilæum.

ad. l. Landsformandens Brev til D.K.N.’s Formand. Landsformanden havde skrevet
følgende: ”Ved den sidste Henvendelse til Lønningskommissionen, som var underskrevet af Dem og mig, skrev jeg under og indsendte den, efter Anmodning fra Aagot Lading, ganske omgaaende til Kommissionen, men jeg kan ikke lade være at gøre opmærksom paa, at naar vi herfra skal være Medunderskrivere, er det rimeligt, at vi er med til at tage Bestemmelsen (indkaldes til det Møde, hvor det afgøres), saa at vi for det første er med i Bestemmelsen, og dernæst har mere Tid til, at det foreliggende Spørgsmaal kan blive forelagt Forretningsudvalget inden Underskriften."

Kirsten Gloerfelt-Tarps Svar: "I Anledning af Deres Brev af 17. November vedrørende den sidste Henvendelse til Lønningskommissionen skal jeg gøre opmærksom paa, at Danske Kvinders Nationalraad havda faaet en Henvendelse fra forskellige kvindelige Tjenestemandsrepræsentanter, og at vi paa Grundlag heraf i et Styrelsesmøde i D.K.N. vedtog at foretage en fornyet Henvendelse til Lønningskommissionen og samtidig vedtog at spørge D.K., om den vilde være med.
Da der ikke var nogen Tid at give væk, hvis Henvendelsen skulde komme rettidigt (inde Lønningskommissionens næste Møde) kunde Sagen ikke udsætets.
Under Hensyn til, at det ikke gjaldt om at tage Standpunkt til noget nyt, men kun om at fastholde vor tidligere udtrykte Opfattelse, mente vi iøvrigt, at det maatte være muligt for Dem som Formand at træffe en hurtig Afgørelse, og det maa De jo da ogsaa selv have ment.
For Resten gik jeg ud fra, at Aagot Lading havde forklaret Dem Sagens Sammenhæng.
Det siger sig selv, at vi, naar det kan lade sig gøre, giver D.K. den nødvendige Tid til at forelægge Sagen for Forretningsudvalget."

Landsformanden vilde tale med Fru Gloerfelt-Tarp igen, da Brevet ikke efter Landsformandens Mening var fyldestgørende.

b) Sygeplejerskepiecen: Manuskriptet blev forelagt af Sgf. Margrethe Petersen. F.U. godkendte Piecen - syntes den var udmærket. Der skulde blot foretages enkelte Ændringer, som drøftedes. -
Landsformanden takkede Margrethe Petersen og hendes Medarbejdere for det gode Arbejde.

c) D.K.’s øvrige Piecer. Margot Petersen meddelte, at Piecen "Den gifte Kvinde i Hjem og Erhverv” ved B. M. Begtrup, Lis Groes og Else-Merete Ross var færdigtrykt, og at man nu kun ventede paa, at Bogbinderen skulde blive færdig med den, saa den kunde udsendes. Salget gik ellers godt af det Materiale, man hidtil havde kunnet sælge af: ”Økonomisk Genopbygning" af Erik Schmidt var udsolgt, ligesaa det første Oplag af Beveridge Planen, hvoraf vi nu havde faaet et nyt men den kostede Kr. 2.- i Stedet for Kr. 1,50.

d) Lærerinders Ansættelse efter § 35: Landsformanden meddelte, at der i Frederiksborg Slotssogn (Hillerød) var blevet ansat Lærere efter § 35.
Der var Ansøgning fra 5: 4 Mænd og 1 Kvinde. - De 4 Mænd ansættes, skønt de 2 af Mændene havde mindre Anciennitet end Kvinden.
Man vilde spørge Skolekommissionen om med hvilken Motivering, man havde forbigaaet den kvindelige Ansøger.
Magda Andersen sagde, at man burde paatale ved Henvendelsen, at Ansættelse efter § 35 var Avancementsstillinger, og disse var der saa faa af, da der ikke er saa mange Overlærerstillinger.

e) Kvinder som Faddere: Landsformanden havde talt med Pastor Lund Sørensen, der havde svaret, at der skal være 3 Faddere, heraf 1 mand.
Landsformanden foreslog, at vi henstiller til Kirkeministeriet, at Bestemmelsen ændres til: at der skal være saavel kvindelige som mandlige Faddere. Tiltraadtes af F.U..

f) Bankernes Personale. Udgaar til næste Møde.

