« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 26. april 1949

« Se emneord

Forretningsudvalgsmødet afholdtes pa Dansk Kvindesamfund’s kontor, Niels Hemmingsensgade l0, K. torsdag, den 26. april 1949 kl. 16.45 med følgende
dagsorden
1. Bladet
2. Margrethe-nålen
3. Kontingent til Dansk Samråd for Forenede Nationer
4. Hygiejneudvalget v/ Alma Andersen
5. Dansk Brandværns-komité
6. Kors-og Hæderstegn v/ Ingrid Larsen
7. International Kongres, Amsterdam " "
8. Ferieudveksling med østrigske kvinder
9. Henv. vedr. samarbejde mellem studiekredse og biblioteker.
10. Nationalrådet (enlige mødre)
11. Inskriptionen på D.K.N.’s klokke
12. Dagsorden til hovedstyrelsesmødet
13. Eventuelt

Tilstede var: Landsformanden Erna Sørensen, næstformanden Lis Groes, kassereren Alma Andersen, Ingrid Larsen, Margr. Høst Neerup, Inga Dahlsgård og Margr. Petersen.

1. Bladet.
Redaktør Inga Dahlsgård redegjorde for den førte korrespondance mellem bladudvalgets medlemmer. Man enedes om omgående at indhente tilbud på bladet både i dets nuværende udstyr og på bedre papir hos følgende københavnske bogtrykkere: Kaj Hjorth, Leisner og Nordlunde, idet bladudvalgets formand ønskede spørgsmålet gennemdrøftet ved et udvalgsmøde inden landsmødet ca. midt i maj måned. Med hensyn til udkastet til det ny "hovede" til Kvinden & Samfundet oplyste Inga Dahlsgård, at hun igen været i forbindelse med den typograf Naae, som hun havde opfordret til at komme med et forslag, men at denne endnu ikke var nået til et tilfredsstillende resultat. Han havde dog nu lovet at komme med sit udkast til midt i maj måned. Fru Dahlsgård oplyste i forbindelse hermed, at tegning af bogstaver regnes for at være det vanskeligste felt indenfor reklametegningen, og at vi gerne skulle have en forside på bladet, som vi kunne være glade for udover en årrække.
Derefter opfordrede Inga Dahlsgård F.U. til at give sin mening til kende om, hvorvidt Kvinden & Samfundet fortsat skulle omtale uddelingen af ordensdekorationer til kvinder. F.U. mente, at det var på sin plads at gøre det.
Inga Dahlsgård oplæste derefter en fra Kamma Plesner modtaget beretning om vinterens arbejde i Kolding. Både i form, stil og indhold var den usædvanlig god, og i anledning heraf udbad redaktøren sig ligeledes F.U.’s mening om, hvorvidt man skulle lade den slags beretninger optrykke i bladet.
Ingrid Larsen udtalte, at der sikkert ude i landet var et stærkt ønske om den slags interne beretninger, medens Alma Andersen frygtede, at det let ville tage overhånd og ende i rene ”Kaffebordsreferater".
Margrethe Petersen foreslog, at kredsene kunne indsende deres beretninger til hovedkontoret, der så skulle duplikere dem og rundsende dem.
Endelig kom Inga Dahlsgård med et forslag, der fandt tilslutning hos F.U., og som går ud på følgende:
Hvert distrikt får een gang årligt stillet en halv-tospaltet side (ca. 600 ord) til rådighed for en beretning som den respektive distriktsformand redigerer på grundlag af kredsberetningen og heraf uddrager, hvad der virkelig kan give idéer og impulser til andre kredse. Såfremt et distrikt ikke ønsker at benytte spalten, skal redaktøren have rådighed over den til andet stof. Spørgsmålet henvistes til drøftelse på det kommende hovedstyrelsesmøde med viderebehandling på distriktsformandsmødet.
Fra Judith Leth havde Inga Dahlsgård modtaget en smuk nekrolog over et af Herning-kredsens medlemmer, der havde gjort et fortjenstfuldt arbejde som børnehaveleder. Imidlertid var F.U. enige i, at man let kunne få for meget af den slags stof i Kvinden & Samfundets spalter, og at den slags artikler hørte hjemme i den lokale presse.
I anledning af at Haderslev-kredsen kun havde sendt Kvinden & Samfundet et avis-udklip med omtale af fru Signe Tørsleffs bortrejse fra byen, foreslog Inga Dahlsgård, at man bad Haderslev kredsens nuværende formand, fru Skaarenborg om sammen med fru Østergaard, Haderslev, at skrive en artikel til bladet om fru Tørsleffs store arbejde for kvindesagen og for Haderslev-kredsen.

