« Tilbage til søgeresultaterne

Styrelsesmøde 28. juni 1947

« Se emneord

Aar 1947 den 28. Juni Kl. 12 afholdtes Hovedstyrelsesmøde paa Hotel ”Strand” i Sønderborg.

Tilstede var Medlemmerne: Landsformanden, Ingrid Larsen, Magda Andersen, Alma Andersen, Nic. Winther, Maria Næss-Schmidt, Charlotte Grønnebæk, Lis Groes, Karen Schack, Margr. Petersen, Astrid Badstue, Karen Berleme-Nix, Karen Frandsen, Karen Margr. Vilstrup.
Som Suppleanterne: Johanne Fisker, Lissie Elsass-Fridericia, Anna Ølgaard og Else-Merete Ross.

Til Dirigenter valgtes Karen Frandsen og Karen Margr. Vlstrup.

Dagsorden
1. Landsmødet, Godkendelse af Beretningen
2. Gennemgang af Landsmødets Dagsorden
3. Resolutioner,
4. Bladet
5. 7de Distrikts Deling
6. Kredsene
7. Kvindekollegiet i Aarhus
8. Landslotteriet
9. Sommerlejr
10. event. Lovændringer
11. Internationalt Kvindeblad
12. Handelsministeriet
13. Fam. pol. Udvalg
14. Husligt Udvalg
15. Tronfølgen
16. Folkevirke
17. Forbrugerraadet
18. Enkers Pensionsforhold
19. Titulaturer
20. Kulturcentre
21. Fonden til Fædrelandets Vel
22. Ungkarleskatten
23. Eventuelt.

Landsformanden sendte forskellige Takkeskrivelser rundt før Dagsordenen.

1. Landsmødets. Godkendelse af Beretningen.
Landsformanden gennemgik Beretningen, som blev godkendt af Hovedstyrelsen efter forskellig Drøftelse.

Der var nogen Diskussion om, hvorvidt Pressen skulde have Regnskabet, hvilket Alma Andersen var imod.
Magda Andersen mente, at Pressen skulde have det, ligesom det var Kotume ved Generalforsamlinger. Margr. Petersen mener, at vi skal pointere overfor Pressen, at vi ikke ønsker Regnskabet i Detailler.
Alma Andersen mener ikke det skal med, det er et internt Spørgsmaal.
Det vedtoges, at Hovedsummerne offentliggøres.

Kvindelige Præster. Der udtales af flere, at det er principielt forkert, at pointere Kønnet. Maria Næss-Schmidt bemærker, at det ikke er udelukkende et Kvindesagsspørgsmaal, der er mange Mennesker, der ønsker Kvindelige Præster. Lis Groes foreslaar, at der ikke tales om Kvinder, men om Mennesker. Der maa ikke være Skel.
Det vedtoges at slette lidt i Beretningen ang. Kvinder som Præster.

Nationalraadet. Karen Margr. Vilstrup havde talt med Eske Bruun ang. grønlandske Kvinders Valgret og Valgbarhed. Det ene Landsraad vilde og det andet vilde ikke give dem det. Man mente ikke, at man fra danske Side skulde paavirke noget. Det vilde kun skabe Modvilje. Landsformanden
Havde ogsaa talt med Eske Bruun, der tilraadade, at vi i en Udtalelse fremhævede, at de grønlandske Kvinder fik samme Rettigheder som andre danske Kvinder.

Ingrid Larsen meddeler, at Beretningen bliver transmitteret i Uddrag Kl. 15,30 i Morgen.

Charl. Grønnebæk mener, at Æresmedlemmer burde indbydes til Landsmødet. Thora Pedersen vilde gerne have været med, men syntes ikke at hun havde Raad til det. Landsformanden svarede, at vor Kasse desværre ikke kan det, men vi havde indbudt de 2 Æresmedlemmer til Frokost om Lørdagen.