g) Husmoderens Dagpenge fra Sygekasserne: Inger Hempel havde undersøgt Spørgsmaalet. Husmødre over 40, der indtræder i Erhverv, kan nu sikre sig indtil Kr. 3.- daglig. Inger Hempel mente, man skulde faa ændret dette, saa Beløbet bliver uden Begrænsning. Det andet Spørgsmaal om, hvor mange Dagpenge en Husmoder kan sikre sig, kan saa paatales samtidig.
Landsformanden foreslog, at hun og Inger Hempel gik op og talte med Direktør Borberg om Sagen. - Vedtoges.
Inger Hempel mente, Spørgsmaalet om Husmoderafløsere og Dagpenge burde kombineres.

h) Mindreaariges Arbejde. Nina Andersen meddelte, at Signe Tørsleff havde lavet et Udkast til en Henvendelse til Ministeriet om Børn med Ladcykler, desuden havde Nina Andersen og Lis Groes forsøgt at tale med Kommunelærerforeningen for at høre nærmere om Lærernes Vedtagelse i Anledning af en Artikel i deres Blad.
F.U. vedtog dels at rette Henvendelse til Indenrigsministeriet dels at undersøge det formaalstjenlige i at rette Henvendelse til Undervisningministeriet i dette Spørgsmaal vedrørende Loven om mindreaariges Arbejde.

i) Kontorister i Frederiksberg Skattevæsen. Vi havde faaet Henvendelse fra nogle unge Kontorister fra Frederiksberg Skattevæsen.
Landsformanden havde talt med dem, de havde lovet at sende en skriftlig Redegørelse og flere (ca 18) af dem har indmeldt sig i D.K., da de var meget glade for, at D.K. var gaaet til saavel Indenrigsministeriet som til Generaldirektør Korst.

j) Kvindelig Censor til Børnebøger. I Anledning af Gori Gunvalds Artikel i Oktober Bladet og Johanna Christiansens Tilslutning hertil i November Bladet, havde Landsformanden paa et Møde i Hillerød spurgt en kvindelig Bibliotekar, der har Børnebogsbibliotek som Speciale, om der var Anledning til Censur af Børnebøger.
Vi vilde forsøge at tale om Bogen med Frk. Mollerup.
Vedtaget.
Nina Andersen mente i denne Forbindelse at man skulde tage Spørgsmaalet om Udvidelse af Antallet af Børnebibliotekarer og Børnebibioteker op.

k) Lukketiderne. Formanden for Købmandsforeningerne Øst for Storebælt havde foreslaaet Formanden, at vi udsendte en Skrivelse til Kredsene om at faa et Samarbejde mellem Forbrugerne og de stedlige Købmandsforeninger og Handelsstandsforeningerne om Lukketider fra 1. Marts
Man vedtog at skrive til Kredsene herom efter Nytaar.
Margrethe Petersen foreslog, at Samarbejdet skulde udvides til andre Foreninger, som kunde repræsentere Forbrugerne.
Vedtages.

l) Svar fra Arbejdsministeriet ang. Erhvervsvejledning. Vi havde modtaget følgende Svar fra Arbejdsministeriet:
"I Skrivelse af 7. November 1944 har Dansk Kvindesamfund anmodet Arbejdsministeriet om at tage Spørgsmaalet om Etableringen af en generel Erhvervsvejledning omfattende hele Landets Skoleungdom op til Behandling.
Kvindesamfundet, der er bekendt med, at Spørgsmaalet allerede er under Overvejelse i Ministeriet, har herved ønsket at modvirke enhver Tendens til ikke at tillægge Erhvervsvejledningen for unge Kvinder samme Betydning som for unge Mænd, og har, da Problemet efter Samfundets Opfattelse rummer særlige Kvindespørgsmaal, henstillet til Ministeriet, at Dansk Kvindesamfund repræsenteres ved eventuelle kommende Drøftelser af Spørgsmaalet.
I denne Anledning skal man meddele, at Problemet for Tiden er Genstand for Drøftelse i det under Arbejdsministeriet nedsatte, staaende, raadgivende Udvalg vedrørende den offentlige Arbejdsanvisning, som udelukkende bestaar af Tjenestemand, og som kun har til Opgave til Ministeriet at afgive en foreløbig Indstilling, som vil kunne danne Grundlag for Ministeriets videre Overvejelser. Saafremt Spørgsmaalet senere skal drøftes i en paa et bredere Grundlag nedsat Kommission, vil Ministeriet tage under Overvejelse at lade Dansk Kvindesamfund repræsentere i en saadan Kommission.
Det tilføjes, at Kvindesamfundets Skrivelse af 7. November 1944 er oversendt til det førnævnte Udvalg".