Pkt. 2. Margrethe-nålen.
Landsformanden oplyste, at kun havde modtaget en ny prøve af Margrethe-nålen, der i form og udseende var smuk og velegnet, hvilket hun havde meddelt Georg Jensen Sølv: Endnu forelå den endelige tilladelse til fremstillingen af nålen ikke, men landsformanden håbede at kunne give et positivt svar til næste møde. Det ville være glædeligt, om nålen var færdig til landsmødet, da der sikkert her ville være gode afsætningsmuligheder. Udsalgsprisen skulle være 15 kroner, hvoraf D.K. skulle have de l0%. Landsformanden ville arbejde for, at det overskud, vi ville få andel i, skulle anvendes så frit som muligt.

Pkt. 3. Kontingent til Dansk Samråd for Forenede Nationer.
Fra fru M. A. von Lowzow forelå følgende skrivelse:
"I Dansk Samråd for Forenede Nationer har jeg det trælsomme job at være kasserer - uden ret mange penge. Da Samrådet var startet eller rettere i starten deltog en række organisationer i starten og udarbejdelsen af love m.v. Disse organisationer - deriblandt Dansk Kvindesamfund,- tilsagde deres organisationers tilslutning til Samrådet - forudsat efterfølgende anerkendelse af deres respektive bestyrelser. Siden har Samrådet intet hørt fra Dansk Kvindesamfund, hverken om den endelige godkendelse eller om, hvor meget D.K. vil bidrage årligt til Samrådet. Jeg tillader mig derfor at spørge Dem, hvorledes D.K.’s stilling er, og ifald sagen er vedtaget i D.K. at kontingentet til Samrådet da må blive indbetalt for 1948 og 1949."
F.U. bekræftede, at vi er tilsluttet. Inga Dahlsgård fik til opgave ved D.K.N.’s næste bestyrelsesmøde at søge oplyst, hvor meget D.K.N. betaler, således at vi betaler tilsvarende kontingent.

Pkt. 4. Danske Kvinders Hygiejneudvalg v/ Alma Andersen
Alma Andersen fremkom med en fuldstændig redegørelse for udvalgets arbejde fra dets start på D.K.’s initiativ i 1937 og til nu, hvor hun med stor beklagelse måtte meddele, at sagen, af årsager som hun ikke var herre over, ikke var kommet ret meget længere frem end ved starten. Det havde været meningen, at udvalget i samarbejde med medicinaldirektør Frandsen og lægeforeningens hygiejneudvalg ved hjælp af en udstrakt propaganda skulle arbejde for hygiejnens fremme, først og fremmest ved at få oprettet det fornødne antal badstuer og senere med beslægtede opgaver. Arbejdet var en oplagt opgave for D.K., og tilrettelæggelsen var den bedst mulige med et udmærket repræsentantskab og medicinaldirektør Frandsens velvillige indstilling overfor kvindernes medvirken i dette arbejde. Imidlertid kæmpede man allerede fra starten og de første par år med pengevanskeligheder, og så kom krigen med byggerestriktioner, rationeringer etc., og arbejdet udsattes på ubestemt tid.
Alma Andersen oplyste, at det sidste repræsentantskabsmøde var afholdt i 1944, hvor det viste sig, at interessen for sagen var usvækket. F.U. var enige i, at her var et vigtigt område af D.K.’s arbejde, som man endelig matte holde fast i, og landsformanden opfordrede Alma Andersen til at rette en forespørgsel til medicinaldirektør Frandsen for at få at vide. om han mente, der nu var mulighed for at få sagen taget op. Såfremt svaret blev bekræftende, blev Alma Andersen endvidere opfordret til ved en rundspørge hos hygiejneudvalgets medlemmer at få konstateret, om disse stadig var villige til et aktivt medarbejderskab. Alma Andersen indvilgede i at fortsætte arbejdet med hygiejneudvalget, indtil sagen lå klar. Skulle arbejdet imidlertid tages op i sin fulde udstrækning, måtte Alma Andersen på grund af manglende tid trække sig tilbage fra formandsposten.