Gennemgang af Programmet for Aabningen af Mødet. Det bestemtes, at Landsformanden og Formanden for det sønderjydske Distrikt, Ellen Wolden-Ræthinge modtager Dronning Ingrid ved hendes Ankomst. Dronningen indbydes til en Forfriskning før hun tager bort.

Til Valgstyrelse valgtes fra Hovedstyrelsen: Karen Frandsen og Karen Schack.
Til Dirigenter foresloges: Lørdag Fmd. Augusta Nielsen, Haslev, Lørdag Eftmd. Anna Ølgaard, Aabenraa, Søndag Fmd. Fru Ditzel, Viborg, Søndag Eftmd. Overlæge Ellen Pedersen, Ry.

3. Resolutioner:
Der er indsendt Resolutioner til:
1) Forsyningsministeren
2) Statens Bygningsdirektorat
3) Indenrigsministeren
4) Boligforsknings-Institutet
5) Arbejds- og Socialministeriet
6) Grønlandsstyrelsen
7) Det under Rigsdagen hørende Grønlandsudvalg
8) Statsministeren samt
9) Forfatningskommissionen.

4. Bladet. Magda Andersen mente, at det var meget vigtigt, at tale om Bladet. Det, der interesserer os, er Bladets Udseende og Økonomi.
Vi har faaet en ny Annonceforbindelse, og denne havde lovet os større Indtægter. Der var god Grund til at regne med, at det var rigtigt, og fhv. Sekretær Margot Petersen gik ind for ham, efter at have undersøgt Forholdene og Røde Kors Bladet, men han havde ikke holdt sine Løfter.
Vi har dog ikke faaet de Indtægter, som vi havde haabet paa. Der var meget faa Annoncer i Bladet og derfor gaar Indtægterne ned. Det er Reklamechef Badenhoff hos Annoncefirmaet Suensson & Co, som arbejder for vort Blad, og han havde lovet store Forbedringer i vor Indtægt af Annoncerne. Fru Juul vilde gerne have sit Forhold til os afviklet. Suenson & Co. v/Badenhoff vilde overtage Fru Juuls Forpligtelser paa Betingelse af 6 Maaneders Overenskomst med os, hvis han udbetalte Fru Juuls Andel. Han vilde have det ordnet saaledes, at han ikke kunde opsiges før 1/1 48, men da Annoncetegningen havde svigtet, blev man enige om, at saa maatte vi hellere selv betale Fru Juuls Portefeuille. Fru Juul gav os en Dekort, hvis vi udbetalte med det samme. Dette var nu gjort. Vi har haft Bladudvalgsmøde med Redaktør Larsen og Faktor Vøgg paa Dybbølposten, og vi har Indtryk af, at Redaktør Larsen interesserer sig for Dansk Kvindesamfunds Arbejde. Vi drøftede med ham at overtage Annoncerne. Da der er Mulighed for, at han vil gøre dette, aftalte vi med ham, at han skulde komme med et Tilbud før 1/10 i Aar. Vi vilde foreslaa Hovedstyrelsen, at vi eventuelt atter skifter Annoncetegner, og at Forhandlingerne overlades Bladudvalget og F.U. Vedtages.

Papirmangelen. Der kommer sikkert endnu en Nedskæring af Papir. I 1943 tog vi frivilligt en Nedskæring af vort Blad for at vise Samfundssind. Dette gaar f.T. ud over os, da den bevilgede Mængde Papir tages efter Tildelingen i dette Aar. Dybbølposten har Papir til og med Juli Nr. og saa Papir, hvis vi vilde gaa over paa 8 Sider. Vi har talt om at lade Aug. og September Nr. udgaa og holde paa 16 Sider i de andre Numre. Vi havde faaet en Prøve paa noget darligere Papir; hvis vi vilde bruge dette Papir Aaret ud, saa kunde han levere os hele 16-sidede Blade i indeværende Aar paa dette daarligere Papir. Bladet gøres lidt smallere ca. ½ cm. Og Marginen bliver det ogsaa.

