Redaktionen har modtaget følgende to Indlæg i Forhandlingen omTjænestepigernes stilling

I.

I september- og oktobernumrene af "Kvinden og samfundet" er der rejst en forhandling om tjænestepigernes stilling, og jeg hilser med glæde ethvert forsøg på at forbedre denne, der i mange huse er såre slet.

Når jeg dog har et par ord at indvende, særlig mod ét af de indlæg, der er fremkommet i denne sag, ligger det i, at jeg synes, det skader den gode sag, når man går for vidt eller rettere: bringer sagen ind i et galt spor.

Fru Meyer går ikke ind på spörgsmålet om, hvorledes lovene burde være, men taler til husmoderen om hendes moralske pligter overfor tyendet. Jeg er fuldkommen enig med fru Meyer i, at man påtager sig et stort ansvar ved at optage et menneske i sit hus; det pålægger én en ganske anden pligt end den, man har overfor en daglejer, der kommer om morgenen og går igen til fyraften. Sit tyende optager man i sit hjæm, og ens hjæm bliver dets hjæm. Det er dette, man bestandig må fastholde, og sörge for, at det også virkelig bliver et hjæm og et godt og lykkeligt hjæm for dem. Fru Meyer har efter min mening gjort ret i at pålægge husmødrene ikke at glemme, at det samme "længselsfulde hjærte", som hun kender fra sine egne börn også banker hos hendes tjænestepige, og at også hun "drømmer om menneskelykke og kjærlighed." Man bör behandle sin tjænestepige således, som man vilde ønske, at ens eget barn måtte blive behandlet, hvis man var således stillet, at man skulde sende det ud som tjænestepige, og man bör altid tænke på den moder, der med beklemt hjærte sendte dette barn ud i verden mellem fremmede, og føle, at man skal kunne stå til ansvar overfor hende for, hvorledes man har handlet imod hendes barn!

Men jeg mener, at man godt kan opfylde denne pligt uden, som fru Meyer foreslår, at tage sine piger ind i stuen til sig. Det er smukt at göre det, men det vil vare længe, inden det bliver det almindelige. Ti det kan ikke nægtes, at det forskellige dannelsestrin ofte vilde hindre det frie naturlige samliv. Når pigerne bliver ligeså dannede mennesker som vi, vil det falde af sig selv. De, som föler kald til det, bör göre det, men det kan ikke fordres af alle. Jeg mener ikke, at det ikke kan ske, fordi herskabet er "finere" end pigen, eller fordi det ærbødighedsforhold, som bör være mellem husmoderen og hendes tyende, ikke kunde finde sted alligevel; (hvorvel dette måske i mange tilfælde, hvor husmoderen var ung og savnede den fornødne sikkerhed, kunde have sine vanskeligheder) - men jeg er vis på, at pigens eller pigernes nærværelse tit vilde virke forstyrrende ind i familielivet og hindre den fortrolige omgang mellem mand og hustru, forældre og börn, og pigen selv vilde ofte føle sig trykket. Jeg tror, at husmoderen kan göre hjæmmet til et hjæm for pigerne selv uden dette: Hun bör först og fremmest aldrig byde dem disse rædsomme huller af værelser, mange piger her i København maa nøjes med, men hun må give sine piger et rummeligt, lyst og lunt værelse, som de kan opholde sig i, når deres dagsarbejde er til ende; hun bör, som fru Meyer meget rigtig siger, så vidt mulig skaffe dem nogle timers ro hver dag, enten midt på dagen eller om aftenen, hun bör låne dem bøger og blade, som de kan have fornøjelse af at læse og skaffe dem lejlighed til også udenfor huset at søge oplysning eller adspredelse, og endelig bör hun give dem lov til stundom at se sine venner hos sig, som de vilde kunne göre i hjæmmet og lade disse deltage i pigens eget måltid. Ja, jeg synes endogså, det ligger nær for enhver husmoder, som har råd dertil, engang imellem at göre et lille selskab for sine piger, ligesom enhver herremand eller bonde gör höstgilde for dem, der har bjærget høsten for ham. Skaffede man sine piger denne hjæmlige hygge samt ikke for sparsom lejlighed til at gå ud, synes jeg, de måtte kunne føre en god og behagelig tilværelse i ens hus. Dertil kommer, at husmoderen altid bör søge at vinde sine pigers kærlighed og fortrolighed, tale med dem om alt, hvad der ligger dem på sinde, og af hjærtet dele deres sorg og glæde. Dette tror jeg da også, at allerede ikke så få husmødre gör. Særlig i de tilfælde, hvor der kun er én pige, er det nødvendigt, at husmoderen tager sig meget af hende; ti man bör ikke lade et menneske dag ud og dag ind sidde ene ude i sin stue, men må på en eller anden måde sörge for at skaffe hende samliv med mennesker.

