Kan Hustruen formene Manden Adgang til et Hjem, hun har skaffet sig ved selverhvervede Midler?

Førend Lov 7de Maj 1880 gav Hustruen en Ret til at raade over, hvad hun "erhverver ved selvstændig Virksomhed, som ikke grundes eller vedligeholdes væsentlig ved Mandens eller Fællesboets Midler, og hvad bevislig er anskaffet for sligt Erhverv", kunde en Hustru, der paa Grund af Mandens Mishandling eller anden uværdig Behandling havde maattet forlade det fælles Hjem, ikke formene Manden Adgang til den Lejlighed, som hun maatte have lejet for sig selv. Thi da Manden var raadig ogsaa over alt hendes selverhvervede Gods, var han ogsaa Herre over alle Rettigheder, der erhvervedes for disse Penge, altsaa ogsaa over Lejeretten, der er en Rettighed af Formueværdi og Karakter. Forudsat, at ikke Husværten vilde og i Kraft af Lejekontrakten kunde hindre ham Adgang, var han berettiget til med Magt, egen eller andres, eventuelt Politiets, at skaffe sig Adgang til Lejligheden.

Efter Loven af 7de Maj 1880 skulde man synes, at siden nu Hustruen alene er raadig over sit selverhvervede Gods og alle de formueretlige Goder, der kan skaffes for det *), maa ogsaa hun alene være raadig over den Lejeret, hun maatte erhverve ved disse Penge. Medens det nu er uomtvistet, at jo Manden ingensomhelst Magt har over Lejerettigheder over Løsøregjenstande, som Hustruen maatte skaffe sig ved de selverhvervede Penge, - saa at hun altsaa kan forbyde ham Brugs- og Benyttelsesret over den lejede Løsøregjenstand, - saa antages det i vor eneste Fremstilling af Familieretten fra Tiden efter 1880, Professor Deuntzers, at undtaget fra Reglen i Lov 7de Maj 1880, der efter sine Ord omfatter alle Formuerettigheder, er dog Lejerettigheder med Hensyn til faste Ejendomme eller Lejligheder i saadanne: saadanne Lejerettigheder skal hun ikke kunne erhverve anderledes, end at ogsaa Manden er berettiget til at nyde godt af dem. Han skriver i Familieretten Side 123: "Det kan ogsaa bemærkes, at en Ægtefælle ikke, saaledes som en fremmed, af den anden kan begjæres udsat af dennes Bolig ved Politiets eller Fogedens Hjælp, selv om Boligen er tilvejebragt udelukkende ved Rekvirentens (den, der søger Bistand til at faa den anden fjernet) særlige Midler, og at den paagjældende Ægtefælle efter Omstændighederne maa være berettiget til Nødværge mod Forsøg paa at forjage den fra den andens Bolig", hvilket Nødværge da ogsaa maa kunne udøves ved Tilkaldelse af fremmed Hjælp. Grunden til, at Loven af 1880 ikke gælder for dette Tilfælde, antager Forfatteren at være at "Ægtefællerne ere gensidig forpligtede til at leve sammen"; naar Hustruen bryder denne Pligt ved at forlade Manden, selv om det er fordi han har opført sig saaledes, at hun ikke har kunnet udholde at være hos ham, skal Manden være berettiget til at trænge sig ind i det ny Hjem, som hun maatte have skaffet sig for selverhvervede Midler, og til at

tage Ophold dér; det er ulovligt, hvis hun sætter sig til Modværge, og han vil endog være berettiget til, hvis han med egne Kræfter ikke kan overvinde hendes Modstand, at tage andre til Hjælp.

Det er let at se, at det er af stor Betydning for Hustruens Stilling i Ægteskabet, om hun er i Stand til, hvis Manden enten jager hende bort eller gjør hende Opholdet saa utaaleligt, at hun foretrækker frivillig at gaa, saa at skaffe sig Husfred for ham i et andet eget Hjem, og det vil kun være en ringe Beskjærmelse, Loven af 7de Maj 1880 yder hende, naar den ikke hindrer Manden i mod hendes Vilje at tage Ophold i et Hjem, som hun har skaffet sig for selverhvervede Penge.

Den ovennævnte familieretlige Forfatters Anskuelse kan imidlertid ikke erkjendes for rigtig, og da Domstolene endnu ikke har taget Parti, har en begrundet Protest endnu sin Betydning.

Det er en formentlig Samlivspligt, hvorpaa Professor Deuntzer støtter Indskrænkningen af Rækkevidden af Loven af 1880; hver af Ægtefællerne har den Pligt at leve sammen med den anden, saafremt denne ønsker det.

En fornyet Undersøgelse af de familieretlige Lovbud viser imidlertid, at der intet Steds findes nogen Hjemmel for, at en juridisk Pligt til Samliv skulde paahvile hver af Ægtefællerne. Hvis der paahvilede dem en saadan Pligt, maatte der knytte sig en Retshaandhævelse til den læs: den maatte kunne haandhæves enten direkte ved Tvang, eller indirekte derigjennem, at den Ægtefælle, som brød Pligten, maatte give den anden Erstatning, - men det kan den ikke.