Hovedstyrelsen er glade for Magda Andersens forslag, da vi derved kan bevare sideantallet, og ønsker ikke til sin tid en rundskrivelse, men overlader det til F. U. at afgøre spørgsmålet.
Alma Andersen meddeler, at frk. Lyngby har fundet forskellige uoverensstemmelser i Bodenhoffs afregninger.
Alma Andersen meddeler, at vi ikke har rørt kassekreditten til landsmødet, men vi har derimod sat kr: 2000. ind på kassekreditten og pengene til fru Juuls afregning er heller ikke taget af kassekreditten.

5. 7. distrikts deling. Det blev vedtaget i Korsør, at 7. distrikts skal deles i 3 dele, med kun een distriktsformand i hovedstyrelsen, sålænge økonomien ikke er bedre.

6. Kredsene
Ingrid Larsen meddelte, at følgende kredse var indgået:
1) Jordrup kredsen i 5. distrikt.
2) Thorsø " i 4. "
3) Vinderslev " i 3. "
4) Esbjerg " i 5. "
5) Kerteminde " i 9. "

7. Kvindekollegiet i Århus
Lissie Elsass Fridericia læser en beretning, som hun vil forelægge på landsmødet, hvori er en opfordring til medlemmerne om at betale et lille beløb f.eks. 50 øre hver til et D.K.værelse. - Det er lang tid siden, at fru Høst-Neerup er kommet med den tanke, at vi skulle have et Hulda Pedersen værelse. Magda Andersen meddeler, at i hendes distrikt er der indsamlet kr: 305, men går ud fra, at medlemmerne ligeså gerne vil have et D. K. værelse, som et Hulda Pedersen værelse. Margr. Petersen siger, at hun også ved distriktsmødet i Korsør talte om Hulda Pedersen værelse, og hun ved, at man med lige så stor begejstring giver penge til et D.K. værelse, som til et Hulda Pedersen værelse. Marg. Høst-Neerup vil støtte Lissie E. Fridericia.

8. Landslotteriet.
Hertil bemærkede Magda Andersen, at der i maj nr. havde været et udførligt referat af landslotteriets forløb.

9. Sommerlejr.
Andrea Hedegård har sendt afbud til sommerlejren.
Maria Næss-Schmidt udtaler på sit distrikts vegne, at de er kede af, at sommerlejren ikke kommer til Jylland. Lis Groes mener, at det er for langt for medlemmerne at tage. Maria Næss-Schmidt mener, at de skal passe paa, at Sommerlejren ikke bliver altfor eensartet.
Lis Groes beder om et konkret angreb. Maria Næss-Schmidt mener, at den har radikal-social præget, hvilken bemærkning Lis Groes beder om en undskyldning for. Ingrid Larsen udtaler, at hun synes, at det gælder for D.K. at sommerlejren er ganske upartipolitisk, det er ubetinget nødvendigt for D.K.

10. eventuelle lovændringer.
Man diskuterede at slette "livsvarigt medlem”. Dette vedtoges, men der må nedsættes et lille udvalg næste år til at rette dette og mulig andre forslag. Ingrid Larsen mener, at når medlemmerne er 70 år, må de udgå af bestyrelsen, men kan vælges til delegerede, ellers bliver de jo andenrangs medlemmer, og så går de ud, hvad Ingrid Larsen forstår, og mener, at det er en dårlig tak for
års trofasthed mod vor sag.

11. Internationalt Kvindeblad.
Ingrid Larsen meddelte, at der er kommet en forespørgsel fra den nye præsident Hanna Rydh, om der ikke var nogle her i landet, der vilde holde alliancens Blad: "International Womens News," der koster 7 sh.= kr. 6,80 om året.
Ligeledes om der var danske, der vilde stå som enkeltmedlemmer.
Dette sidste koster 1 pund om året.