Frøken Iversen påkalder ikke alene husmoderens hjærte og pligtfølelse men fordrer også lovene ændrede og en kontrakt indført, som nærmere bestemmer pigens arbejde og fritid. Dette giver jeg frk. Iversen aldeles ret i, ti det er sikkert, at man ikke bör stole på ting som sympati og kærlighed, når man ordner folks retslige stilling, hvorvel stillingen, trods al retslig sikkerhed, kan blive utålelig, hvor sympati og kærlighed fattes.

Jeg har også følt mig meget stødt over tyendelovens paragraf 22 og synes ubetinget, den bör hæves. Frk. Iversens forslag om en kontrakt forekommer mig udmærket godt, en kontrakt hvorved pigen forpligter sig til et vist bestemt arbejde, men også kun til det. Ti det er sikkert, at der ofte forlanges altfor meget arbejde af en pige. Hun bör ikke have mere arbejde, end at hun kan leve sit eget liv ved siden af. Så kommer mange måske til at holde flere piger eller tage mere udenomshjælp. Men det må de finde sig i; der må så spares på andre punkter, ti det er retfærdigt, at de bedre stillede giver afkald på nogle af livets goder, for at de, som arbejder for dem, kan få det lidt bedre. Man ser ofte, at den, der kan göre store selskaber, ikke har råd til at skaffe pigen den fornødne hjælp.

Så langt er vi enige; - men så ophører også vor enighed. Ti hele den forandring i tjænestepigens stilling, for hvilken frk. Iversen tager ordet, som skulde løsne hende aldeles fra hjæmmet, tror jeg vilde være til endnu större skade for tjænestepigerne end for hjæmmene.

Frk. Iversen fordrer bestemt arbejde og bestemt arbejdstid og foretrækker, at pigen har sit hjæm udenfor huset. Imidlertid mener hun, at skal pigen "absolut bo i huset" bör det være som i Paris, hvor pigen ganske vist bor i huset men intet udfører for herskabet efter en vis tid, så at "den, der kommer sent hjæm, selv må sörge for sin aftensmad", og pigen har sin „fuldstændige frihed til at gå og komme, når hun vil." Jeg ser ikke, hvad der så skulde bevæge husmoderen til at lade pigen bo i huset. Ti når hendes arbejde ikke var andet end en daglejers (kones), gjorde hun meget bedre i at tage en kone og slippe for det moralske ansvar og den byrde, som er forbunden med at have et menneske boende i sit hus. Frk. Iversen stiller altså to forslag: enten bor pigen bo i huset, men have sin bestemte arbejdstid, efter hvilken hun intet behøver at udføre, eller hun bör bo udenfor huset og altså stå i samme løse forhold til hjæmmet som en daglejer. Til det förste forslag vil jeg bemærke, at pigen har ingen ret til at fordre og kan ikke vænte at få et hjæms goder, når hun ikke vil påtage sig dets forpligtelser. Når en daglejer bliver syg, tager man næste dag en anden, og ingen lov byder én at sörge for ham, (selv om mange i virkeligheden hjælper sin daglejer under sygdommen), men bliver ens pige syg, har man ifölge loven forpligtelse såvel til at sörge for hende som til at lönne hende til skiftedag, og i virkeligheden bliver den pige, der har været længe i et hus, ikke sagt op, når hun bliver syg, men herskabet beholder hende eller betaler for hende på hospitalet og tager en anden i hendes sted, til hun kommer sig. Dette er kun ét eksempel på de fordele, et hjæm byder; der kunde nævnes mange flere.

