Nogle bemærkninger om lov 7de maj 1880 § l *)

I den tidligere lovgivning, således som denne i alt fald har været opfattet i praxis, gjaldt det som en absolut regel, at hustruen var umyndig og urådig over ægtefællernes fælles formue. I denne regel er der i den i overskriften nævnte lov som bekendt gjort en vis lempelse, men om rækkevidden af den herved indførte reform kan der rejses tvivl, hvis afgørelse i den ene eller den anden retning vil være af væsentlig betydning.

Den regel, som lov 7de maj 1880 § i indfører, har alt tidligere ikke været ganske ukendt i dansk ret. En noget lignende regel antages i almindelighed at gælde med hensyn til umyndige og mindreårige (personer under henholdsvis 18 og 25 år) **), idet disse, uanset deres mangel på fuldmyndighed, anses berettigede til paa egen hånd at disponere over "selverhvervet gods." Grunden til, at man således behandler selverhvervet gods på en særlig måde, er vist nok hensynet til, at det må anses ønskeligt at indrømme de unge al den selvstændighed, som overhovedet kan forenes med den mangel på modenhed til at varetage økonomiske anliggender, som lovgiveren forudsætter hos personer under 25 år. Med det fyldte 18de år opnår man myndighed over sine personlige forhold (sin arbejdskraft), og det synes heraf at være en konsekvens, at ligesom man er enerådig over, om og på hvad vilkår man vil overtage et arbejde, således må man også være enerådig over arbejdets udbytte. Forinden det 18de år har den unge vel ikke rådighed over sin arbejdskraft, men for så vidt han er i stand til at fortjene noget, må det anses for det naturlige, at han oppebærer og disponerer over arbejdsudbyttet. Det angivne hensyn fører altså til at indrømme den umyndige og mindreårige en vis rådighed over selverhvervet gods, men paa den anden side må man ikke tabe af øje, at de pågældende personer i det hele af lovgiveren anses for umodne til at varetage deres økonomiske interesser. Rådigheden over selverhverv behøver derfor ikke at være ubegrænset. Det er også almindelig antaget, at medens den ikke fuldmyndige kan afhænde og pantsætte eller på anden måde direkte disponere over selverhvervede genstande, kan han derimod ikke stifte gæld, selv om det vedtages, at kreditor kun skal kunne søge fyldestgørelse i selverhvervede genstande. Medens den første art af dispositioner fra første færd har en fast begrænsning - den umyndige (mindreårige) risikerer kun bestemte ting - kan han derimod gjennem sidst nævnte dispositioner spolere hele sin fremtid. Men ingen lovgiver kan tillade personer, hvem han anser for umodne, at gøre sig forgældet og derved ødelægge sit liv i økonomisk henseende. Det må også erindres, at sådan gæld, selv om kreditor kun har ret til at søge fyldestgørelse i selverhvervet, faktisk også vil blive dækket af andre midler; thi ingen ærekær person vil udsætte sig for exekution eller konkurs, når han har midler til at undgå det, f. ex. ved at gribe til arvegodset.

Medens man således tidligere tillagde personer under 25 år en vis rådighed over selverhverv, antoges den samme regel ikke at kunne overføres på hustruen. I så henseende indfører altså lov 7de maj 1880 § i ny ret. Men skjønt hin regel om ikke fuldmyndiges rådighed over selverhverv ikke hidtil er kommet hustruen til gode, vil mange vist nok være tilbøjelige til nu at lade den virke til hendes skade, idet man vil søge at begrænse hustruens ved lov 7de maj 1880 hjemlede rådighed på samme måde som umyndiges og mindreåriges rådighed over selverhverv. Der kan således forventes en tendens til kun at indrømme hustruen evne til at afhænde, pantsætte eller paa lignende måde direkte at disponere over selverhvervet gods, men at frakende hende evne til at forhæfte selverhvervet ved gældsstiftelse.

Denne sammenstilling af hustruens og den ikke-fuldmyndiges retsstilling må imidlertid bestemt afvises. Når man frakender sidstnævnte evne til at stifte gæld, selv hvor kreditor udelukkende henvises til at søge fyldestgørelse i selverhvervet, er dette begrundet i, at lovgiveren anser den pågældende for umoden til at varetage sine økonomiske interesser. Den ikke fuldmyndige står i så henseende under værgens eller kurators forsorg. Man har vel en vis personlig selvstændighed og får som følge heraf en vis rådighed over selverhvervet gods, men denne rådighed kan ikke strækkes så vidt, at lovgiverens øjemed: at værne den ufuldmyndige mod hans egen letsindighed i økonomiske forhold ganske tilsidesættes. Dette vilde imidlertid ske, hvis man åbnede den ikke-fuldmyndige adgang til gældsstiftelse. Ganske anderledes stiller forholdet sig med hensyn til hustruen. Hun anses i og for sig ikke af lovgiveren for umoden eller ude af stand til at varetage økonomiske interesser, men når hun hidtil har været ganske udestængt fra formuedispositioner, er dette begrundet i ganske andre hensyn, nemlig de traditionelle forestillinger om, at hustruen som sådan bør være manden underordnet, idet manden som familiens hoved skal varetage begge ægtefællers fælles interesse. Men når nu loven af 7de maj 1880 § 1 indfører en vis lempelse, idet den for at værne om hustruens selvstændighed udskiller en vis del af fællesformuen (hustruens selverhverv) og henlægger denne under hustruens udelukkende rådighed, savnes der ikke blot fornuftig grund til at begrænse dennes rådighed, men enhver begrænsning vil være ganske urimelig, for så vidt den rådighed, som unddrages hustruen, ikke kan komme manden til gode; thi denne er ganske udelukket fra enhver rådighed over hustruens selverhverv.