12. Handelsministeriet.
Lis Groes mener, at kødrationeringen har Ingrid Larsen deltaget i som privat menneske. Lis Groes mener, at vor opgave er som " forbrugerrepræsentanter." Derfor må vi så enkelt som muligt finde frem til vore synspunkter. Vilde det ikke være rimeligt, om der omtales i beretningen, at Ingrid Larsen har deltaget i disse forhandlinger, og ikke ordet "vi".
Ingrid Larsen bemærker, at vedrørende tøjrationeringen er der heller ikke forhandlet i forvejen. Når Ingrid Larsen er gået ind for noget, er det fordi, hun mener, at det er rigtigt. Lis Groes mener ikke, at den foreslåede er nogen rationering. Lis Groes er ikke tilfreds med "frivillighedens grund".
”Frivillighedens grund" kan ikke hindre os i at have en anden mening.
Ingrid Larsen: nej, men de samarbejdende faktorer ved møderne skulle finde en ordning på frivillighedens grund. Lis Groes: det er ikke vor opgave at sikre os, men at være på den rigtige side. Det skal først og fremmest være så rigtigt og stærkt uden hensyn til, hvad de andre mener. Landbruget kan f.eks. ikke have samme mening som vi.
Ingrid Larsen mener ikke man bør kritisere, før man har set om ordningen en god eller ej.
Maria Næss-Schmidt siger, at ude i provinsener de meget fornærmede - det er dog ikke husmødrene - men slagterne.

13. Fam. pol. udvalg. Lis Groes er indvalgt i "Udvalget under indenrigsministeriet vedrørende fødsler m.m." Der er udsendt en skrivelse til kredsene om hvorvidt kvinder ønsker at føde ude eller hjemme, da Lis Groes er indsat i arbejdsudvalget, og gerne vil vide kredsenes indstilling hertil. Der er indkommet mange svar.

14. Husligt udvalg. Alma Andersen oplæser et skriftligt referat af mødet i maj måned ang. en udstilling om rationel husførelse i Forum i 1950.
Møde med de andre foreninger og repræsentanter i september, når disse har fået mandat fra deres foreninger.

15. Tronfølgen. Ingrid Larsen har talt to gange med Statsministeren, der har lovet at forelægge vor skrivelse for Forfatningskommissionen. D.K. er, udtalte Statsministeren, den eneste organisation, der kan udtale ønsket om en kvindelig Tronfølger, uden at fornærme "Tronfølgeren", men det hele vilde være lettere om vi havde en Kronprins.

16. Folkevirke. Ingrid Larsen er repræsentant i Folkevirke, og har været til deres møde og havde indtryk af, at sålænge Bodil Koch sidder som formand, kan vi samarbejde godt, hendes idealistiske indstilling er af stor Værdi.

17. Forbrugerraadet. Man blev enige om at stryge sætningen i Landsformandens beretning "En af grundene til den ret hurtige dannelse af rådet var at forhindre". Ingrid Larsen mener ikke, man undgik store diskussioner under landsmødet. Det afgøres på landsmødet, hvorvidt vi skal blive i
forbrugerrådet eller ej.

18. Enkers Pensionsforhold. Landsformanden har været hos Departementschef Kofoed og udtalt, at enkerne må have fået altfor lidt forhøjelse af deres pension. Svaret var: at vi ikke kan blive ved at opretholde den store pensionering, som vi har i Danmark. Altså ingen Udsigt til forbedring fra den
side. Han fremhævede, at 8 tusind enker havde fået samme beløb til fordeling mellem sig som 12.000 egentlige pensionister.

19. Titulaturer.
Justitsministeren havde lovet at tale med sit ministerium for at undersøge om loven tillod en kvinde, der f. eks. havde adopteret et barn at kalde sig frue, men udsendte en skrivelse om at den ikke tillod det i offentlige retslige forhold. Han var selv l00% indstillet for, at kvinden skulle have Ret til det, udtalte Ministeren under samtalen. Titlen "enkefrue" bør også bortfalde, hvad Ministeren f. eks. selv havde forbudt sit kontor at skrive udenpå. Landsformanden henviste denne opgave til den nye Landsformand, her må D.K. se at få ændret loven, så denne adgang gives.