Men er pigen således et medlem af hjæmmet og nyder goderne deraf, passer det kun dårlig, at hun skal kunne nægte at sætte mad ind til den, der kommer sent hjæm, eller f. eks. nægte at gå efter lægen, hvis én bliver syg efter fyraften. Og det må blive fölgen af det parisiske system. Sagen er den, at frk. Iversen fordrer to ting, som ikke passer sammen: bestemt arbejde og bestemt arbejdstid. Der er to måder, på hvilke man kan tilbyde andre sit arbejde for betaling: enten påtager man sig et bestemt arbejde, eller man forpligter sig til at arbejde en vis tid. Vaskerkonen arbejder til fyraften og går så; men bliver hun færdig med arbejdet for fyraften, har husmoderen lov til at give hende et andet arbejde i resten af tiden. Men den, der er fæstet til et bestemt arbejde, kan derimod sætte sig ind på sin stue, når det er udført, og hendes længere eller kortere fritid vil da afhænge af, om hun er hurtig eller ej. Følgen deraf er, at hvis det arbejde, hun har påtaget sig, kræver hendes arbejdskraft efter fyraften, må hun finde sig deri; til gengæld vil hun andre dage være færdig længe för fyraften. Hvor umuligt det vilde være at indrette sit hus således, at alle piger holdt fuldstændig fyraften fra kl. 6 eller 7, ses bedst, når man tænker sig ind i hver enkelt piges gerning. En stuepige f. eks. er færdig, når hun har taget af bordet og vasket af; men ringer det på klokken, må der dog være én, som lukker op. En barnepige er færdig, når börnene sover; men er et af börnene en aften uroligt, er hun dog nødt til at se til det. Og husmoderen kan jo ikke med sin bedste vilje göre alle pigernes arbejde efter fyraften.

Når pigerne skal bo i hjæmmene, må de påtage sig et bestemt arbejde, men de kan ikke have en bestemt arbejdstid. Stuepigen og kokkepigen (eller enepigen) vil have travlt, når der er selskab, men være helt fri, når herskabet er ude; barnepigen vil være optaget, når et barn er sygt, men fri, når moderen tager börnene med sig ud.

Jeg tror, at den rette vej at gå er den, at pigen fæster sig til et bestemt arbejde, som hun udfører såvel de dage, hvor det tager lang som de dage, hvor det tager kort tid. Det er sikkert den ærefuldeste vej for pigen at gå, den vækker mest ansvarsfølelse hos hende og skaffer hende den bedste stilling i samfundet. En huslærerinde har jo heller ikke sin bestemte arbejdstid men må ofre den tid på sin gerning som denne kræver. Kommer börnene i den alder, at de skal lære et fag til, siger hun ikke: "jeg skal kun læse fem timer med börnene; nu må de tage en anden lærerinde til den sjætte." Og lærerinden har dog netop en særdeles agtet stilling i samfundet. - Kunde vi, som interesserer os for tjænestepigerne, skaffe dem en bedre uddannelse, så de i langt videre udstrækning end nu kunde påtage sig - ja, ikke alene påtage sig, men udføre - et bestemt arbejde, vilde det hæve standen umådelig i social henseende. Vi ser allerede nu, at de duelige piger, der samvittighedsfuldt og dygtig udfører det, de påtager sig, får en langt friere og selvstændigere stilling end de sædvanlige piger. De ordner selv sin arbejdstid og bestemmer selv sin arbejdsmåde. Men de mange uduelige piger skader sin stand uhyre. Det anses iblandt mangfoldige piger aldeles ikke for uhæderligt at lade sig fæste som stuepige og ikke kunne feje et gulv. Det må husmoderen så lære hende. Men det er let at fatte, hvor byrdefuldt husmoderens liv så må blive. Hvilken lærerinde vilde påtage sig at undervise börn og så fordre af husmoderen, at denne först skulde lære hende at læse rent? Standen kan aldrig tilkæmpe sig den rette agtelse, når så mange piger kommer uden den tarveligste fordannelse fra et måske sjusket hjæm. De kan så ikke lade sig fæste til et bestemt arbejde, (selv om de mange gange gör det) og må finde sig i at blive brugt til hvad som helst og måske ofte misbrugt. Dette ser jeg som en af grundene til den dårlige sociale stilling, pigerne som regel har, og jeg synes, der måtte kunne bødes derpå ved at staten oprettede fortsættelsesskoler for jævnere folks börn, så at disse kunde gå bedre udrustede ud i livet. De heldigvis ikke så ganske få flinke piger, der findes, viser, at en duelig pige kan skaffe sig en ligeså agtet og selvstændig stilling som enhver anden, der må arbejde for andre. Jeg ser aldeles ikke grunden til, at deres stilling er slet, deri, at de arbejder med hånden. Det gör jo husmoderen også; i masser af huse er det det samme arbejde, husmoderen udfører, og i alt fald er husmoderens ligeså vel legemligt arbejde. Jeg tror, at ulykken dels kommer af den menneskene iboende egenkærlighed, som gör, at mange herskaber söger at göre sig så store fordele på sine medmenneskers bekostning som vel mulig, dels af at pigerne, som stand taget, endnu ikke har fået øjnene op for, hvad fordringer de bör stille til sig selv for at erhverve den rette agtelse.