Pkt. 5. Dansk Brandværns-komité v/ Alma Andersen
Alma Andersen oplyste, at hun sad som D.K.’s repræsentant i et i 1945 nedsat udvalg under Dansk Brandværns-komite, der havde til opgave at tilrettelægge og medvirke som sagkyndig ved optagelsen af film angående forebyggende brandværn indenfor fabrikker, landbrug og - for Alma Andersens vedkommende- specielt husholdning.
I 1947 blev der bevilget penge til filmene og arbejdet med dem blev overdraget Dansk Kulturfilm. Optagelserne foregår dels på åstedet og dels i atelier, men desværre har det vist sig, at mange af de i atelier optagne billeder er direkte kassable, idet filminstruktør, Robert Hansen uden sagkyndig bistand har fremstillet billeder, der direkte virker mod hensigten. Derved har en del materiale måttet kasseres, hvad der har forsinket filmenes fuldendelse. Dette er så meget mere beklageligt, som tidspunktet derved kan blive forpasset. For blot 2 år siden, da mangelen på byggematerialer etc. var så meget mere følelig end nu, ville filmene have virket langt stærkere og mere forebyggende.
Alma Andersen oplyste, at der den 24.ds. var afsendt en skrivelse til Rigspolitiet og til Dansk Brandværns-komité, hvori man gjorde opmærksom på de ovennævnte faktorer, der bevirkede, at arbejdet skred altfor langsomt frem, og at det blev uforholdsmæssigt dyrt.

Pkt. 6. Kors- og Hæderstegn v/ Ingrid Larsen.
Ingrid Larsen rejste atter spørgsmålet om Kors- og Hæderstegn, der i henhold til de bestående regler ikke kan tildeles kvinder. Landsformanden lovede en af de første dage at søge gennemført en samtale med kammerherre Bardenfleth om spørgsmålet.

Endvidere meddelte Ingrid Larsen, at lukkelovskommissionen var færdig og havde afgivet betænkning, medens afbetalingsloven endnu ikke er færdig. Der skulle gerne opnås enighed om enaartet lovgivning mellem de nordiske lande.

Ingrid Larsen havde deltaget i Luftværnsforeningens generalforsamling og var blevet genvalgt til bestyrelsen for foreningen, der nu havde taget navnet ”Civilforsvarsforbundet”. Man havde tænkt, at D.K. nu kunne trække sig ud af arbejdet, men enedes om, at dette foreløbig ikke kunne lade sig gøre.

Desuden havde Ingrid Larsen deltaget i "Folkevirkes" repræsentantskabsmøde. Til Folkevirkes F.U. var valgt konsulent, Gudrun Larsen, Roskilde, og som suppleant fru Winther, Rødding. Ingrid Larsen gjorde opmærksom på ønskeligheden af at få disse to kvinder interesseret i D.K.-arbejdet. Desuden nævnede Ingrid Larsen fru Knudsen, Neksø, der gør et stort arbejde i husmoderforeningen og i civilforsvaret.

Tronfølgeloven. Ingrid Larsen fremlagde et udklip ang. ”Nordens tronarvinger”, der viste interessen for spørgsmålet kvindelige tronfølgere i de nordiske lande. Nu da 100-årsdagen for Grundlovens indførelse i Danmark er nær, trænger spørgsmålet sig på, og Inga Dahlsgård forespurgte, om man skulle tage det op til drøftelse på landsmødet. Dette mente Ingrid Larsen ikke, og man enedes om, at landsformanden skulle berøre spørgsmålet i forbindelse med sin omtale af Margrethe-nålen.