20. Kulturcentre og Ungdomsgårde.
Edith Larsen vilde gerne have, at vi skulle udarbejde en brochure over ungdomsgårde. Magda Andersen og Ingrid Larsen mente kun, der skulle laves propaganda brochure. Lissie E. Fridericia meddelte, at der arbejdes på det i ungdomskommissionen. Magda Andersen udtalte, at det er godt, at der er andre, der vil tage arbejdet op, når vi ikke har råd til det, men vi vil gerne gå sammen med andre foreninger. Ingrid Larsen mener ikke, vi kommer til at arbejde på lige fod med andre, når vi intet selv har ydet for sagen. Lis Groes o. fl. mener, at tanken er absolut god. Vi må opgive at lave en brochure til vore kredse på grund af vor økonomi, og Alma Andersen synes, at vi må udsætte det hele lidt. Else Merete Ross udtaler sig for, at der kunne komme en artikel i vort blad, så kredsene kunne læse om sagen på den måde, og så kommer det ud til hvert enkelt medlem. Dette sidste enedes man om foreløbig.

21. Fonden til Fædrelandets Vel.
Landsformanden havde været til et møde, hvor fhv. Statsminister Buhl som formand meddelte, at der vilde blive givet een million kroner til støtte for en idrætshøjskole i Sønderborg, ikke alene for legemlig idræt, men også i folkehøjskoleånd. Ligeledes ¾ million til udsmykning og renten af 1 million til vedligeholdelse. Dette var et "støtte” - foretagende. Han havde talt med afdøde Kong Christian X, der var glad for den tanke og glad for, at skolen blev lagt i Sønderjylland. Han havde også talt med Kong Frederik, der ligeledes udtalte tilfredshed med tanken. Efter andre talere udtalte Ingrid Larsen da Kongen gik ind for det og Fondens forretningsudvalg, måtte det vedtages, men mente, at der kunne tænkes bidragydere, der syntes, det burde være selvstændige foretagender, pengene blev brugt til, og dette var jo et ”støtte”-foretagende, spurgte også om både mænd og kvinder skulle uddannes på skolen, da man ellers måtte tænke på en lignende støtte til en skole for kvinder.
Hvis skolen blev for begge køn, hvad det oplystes den blev, så foreslog Ingrid Larsen, at der kom kvinder i bestyrelsen, særlig fra Sønderjylland og Sydslesvig. Der kom kvinder med i repræsentantskabet, men de skal også med i bestyrelsen, når der er kvindelige elever. Det vil der blive gjort for, hvad der kunne, udtalte fhv. statsminister Buhl.

22. Ungkarleskatten.
Omtales i beretningen.

Eventuelt.
Telefonselskabet. – Har talt om det tidligere i F.U. og det er udsendt til hovedstyrelsen.

Sindsygdommene: Se sidste F.U. møde.

Ang. Legaterne: Magda Andersen læste op, hvem der havde fået legaterne.
Else Illum havde henstillet, at vi forhøjede minimumsgrænsen fra 500 kr. til 700 kr. Vi havde 21.000 kr. til udbetaling i år, og vi havde givet alle ansøgere, der kom i betragtning, 700 kr. - 30 portioner à 700 kr.
Fru Ølgård fortalte om en Fabriksinspektør Jessen, der havde en kontorplads og fik 60 kr.- fordi hun var gift, hvor ellers en kontordame får 225.
Magda Andersen svarede fru Ølgård, at hun skulle bede vedkommende dame henvende sig til F.U.

Margr. Petersen aflagde beretning om filmssamfundet.
Karen Johnsen ønsker at udtræde af bestyrelsen og Marg. Petersen var valgt ind i stedet for Karen Johnsen.
Ingrid Larsen bemærkede, at det var rart, at vi havde fået en repræsentant i bestyrelsen, da det var D.K., som havde fået kvinder med i repræsentantskabet.

Ingrid Larsen sluttede mødet med at takke dirigenten for godt arbejde og rettede en varm tak til hovedstyrelsen for godt og trofast samarbejde.

mødet hævet.

gennemset at Ingrid Larsen./ Åse Lerche.