Når man nu efter disse forbemærkninger vender sig til lov 7de maj 1880 § 1, vil den ogsaa vise sig at hjemle hustruen en ubegrænset rådighed over selverhvervet. Der siges nemlig, at hustruen alene har ret til "at råde over" selverhvervet. Men nu er det klart, at man kan råde over selverhvervet paa to måder. Man kan råde derover direkte ved at afhænde, pantsætte, bortleje eller udlaane selverhvervet gods. Men man kan også "råde over" selverhvervet indirekte ved indgåelse af retshandler (f. ex. stiftelse af gæld), som vel efter deres hovedformål ikke direkte sigter på selverhvervet, men dog forhæfter dette, idet der, hvis hovedforpligtelsen ikke opfyldes, åbnes kreditor en adgang til at søge fyldestgørelse i selverhvervet. Når A. lover B. en sum penge f. ex. til 1ste januar førstkommende, kan dette formuleres således: A. lover at stede B. til fyldestgørelse i sit selverhverv, hvis han (A.) ikke til 1ste januar erlægger den pågjældende pengesum. Altså: ethvert løfte om at erlægge penge kan opfattes som en betingelsesvis eller indirekte disposition over selverhverv, og en hvilken som helst af hustruen indgået retshandel kan formes som og indeholder altså også en disposition (rådighedsudøvelse) over selverhverv og er derfor også hjemlet ved lov 7de maj 1880. Der savnes hjemmel til at indskrænke denne til direkte dispositioner over selverhverv.

Man kunde dog måske søge at gøre gældende, at sprogbrugen sondrer mellem direkte og indirekte dispositioner over selverhverv og egentlig kun ved den første art af dispositioner vil tale om råden over selverhverv. Man taler således ganske i almindelighed om, at umyndige have "rådighed" over selverhverv, skønt de ikke kunne stifte gæld. Man siger at den, hvis gods er bleven belagt med arrest, ***) er "i urådighedstilstand", skønt han ikke er udelukket fra at stifte gæld. Hertil må imidlertid bemærkes, at der ikke existerer nogen snævrere sprogbrug, hvorefter det danske udtryk "råde over" skulde have en snævrere betydning end "disponere over." Når man i de anførte tilfælde uden nærmere begrænsning taler om "rådighed" og "urådighedstilstand", er det en ukorrekthed, som forklares ved, at man i de pågjældende lovbud eller udtalelser hos forfatterne har den fornødne anvisning, hvorefter man kan korrigere eller begrænse de i og for sig noget for vide udtryk. Men i lov 7de maj 1880 findes ikke den mindste antydning af nogen begrænsning, og man må derfor forstå ordene ("råde over") således, som de efter korrekt og naturlig sprogbrug må forstås. Men herefter omfatter de så vel direkte som indirekte dispositioner. Der er så meget mere grund til at fastholde dette, som det bedst stemmer med lovens øjemed. Loven vil jo gøre det muligt for hustruen til en vis grad at kunne leve uafhængig af manden, men i mangfoldige tilfælde kan en selvstændig erhvervsvirksomhed ikke tænkes uden en benyttelse af kredit. Ved at åbne hustruen adgang til at kunne stifte gjæld med retsvirkning for selverhvervet, vil loven altså netop virke for sit eget formål. På den anden side kan ingen af mandens interesser lide skår ved, at hustruen kan stifte gæld med den angivne virkning.

Et enkelt punkt skal endnu omtales. De, der indrømmer, at en gældsstiftelse i og for sig kun er en indirekte rådighedsudøvelse over debitors gods, vil mulig mene, at en gældsstiftelse ikke særlig kan anses som råden over selverhverv, med mindre der særlig er givet kreditor anvisning på. at søge fyldestgørelse i selverhvervet. Hertil må imidlertid for det første bemærkes, at en sådan "anvisning" ikke blot kan gives udtrykkelig, men også stiltiende. Da nu parterne må formodes at ville afslutte en gyldig retshandel, kan en stiltiende "anvisning" altid forudsættes, hvor hustruens gifte stand har været kreditor bekendt. Men selv i modsat fald kan denne gøre gældende, at han anså debitors løfte om at betale en sum penge for en indirekte tilkendegivelse af, at han i tilfælde af misligholdelse skulde kunne søge fyldestgørelse i alt hendes gods. Men den omstændighed, at en del af hustruens gods er unddraget hendes rådighed, kan kun medføre, at kreditor ikke kan søge fyldestgørelse i dette gods, men kan ikke udelukke kreditor fra det hendes rådighed undergivne gods, thi hustruen har også givet kreditor anvisning på dette gods og denne anvisnings gyldighed kan ikke anfægtes derved, at der tillige er givet anvisning på gods, der ikke underligger hustruens rådighed. Det vilde også være ganske urimeligt, om hustruens svigagtige fordølgelse af hendes giftestand skulde kunne anfægte en kontrakt, som ved åben fremfærd fra hendes side vilde være bindende for hende.

