« Tilbage til søgeresultaterne

Distriktformandsmøde 29. august 1948

« Se emneord

Distriktsformandsmøde afholdtes i Fredericia paa Hotel "Landsoldaten" Søndag d. 29.8. 1948.

Tilstede var: Landsformanden Erna Sørensen. Anna Ølgaard, Maria Næss-Schmidt, Margr. Høst-Neerup, Zenia Jørgensen, Andrea Hedegaard, Karen Frandsen, Sigrid Gade, Aja Kragh-Jacobsen, Charlotte Crønnebæk. Som Suppleant for Fru K. Berleme-Nix, Maren Juul.
Fraværende: Magda Andersen.

Landsformanden bød velkommen, mindedes dagen og ønskede, at besættelsens kampaand stadig maatte besjæle os.

Fra Kontoret:
Kartoteket.
Den katastrofale (og kostbare) uorden paa kontoret skulde nu være forbi. Fra 1. august skulde kartoteket være ført à jour. Formændene anmodes indtrængende om at følge den instruks, som hermed udsendes. (og evt. duplikeres og udsendes.)

Medborgerhøjskolen:
Formændene anmodes om at agitere i kredsene for at faa den fyldt, især første gang. Der ankedes over, at opholdet var for dyrt, men det skyldes, at der er forholdsvis faa deltagere i forhold til sommerlejrens. Pressen maa interesseres. Der kommer formodentlig ogsaa et aktuelt kvarter i radioen om det.

Emblemer:
Man er helt udgaaet f.eks. i København, men forinden man afgiver bestilling, anmodes kredsene om at afgive bestilling til distriktsformændene, saa man kan faa et overblik over, hvor mange der er brug for.

Legatudvalget:
De tilstedeværende legatudvalgsmedlemmer drøftede uddelingen af 3 Legater.
Da det har vist sig, at der var 1700 Kr. mere at uddele fra Marie Illums legat end først antaget, uddeles de i 3 portioner til:
Arkitekt Eva Kappel.: 500 Kr.
Seminarieelev Bertha Marie Borch: 600 Kr.
Sygeplejerske Agnete Korss: 600 kr.

Den egentlige forhandling:
Andrea Hedegaard bad om ordet for st takke den nye landsformand, fordi hun var gaaet ind paa at overtage hvervet, og hun bød hende med alles tilslutning hjertelig velkommen til arbejdet.
Landsformanden fremsatte forskellige overvejelser ang. arbejdet i den kommende tid.
D.K. er upartipolitisk, men vi skal lære vore medlemmer at interessere sig for politik. De store sociale spørgsmaal interesserer os, og det er lettest at faa fat paa kvinderne derigennem. Vi kan nu alle se, at det vil være livsvigtigt for demokratiet at skabe et godt samfund.

Kommunalpolitik:
I 1950 er der kommunalvalg, og der skal arbejdes paa lang sigt. kvinderne skal interesseres for kommunalpolitik, og ”emnerne" skal findes frem nu.
Andrea Hedegaard. I Odense afholder vi studiekreds i kommunalkundskab (plan fra A.O.F. for l0 aftener.)
Zenia Jørgensen: Kredsenes opmærksomhed bør vist endnu engang henledes paa aftenskole- og- do-højskoleloven (der giver lys, lokaler og løn.)
Paa Charl. Grønnebæks foranledning opstod der en diskussion om det økonomiske spørgsmaal, som hun fandt næsten var det vigtigste for det fortsatte arbejde i kredsene.
Københavnskredsen faar 1500 kr. af kommunen til oplysningsarbejde.
Hillerød faar l00 kr. til dygtiggørelse af unge kvinder (til sommerlejrophold etc..)
Fru Høst-Neerup: Lad os selv lave en studiekredsvejledning om kommunalpolitik lavet f. eks. af fru Hedegaard og fru Signe Tørsleff.
Desuden skal man minde alle kredsformænd om, at de underhaanden skal finde ”emner" frem og faa dem interesseret.