m) Svar fra Justitsministeriet ang. enligtstillede Kvinders Adoption af Børn.
Grundet paa en Forespørgsel om hvor mange enligtstillede Kvinder, der aarligt adopterer Børn, havde vi henvendt os til Justitsministeriet for at faa Oplysning herom, men Ministeriet havde ikke kunnet give os den.
Vi havde derpaa henvendt os til Mødrehjælpen, der havde lovet snarest at give os Tallet paa, hvor mange enligtstillede Kvinder, der havde adopteret Børn derigennem det sidste Aar.

n) Boligspørgsmaal ang. Statens Skovløberhuse. Ester Carstensen havde gjort opmærksom paa en Artikel ifølge hvilken der skulde Bygges nogle Skovløberhuse og hvoraf det fremgik, at der i disse Huse skulde være ”eet Kammer til voksne Børn". Ester Carstensen mente, at man kunde bruge dette Eksempel paa Fejl i Byggearbejdet og protestere herimod.
Lis Groes foreslog, at der ogsaa skulde gøres noget for Statshusmandshuse, og Magda Andersen foreslog for Funktionærboliger i det hele taget.
Vedtoges at Landsformanden og Ester Carstensen skulde gaa til Statsskovdirektør Lorenzen og Bygningsdirektør Ove Larsen. Samtidig vedtoges det at skrive i Januar Bladet om Sygekassevalgene og om Nævninge og Domsmænds Grundlisterne og Kvinders Opstilling til disse, hvilket Ester Carstensen samtidig havde omtalt i sit Brev.
Margrethe Petersen og Lis Groes foreslog nedsat et Udvalg, hvori der ogsaa skulde være Arkitekter, naar Landsformanden og Ester Carstensen havde talt med Bygningsdirektør Ove Larsen.

o) Kontroludvalget i Hvidovrekredsen. Den forhenværende Formand for Hvidovre Kredsen Fru Nicolaisen havde meddelt, at der nu var nedsat et Kontroludvalg for Husmoderafløsningen, og hvem der sad i Udvalget.

p) Sommerlejren: Signe Tørsleff spurgte pr. Brev om F.U.’s Mening med Hensyn til at arrangere Sommerlejr i 1945.
Man vedtog at sende Forespørgsel ud til de øvrige Udvalgsmedlemmer samt til Distriktsformændene.
Efter de Erfaringer, man tidligere havde haft, var F.U. af den Mening, at man under de nuværende Forhold ikke kunde have Sommerlejr i Jylland. Derimod vilde man efter Krigen lade Sommerlejren fortrinsvis komme til Jylland.

ad 2.
Beretning fra Legatudvalget. Formandens for Udvalget Fru Magda Andersen aflagde Beretning, som godkendtes af F.U.
Forinden Udsendelse til Presse og Legatarerne skulde Meddelelse først sendes til Fællesstyrelsen og Legatudvalget.

ad. 3. Beregning fra andre Udvalgsmøder.
I. Det politiske Udvalg aflyst grundet paa Fru Holtens Sygdom.

II. Husmoderferie: Lis Groes var valgt til Formand for Udvalget og aflagde Beretning ang. Arbejdet. Margot Petersen havde gjort Rede for en Anmeldelse af den svenske Betænkning i Socialt Tidsskrift Nr. l0 – 1942, ved Fuldmægtig Horsten i Socialministeriet. Paa Grundlag af denne havde Lis Groes og Margot Petersen samme Dag efter Mødet talt med Fuldmægtig Horsten, der mente, at D.K. godt kunde regne med økonomisk Støtte fra Socialministeriet naar vi samtidig selv kunde skaffe Penge. Lis Groes mente, at dette Tilsagn vilde lette vore Ansøgninger fra Fonds cg lignende.
Mødrehjælpen ved Vera Skalts skulde Lis Groes tale med, da Fuldmægtig Horsten havde ment, at det vilde være naturligt med et Samarbejde med denne Institution.