Frk. Iversen fordrer også, at pigen skal have fuldstændig frihed til at gå og komme, når hun vil, og finder det krænkende for hende at skulle spörge husmoderen, inden hun går. Jeg kan aldeles ikke se, hvori det krænkende består. En lærerinde går heller ikke ud uden at sige det til husmoderen. Det tilsvarende forhold finder sted på mangfoldige anstalter, hvor der er en bestyrer eller bestyrerinde. Der er intet som helst krænkende deri, og det er aldeles overflødigt at sætte et tiggeransigt op. Men det er aldeles nødvendigt, at husmoderen véd, hvor alle husets medlemmer er henne, ti hun må afgöre, om hver enkelt kan undværes, da hun skal sörge for, at alt bliver passet. Går stuepigen, må hun lade en anden lukke op, når det ringer eller selv göre det og så fremdeles. Noget helt andet er det, at det ganske bestemt er et overgreb fra husmoderens side at forbyde pigen at bruge sin fritid til at gå til studentersamfundets aftenundervisning eller andetsteds, ti det er en indblanding i hendes private forhold, som pigen bör værge sig imod; og misbruger husmoderen dog sin magt, kan pigen jo skifte plads. - Men man må ikke føle sin selvstændighed krænket, fordi man må böje sig under det huses orden og krav, som man lever i, ti uden en husorden og en øverste myndighed kan det ikke gå. Man kan være fuldstændig fri i sit personlige liv og dog rette sig efter forholdene i det hjæm, man lever i. Det synes imidlertid, som om den tanke i det hele oprører frk. Iversen, at husmoderen skal være den overordnede i sit eget hus. Det var ganske vist behageligt, om alle mennesker kunde være uafhængige, men vil det mål nogensinde kunne nås? Det er mig ikke muligt at tænke mig en ordning af de menneskelige forhold, i hvilken der ikke fandtes over- og underordnede. Det er ikke alene i private tjænesteforhold, der findes en sådan afhængighed; statens embedsmænd er heller ikke på den måde uafhængige, at de kan göre og lade, hvad de vil. - Særlig anker frk. Iversen imod, at pigen viser sin husmoder ærbødighed. Men det er nu én gang således, at den ærbødighed, de underordnede nærer for de overordnede (stundom kun en rent ydre men ofte fordi de virkelig ser op til dem) giver sig udtryk i visse former. Dertil hører det, at pigen siger en besked til sin husmoder stående (bortset fra, at det vilde være et unyttigt sinkeri, om hun satte sig ned). Den samme pige kan udmærket godt sidde ned i dagligstuen, hvis der f. eks. om morgenen holdes morgenbön. Det er ikke, fordi hun er ringere, at hun står, men det er en vis form, som ikke bör bortkastes. Det er det samme som, at en yngre ikke går foran en ældre ind ad en dör eller blive siddende, mens en ældre står ved siden at hende og taler til hende. Hun taber sandelig intet af sin værdighed, fordi hun rejser sig op. Tværtimod! Den samme ærbødighed vises sikkert også forstanderinden på et hospital eller anden lignende anstalt. Men hvorfor skal en husmoder ikke nyde samme ære i sit eget hus?