Manden er ikke berettiget til med Magt at hindre Hustruen i at forlade hans Hjem; gjør han det, kan han straffes. Ej heller kan han med Magt hente hende tilbage fra selvtaget Opholdssted, ligesaalidt som Hustruen er berettiget til med Magt at forhindre Manden i at unddrage sig Samlivet. Som Modsætning kan nævnes, at Forældre have Ret til at fordre, at umyndige Børn skal forblive hos dem (saalænge ikke Øvrigheden sætter sig derimod); løber Børnene bort, kan de med Magt, eventuelt ved Politiets Hjælp, hentes tilbage til Forældrenes Hjem. Ligeledes kan Mesteren med Magt hente Lærlingen tilbage. - Dette er aldeles fast Praxis ved Domstolene og vil af disse blive betragtet som gældende Ret. Endnu i første Halvdel af forrige Aarhundrede hjemlede derimod Praxis, men den var ulovhjemlet, at Hustruen efter Omstændighederne kunde hentes hjem til Manden med Magt, dersom hun unddrog sig Samlivet.

Heller ikke ifalder Hustruen nogen Erstatningspligt (endnu mindre nogen Straf), naar hun forlader Manden. I Reglen vil der allerede af den Grund ikke være Tale om nogen saadan, at der ikke vil kunne paavises noget lidt Formuetab; men der kan dog tænkes Tilfælde, i hvilke et saadant kan paavises. At Hustruen ikke ifalder nogen Erstatning til Manden, gælder ganske uden Hensyn til, om det er af en gyldig eller af en aldeles intetsigende Grund, at hun har forladt ham. Dog, hvis hun ikke har haft "skellig Grund", har hun ikke Ret til at forlange Underholdsbidrag af Manden, imedens hun derimod, hvis han har jaget hende bort eller ved sin Opførsel nødt hende til frivillig at gaa, kan forlange Manden tilpligtet at betale aarlige Underholdspenge. Denne Fortabelse af Ret til Underhold, naar hun uden gyldig Grund ophæver Samlivet, kan maaske synes at være Tegn paa, at det virkelig er en Pligt i juridisk Forstand, hun overtræder. Det vilde imidlertid være en Misforstaaelse.

Sammenhængen er den: Manden er vel forpligtet til at forsørge Hustruen, men kun til at forsørge hende i hans Hjem. Vil hun ikke indfinde sig dér, maa hun finde sig i ikke at komme til at nyde godt af Forsørgelsen. Kun hvis Manden har umuliggjort hende at nyde Forsørgelse i hans Hjem, enten fordi han har jaget hende bort eller, f. Ex. ved Mishandling, givet hende gyldig Grund til frivillig at forlade Hjemmet_, er han pligtig at forsørge hende udenfor Hjemmet. **) Sidstnævnte Pligt er imidlertid ikke at opfatte som en Erstatningspligt for et Retsbrud, men som en Omformning af Mandens Forpligtelse til at forsørge Hustruen, anvendelig i det Tilfælde, at det er ham, der forhindrer hende i at nyde Forsørgelsen i hans Hjem. Ved uden Mandens Skyld at forlade det fælles Hjem berøver derimod Hustruen sig den faktiske Adgang til at nyde godt af Forsørgelsen, - men andet er der ikke passeret; (jævnfør som et tilsvarende Exempel, hentet andetsteds fra: naar jeg har nogle Spisebilletter, kun gældende for 1885, og ikke benytter dem i dette Aar, saa har jeg fortabt Berettigelsen til Maaltiderne, - men jeg har sandelig ikke overtraadt en Pligt ved ikke at møde og spise).

Den anden Virkning af Hustruens Ophævelse af Samlivet med Manden er, at han efter Omstændighederne efter 3 Aars Forløb kan forlange Skilsmisse, - ligesom hun kan forlange Skilsmisse, naar Manden forlader hende. Men heller ikke dette er en Følge af, at der existerer en Samlivspligt, som er bleven overtraadt ***). Sagen er den, at det er en naturlig Forudsætning for Ægteskabets Indgaaelse, at Ægtefællerne vil leve sammen; glipper denne Forudsætning, idet den ene Ægtefælle skuffer den andens Forventning om at ville leve sammen med den, kan Samlivet vel ikke fremtvinges, men den, mod hvis Ønske Samlivet ophæves, kan efter en vis Tids Forløb faa Ægteskabet opløst som ikke svarende til dets Formaal. Den Ægtefælle, der forlader den anden "uden skellig Grund", risikerer altsaa, at Ægteskabet bliver opløst. Men denne saa naturlige Følge, at Samlivet ophæves, viser ikke, at der er en Retspligt til Samliv. Det fremgaar ogsaa af følgende: Naar Samlivet har været ophævet i 7 Aar uden at der kan lægges den bortdragne noget til Last, kan ogsaa Ægteskabet forlanges ophævet af den hjemmeblevne, og det uagtet Lovgivningen ikke opfatter Borteblivelsen som et Retsbrud; [det hedder i Kristian den 5tes danske Lov: "Dersom en Mand drager hen i Krig eller paa sit Kjøbmandsskab og af saadan Aarsag bliver længere borte, da skal han ikke holdes pro desertore (læs: som den, der svigagtig og retsstridig har ophævet Samlivet), men hans Hustru skal fortøve hannem efter idetmindste i 7 Aar (før hun kan faa Skilsmisse)"] Men navnlig kan det ses deraf, at der findes endnu et Tilfælde, hvor der kan forlanges Skilsmisse, skønt der aldeles uomtvisteligt ikke er begaaet noget Retsbrud fra nogen af Ægtefællernes Side, men hvor ogsaa en (efter Lovgivningens Synspunkt) Forudsætning for Ægteskabet brister og et af dets Formaal viser sig urealisabelt. Der er meget, der er Formaal og Forudsætning for Ægteskabet, men som dog ikke er Retspligt. Nogle enkelte af disse Forudsætninger anser Lovgivningen for saa vigtige, at den tillader Skilsmisse, naar de brister. Lovgivningen trækker her Grænsen vilkaarlig; men det, den gjør Adskillelse imellem, er ikke juridiske Pligter paa den ene Side og blot moralske paa den anden. - At der under visse Omstændigheder og efter en vis Tids Forløb kan begæres Skilsmisse, beviser altsaa ikke, at Ophævelse af Samlivet mod den andens Vilje er Overtrædelse af en Retspligt.