Nye lovforslag.
I en studiekreds kan ogsaa behandles de nye store lovforslag f. eks. sygekasseloven. Man vil fra hovedkontoret forsøge at skaffe kredsene forslagene fra hovedkontoret. Det er af værdi, at medlemmerne lærer at se paa, hvilke virkninger de forskellige forslag vil faa.

Forslag til studiekredse og andet arbejde:
I Odense har man haft fint besøgte kredse i psykologi (skolepsykologen) og det sydslesvigske spørgsmaal. I Aarhus har man haft „Mødreklub" for svangre kvinder, 4 timer, taler af en læge, en jordemoder, en sundhedsplejerske og en husholdningskonsulent. I tilslutning dertil kursus i barnepleje. Der foresloges ogsaa kredse (især landkredse omkring byer) at gøre noget ved boligspørgsmaalet. Charl. Grønnebæk ønskede ogsaa boligspørgsmaalet drøftet. I Aalborg vil man lave en diskussionsaften mellem en arkitekt og en husmoder specielt om køkkenet.
Fru Ølgaard: I Aabenraa og Haderslev har man haft 4 aftener, „Vor by og vor bolig".
1. Borgmesteren talte om byens boligpolitik.
2. Bankmand om financiering af boligpolitik med gennemgang af lovgivningen.
3. En arkitekt ”Den moderne bolig".
4. En indendørsarkitekt: „Boligens indretning".
Andelsboligforeningens medlemmer og byraadet var indbudt. 50 øre i entre undtagen til det første.
Fru Hedegaard foreslog, at vi hver gang der kommer et nyt stort boligprojekt i vor by, skulde anmode om at faa en kvinde i bedømmelsesudvalget, saa vi bliver fri for bl.a. to-værelseslejligheder.
Man kunde godt lade møder som ovenstaaende resultere i henvendelse til bystyret om bedre boliger.
Medlemmerne bør have kendskab til boligloven af 1946 og alle de rettigheder den giver os, og man maa selvfølgelig ikke sende henvendelser som viser, at vi ikke kender denne lov.
Alle D.K.’s kredse maa „blande sig" i boligspørgsmaalet nu. Selvom vi ikke kan skaffe materialer nu, maa vi pege paa, hvad vi ønsker. Det er altid køkkenerne, der skal spares paa.

Grundlovsfestlighederne.
Der var enighed om, at der ikke i kredsene skal laves separate fester, men slutte os til de folkefester, der vil blive holdt, gaa med der, og se at faa en kvindelig taler.
Landsmødet i København kan ikke holdes d. 5 juni (pinsedag), men foreslaas holdt en uge før, da det bliver i tilslutning til Kristihimmelfartsdag.

Eventuelt:
Karen Harrekilde Petersen har sendt hovedstyrelsen et nødraab med meddelelse om, at der er alt for faa ansøgere fra Danmark til kursus i den udvidede husholdningsuddannelse i Aarhus. Man anmoder D.K. om at formaa lærerinder eller konsulenter til at søge kursus, da ministeriet ellers vil inddrage sit tilskud.

Dette mødes økonomi: Forretningsudvalget mente, at det skulde betales af distriktskasserne. Distriktsformændene syntes det blev for dyrt for distriktskasserne. Landsformanden foreslog et kompromis. Foreløbig afholder hver deltager sine egne udgifter til rejsen og hovedstyrelsen tager den endelige stilling til sagen. Man var enige om, at det havde været et glimrende møde, som man ønskede gentaget hvert aar.
Landsformanden anbefalede arbejde i nordisk aand evt. i samarbejde med foreningen "Norden".

Protokollen ført af Maren Juul.
Protokollen underskrevet af:
Anna Ølgaard, Marie Næss-Schmidt, Erna Sørensen,
Margr. Høst-Neerup, Zenia Jørgensen, Andrea Hedegaard,
Karen Frandsen, Sigrid Gade, Aja Kragh- Jacobsen og Charlotte Grønnebæk.