« Tilbage til søgeresultaterne

Forretningsudvalgsmøde 30. maj 1950

« Se emneord

Forretningsudvalgsmøde afholdtes på Dansk Kvindesamfund’s kontor, Niels Hemmingsensgade l0, K tirsdag, den 30. maj 1950 med følgende
dagsorden

1. Deltidsarbejde
2. Dansk Folkeoplysnings Samråd
3. Nordiske kvindeorganisationers samorganisation
4. Beskæftigelsesterapi
5. Børglumsagen
6. Forslag til lovændring fra Københavns ungdomskreds
7. Husmoderferie
8. Dagsorden til næste hovedstyrelsesmøde
9. Meddelelser fra landsformanden
a) afslag fra Tuborgfonden
b) Afbetalingskommissionen
l0. Eventuelt.

Tilstede var: landsformanden Erna Sørensen, næstformanden Lis Groes, kassereren Ebba Aasted Frandsen, Margr. Petersen, Margr. Høst Neerup, Johanne Fisker, Sigrid Hansen, Inga Dahlsgaard Astrid Badstue.
Fraværende var Zenia Jørgensen. Charlotte Grønnebæk havde meldt afbud på grund af sygdom.

ad 1. Deltidsarbejde.
Arbejds- og Socialministeriet har besluttet at nedsætte et udvalg, som i nær tilknytning til arbejdsmarkedskommissionen skal behandle spørgsmålet om deltidsarbejde og har i den anledning anmodet Dansk Kvindesamfund om i samråd med Danske Kvinders Nationalråd at udpege 3 repræsentanter til at indtræde i udvalget. -
Dansk kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd er tidligere blevet enige om at indstille Fanny Hartmann og Karen Poulsen. Lis Groes har som den tredje foreslået en ikke akademiker. Landsformanden har derefter efter forhandling med Grethe Forchhammer; opnået enighed med Danske Kvinders Nationalråd om at vælge en børnehaveleder. Til posten er udpeget børnehaveleder Aase Hauch.

ad 2. Dansk Folkeoplysnings Samråd.
Fra Dansk Folkeoplysnings Samråd forelå beretning bl.a. fra Holly-Royde skolen i England januar - marts 1950. Adia Frost havde været tilstede, og overfor hende var der rejst kritik over den ene af deltagerne, som var anbefalet af Dansk Kvindesamfund. - Man enedes om at undersøge sagen nærmere ved direkte henvendelse til vedkommende.
Fra 8-21. oktober 1950 afholder samrådet Universitetskursus på Askov højskole. Man regner med, at stipendierne vil kunne dække rejsen + 8o % af opholdet foruden alle udgifter til foredragsholdere. Der forelå andragende fra et medlem i Skanderborg (Catharina Sommer) om eventuelt at få tilskud til dette kursus af Dansk Kvindesamfund. Man mente ikke at kunne skaffe midler hertil.
I dagene 16 - 19. august 1950 afholdes et 3-dages studiekredskursus i Sigtuna. Adia Frost skal på dette kursus repræsentere "Højskoler og Landbrugsskoler”, men er villig til at rejse som Dansk Kvindesamfunds repræsentant. Dette var F.U. indforstået med.- D.K. kan dog ikke yde tilskud til dette ophold.

ad 3. Nordiske Kvindeorg.’s samorganisation.
Landsformanden har d. 10/5.50 holdt møde med repræsentanter for det udvalg, som i 1946 var med til at arrangere kongressen, og som deltog med indlæg i møderne. - Tilstede var: Erna Sørensen, Edel Saunte, Kirsten Gloerfeldt-Tarp, Anna Westergaard, Ingrid Larsen, Esther Graff og Inga Hertz.
Der var absolut enighed om, at man ikke måtte opløse det samarbejde, som var skabt i 1946, og som også var en fortsættelse af de tidligere afholdte nordiske møder. Det ville være gavnligt med periodiske mellemrum at komme sammen og drøfte de forskellige landes aktuelle problemer.
Der er nu sendt fru Dakky Kjær, Norsk Kvinnesaksforening en redegørelse fra mødet tillige med en forespørgsel om, hvorvidt Norge er interesseret i at afholde mødet i stedet for Finland, som stod for tur.
Der foreligger endnu ikke svar fra Norge. På mødet var der forslag om at skrive til UNIONEN, Finland, såsnart der forelå svar fra Norge. Inga Dahlsgård gjorde opm. på, at der i så fald skulle skrives til Dora Wilèn. -