Det er imidlertid en smagsag, om man holder på slige former; men jeg vil blot hævde, at noget nedværdigende er der ikke ved dem. De, som finder dem overflødige kan jo afskaffe dem i sit hus - det er som sagt kun en formsag. Men urigtigt i sin kærne er derimod det forhold, frk. Iversen - hvis jeg har opfattet hendes udtalelser side 131 rigtig - ønsker indført mellem husmoderen og pigen. Frk. Iversen skriver: "Er der endog enkelte mennesker, der går såvidt, at de stiller deres pige på lige eller næsten lige trin med sig, så må de dog, når der er andre tilstede, rette sig efter den almindelige opfattelse og lade hende gå, og deres måde at behandle deres "undergivne" på betragtes af andre som et stort fejlgreb, der altid straffer sig. Således hørte jeg en gang fortælle: "Tænk, det endte med, at pigen bebrejdede fruen, at hun gik for meget ud og derved forsömte sit hus. Den slags mennesker forstår aldrig deres stilling." -

Det må altså være frk. Iversens mening, at pigen var berettiget til at göre sin husmoder den bebrejdelse. Men hun glemmer, at husmoderen har ansvaret for, hvad pigen gör, og ikke omvendt. Hvad der er galt gjort eller forsömt i huset falder tilbage på husmoderen, selv om det er pigens fejl, og kan hun ikke få sine piger til at göre arbejdet, som det skal göres, er hun en udygtig husmoder. Heraf følger, at hun er nødt til at rette sine piger, og frk. Iversen vilde vist kunne få den erklæring fra de fleste husmødre, at dette er én af de pinligste pligter, der påhviler dem. Skulde pigen have lov til hver gang at "svare igen", blev husmoderens opsynsgerning i huset aldeles umulig, og samlivet mellem hende og pigen udartede til mundhuggeri. Så meget er sikkert og vist, at uden myndighed kan man intet ansvar have. Husmoderens gerning lader frk. Iversen ikke til at have megen forståelse for, og i det hele kan husmødrene nok ikke glæde sig ved hendes sympati.

Dette er, hvad jeg har at sige om frk. Iversens förste forslag. Om det andet, at pigerne skal bo udenfor huset, kan jeg fatte mig kortere. Hvad vanskelighed det vilde volde i hjæmmene, når al husmoderens medhjælp forlod hende kl. 7, tror jeg at have påvist i det foregående.

Men set fra pigernes eget standpunkt og med det inderligste ønske om at gavne denne stand betragter jeg gennemførelsen af frk. Iversens forslag som den störste ulykke, der i dette øjeblik kunde hænde dem. Frk. Iversen har, for at forstå tjænestepigerne, sat sig selv i deres sted, hvilket er fuldkommen rigtigt. Men hun har dog ikke lov til helt at slutte fra sig til dem. Hun må tage de virkelige forhold i betragtning og ikke være teoritiker. Tilstanden er den, at de københavnske tjænestepiger for øjeblikket som regel er mennesker med en meget mangelfuld dannelse og meget ringe sædelig ballast. Man træffer lykkeligvis mange prægtige sædelige piger, men desvære fortæller følgende tal en sörgelig sandhed om, hvad der er det almindelige.

I følge de sidst afgivne årsberetninger fra fødselsstiftelsen var i året

1880-81 af 1140 fødende de 641 tjenestepiger

1881-82 af 1296 do. de 673 do,

1882-83 af 1404 do, de 781 do,

1883-84 af 1314 do. de 721 do.

1884-85 af 1424 do. de 791 do.