III. Deltidsarbejde. Lis Groes meddelte, at siden sidste Udvalgsmøde havde der været Diskussion i Pressen, hvor Fanny Jensen var gaaet stærkt mod Tanken om Deltidsarbejde, fordi hun mente, dette kun vilde være noget for bedrestillede Kvinder. Lis Groes havde talt i en Afdeling af kvindelig Arbejderforbund, og der havde det vist sig, at Meningerne stod ret delte, men en Del gik dog positivt ind for Tanken.
Udvalget enedes om at gaa forsigtigt frem og at søge Deltidsarbejde kombineret med Børnerente, idet man derigennem skabte Mulighed for Deltidsarbejde ogsaa for de økonomisk daarligst stillede Kvinder.

IV. Valgloven. Aflyst grundet paa Fra Holtens Sygdom.

V. Ændringer til Fælleslovene. Grundet paa Ændringerne i Anledning af Hvidovre Sagen kunde de nye Fælleslove ikke trykkes til Udsendelse i Januar, som det ellers var Meningen, og man vilde derfor nøjes med foreløbig at dublikere 500 Stk.
Magda Andersen beklagede, at Andrea Hedegaard ikke var indvalgt i Udvalget, da hun tidligere havde været Formand for 2 Lovudvalg, og der manglede en Repræsentant for Provinsen.
Landsformanden begrundede det skete med, at det udelukkende var de vanskelige Rejseforhold, der var Aarsagen derrtil.
Magda Andersen mente, Arbejdet hovedsagelig kunde gøres pr. Korrespondance.
Vedtaget at indvælge Fru Hedegaard i det nye Lovudvalg, hvis hun vilde indtræde.

ad. 4.
Annoncerne: Da Fru Juul ikke selv kunde tegne Kautionsforsikring vedtoges det, at D.K. skulde tegne den.
Lorentz Rasmussen skulde selv fortsætte med Opkrævning af de Annoncer, der er i Bladet pr. 1/1-45.

ad. 7.
Frk. Riisgaards Testation. Sagen stilles foreløbig i Bero.

ad. 5. Budgettet 1945. Kassereren forelagde Budgettet for 1945.
Indtægter paa Kredsbidragene vilde, saafremt det Medlemstal, vi nu var oppe paa, holdt Stik, komme op paa Kr. 33.000. - , men vi havde sat det lavere af Forsigtighedshensyn overfor evt. Udmeldelser o. lg.
Annoncerne maatte man ogsaa regne med vilde komme nogle Tusinde op, men ogsaa her vilde man se Tiden an til næste Aars Regnskab.
Kontormaterialer blev sat lidt højere, men man havde købt rigeligt ind af Kuverter, Duplikatorpapir, stencils m.m.
Udgifter for Møder havde været mindre i Aar, men det var, fordi vi ikke havde haft et Fællesstyrelsesmøde i Forbindelse med Formandsmødet – dette Beløb blev sat op med Kr. 1.000. –
Budgettet godkendte herefter.

Man vedtog at tilbagebetale af Aarets Overskud de laante Tusinde Kr. til Jubilæumsfonden.

Ligesaa, at det Beløb, vi faar ind for Annoncer i 1945, over de ca 5oo. - Kr., vi hidtil har faaet pr. Maaned, indbetales til Elisabeth Nielsens Legat, hvoraf vi havde laant Kr. 5.000.- til Historien.
Man vedtog at bevillige Landsformanden et Aarskort Hillerød retur, og Næstformanden Billet paa I Klasse i Stedet for Fællesklasse i Vintermaanederne grundet paa Kulden i de uopvarmede Tog.

Spørgsmaalet om Lønninger og Dyrtidstillæg udskydes til næste Møde.

ad. 6. Open Doors Generalforsamling. Inger Hempel redegjorde kort for Open Doors
Generalforsamling, hvor man havde drøftet Spørgsmaalet om Barselhvile (Særbeskyttelse for Kvinder). Ved næste Møde vilde vi faa et mere udførligt Referat.

ad. 8. Eventuelt. Landsformanden havde modtaget Brev fra Karen Frandsen, hvori denne beklagede, at Fællesstyrelsen ikke fik Henvendelser til Offentligheden før Pressen.
Det vedtoges at udsende Kopi til Fællesstyrelsen af alle Henvendelser inden Pressen fik dem.
Ligesaa beklagede Karen Frandsen, at Punktet om Efterkrigsarbejdet var saa kortfattet.- Dette vilde Landsformanden udsende nærmere om til Fællesstyrelsen i Januar Maaned.

Protokollen ført af Margot Petersen.
Protokollen underskrevet af:
Magda Andersen, Ingrid Larsen, Karen Schack, Alma Andersen, Inger Hempel, Nina Andersen, Lis Groes, Margrethe Petersen.