Som resultat af det anførte fastslås altså, at hustruen ifølge lov 7de maj 1880 kan indgå en hvilkensomhelst retshandel, som en fuldmyndig kan indgå, men at hendes retshandler på den anden side kun ere bindende for selverhvervet ****). Hun kan navnlig også stifte gæld. Hun kan sagsøges for gæld, for så vidt kreditor kun påstår hende dømt under tvang af exekution i de i lov 7de maj 1880 § 1 omhandlede midler, ligesom også eventuelt disse midler kunne tages under konkursbehandling.

I det foregående er det kun omtalt, om hustruens rådighed kun omfatter direkte dispositioner over selverhverv, eller om den også omfatter indirekte dispositioner, navnlig gældsstiftelse, og dette spørgsmål er besvaret derhen, at hustruen både direkte og indirekte kan råde over selverhvervet med retsvirkning for dette. Man har imidlertid også forsøgt at begrænse hustruens rådighed på en anden måde. Man har villet gøre en sondring imellem "nærværende" og "fremtidigt" selverhverv. Under det første henfører man da sådanne ting, som hustruen enten selv har erhvervet som sin ejendom, eller hvortil hun dog alt har erhvervet en kontraktmæssig ret f. ex. løn i følge et bestående kontraktsforhold. I modsætning hertil stilles sådanne ting, som hustruen end ikke har erhvervet nogen kontraktmæssig ret til, men hvis erhvervelse altså endnu kun står som en blot mulighed. Kun den førstnævnte art af selverhverv formenes da at være underlagt hustruens rådighed. *****)

Denne sondring er imidlertid i og for sig urimelig. Hustruen kan efter denne opfattelse disponere over sin løn i et bestående tjenesteforhold, som er stiftet på opsigelse og altså ikke har nogen bestemt grænse, men hun kan ikke disponere over den løn, hun måtte kunne fortjene i et tjenesteforhold, som hun vel ikke er indtrådt i, men som hun dog har udsigt til at komme i. Hvorfor den ene art af dispositioner skulde være hende mere forbudt end den anden, indses ikke. Ligeså urimeligt vilde det være, om den af hustruen stiftede gæld kun skulde hvile på det gods, hun alt havde erhvervet, da gælden stiftedes, men ikke på hendes fremtidige erhverv. En sådan sondring har heller ikke den mindste hjemmel i lov 7de maj 1880. Tværtimod omfatter dennes ord ("erhverver") såvel nærværende som fremtidigt erhverv; hvis loven havde villet udelukke hustruen fra rådighed over fremtidigt erhverv, måtte den have brugt ganske andre udtryk ("har erhvervet"). Så vel efter lovens ord som efter dens tanke må hustruens rådighed omfatte både nærværende og fremtidigt selverhverv.

Ernst Møller. cand juris.

*) Denne lyder således: „Hvad gift kvinde erhverver ved selvstændig virksomhed, som ikke grundes eller vedligeholdes væsentlig ved mandens eller fællesboets midler, og hvad bevislig er anskaffet for sligt erhverv, har hun alene ret til i levende live at råde over uden mandens eller anden værges samtykke. I sådant gods kan der ikke i hustruens levende live søges fyldestgørelse for gæld, manden har stiftet, med mindre hustruen har samtykket i gældsstiftelsen.”

**) Den umyndige kan hverken disponere over sin arbejdskraft eller sin formue; i begge henseender har værgen den udelukkende dispositionsret. Den mindreårige disponerer på egen hånd over sin arbejdskraft, men kan ikke disponere over sin formue uden kurators samtykke. Enker, fraskilte og fraseparerede hustruer have i det væsentlige samme retsstilling som fuldmyndige; ellers er hustruen myndig i personlige forhold (kan disponere over sin arbejdskraft), men umyndig med hensyn til formuen.

***) Ved arrest forstår man en beslaglæggelse af debitors gods, hvilken inden sags anlæg i følge kreditors begæring iværksættes for at sikre godsets tilstedeblivelse. Debitor udelukkes derved fra at afhænde eller pantsætte godset, men ikke fra at stifte gæld. Også for gæld, der er yngre end arresten, kan der uden hensyn til samme gøres exekution i det arresterede gods.

****) Dette er også antaget hos Jul. Lassen: Obligationsrettens alm. del. s. 29-31.

*****) Således Deuntzer: Familieret s. 135-36; jfr. personret s. 35-36.