Hvorfor falder nu disse ulykkelige kvinder så let for fristelsen? Ikke fordi de er en anden slags mennesker end vi andre kvinder. Vi er alle af samme stof. Nej, de falder fordi ingen værner om dem og støtter dem. Fra sin tidlige ungdom overlades de til sig selv og kan ofte strejfe om på gaden til langt ud på natten, fordi forholdet er blevet saa løst, at mange husmødre ikke passer på, at de kommer i rette tid hjæm. Og disse i forvejen altfor løse forhold vil man göre endnu løsere? Der findes endnu en del hjæm, i hvilke husmoderen samvittighedsfuldt og kærlig tager sig af sine piger - og fra disse skulde man rive dem løs forat skaffe dem en uafhængighed, som i ethvert fald på deres nuværende udviklingstrin sikkert ikke vilde være til deres gavn.

Endnu kun et par ord til frk. Berg. Det har glædet mig at én, der med erfaringens ret kan tale tjænestepigernes sag har givet sin mening tilkende. Jeg er også fuldtud enig med frk. Berg i det, hun i sit lille stykke i "Kvinden og samfundet" fordrer for tjænestepigerne. Men jeg vil kun göre en lille indsigelse mod den beregning, hun opstiller. Hun siger, at en pige daglig arbejder 16 timer. Jeg vil ikke benægte, at der findes sådanne hjæm, hvorvel jeg aldrig har set det. At de skulde arbejde 16 timer 30 dage om måneden (altså söndagen med) kan jeg ikke tænke mig, da det dog er en almindelig københavnsk skik, at pigerne har fri hveranden söndag. Men det er sikkert, at der findes mange hjæm, hvor pigen i reglen har fri kl. 7 om aftenen, altså arbejder 12 timer. (Derfra undtages dog de dage, hvor der er selskab, ti da arbejder pigen ganske vist hele dagen). Ligeledes kan man ikke ubetinget sige, at 12 kr. er den almindelige Lön; der er sikkert ligeså mange der får 14, og der er ikke så ganske få, der får 16, 18 og 20 kr. månedlig. Det er også galt at regne pigens kost til 20 kr. månedlig, ti selv i tarvelige huse koster den sikkert 25, ofte 30. - Dette siger jeg ikke for at svække indtrykket af frk. Bergs ord men kun forat hævde, at man ikke bör male forholdene endnu værre, end de er. - I alt, hvad frk. Berg ellers fremfører, er jeg fuldstændig enig med hende, og jeg vilde kun inderlig önske, at den opfordring, hun retter til alle husmødre om hver i sit eget hjæm at arbejde på tjænestepigens oplysning og oprejsning måtte slå ned i ret mange hjærter og vække alle husmødre med lidt alvor i sig til eftertanke. Men det gælder så også om at hindre, at tjænestepigesagen bringes ind i et galt spor ved at pigerne løsrives fra hjæmmene og fyldes med mistænksomhed og trods mod husmødrene, så det gøres os husmødre umuligt at virke for dem, selv med vor bedste vilje!

Astrid Stampe.

II.

Kristiane Iversens Indlæg i Kvindesagen, specielt med Hensyn til Tjenestepigens Stilling i Samfundet "(Kvinden og Samfundet" Nr. 7) indeholder efter min Mening saa meget sandt og smukt, præget som det er ikke blot af ægte Humanitet og den Idealisme, der fordrer, at hvad der er rigtigt og godt, ogsaa skal fremmes, men ogsaa af skarp Iagttagelsesevne og praktisk Sans, at jeg tænker enhver, der har Evne til at sætte sig i andres Sted, bryde med Fordomme og gamle Vaner og skyde Egenkjærlighedens Tilskyndelser til Side, vil tage det under alvorlig Overvejelse. Kunde det lykkes ved stigende Oplysning og ved den Stilling, vi give Tjenestepigen i vort Hus, at udvikle en berettiget - og begrænset - Selvfølelse, lade hende have den Tilfredsstillelse at vide, at hun, naar hun udretter sin Gjerning med Trofasthed, bidrager sit til Husets Bestaaen og Held og derved kan erhverve sig ej alene en god Løn, men ogsaa vor Agtelse og Tillid, da var vistnok meget vundet, ikke blot for den tjenende.