ad 4. Beskæftigelsesterapi.
Landsformanden har modtaget henvendelse fra en kvinde på c.50 år, der ønsker uddannelse i beskæftigelsesterapi. Skolen for beskæftigelsesterapeuter får kun et meget lille tilskud og kan derfor ikke tage så mange elever, hvorfor man kun tager elever, der er sidst i tyverne eller i begyndelsen af trediverne.
Imidlertid er der stort behov for beskæftigelsesterapeuter rundt om på hospitalerne, og her var netop en måde, hvor man kunne hjælpe de lidt ældre kvinder til at få en beskæftigelse.
Inga Dahlsgård gjorde opmærksom på, at foreningen af beskæftigelsesterapeuter til efteråret arrangerer en udstilling- dels for at skaffe penge og dels for at henlede opmærksomheden på sagen, hvorefter man vil søge staten om større tilskud.
Lis Groes vil tage spørgsmålet op i udvalget ENLIGE MØDRE.

ad 5. Aja Kragh-Jacobsen har anmodet om at få Børglumsagen taget op. Sagen sættes på dagsordenen til næste hovedstyrelsesmøde.
ad 6. Der forelå forslag til lovændring fra Københavns ungdomskreds, der ønsker hovedstyrelsen udvidet med eet medlem valgt af ungdomskredsene. Landsformanden var positivt indstillet overfor denne ændring.
Charl. Grønnebæk var i en skrivelse til F.U. gået ind for forslaget.
F.U. anbefalede forslaget, og man vedtog at sende en henvendelse ud til samtlige kredsformænd om forslaget til orientering inden landsmødet.
3 ’distrikt har indsendt forslag til dagsordenen til landsmødet vedr. Kvindefængslet- med henblik på at få en henvendelse til regeringen og rigsdagen med krav om et nyt og bedre kvindefængsel med adskillelse mellem de forskellige arter af kvindelige fanger.
F.U. drøftede forslaget, og man enedes om at bede Karen Margr. Vilstrup inden landsmødet give en kort beretning om forholdene i Horserødlejren og de krav, man efter hendes mening måtte stille til denne sag.
3. distrikt ønskede endvidere forelagt spørgsmålet om flytning af formandsmødet til et for kredsene mere centralt beliggende sted.
- - -

Fra delegerede ved 2. distrikts møde var der ønske om støtte fra hovedkassen til forbedring af distrikternes økonomi. Forslag om tilskud til distrikterne svarende til det tilskud, der ydes af kredsene, nemlig 25 øre pr. medlem, således at kredsene gennem kulturelle og kvindesaglige møder kunne bevare medlemstallet og øge interessen for D.K.’s arbejde.
F.U, syntes, at tanken var god, men rent økonomisk var den umulig at realisere. Måske kunne man tilbyde renterne af Agnes Elisabeth Nielsens foreløbige fastlagte kapital kr.5000,00 til tilskud, således at kredsene efter tur fik en del af beløbet, som jo foreløbig er 200 kr. årlig.
Endvidere var der forslag fra et D.K. medlem, om spørgsmålet kommunale fødekliniker måtte blive taget op til drøftelse på landsmødet.

ad 7. Husmoderferie.
Landsformanden meddelte, at man i år havde søgt finansudvalget om større tilskud til udvidelse af arbejdet - kr. l00.000 i st.f. 75.000. Finansudvalget vil sikkert bevilge et beløb, der ligger midt imellem.
Der vil i nær fremtid blive afgivet betænkning om resultatet af det arbejde, der har været gjort af underudvalget i feriekommissionen. Der er forslag om, at der fra statens side skulle ydes 4 kr. pr. mor og 2 kr. pr. barn plus rejsepenge. Den samme grænse, der gælder for det forskudsvise bidrags udbetaling for de enlige mødre med egen beskæftigelse skulle lægges til grund for adgang til at få husmoderferie. Landsformanden oplyste iøvrigt, at fru Palsmar ville søge tipstjenesten om tilskud.

ad 8. Følgende dagsorden blev lagt til næste hovedstyrelsesmøde – fredag d. 23. juni kl.11 på Nyborg Strand.
1. Landsmødet. Herunder godkendelse af landsformandens beretning.
2. Gennemgang af landsmødets dagsorden
3. Resolutioner
4. Indkomne forslag.
5. Forslag fra 1. distrikt. Landsmøde i sidste halvdel af august.
6. Børglumsagen
7. Rådgivning for enker
8. Eventuelt

Resolutionsudvalg blev nedsat, bestående af Lis Groes, Margr. Petersen og Johanne Fisker.
Forslag til resolutioner: Rabat på statsbanerne for familier m. flere børn. – Erhvervsvejledning – Fuldt reg. Tillæg til samgifte. - Medd. Om rådgivning for enker.

ad 9. Meddelelser fra landsformanden.