Naar det er givet, at Manden ikke har nogen Ret til at forhindre Hustruen i at forlade Hjemmet, ej heller nogen Ret til at hente hende tilbage eller nogen Ret til at kræve Erstatning eller Straf, - og det er uomstødelig Praxis ved Domstolene - kan der ikke erkendes at existere nogen Samlivspligt, og i al Fald ikke nogen Pligt, der af Manden kan fremtvinges opfyldt derved, at han med Magt indlogerer sig i eller dog tiltvinger sig Adgang til det ny Hjem, Hustruen maatte skaffe sig for Midler, over hvilke i Henhold til Lov 7de Maj 1880 hun alene har Raadighed. Selv om man maatte have Ret til, fordi Samlivets vilkaarlige Ophævelse kan berøve Hustruen Ret til Underhold og give Manden Ret til Skilsmisse, at tale om en Forpligtelse for hende til at leve sammen med Manden, vil dette dog selvfølgelig ikke være Bevis for, at denne Pligt ogsaa kan fremtvinges opfyldt ved Mandens Indtrængen i hendes Hjem.

Hustruens uheldige Stilling i Ægteskabet skriver sig hverken fra nogen Lydighedspligt eller Samlivspligt eller deslige, hvilke Pligter ikke existere, men ene og alene fra den faktiske Overmagt, Manden faar ved at være eneraadig over Størstedelen af Formuen samt tildels over Børnene. Ved at unddrage Hustruen disse Goder kan Manden tvinge hende til overmaade meget, som hun i og for sig ikke er pligtig til. Men, saasnart hun vil give Afkald paa dem, har Manden ingensomhelst Magt over hende.

Efter rigtig Opfattelse er Hustruen, der har været nødt til at forlade sin Mand, altsaa berettiget til med Magt ved egne eller andres Kræfter at hindre ham Adgang til den Lejlighed, hun har lejet for selverhvervede Penge, og Politiet bør ikke nægte hende Assistance, naar hun kan bevisliggjøre for det, at Lejligheden er hendes. Der foreligger imidlertid ikke efter 1880 nogen Domsafgjørelse om dette Spørgsmaal, og det er tvivlsomt om Politiet, inden nogen saadan foreligger, vil indlade sig paa at yde Hjælp i nævnte Tilfælde. Muligvis var det Overvejelse værd, om der ikke ved passende Lejlighed burde søges fremkaldt en Domsafgjørelse.

*) Lov 7de Maj 1880 § 1 lyder saaledes: „Hvad gift Kvinde erhverver ved selvstændig Virksomhed, som ikke grundes eller vedligeholdes væsentlig ved Mandens olier Fællesboets Midler, og hvad bevislig er anskaffet for sligt Selverhverv, har hun alene Ret til i levende Live at raade over uden Mandens eller anden Værges Samtykke. I saadant Gods kan der ikke i Hustruens levende Live søges fyldestgjørelse for Gjæld, Manden har stiftet, med mindre Hustruen har samtykket i Gjældsstiftelsen.”

**) Det hedder i Plakat af 5te Juli 1796: „Saasom det undertiden indtræffer, at Ægtemænd uden nogen foregaaende Separation enten efter kongelig Bevilling eller indbyrdes for Øvrigheden indgaaet Forening aldeles unddrage sig fra at leve med og forsørge deres Hustruer og baade Billighed og Retfærdighed fordrer, at slige Mænd blive tvungne til at opfylde de dem i den Henseende paaliggende Forpligtelser, saa skal det i sligt Tilfælde af Øvrigheden fastsættes, hvad Hustruen efter Billighed bør tilstaaes af Manden og saadant i Mangel af mindelig Betaling ved Udpantning inddrives.”

***)jvf. ogsaa Goos almindelige Retslære Side 162.