Imidlertid er der ét Punkt, hvor jeg er fuldstændig uenig med Forf., det nemlig, at Tjenestepigen for at have et virkeligt Hjem helst skulde bo udenfor det Hus, hvori hun tjener. Det kunde vel tænkes, at hun ved at bo hos sine Forældre virkelig havde et godt Hjem at ty til, maaske ogsaa at der blev Pensionater, hvor en brav Kvinde var som en Moder for de hjemløse, men disse Tilfælde vilde høre til de sjældne. Mængden af Tjenestepiger have intet eller ikke nodet godt Hjem i Nærheden, og Pensionater, der kun for Aftenen eller Natten skulde optage Pigerne, vilde snarest dannes af dem, der kun tænkte paa egen Fortjeneste, og som, da de have andet Erhverv, ogsaa havde andre Forbindelser, der kunde bringe Fare. Den fuldstændige Mangel paa Kontrol, eller lad os sige Deltagelse med Pigens øvrige Liv, vilde da lede hende i Fristelser af forskjellig Art og løsne Forholdet til dem, hun havde lovet sit Arbejde, i en meget betænkelig Grad. Vel véd jeg, at Tidens Fordring paa Frihed og Selvstændighed for den enkelte - sikkert et Fremskridt, naar Følelsen af Ansvar følger med - gjør det gamle Forhold, hvor det traadte frem i sin smukkeste Skikkelse, læs: hvor Husfader og Husmoder følte sig ansvarlige for deres Husfolks Sæder og Livsforhold, uholdbart, men tage vi enligstillede Kvinder i vor Tjeneste, da kunne vi, selv om det ikke er Børn, dog ikke frigjøre os for ethvert Ansvar og tør ikke gjøre Forholdet løsere end nødvendigt. Lad os da beholde den Pligt at give vore Tjenestepiger et Hjem i vort Hus, lad det være en uafviselig Fordring til den Familie, der vil have en Tjenestepige, at hun skal have et ordentligt Værelse med Kakkelovn, hvor hun kan indrette sig hyggelig og se en og anden hos sig, lad hende have Ret til at gaa ud til visse Tider; men vilde vi blot have hendes Arbejde og etablere et Forhold, der løste os fra enhver Forpligtelse med Hensyn til hendes øvrige Liv, da vilde vi i mange Tilfælde paadrage os Ansvaret for hendes Fordærvelse og have formindsket den Sympathiens Atmosfære, hvori vi alle leve og trives bedst.

Men naar jeg end saaledes mener, at det vilde gjøre ondt værre for begge Parter, om vi i dette Punkt fulgte Frøken Iversen, haaber jeg dog, at vi af hendes Forslag i det hele maa kunne uddrage noget godt og føre det ud i Praxis. Det vil i Sandhed være ubekvemt at have sluttet en Kontrakt med sin Tjenestepige, der i den Grad bestemmer, hvor meget Arbejde, der kan fordres af hende og i hvilken Tid hun har at være til Disposition, at hun er i sin gode Ret, naar hun nægter os sin Tjeneste ud over den, men kan en saadan Ordning forbedre Forholdet, forbedre Menneskene, bliver det alligevel tilsidst ikke blot den mest ideelle Løsning, men ogsaa den retfærdigste og mest holdbare.