Pkt. 6 a. Medborgerhøjskolen
F.U. drøftede de forslag til indbydelse af organisationer til Medborgerhøjskolens første kursus, der var udsendt til hovedstyrelsen, samt de indkomne svar. Man enedes om at slette følgende organisationer på listen:
Den danske Diakonissestiftelse
Københavns kommunale Sygeplejerskeforening
Rigshospitalets Sygeplejerskeforening
Danmarks Lottekorps
Diakonissehuset Sct. Lukasstiftelse
Kvindelige Akademikere
Foreningen af statsaut. Sygeplejersker i Danmark
Københavns kvindelige Diskussionsklub.
og tilføje følgende:
Folkevirke
Fællesudvalget for Landboforeningernes Husholdn.udv.
De kooperative Husmoderforeninger
Margr. Høst Neerup forespurgte, hvorledes man skulle fortolke spørgsmålet friplads, idet hun mente, der var nogen uoverensstemmelse mellem referatet fra hovedstyrelsesmødet og meddelelsen i Kvinden & Samfundet. Det blev fastslået, at alle D.K. medlemmer kan få halv friplads, og at hvert distrikt desuden disponerer over en hel friplads.
Desuden gjorde Margr.Høst-Neerup opmærksom på en uklarhed i affattelsen af punkt 4 c under Medborgerhøjskolen i hovedstyrelsesprotokollen af 27.3., idet det ikke fremgår tydeligt, at hovedstyrelsen tilsluttede sig landsformandens afstandtagen fra "Kvindernes demokratiske Verdensforbund”. I den anledning blev det vedtaget at anmode hovedstyrelsen om at medtage hovedstyrelsesprotokollen af 27/3 til næste hovedstyrelsesmøde, for at der kan blive foretaget en tilføjelse herom.

Pkt. 7. International kongres i Amsterdam v/ Ingrid Larsen
Fra Ingrid Larsen forelå forslag om at yde et yderligere tilskud til en deltager i den internationale kongres i Amsterdam på 300 kr.. F.U. vedtog, at vi kun skulle sende een repræsentant, nemlig fru Birgit Setterberg Jørgensen, Århus der havde svaret ja på vor forespørgsel om at deltage.
Derefter foreslog Ingrid Larsen, at man i Kvinden & Samfundet skulle gøre opmærksom på, at medlemmer af D.K. kunne deltage som delegerede, dog på egen regning og efter indstilling af D.K.
F.U. vedtog endvidere at få undersøgt, om Bodil Begtrup er på valg. Hvis dette var tilfældet, foreslog Ingrid Larsen at skulle spørge Edel Saunte, om hun på ny ville vælges og i benægtende fald opstille et medlem indenfor hovedstyrelsen, der var orienteret i internationale spørgsmål. Bodil Begtrup var i sin tid ved et tilfælde blevet valgt ind i Alliancens styrelse, fordi D.K. havde forsømt at være repræsenteret ved mødet.

Pkt. 8. Ferieudveksling med østrigske kvinder.
Fra Jytte Skadegaard var der kommet et brev stilet til landsformanden med forslag om ferieudveksling mellem danske og østrigske kvinder. F.U. syntes godt om idéen, og det blev vedtaget, at redaktøren skulle indrykke en notits om det i Kvinden & Samfundet.

Pkt. 8 a. Fra Else-Merete Ross forelå der en skriftlig indsigelse mod referatet af punkt 9. ”Indbydelse af tyske kvinder?” i hovedstyrelsesprotokollen af 27. marts 1949.
F.U. vedtog at lade dirigenten ved mødet, Margrethe Petersen affatte en tilføjelse til protokollen (se protokollens side 108).

Pkt. 9. Henv. vedr. samarbejde mellem studiekredse & biblioteker.
Fra biblioteksforeningen for Stor-Københavns Folkebiblioteker forelå indbydelse til et møde mandag den 2. maj til drøftelse af den kommende sæsons samarbejde mellem biblioteker og studiekredse. Skrivelsen blev overgivet til Margr. Høst-Neerup med anmodning om at ville opfordre bibliotekarerne, Gudrun Frank, Københavns-kredsen og Else Beck, (evt. også Dora Steensgaard) ungdomskredsen til at deltage i mødet.

Pkt. l0. Nationalrådet. (enlige mødre).
Fra D.K.N.’s styrelsesmøde den 15. 3. forelå følgende referat:
”Enlige mødre. Tarp meddelte, at man stadig manglede tilsagn om tilskud fra Københavns kommune til trods for overborgmesterens løfte om at se velvilligt på sagen. Begtrup vil igen drøfte spørgsmålet med overborgmesteren: gives ikke besked i løbet af 14 dage er styrelsen enige i, at igangsættelsen ikke må udsættes. Rådet må da bære udgifterne hvis de ikke dækkes fra anden side, endvidere at Nationalrådet betaler betænkningens trykning m.m.”
Med hensyn til tilskudet fra Københavns kommune på 12.000 kr. til det statistiske materiale oplyste Erna Sørensen, at det er ganske sikkert, at det bevilges. Med hensyn til trykningen af betænkningen ønsker D.K. at være med til at bære halvdelen af udgifterne, idet det ellers let ”officielt" bliver D.K.N.’s betænkning.