Legat.
D.K. har fået testamenteret et legat efter Amtsforvalter Axel Holck og hustru Ida Holck, Maribo, på i alt 1000 kr. Legatkapitalen må iflg. fundatsen ikke fortabes eller nedbringes, men alene renterne anvendes til de formål, hvorfor D.K. virker.
- - -

Erhvervsvejledning.
D.K.N. har givet nogle bemærkninger til den i sin tid afgivne betænkning om erhvervsvejledning, og disse bemærkninger har været drøftet i et møde mellem D.K.N. og D.K., hvor Signe Tørsleff var tilstede for os, idet Sigrid Hansen, som jo har været primus motor i den sag, var forhindret, grundet bortrejse.
Der blev nedsat et udvalg med repræsentanter fra flere af de organisationer, der tilknyttede D.K.N. og for vort vedkommende tiltrådte Signe Tørsleff udvalget. -
Man vil prøve at udarbejde nogle pjecer eller vejledninger for enkelte fags vedkommende - altså noget i retning af D.K.’s sygeplejepjece.
F.U. drøftede muligheden af at udgive en bog, indeholdende oplysninger om samtlige kvindeerhverv i lighed med studenterhåndbogen. Den må ikke blive for kostbar, da den ikke må koste mere end højst 3-4 kr., og det henstilledes, at man arbejdede videre med den tanke.
Sigrid Hansen var af den opfattelse, at erhvervsvejledning kun kan gives i skoler, hvor man har 8’ klasse.
D.K.N.’s bemærkninger til den betænkning, som i sin tid er afgivet, går ud på, at man skal optage en erhvervsvejledning for erhvervshæmmede, såsom invalider personer, som lider af astma, børnelammelse m.v. Denne vejledning bør dog ikke fremkomme i den samlede pjece over kvindelige erhverv.
- - -

Tuborgfonden har ikke bevilget D.K. den ansøgte støtte.
- - -

Der forelå beretning og regnskab for foreningen NORDEN. På årsmødet d. 21/5. 1950 er landsformanden Erna Sørensen genvalgt til medlem af foreningens repræsentantskab. –
- - -

Udvalget Kvindeligt Politi der består af landsformanden, Ingrid Larsen, Margr. Petersen, Mardis Bech og Helene Bagger vil i nærmeste fremtid holde et lille møde. Spørgsmålet kvindeligt politi vil blive aktuelt, når justitsministeren fremsætter sit forslag om en uddannelse af vort politi.
- - -
Landsformanden har haft besøg af en engelsk gæst Miss George fra ”National Union of Townwomens Guild”, London, som var megt interesseret i D.K.’s arbejde, og da hun kunne tænke sig at overvære landsmødet, blev man enige om at sende hende en invitation hertil. Miss George er i Danmark i 6 mdr. på et stipendium fra det danske selskab.
- - -

Landsformanden meddelte, at vi har fået bevilget kr. 262,38 som tilbagebetaling af papirafgiften for januar kvartal.
- - -

Der forelå invitation fra Danske Kvinders Samfundstjeneste i anledning af organisationens 10-års dag. Margrethe Petersen vil repræsentere Dansk Kvindesamfund. Landsformanden er særskilt indbudt.
- - -

D.K. har henvendt sig til Socialministeriet i et anliggende vedr. underholdsbidrag til børn af invaliderentemodtagere. Der ydes i tilfælde, hvor en af ægtefællerne er invalid eller på grund af alder ikke kan opfylde sin forsørgerpligt i henhold til forsorgsloven et børnetillæg til den rente, den pågældende oppebærer. I tilfælde af skilsmisse, bevarer manden som invalid dette børnetillæg til sin invaliderente, og har lettere ved at udrede det ham pålagte normalbidrag (3/5 af bidraget). Er det den fraskilte kone, der er invalid, og som sidder med børnene som opdrager, har hun almindeligvis pligten til med 2/5 at bidrage til børnenes underhold, men hun kan ikke efter loven og praksis få børnetillægget til sin invaliderente.
D.K. vil nu ved henvendelse til Socialministeren søge at få dette forhold ændret.
Landsmødet. F.U. drøftede spørgsmålet om en evt. transmission i radioen. Blev enige om, at en kort uds. i aktuelt kvarter evt. om mandagen ville være bedst – efter at resolutionerne var vedtaget.
Morgenandagten vil blive holdt af cand. Theol. Lis Blauenfeldt, Ringe.

Mødet hævet kl. 21.15.

Protokol ført af Harriet Jørgensen.
Efterset af Landsformanden