Naar i samme Nummer af "Kvinden og Samfundet" Birgitte Berg beregner en Piges Arbejdsdag til 16 Timer og saaledes faar en Løn af 7½ Øre pr. Time, da er dette næppe rigtigt, thi Arbejdet i et Hus gaar ikke saaledes for sig uafbrudt; men det at skulle være til Raadighed, med mindre speciel Tilladelse indhentes, kan være haardt nok. Ligesaa lidt kan jeg imidlertid være tjent med ikke at vide, naar jeg kan stole paa, jeg har en Medhjælp, og jeg tror, man paa begge Sider vilde gjøre bedst i saavidt muligt at stille sine Betingelser og overholde dem. Naar saaledes i de forenede Stater enhver Tjenestepige fordrer sin Søndag Eftermiddag fri, som oftest efterat have været i Kirke og maaske i Søndagsskole om Formiddagen, og desuden nogle Eftermiddagstimer en anden Dag i Ugen, har hun maaske ikke mere Fritid end mangen en dansk Pige, men hun har den samlet og kan benytte den efter behag. I Forbindelse hermed forlanger ingen Amerikaner Aftensmad hjemme om Søndagen, og da alt, hvad der forud kan tilberedes, er lavet til om Lørdagen, har Husmoderen ogsaa en rolig Dag, at sige, hvis hun ikke har smaa Børn, thi i saa Tilfælde er det ganske vist ikke let at binde sig til paa regelmæssige Tider at undvære Hjælp. Dog, erkjendes Nødvendigheden, findes der vel ogsaa paa Raad. I Sverig har den Pige, der skifter Tjeneste, Ret til at have en Uge fri for at reparere sit Tøj, maaske ogsaa for en Gang at kunne føle sig fri. Det er ogsaa ubekvemt. Kan man overtale hende til at komme strax, maa hun have særskilt Betaling; men man ved, det skal saa være og retter sig derefter.

Regelmæssighed i Levemaade er, hvad vi maa tilstræbe, naar vi skulle kunne give Tjenestepigen den Frihed, det drejer sig om, og heri synes mig den amerikanske Husholdning at staa som et Mønster. De tre regulære Maaltider - solide og omfangsrige nok - ere til bestemt Tid paa Bordet, men ud over dem serveres der vanskelig noget, som Familien ikke selv med Lethed kan besørge. Selskabelighed, som den er almindelig hos os, lader sig vel ikke godt forene dermed, men man gjør hinanden hyggelige Besøg efter Aftensmaden (Kl. 6) og der bydes da kun Frugt, Øl eller Vin.

Naar jeg nu samtidig med at ville indrømme mere virkelig, personlig Frihed fastholder Fordringen, om at Tjenestepigen skal knyttes til vort Hus ved der at have et godt Hjem, saa er deri ikke nogen absolut Modsigelse. Tværtimod mener jeg, at det ene betinger det andet. Føler man sig ikke mest hjemme der, hvor man bevæger sig med nogen Frihed? Og faar man snarest Interesse for sin Gjerning, naar man er bundet til den Time efter Time? Hjemmet skal ikke staa for Forestillingen som et Fængsel, hvortil man modstræbende vender tilbage efterat have nydt Friheden; det er der den tjenende ved sit Arbejde erhverver sig Ret til Livsophold, Ret til Fritid - jeg vilde gjerne tilføje - Ret ogsaa til nogen Glæde foruden den, Arbejde og Pligtopfyldelse giver. Dog, dette lader sig maaske ikke indbefatte under Rettighederne; men jeg troer, det var klogt ogsaa at henregne det til, hvad vi bør yde, for at ikke al Glæden skal søges ude og maaske blive mindre heldbringende. Det er ikke let at gjøre sine Tjenestefolk en virkelig Fornøjelse i Hjemmet; dog kjender jeg Familier, der have forstaaet det, der f. Ex. har overladt dem nogle af sine Værelser eller sin Have, for at de der kunde samle deres Venner til en Fest, og jeg tror ikke, de have havt Grund til at fortryde det. Unge Mennesker trænge til Adspredelse og til at kunne finde den uden at skulle gaa skjult eller pligtstridig til Værks.

Jeg mener altsaa som Frøken Iversen, at, have vi Øje for Kvindens Ret til større Frihed og Selvstændighed, bør vi ogsaa se at give Tjenestepigen udvidet Adgang hertil og ved en Kontrakt binde ikke blot hende men ogsaa os, saa vi ikke forholde hende den. Og desuden mener jeg, at vi bør gjøre hende Hjemmet til et Sted, hvor der er godt at være. Hvad der af hjærtelig Velvillie, af gjensidig Forstaaelse af, hvad der gjør Samlivet godt og nyttigt, selv for Mennesker i forskjellige Kaar og af forskjellig Dannelse, ellers kan bringes ind i dette Forhold, det kan ikke komme ind under nogen Regel.

Maria Friderichsen.