Endvidere ønskede F.U. at få oplyst, om enkeudvalget stadig fungerer, og det blev overdraget Inga Dahlsgård ved næste styrelsesmøde i D.K.N. at skaffe denne oplysning.

Fra D.K.N. forelå endvidere en appel om at være aktivt med i arbejdet på ”Mors dag". Redaktøren havde bragt en opfordring til D.K.’s medlemmer i Kvinden & Samfundet’s april nummer.

Pkt. 11. Inskription på D.K.N.’s klokke.
Der forelå takkeskrivelse fra D.K.N. for klokken og man gik ind for følgende inskription:
1899 - 5. MARTS - 1949
DANSKE KVINDERS NATIONALRAAD

Pkt. 12. Dagsorden til næste hovedstyrelsesmøde.
Følgende blev vedtaget:
1) Landsmødets dagsorden
2) Hygiejneudvalget
3) Meddelelser
4) Eventuelt
Til resolutionsudvalget blev følgende foreslået: Inga Dahlsgård, Else-Merete Ross og Andrea Hedegaard. Inga Dahlsgård indvilgede i at være med i arbejdet, og der skulle rettes henvendelse til Else-Merete Ross og Andrea Hedegaard.

Pkt.13. Eventuelt
Sagen ”De hjemløse Kvinder". Fra hr. Carlo Petersen forelå indbydelse til deltagelse med een eller flere repræsentanter til et møde på Kofoeds skole fredag, den 29.4. kl. 14.30. Det vedtoges at anmode Signe Tørsleff, der kender sagen nøje, om at møde og endvidere opfordre Mathilde Nielsen, Kvindehjemmet til at deltage for D.K.

Fra Indenrigsministeriet forelå der en skrivelse i sagen, læge Lilian Goldschmidt, Århus Kommunehospital i Lilian Goldschmidts favør. Skrivelsen vil blive optrykt i Kvinden & Samfundet.

Mødet sluttede kl. 23.

Protokollen ført af Doris Hansen.
” underskr. Inga Dahlsgaard, Erna Sørensen, M. Høst Neerup. Joh. Fisker, Margr. Petersen.

Tilføjelse til punkt 8 a (se side l06).
Som dirigent ved Dansk Kvindesamfund’s hovedstyrelsesmøde søndag, den 27. marts skal jeg i anledning af fru Else-Merete Ross’s udtalelser om det passerede i diskussionen om tyske kvinders ophold her og det til protokollen vedtagne om sagen, fremkomme med følgende udtalelser, som jeg mener at kunne erindre fra diskussionen:
Det var landsformandens opfattelse af hele spørgsmålet, at forholdet i øjeblikket ikke tillod, at man tager tyske kvinder herop, og at sagen måtte udsættes foreløbig, uden at landsformanden fastsatte nogen frist. Ved den påfølgende diskussion var der forskellige indlæg, og såvidt jeg husker, kom fru Næss-Schmidt med det forslag, at det ikke officielt blev drøftet, men at man luftede spørgsmålet ved de kommende distriktsmøder, hvorefter man ville se stemningen blandt medlemmerne til at gøre dette arbejde. Det blev ikke vedtaget, at spørgsmålet påny skulle forelægges ved hovedstyrelsesmødet før landsmødet, men det blev, efter hvad jeg kan erindre, vedtaget, at spørgsmålet skulle tages op om ½ års tid, da Tysklands indre forhold til den tid var blevet bragt i orden, hvilket var landsformandens forslag om dette.
Det blev ikke vedtaget at lade kredsene tage spørgsmålet op, idet jeg erindrer, at fru Ross stillede forslag om at overlade det til de enkelte kredse at afgøre, hvorvidt de ville tage dette arbejde op eller ej. Hovedstyrelsen ville ikke gå med til dette, men fru Næss-Schmidts forslag om intern drøftelse blev vedtaget.